Kris89 skriver:
som overskriften siger, hvordan kommer man videre efter SA?
i juni måned 2011 mistede vi desværre i uge 10... jeg kan simpelthen ikke komme videre...
vi prøver selvf. at blive gravide og har som i nok har gættet ikke haft held med os endnu.
jeg er bare så ked, så indebrændt... jeg kan ikke glæde mig på andres vegne. ikke engang hvis de har fået job, fået kæreste eller andet latterligt... altså jeg ønsker ALLE skal være lige så kede som jeg...
det er nogle lorte tanker at gå med og det er ved at æde mig op indefra.
ved bare virkelig ikke hvordan jeg skal komme videre... tænker hele tiden, at jeg kunne have haft mit lille barn i armene.
så siger folk, nyd i har hinanden. idag var vi ude og køre en tur, gør vi tit og vi elsker det, en tur igennem skoven, se om vi kan finde rådyr og lign. men kan ikke nyde det... det er jo ikke det jeg vil i øjeblikket. jeg ville bare være hjemme med vores lille...
jeg føler ikke jeg er i min krop længere... jeg passer mit arbejde og gør hvad jeg nu skal, men alt minder mig om den lille vi ikke fik, det at det ikke vil lykkedes.
min søde dejlige kæreste prøver alt hvad han kan at få mig op af det her hul, men bare som om intet hjælper...
ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre... kan jo for faen ikk gå rundt og være ked indtil det engang lykkedes igen, måske først om år...
nogen med gode råd? holder ikke til dette i længden 
Har selv prøvet at stå i den situation, bare det at jeg mistede i uge 20.
For mig havde jeg det præcis som dig kunne ikke fortså at andre kunne gå videre i livet, som om ingen forstod hvor ked jeg var, og hvorfor de ikke kunne være kede af det sammen med mig. Såden var det i ½ år indtil det begyndte at gå stille og roligt op ad ..når jeg siger stille og roligt så var det faktisk ekstra slooooow opad men opad gik det så.
Vi prøvede igen allerede 1mdr efter jeg havde født, men prøvede først for alvor igen når jeg var færdig med sygemlelding, og havde overskud til at arbejde igen. Der gik 7mdr efter vi havde misted så var jeg gravid igen. Heller ikke der var jeg helt kommet over tabet. Jeg er nu 37+5 og kan endnu blive helt ked af det ved tanken om hvad der er sket, men er dog kommet ovenpå igen. Så for mig hjælp det at blive gravid igen, tale åbenlyst om det som er sket. Men er nødt til at sige at man altid kommer til at tænke på den lille der kunne være. 
Ville råde dig til at snakke åbent om dine føleser det hjælper ihvertfald lidt 
Når jeg tænker tilbage så skulle jeg nok havde fået pro hjælp, det ville jeg nok også råde dig til. Håber for dig at du kommer ovenpå igen, selvom det er noget så svært ..
