dpb skriver:
Hvor kan jeg nikke genkendende til din fortælling... det er nemlig den selvsamme jeg får fra min kæreste
Og må erkende at det er SVÆRT at være samlever til en der har de kroniske smerter som I med piskesmæld beretter om... ikke blot fordi det har påvirket ham på så mange måder... men også pga. af den mistro man møder rent generelt
det er nu ca.4½år siden ulykken, og sagen om endelig erstatning er stadig uafklaret, da der ikke foreligger en afklaring på hans fremtidige arbejdsliv. Vi har haft en meget usamarbejdsvillig læge, hvilket er årsag til at han først nu efter lægeskift er blevet henvist til smerteklinik de sagsbehandlere ved kommunen vi har mødt har mødt ham med mistro, ganske enkelt fordi det er en usynlig skade!!
han er blevet sendt i den ene form for aktivering/arbejdsprøvning efter den anden og det står klart at han ikke kan klare et fuldtidsarbejde, og ikke kommer til at kunne det... men om det så er en fleks der skal på banen eller en førtidspension, ja det er så det spørgsmål der skal findes ud af og før det ja så kan arbejdsskadestyrelsen ikke komme med en udtalelse og før de har lavet udtalelse vil forsikringen ikke udbetale... ja det kører i ring herhjemme og det er bare SÅ opslidende... også for min kæreste fordi han jo netop ikke ved om han er købt eller solgt
De fleste der har fået 100% indblik i vores hverdag har svært ved at forstå at vi stadig er sammen.. det ville jo være langt lettere
øh, måske for mig, men ikke for min kæreste...
Nå, men det var ikke vores sag det skulle handle om... ville bare sige at jeg føler med dig
Qnuz
Ja jeg tror heller ikke altid det er særlig nemt for pårørende. Jeg tænker tit detmå være møgsvært for min kæreste også. Fordi nogen dage ønsker man at i spørger hvordan man har det og andre dage vil man helst at i ikke spørger. Men alt i alt. Tror jrg at selvom folk tænker sit. Så gør det ens forhold stærkere. Min kæreste lider selv af posttraumatisk stress efter at have været udsendt som soldat. Og har fået sin førtidspension pga dette. Og nu står jeg med mit piskesmæld. Vi har det ikke altid skide nemt fordi min kæreste pga hans sygdom ikke kan klare den bette når hun skriger og er meget ked af det. Og hvis jeg så samtidig har en dag med mange smerter. Det koster en masse tårer. Men tilgengæld er vi der for hinanden og vi forstår hinanden bedre end allle andre. Vi har da også tit været ved at give op. Men jeg vil få svært ved en alm. Hverdag hvis han ikke var der. Samtidig ville det være svært for ham at tage vores datter alene i en hel weekend f.eks. Pga hans sygdom. Men vi er bare stærkest sammen og sålænge vores kærlighed er der til hinanden skal alt andet nok gå.
Men du skal vide at du betyder meget mere for din kærestes hverdag end han nok viser. Det kan være svært at indrømme fordi man føler meget af ens stolthed omkring sit selvstændige jeg er forsvundet
Anmeld
