Det gør så ondt at se.. :'(

I er nødt til at hjælpe mig nu piger..

Johannes er SÅ mærket af at have været væk fra mig så længe som han har, først var han på ferie 4 dage ved sine bedsteforældre, så var han hjemme en dag, og så ud til sin far, hvor han var i 9 dage på grund af min abort..
Jeg var ude ved dem mandag, for lige at aftale med faren hvad vi gjorde, og selvfølgelig for at se min guldklump.. Da jeg gik igen græd han helt hjerteskærende fordi han ikke kunne forstå at han ikke skulle med..
Det var så JEG begyndte at græde da jeg gik ned af trappen igen..
Nu er han så kommet hjem, og han er så mærket af det hele, hver gang han ikke kan se mig, så skriger han, går jeg på toilet græder han hvis han ikke må komme med.. Jeg kan ikke gå ud og ryge fordi det så betyder at han bliver ked af det.. Når han skal sove, om det er til middag eller til natten kan man direkte se i hans øjne at han er angst for at jeg ikke er der når han vågner igen..
Jeg prøver at fortælle ham at mor er her, og jeg går ingensteder, og jeg giver ham alt den opmærksomhed han har brug for, han hænger på mig hele dagen (= min ryg er totalt smadret) han hjælper med at lave mad, han sidder på mit skød når jeg lige tager 2 minutter i sofaen, går jeg ud med skraldet løber han skrigende efter mig..

Jeg har igår og idag slet ikke haft nogle aftaler, det har udelukkende handlet om ham og KUN ham og hans behov og lyster, vi hygger os også når der bliver leget, men så snart jeg gør tegn til at jeg lige skal noget andet, så vender situationen helt om, og så bliver han panisk igen..

Det her gør virkelig ondt på mig, for jeg troede jo det var for hans bedste at være ved farmand imens jeg gik herhjemme og ikke gjorde andet end at tude, men nu er jeg bare bange for at det har ødelagt mere end det gavnede, og jeg frygter faktisk lidt hans reaktion når han skal hjem til sin far på fredag igen, for så er det jo hans weekend..

Hjælp mig, hvad skal jeg gøre?? at tage ham ind i min seng duer ikke, for han kan ikke finde ro derinde, og han sover også i hans egen seng nu, men det tog lang tid, og jeg sad selvfølgelig ved ham til han faldte i søvn, men man kan bare mærke hans frygt, og det gør så ondt langt ind i mit hjerte..

øv kan desværre ikke hjælpe med nogle gode råd, men føler med dig, og smider en masse masse kram og håber det snart bliver bedre



op op op og håber andre har et godt råd

Maja84 skriver:

øv kan desværre ikke hjælpe med nogle gode råd, men føler med dig, og smider en masse masse kram og håber det snart bliver bedre



op op op og håber andre har et godt råd

tak, håber virkelig også at der er nogen der kan hjælpe, så vi kan få lidt ro på i det lille hjem igen..

især fordi der så om en lille måned venter endnu en omvæltning med flytning og ny dagpleje..
Hvad er det jeg har udsat min lille skat for??

An&Jo skriver:

tak, håber virkelig også at der er nogen der kan hjælpe, så vi kan få lidt ro på i det lille hjem igen..

især fordi der så om en lille måned venter endnu en omvæltning med flytning og ny dagpleje..
Hvad er det jeg har udsat min lille skat for??

tror du er for hård ved dig selv, du har jo gjort det i bedste mening, og man kan jo ikke altid vide hvordan de reagerer.
Er din søn sensitiv?

Nu har jeg ikke lige set hvor gammel din dreng er, men kan regne ud han er noget ældre end min datter når du skriver at han løber efter dig..

Ved ike hvor meget jeg kan hjælpe pga. aldersforskellen mellem vores børn. Men da min datter var 6½ månede var hun i 3 dage med sin far på sjælland og holde jul. Det var "kun" 3 dage men kunne (og kan stadig) tydeligt mærke hvad det gjorde ved hende.

Vi havde præcis de samme problemer som du beskriver, tror den eneste forskel er at hun ikke kan gå eller løbe efter mig, kun kravle..

Nu er hun 9 mdr og det er så småt ved at blive bedre. Hun er stadig monster morsyg, men det er meget bedre. Så tror simpelthen ikke du kan gøre andet end at give ham alt din kærlighed og opmærksomhed. Og så sagde min sp til mig at hver gang jeg f.eks gik ud af rummet, skulle jeg kigge hende i øjnene og sige. Filuca mor går lige ud i køkkenet og laver en kop kaffe, jeg kommer igen om lidt.
Og så sige så er jeg her igen når jeg kom. Lige meget om hun fulgte efter eller om hun var helt græde færdig.

Håber du ku bruge lidt af det.. Og undskyld det lige blev lidt langt.

Ps. KÆMPE STORT TIL DIG !

Maja84 skriver:

tror du er for hård ved dig selv, du har jo gjort det i bedste mening, og man kan jo ikke altid vide hvordan de reagerer.
Er din søn sensitiv?

Han har aldrig været sensitiv, og har aldrig reageret på noget på den her måde før..

