Ja, nu tror jeg næsten beslutningen er taget helt inde i hjertet: Jeg starter på job igen til sommer efter endt barsel. Et job hvor jeg (måske naivt) havde tænkt, at når jeg kommer tilbage, så ville jeg have samme muligheder som den ene chef og kunne få i hvert fald 2 dage, hvor jeg kunne hente mit barn tidligere. Min ene chef går 3 dage kl 15, så to dage hvor jeg går 15.30/16 burde kunne lade sig gøre. Det skal siges, at jeg arbejder i butik.
Jeg kommer til samtale med den 2. øverste chef for hele kæden, hvor hun siger, at hun ikke kan love noget, da hun lige skal snakke med den øverste chef, men hun kan SNILDT sætte sig ind i, at når der er kommet en lille ny, så er familien altså flyttet op i prioritet. Og hun siger selv, at jeg er vildt fleksibel:
- Jeg behøver ikke at have tidligere fri om fredagen, hvor vi har mest travlt, da manden arbjeder så lange timer de andre dage, at han har tidlig fri fredag.
- Jeg er ligeglad med, om det er faste dage, jeg kan gå tidligt eller alt efter hvordan, det bedst passer med butikken.
- Jeg ville ved sygdom godt kunne blive på arbejdet i de fleste tilfælde, da vi får en meget fleksibel DP, OG måske er jeg så heldig at svigerfar kan hente.
(Igen er en af problemerne at svigerfar har eget firma og ofte er ude at køre og svigermor arbejder også sent og hele min familie bor 200 km væk, så det er alt familie vi har omkring os til hjælp.)
En uge senere får jeg at vide, at butikken har behov for, at jeg har de timer som jeg plejer: 34 timer, hvor jeg 2-3 gange om ugen møder kl 12 og altid bliver til kl luk.
Så nu sidder jeg og føler mig dum, da jeg (igen naivt) havde tænkt, at der da ikke ville blive forskel på chefen og mig - og jeg VED godt, de er i deres gode ret til at sætte butikken først. Det SKAL de jo for at overleve. Men da dette på ingen måde er første gang, hvor at der for cheferne gælder andre regler end for de ansatte, OG hvor man møder dem med enorm fleksibilitet, og kun møder en mur.
Og så er der endda én der lige er blevet fyret dernede pga. økonomien, så der er bare ingen muligheder for, at noget vil ændre sig.
Det vil også sige:
- Jeg har ingen mulighed for at stige i løn, selvom jeg laver meget mere, end hvad jeg er ansat til.
- Der er ikke flere udfordringer til mig - det er det samme hver dag
- Jeg kan ikke være sammen med mit barn før kl 18 hver aften og så er h*n jo næsten puttet. Og mit moderhjerte kan altså ikke med 8 timer hver dag i institution. Det er ikke derfor, vi valgte at få et barn!
Så nu har jeg (Ja, sikke en lang intro før jeg kom til overskriften - sorry) mere eller mindre bestemt mig for, at jeg til næste januar får sagt mit job op, tager en 12 ugers HGs, og søger ind som kontorelev eller advokatsekretær forskellige steder. Vil VILDT gerne arbejde for kommunen eller som indkøber eller... Ja, bare noget, hvor jeg bliver udfordret. Og som bonus, så får jeg åbenbart mere udbetalt som værende voksenlærling/elev end som ansat i butikken! 
Arbejdstiderne vil også passe meget bedre: 8-15.30 mandag - torsdag, 8-14 fredag. Og ingen weekendarbejde - Hvilket også betyder, at vi ikke skal kaste rundt med vores barn i weekenden, for der arbejder manden nat hver anden weekend.
Og det dur altså ikke, for lørdag morgen kommer han hjem et sted imellem 6-8, jeg tager afsted kl ni og kommer hjem kl 13.30 og han skal kører igen kl 17 oftest. Hvornår skal han lige sove?
Men er det fjollet at opsige et arbejde, som jeg ved giver mig penge på kontoen? Mod at være på fesen SU og derefter bare håbe på, at der overhovedet er nogle, der vil have mig som elev! Jeg kunne jo ende på dagpenge og det ønsker jeg heller ikke, men med en alder der går mod de 30, så skal jeg altså snart have en uddannelse. Og det er nok nemmere nu, end når man sidder med måske 2 børn... Ik?
Hilsen en meget forvirret person, der endda overvejer om jeg skal tage HGs'en allerede til august, så vi ikke får en masse bøvl med de weekender.
