hvordan kommer man videre?

som overskriften siger, hvordan kommer man videre efter SA?

i juni måned 2011 mistede vi desværre i uge 10... jeg kan simpelthen ikke komme videre...

vi prøver selvf. at blive gravide og har som i nok har gættet ikke haft held med os endnu.

jeg er bare så ked, så indebrændt... jeg kan ikke glæde mig på andres vegne. ikke engang hvis de har fået job, fået kæreste eller andet latterligt... altså jeg ønsker ALLE skal være lige så kede som jeg...

det er nogle lorte tanker at gå med og det er ved at æde mig op indefra.

ved bare virkelig ikke hvordan jeg skal komme videre... tænker hele tiden, at jeg kunne have haft mit lille barn i armene.

så siger folk, nyd i har hinanden. idag var vi ude og køre en tur, gør vi tit og vi elsker det, en tur igennem skoven, se om vi kan finde rådyr og lign. men kan ikke nyde det... det er jo ikke det jeg vil i øjeblikket. jeg ville bare være hjemme med vores lille...

jeg føler ikke jeg er i min krop længere... jeg passer mit arbejde og gør hvad jeg nu skal, men alt minder mig om den lille vi ikke fik, det at det ikke vil lykkedes.

min søde dejlige kæreste prøver alt hvad han kan at få mig op af det her hul, men bare som om intet hjælper...

ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre... kan jo for faen ikk gå rundt og være ked indtil det engang lykkedes igen, måske først om år...

nogen med gode råd? holder ikke til dette i længden

Kris89 skriver:

som overskriften siger, hvordan kommer man videre efter SA?

i juni måned 2011 mistede vi desværre i uge 10... jeg kan simpelthen ikke komme videre...

vi prøver selvf. at blive gravide og har som i nok har gættet ikke haft held med os endnu.

jeg er bare så ked, så indebrændt... jeg kan ikke glæde mig på andres vegne. ikke engang hvis de har fået job, fået kæreste eller andet latterligt... altså jeg ønsker ALLE skal være lige så kede som jeg...

det er nogle lorte tanker at gå med og det er ved at æde mig op indefra.

ved bare virkelig ikke hvordan jeg skal komme videre... tænker hele tiden, at jeg kunne have haft mit lille barn i armene.

så siger folk, nyd i har hinanden. idag var vi ude og køre en tur, gør vi tit og vi elsker det, en tur igennem skoven, se om vi kan finde rådyr og lign. men kan ikke nyde det... det er jo ikke det jeg vil i øjeblikket. jeg ville bare være hjemme med vores lille...

jeg føler ikke jeg er i min krop længere... jeg passer mit arbejde og gør hvad jeg nu skal, men alt minder mig om den lille vi ikke fik, det at det ikke vil lykkedes.

min søde dejlige kæreste prøver alt hvad han kan at få mig op af det her hul, men bare som om intet hjælper...

ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre... kan jo for faen ikk gå rundt og være ked indtil det engang lykkedes igen, måske først om år...

nogen med gode råd? holder ikke til dette i længden

Jeg føler med dig, jeg har selv prøvet det, og det er noget frygteligt noget 

Det lyder på mig som om du har det rigtig skidt med det og virkelig er påvirket af situationen. Den "akutte" fase er jo overstået om man så må sige, og når du alligevel ikke kan få det på afstand var det måske en god ide at få talt det igennem med nogen? Evt en udenforstående?

Kris89 skriver:

som overskriften siger, hvordan kommer man videre efter SA?

i juni måned 2011 mistede vi desværre i uge 10... jeg kan simpelthen ikke komme videre...

vi prøver selvf. at blive gravide og har som i nok har gættet ikke haft held med os endnu.

jeg er bare så ked, så indebrændt... jeg kan ikke glæde mig på andres vegne. ikke engang hvis de har fået job, fået kæreste eller andet latterligt... altså jeg ønsker ALLE skal være lige så kede som jeg...

det er nogle lorte tanker at gå med og det er ved at æde mig op indefra.

ved bare virkelig ikke hvordan jeg skal komme videre... tænker hele tiden, at jeg kunne have haft mit lille barn i armene.

så siger folk, nyd i har hinanden. idag var vi ude og køre en tur, gør vi tit og vi elsker det, en tur igennem skoven, se om vi kan finde rådyr og lign. men kan ikke nyde det... det er jo ikke det jeg vil i øjeblikket. jeg ville bare være hjemme med vores lille...

jeg føler ikke jeg er i min krop længere... jeg passer mit arbejde og gør hvad jeg nu skal, men alt minder mig om den lille vi ikke fik, det at det ikke vil lykkedes.

min søde dejlige kæreste prøver alt hvad han kan at få mig op af det her hul, men bare som om intet hjælper...

ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre... kan jo for faen ikk gå rundt og være ked indtil det engang lykkedes igen, måske først om år...

nogen med gode råd? holder ikke til dette i længden

Jeg har selv prøvet det 4 gange.. og frygter en 5 gang nu jeg er gravid igen. Har i forvejen Pco og har svært ved at blive gravid.... 

Det tager virkelig tid at læge sårene, og oplevelsen gør at man har svært ved at tro på det lykkes 2 gang.. 3 gang.. 4 gang.. 5 gang osv. 

Det er kun tiden der kan få dig i bedring.. Det skal liges siges mine 5 gaviditeter har taget 6 år.. 

Og vi venter stadigvæk på vores Ønske baby! 

Jeg har ikke nogen mirakel kur imod abort, andet end man må lære at leve med at det ikke var ens lod denne gang... og man må håbe på det lykkes næste. 

fra en der ved hvordan du har det. 

Kris89 skriver:

som overskriften siger, hvordan kommer man videre efter SA?

i juni måned 2011 mistede vi desværre i uge 10... jeg kan simpelthen ikke komme videre...

vi prøver selvf. at blive gravide og har som i nok har gættet ikke haft held med os endnu.

jeg er bare så ked, så indebrændt... jeg kan ikke glæde mig på andres vegne. ikke engang hvis de har fået job, fået kæreste eller andet latterligt... altså jeg ønsker ALLE skal være lige så kede som jeg...

det er nogle lorte tanker at gå med og det er ved at æde mig op indefra.

ved bare virkelig ikke hvordan jeg skal komme videre... tænker hele tiden, at jeg kunne have haft mit lille barn i armene.

så siger folk, nyd i har hinanden. idag var vi ude og køre en tur, gør vi tit og vi elsker det, en tur igennem skoven, se om vi kan finde rådyr og lign. men kan ikke nyde det... det er jo ikke det jeg vil i øjeblikket. jeg ville bare være hjemme med vores lille...

jeg føler ikke jeg er i min krop længere... jeg passer mit arbejde og gør hvad jeg nu skal, men alt minder mig om den lille vi ikke fik, det at det ikke vil lykkedes.

min søde dejlige kæreste prøver alt hvad han kan at få mig op af det her hul, men bare som om intet hjælper...

ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre... kan jo for faen ikk gå rundt og være ked indtil det engang lykkedes igen, måske først om år...

nogen med gode råd? holder ikke til dette i længden

Du fortjener et kæmpestort .

Jeg har ikke selv prøvet at miste under en graviditet, men jeg har prøvet at miste på andre måder. Og jeg kender til den spirende bitterhed, som ligger på lur, når andre har det "nemt" og lykkeligt. 

Jeg tænker, at du fortjener at tale med en god psykolog. Så du kan komme af med sorger og tanker over for en person, du ikke har aktier i, og som ikke kender dig i forvejen. 

I forhold til ikke "at være i sin krop", så lyder det måske banalt, men træning vil måske kunne hjælpe dig. Hvis du har mulighed for det, så invester i 10xpersonlig træning i det lokale fitnesscenter. Det grounder dig og lader dig komme på lidt andre tanker. 

Og hør så lige her: Det ER hamrende uretfærdigt, at andre føder børn, mens du har mistet. Det ER OK, at du har negative følelser omkring det. Du må IKKE skamme dig. Og du må ikke føle dig forkert. Det er du ikke.

Kris89 skriver:

Jsom overskriften siger, hvordan kommer man videre efter SA?

i juni måned 2011 mistede vi desværre i uge 10... jeg kan simpelthen ikke komme videre...

vi prøver selvf. at blive gravide og har som i nok har gættet ikke haft held med os endnu.

jeg er bare så ked, så indebrændt... jeg kan ikke glæde mig på andres vegne. ikke engang hvis de har fået job, fået kæreste eller andet latterligt... altså jeg ønsker ALLE skal være lige så kede som jeg...

det er nogle lorte tanker at gå med og det er ved at æde mig op indefra.

ved bare virkelig ikke hvordan jeg skal komme videre... tænker hele tiden, at jeg kunne have haft mit lille barn i armene.

så siger folk, nyd i har hinanden. idag var vi ude og køre en tur, gør vi tit og vi elsker det, en tur igennem skoven, se om vi kan finde rådyr og lign. men kan ikke nyde det... det er jo ikke det jeg vil i øjeblikket. jeg ville bare være hjemme med vores lille...

jeg føler ikke jeg er i min krop længere... jeg passer mit arbejde og gør hvad jeg nu skal, men alt minder mig om den lille vi ikke fik, det at det ikke vil lykkedes.

min søde dejlige kæreste prøver alt hvad han kan at få mig op af det her hul, men bare som om intet hjælper...

ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre... kan jo for faen ikk gå rundt og være ked indtil det engang lykkedes igen, måske først om år...

nogen med gode råd? holder ikke til dette i længden

Lige et  til dig (:

Jeg har aldrig selv prøvet det .. Men jeg synes du skal snakke med en psykolog .. Eller evt. undersøge om der findes en "støttegruppe" for andre som har været det samme igennem i nærheden af dig .. 

 For I snart får 2 streger !

ok, det hele kom ikke med i den besked hvor der står stor krammer..

men det jeg skrev var at : husk at snakke igennem om det, ikke nødvendigvis med en psykolog, men din kæreste, din mor, svigermor, veninde, en eller anden, for hvis du ik snakker om det, så kender vi jo alle sammen den der med at det ulmer og ligepludselig eksplodere du.. Jeg selv har været igennem 6 aborter. Den første var jeg i uge 11 og havde gået og glædet mig til NF, men lykken vendte hurtigt, og efter det lukkede jeg mig inde, vi prøvede at blive gravide et halvt år efter (mest fordi min kæreste ikke var klar før), og det lykkedes os at blive gravide igen efter et halvt år, men mistede igen inden uge 6. og siden har jeg været gravid et par gange og mister inden uge 6-7.

jeg er desværre røget så langt ned i et hul nu så jeg har hårdt brug for hjælp. Jeg er kommet på anti depressive piller. og alt det, fordi jeg ik har åbnet mig for venner, familie eller kæresten..

du skal være velkommen til at skrive til mig i privat hvis det er

Amandas-mor skriver:

Jeg føler med dig, jeg har selv prøvet det, og det er noget frygteligt noget 

Det lyder på mig som om du har det rigtig skidt med det og virkelig er påvirket af situationen. Den "akutte" fase er jo overstået om man så må sige, og når du alligevel ikke kan få det på afstand var det måske en god ide at få talt det igennem med nogen? Evt en udenforstående?

Tusind tak for svar...

jeg har ovevejet psykolog eller lign. har bare samtidig svært ved at tro hvad det kan hjælpe... alle i familien og venner er så hjælpsomme og vil gøre alt for mig, men der er jo ingenting de kan gøre...

kommentarene hedder: "jamen i err unge, det skal nok lykkedes", men selvom vi er unge er det jo  stadig ønskebarnet.

heldigvis er mandens sædprøve afleveret og vi får forhåbentlig snart svar på den og så lyder det til lægen vil i hvert fald tage en snak med mig... så må vi se hvad der sker..

selvom jeg prøver at være positiv og sige jamen den er der næste gang, så er det bare stadig svært. for vi er jo ved at være så langt nu, at jeg først vil kunne få barn et år efter min første termin...

alle de ting jeg tænkte jeg skulle opleve i år, med barnevogn. ja der går i hvert fald et år mere før det bliver aktuelt...

Camillos skriver:

Jeg har selv prøvet det 4 gange.. og frygter en 5 gang nu jeg er gravid igen. Har i forvejen Pco og har svært ved at blive gravid.... 

Det tager virkelig tid at læge sårene, og oplevelsen gør at man har svært ved at tro på det lykkes 2 gang.. 3 gang.. 4 gang.. 5 gang osv. 

Det er kun tiden der kan få dig i bedring.. Det skal liges siges mine 5 gaviditeter har taget 6 år.. 

Og vi venter stadigvæk på vores Ønske baby! 

Jeg har ikke nogen mirakel kur imod abort, andet end man må lære at leve med at det ikke var ens lod denne gang... og man må håbe på det lykkes næste. 

fra en der ved hvordan du har det. 

Tusind tak for svar...

og hvor gør det ondt at læse din historie

heldigvis er mandens sædprøve afleveret og vi får forhåbentlig snart svar på den og så lyder det til lægen vil i hvert fald tage en snak med mig... så må vi se hvad der sker..

selvom jeg prøver at være positiv og sige jamen den er der næste gang, så er det bare stadig svært. for vi er jo ved at være så langt nu, at jeg først vil kunne få barn et år efter min første termin...

alle de ting jeg tænkte jeg skulle opleve i år, med barnevogn. ja der går i hvert fald et år mere før det bliver aktuelt...