Anonym skriver:
Jeg forstår simpelthen ikke at der er nogen der gerne må sættes igang før tid og andre må ikke!!
Det her er slet ikke relevant for mig selv, for jeg er ikke så langt henne at jeg er blevet træt af at være gravid endnu..
Men helt ærligt, så kan jeg godt væmmes over at nogen bare skal sætte sig til at tude overfor diverse læger og så får de en igangsættelse før tid, og det er på trods af at de INTET fejler (og ja jeg har kendskab til en der lige hr gjort netop dette, og derfor har fået lov til at blive sat igang 38+, og hun havde absolut INGEN gener, hun er bare god til at tale sin sag, og har gjort det HVER GANG, hun har skullet føde), der er ingen fare for barnet ved at blive inde i længere tid, og heller ikke for moderen, så jeg forstår det simpelthen ikke..
Derimod sidder der flere og flere derude som faktisk godt kunne bruge den igangsættelse for ikke at gå psykisk ned, eller fordi de er så besværet af det ene og det andet at de knap kan bevæge sig, men de må tålmodig vente??
Jeg forstår virkelig ikke den prioritering der er nogen steder.. Men måske skal alle bare være bedre til at bryde sammen og virkelig tale deres sag??
Jeg går ind for at babyerne skal blive i maven så længe det er muligt, og at fødslen skal gå igang af sig selv, og det gjorde min også sidst, og også før tid, men man forbereder sig vel mentalt på at man faktisk godt kan gå over tid?? det gør jeg da ihvertfald selv..
Hvad mener i om at nogen bare sættes igang for et godt ord, og andre virkelig må pines igennem de sidste uger??
Jeg forstår heller ikke forskelsbehandlingen - og dog, du skriver jo at din bekendte er god til at tale sin sag... En fagperson kender jo ikke personen så godt at de ved om det er skuespil eller ej... Jeg forstår så bare ikke HVORFOR hun ville have baby ud før tid, hvis hun slet ingen gener havde?
Personligt havde jeg også grim bækkenløsning og flere andre problemer - men det bed jeg i mig. Mit ønske var at blive sat igang uge 41, da jeg havde en meget syg far der skulle gennem en farlig operation, og jeg simpelthen ikke kunne overskue at skulle føde enten mens han blev opereret eller hvis nu han døde lige efter... Jge havde bestemt IKKE lyst til igangsættelse, da jeg havde hørt ubehagelige ting om dette.
Jeg KÆMPEDE og blev ENDELIG sat igang 41+3 - desværre ville ungen bare IKKE ud, så kom først ud efter nogle rigtig trælse dage og en alt for lang fødsel med vestorm og 5 timers forsinket epidural, uge 42+0, 12 timer inden min far skulle på bordet....
Jeg forstår så udemærket godt hvis nogen mennesker ikke kan holde til mere tilsidst i graviditeten - de sidste uger var et levende helvede for mig rent fysisk - men jeg holdt ud, og da jeg endelig bad om igangsættelse var det fordi at jeg mente at det var i både min og baby´s interesse at han kom ud mens jeg var sikker på at have et mentalt overskud...
Jeg har svært ved at følge jer i at et PKS er noget andet end en igangsættelse - baby kommer jo ud før tid under alle omstændigheder, så i min verden er det det samme.
Jeg dømmer hverken folk der bliver sat i gang eller får PKS, men jeg undrer mig meget over at man vælger at få børn og så ikke vil føde dem selv... Både fordi at jeg tænker at JEG ville være ked af at være gået glip af den oplevelse (selvom den var så sur og træls at jeg blev tilbudt PKS hvis jeg bliver gravid igen - NEJ TAK), men også fordi at man jo ved at det er det bedste for baby at blive født naturligt....
