Godaften tiljer skønne damer.
Ja sagen er jo den at jeg fik et piskesmæld for snart 1,5 år siden. Jeg var blevet færdig med min udd. Som maler og havde endelig følelsen af at jeg var fri og nu ville mit liv bare blive dejligt efter som jeg gik hjemme det sidste halve år af min udd. Pga depression. Jeg fik endelig min udd. Færdig og røg godtnok på akassen men kort tid efter fik jeg arbejde. Jeg var lige startet og vat super glad. Jeg havde arbejdet i tre uger i dette firma og var fredag den 24. September 2010 på vej hjem fra arbejde. Jeg har en formpå 6. Sans da jeg har kunnet forudse uheld jeg vil være med i. ( er blevet påkørt af en lastbil, en bus og en varevogn på knallert alle gange overlevet med småknops) jeg var som sagt på vej hjem og tænkte da jeg kørte mod motorvejen at jeg ville køre den " stille" vej hjem og idet jeg kører over krydset og det næste lyskryds bliver rødt. Tænker jeg den tanke at det med at en kører op i røven af en eller lign. Idet hører jeg pludselig en hyle lyd bag mig, jeg kigger i bakspejlet og ser en bil kommer imod mig med høj fart og bremser der er blockeret. Jeg lukker øjne og tænker ja ja han når jo og bremse og holde stille før han når op til mig. Og i et slit sek. Rammer han min bil bagfra, jeg stivner og min fod trykker bremsen helt i bund og den anden på koblingen. Trods foden påbremsen og det er op af bakke lykkedes det ham at skubber min bil udover fodgængerfeltet.
Jeg åbner øjne og han kommer løbende ud til mig. På det tidspunkt kendte jeg ikke til de konsekvenser dette ville koste mig.
Vi ordnede det der skulle ordnes med forsikring osv. Hans bil var fuldstændig trykket foran og lignede nærmest en bil der var forsøgt at blive krøllet om en anden bil. "sjovt" noklignede min bil sig selv. Men med et lidt bøjet anhængertræk.
Jeg kører så videre ringer hjem til min kæreste ud over at jeg var rystet over forskrækkelsen. Så havde jeg det skam fint. Kæresten bad mig køre forsigtig hjem. Turen hjem var ufattelig lang. Jeg fik mere og mere ondt i minnakke og en voldsom trykken imit hovede.
Kom hjem og kæresten sagde vi skulle køre på skadestuen. Da der var mulig graviditet ville de ikke scanne mig så jeg blev sendt hjem. Dagen efter ommorgenen da jeg skulle ud på toilettet og havde været på toilet rejser mig op og alt bliver helt sort jeg kalder på min kæreste hvor efter jeg ligger mig på gulvet. Han kommer ud og vi tager afsted til skadestuen. Trods mulig graviditet ( havde en uge tiltestdag) blev jeg scannet og fik blyposer over maven. Alt så normalt ud og jeg blev igen sendt hjem.
Fik smertestillende fra lægen. Men ugen efter uheldet testede jeg så positiv gravid, jeg var lykkelig og utrolig glad trods mine smerter. Men stoppede med at tage de piller jeg havde fået.
Tiden gik og jeg var mere eller mindre sengeliggende havde utrolig mange smerter men var samtidlig lykkelig over jeg havde en lille spire i min mave.
Graviditeten kom jeg jo self igennem, men flere gange ville jeg hekst opgive det hele. For jeg var i smerte helvede og var sengeliggende stortset hele min graviditet.
Dagen kom hvor cores mirakel kom og de første dage var utrolig følelsladet. Der var dog sat lidt pause på mine smerter idet jeg jo ikke havde den kæmpe mave længere.
Men efter ca. En månede kom smertehelvedet tilbage jeg kunne så begynde og få lidt smertestillende. Hvori morfin var en del af det. Men intet fjernede min smerte. Og jeg følte mig mere og mere alene trods den fantastiske oplevelse af at få en dejlig sund og rask datter og manden ved min side som jeg elsker mere end noget andet.
Jeg var bange for at jeg ville fejle som mor fordi jeg var begrænset i mange ting pga mine smerter. Det hele udviklede sig til endnu en depression. Jeg kom i behandling men havde det stadig utrolig svært. Kærligheden imellem kæresten og jeg var der nærmest ikke trods det vi elsker hinanden utrolig højt. Jeg havde ikke overskuddet til at være der både for mit barn og min kæreste samtidig med at jeg døjede med mine forbandede smerter.
Det hele kørte sådan rimeligt vores datter voksede som hun skulle hun manglede ikke noget. Andet end en mor der havde livsglæde.
Jeg har haft utrolig mange selvmordstanker. Jeg føler mig overflødig, jeg føler mit liv er taget fra mig, jeg er vred indeni over skæbnen valgte mig.
Jeg kan næsten ikke få mit liv til at fungere på det psykiske plan, jeg går stadig på barsel isabella går i vuggestue på 3. Uge nu. Kæresten og jeg har snakket tingene igennem og blevet enige om at finde vores kæresteliv tilbage, det går godt indtil videre synes jeg.
Men min dag er hård at komme igennem, føler mit liv er gået helt istå, sidder hjemme og venter på isabella skal hentes. Henter hende sammen med kæresten og kommer hjem hygger med hende til hun skal i seng. Sidder selv og venter på jeg skal i seng så dagen imorgen starter forfra.
Jeg går på en smerteklinik hvor jeg har fået noget forskelligt medicin jeg skal tage dagligt. Det har hjulpet meget. Men døjer stadig med disse dræbende smerter. Og så min psyke. Hvad skal der ske med mig? Føler jo lige mit liv skal til jeg starte jeg bliver jo kun 25 i næste månede. Men alligevel har jeg fået taget mit selvstændige jeg fra mig. Jeg kan ikke løfte, kan ikke bruge mine arme for meget, kan ikke bare tage ned og træne fitness på fuldskrue og tabe de 13 kg jeg har taget på i min graviditet. Jeg ved ikke hvad min fremtid siger både med mit piskesmæld og på arbejdsplanen. Jeg dur ikke til at gå hjemme. Jeg har behov for nye indtryk hver dag. Men nu gør smerterne det at jeg nærmest ikke orker at gå ud af min dør. Fordi folk ikke forstår hvad jeg lever med. Ingen kan se mine smerter. Og folk spørger og spørger og siger jamen du kan da løfte din datter. Øhhh ja fordi det er jeg sku nødtil. Og vil da heller ikke have taget det fra mig at løfte min datter. Trods de smerter det kan give.
Nå ved egentlig ikke hvad jeg ville. Andet end måske høre om der er andre der lever med kroniskesmerter hver dag?
Hvordan får i jeres dag til at hænge sammen?
Kai være med på den psykiske plan?
Hilsen michelle mor til isabella på snart 9 mdr
Anmeld