Kan man være for hård ved sig selv når man lige pludselig føler man har væltet hele hans trygge lille verden og lige om lidt rykker ham op fra det velkendte og over til noget helt nyt??

An&Jo skriver:

I er nødt til at hjælpe mig nu piger..

Johannes er SÅ mærket af at have været væk fra mig så længe som han har, først var han på ferie 4 dage ved sine bedsteforældre, så var han hjemme en dag, og så ud til sin far, hvor han var i 9 dage på grund af min abort..
Jeg var ude ved dem mandag, for lige at aftale med faren hvad vi gjorde, og selvfølgelig for at se min guldklump.. Da jeg gik igen græd han helt hjerteskærende fordi han ikke kunne forstå at han ikke skulle med..
Det var så JEG begyndte at græde da jeg gik ned af trappen igen..
Nu er han så kommet hjem, og han er så mærket af det hele, hver gang han ikke kan se mig, så skriger han, går jeg på toilet græder han hvis han ikke må komme med.. Jeg kan ikke gå ud og ryge fordi det så betyder at han bliver ked af det.. Når han skal sove, om det er til middag eller til natten kan man direkte se i hans øjne at han er angst for at jeg ikke er der når han vågner igen..
Jeg prøver at fortælle ham at mor er her, og jeg går ingensteder, og jeg giver ham alt den opmærksomhed han har brug for, han hænger på mig hele dagen (= min ryg er totalt smadret) han hjælper med at lave mad, han sidder på mit skød når jeg lige tager 2 minutter i sofaen, går jeg ud med skraldet løber han skrigende efter mig..

Jeg har igår og idag slet ikke haft nogle aftaler, det har udelukkende handlet om ham og KUN ham og hans behov og lyster, vi hygger os også når der bliver leget, men så snart jeg gør tegn til at jeg lige skal noget andet, så vender situationen helt om, og så bliver han panisk igen..

Det her gør virkelig ondt på mig, for jeg troede jo det var for hans bedste at være ved farmand imens jeg gik herhjemme og ikke gjorde andet end at tude, men nu er jeg bare bange for at det har ødelagt mere end det gavnede, og jeg frygter faktisk lidt hans reaktion når han skal hjem til sin far på fredag igen, for så er det jo hans weekend..

Hjælp mig, hvad skal jeg gøre?? at tage ham ind i min seng duer ikke, for han kan ikke finde ro derinde, og han sover også i hans egen seng nu, men det tog lang tid, og jeg sad selvfølgelig ved ham til han faldte i søvn, men man kan bare mærke hans frygt, og det gør så ondt langt ind i mit hjerte..

til dig. Tror du ikke bare han lige ska ha nogle dage til af finde ind i rytmen igen og finde ud af at du ikke smutter nogle steder.. Du ku jo ikke ha gjord det bedre end du gjorde, det var jo for at beskytte ham mod at se dig ked af det og det er jo det en go mor tænker på

Månsson skriver:

til dig. Tror du ikke bare han lige ska ha nogle dage til af finde ind i rytmen igen og finde ud af at du ikke smutter nogle steder.. Du ku jo ikke ha gjord det bedre end du gjorde, det var jo for at beskytte ham mod at se dig ked af det og det er jo det en go mor tænker på

Det kan godt ske, men så kommer vi ind i rytmen igen, og så venter der endnu en weekend hos hans far.. frygter at det hele starter forfra næste mandag så.. :/

Saram skriver:

Nu har jeg ikke lige set hvor gammel din dreng er, men kan regne ud han er noget ældre end min datter når du skriver at han løber efter dig..

Ved ike hvor meget jeg kan hjælpe pga. aldersforskellen mellem vores børn. Men da min datter var 6½ månede var hun i 3 dage med sin far på sjælland og holde jul. Det var "kun" 3 dage men kunne (og kan stadig) tydeligt mærke hvad det gjorde ved hende.

Vi havde præcis de samme problemer som du beskriver, tror den eneste forskel er at hun ikke kan gå eller løbe efter mig, kun kravle..

Nu er hun 9 mdr og det er så småt ved at blive bedre. Hun er stadig monster morsyg, men det er meget bedre. Så tror simpelthen ikke du kan gøre andet end at give ham alt din kærlighed og opmærksomhed. Og så sagde min sp til mig at hver gang jeg f.eks gik ud af rummet, skulle jeg kigge hende i øjnene og sige. Filuca mor går lige ud i køkkenet og laver en kop kaffe, jeg kommer igen om lidt.
Og så sige så er jeg her igen når jeg kom. Lige meget om hun fulgte efter eller om hun var helt græde færdig.

Håber du ku bruge lidt af det.. Og undskyld det lige blev lidt langt.

Ps. KÆMPE STORT TIL DIG !

det hjælper bare desværre overhovedet ikke, for siger jeg at jeg går, så starter sirenen med det samme..

min dreng er næsten 2 år og han ved virkelig hvad der foregår omkring ham lige i øjeblikket, og det gør det bare ekstra svært..

An&Jo skriver:

Det kan godt ske, men så kommer vi ind i rytmen igen, og så venter der endnu en weekend hos hans far.. frygter at det hele starter forfra næste mandag så.. :/

Det gør det nok os men så har du jo en go lang periode med ro også er alt nok ved det gamle igen..