Forskellige veje?

Anonym skriver:

ja selvfølgelig kan du det, men hvis der stadig er kærlighed - er det andet så ikke noget der kan arbejdes på? min kæreste og jeg har stort set intet tilfælles what so ever! men vi elsker stadig hinanden, det ville da være hyggeligt med fælles interesser men så har jeg bare fælles interesser med mine veninder i stedet, min kæreste er heller ikke den super sociale type, og det er jeg - det fint med mig, så tager jeg bare hjem til folk i stedet for at invitere dem her.. der er en vej for alt - hvis bare der er kærlighed

Kærligheden er der nu, men jeg tror ikke den er der for evigt Der går kortere og kortere tid imellem, at jeg føler det er håbløst at fortsætte, på trods af at jeg elsker ham

Anonym skriver:

Kærligheden er der nu, men jeg tror ikke den er der for evigt Der går kortere og kortere tid imellem, at jeg føler det er håbløst at fortsætte, på trods af at jeg elsker ham

men hvis der stadig er kærlighed, og den er gengældt - er det så ikke det værd at prøve og arbejde sig igennem nogen af de andre ting? har du prøvet at snakke med din mand om dine tanker med du føler i er vokset fra hinanden?

Anonym skriver:

Lige præcis, men du skal jo være helt klar indeni før du gør noget.

Jeg tror at grunden til at jeg ikke tør tage springet, er for det første fordi jeg ikke ved om jeg kan klare hele alene-mor delen, men også fordi vi jo har et barn... Og når man har børn "så går man da ikke fra hinanden", hvis du forstår

Anonym skriver:

men hvis der stadig er kærlighed, og den er gengældt - er det så ikke det værd at prøve og arbejde sig igennem nogen af de andre ting? har du prøvet at snakke med din mand om dine tanker med du føler i er vokset fra hinanden?

Vi har haft mange lange snakke gennem tiden, og hver gang siger han, at han nok skal prøve at lave lidt om på tingene... Men det er jo også et problem, for hvornår prøver jeg på at lave om på HAM, og ikke bare vores forhold? Han er jo tydeligvis ikke interesseret i de ting jeg er, han vil ikke de samme ting, og når vi snakker om fremtiden, er der ikke en rød tråd gennem vores forventninger

Anonym skriver:

Vi har haft mange lange snakke gennem tiden, og hver gang siger han, at han nok skal prøve at lave lidt om på tingene... Men det er jo også et problem, for hvornår prøver jeg på at lave om på HAM, og ikke bare vores forhold? Han er jo tydeligvis ikke interesseret i de ting jeg er, han vil ikke de samme ting, og når vi snakker om fremtiden, er der ikke en rød tråd gennem vores forventninger

ja kan godt se det er lidt svært, har ikke selv stået i situationen så kan desværre ikke komme med det gyldne råd men jeg håber ihvertfald at du/i finder ud af hvad der er bedst for jer, om det er sammen eller hver for sig!

Anonym skriver:

Jeg tror at grunden til at jeg ikke tør tage springet, er for det første fordi jeg ikke ved om jeg kan klare hele alene-mor delen, men også fordi vi jo har et barn... Og når man har børn "så går man da ikke fra hinanden", hvis du forstår

Jeg forstår men hellere en glad mor og far hver for sig end to forældre som ikke trives. Men igen det er kun noget som du selv kan tage stiling til inderst inde.

Jeg blev skilt fra min eksmand på komplet sammen grundlag som du der beskriver. Og ja - det er hårdt at være alenemor, men for POKKER hvor er det også fedt!!! Friheden og den selvtillid man får når man opdager at man sagtens kan klare sig selv og barn/børn alene - det er fantastisk! 

Men inden da var det nok smartest at I havde nogle lange lange snakke om hvordan du har det, hvor du får sagt at du virkelig overvejer at gå videre med dit liv og finde lykken uden ham... 

Anonym skriver:

Det er lige præcist det jeg mener Jeg havde en veninde forbi i sidste uge fordi hun var i nabolaget, jeg har ikke set hende i flere år, og han ikke så meget som hilste på hende, men gik lige forbi hende Hvad er det for en barnargtig opførsel??

Jeg spurgte også om vi skulle bruge nogen af børnepengene fra sidst, på en uge i sommerhus her i vinterferien, men det afslog han ingen han overhovedet havde fået noget af vide.

Jeg elsker campinglivet, og kunne sagtens bo i campingvogn hele sommerferien, og ville også gerne eje min egen campingvogn en dag, men det afviser han også fuldstændig... 

Jeg kan heller ikke se mig selv som enlig mor, og aner ikke hvordan jeg skal få det til at hænge sammen, hvis vi skulle gå fra hinanden. Hverken økonomisk eller praktisk.

Pu ha det lyder næsten som om du har overtaget min ex.... Jeg siger ikke det er nemt, men jeg kom væk (det lyder helt dramatisk) og jeg har aldrig haft det bedre.

Gu var det hårdt i perioder, men det var det værd i den lange ende, og jeg har idag en fantastisk kæreste og er i gang med pb

Ville have lavet et nyt indlæg, men nu skriver jeg bare her..

Det er "Zeus" der skriver forresten

Jeg snakkede med ham her til aften, lidt ud af det blå faktisk.. Jeg var nede efter aftensmad til en lækker middag, da ingen af børnene er hjemme, og på vej i bussen tænkte jeg, at det måske var en oplagt mulighed for at få snakket det igennem.

Jeg lagde ud med, at vi skulle have en snak om fremtiden, og jeg fortalte om alt det jeg har tænkt på siden før jul.. At jeg ikke følte, at vores drømme og forventninger passede sammen, og så kom jeg med nogen af de eksempler jeg har skrevet her. Det blev endnu en snak, hvor det for det meste var mig der snakkede, og ham der lyttede..

Han kom dog frem til, at han ville prøve at være mere social, og han ville heller ikke længere afvise endnu et barn om et par år..... Men jeg vil ikke have et barn, med én som ikke vil have et, der er jeg allerede med Isabellas far. Et barn skal ikke være et kompromis, men et ønske

Vi er begge to kede af det lige nu, fordi snakken kun pegede i én retning, og det var at vi gik fra hinanden, selv om vi egentlig gerne vil være sammen Jeg er bare bange for, at ende som en gammel bitter kvinde, der vil beskylde ham for at have spildt mit liv, hvis jeg ikke får udfriet nogen af mine drømme.. Jeg er for ung til at sige farvel til de ting jeg gerne vil, fordi han enten ikke vil, eller kan

Vi blev enige om at sove på det et par dage, og så tage snakken op igen, så nu sidder jeg her, og drukner mine sorger i et glas hvidvin

mig og min eks måtte også gå fra hinanden til sidst (sammen i næsten 5 år), vi var også to forskellige steder i livet, vi har et barn på nu 2 år sammen, men jeg må ærligt indrømme JA det har været RIGTIG hårdt med livet som alenemor til en lille en, også hårdt at familien blev splittet men det er bare blevet så godt, så slipper man for alle de dumme skænderier mere og ja kærlighedslivet osv som var gået i stå

(og husk på jeres barn mærker det jo også hvis i ikke har det godt sammen) så jeg havde det lidt på samme måde med man jo ikke gik fra hinanden når man har barn sammen - men det er der jo massere der gør og får det meget bedre som alene sammen med sit barn.

håber du finder ud af dine følelser.