når familien bare ødelægger (meget langt)

Er helt målløs over den måde din familie rotter sig sammen på.  

Flodkilling skriver:

Jeg føler så meget med dig.. og jeg kan virkelig godt forstå dig. Jeg har selv været en del igennem med forældre og bedsteforældre, og hvor det bare gør så ondt at se voksne mennesker opfører sig som forkælede møgunger! (mildt sagt).

Du er slet ikke alene og det er bare SÅ hårdt. Men jeg brød med en del af familien og lagde bolden over på deres banen.

Min far var også ligeglad med at jeg skulle giftes og senere have barn. og jeg har ikke hørt fra ham i nu 5 år.

Det gør ondt engang imellem, men ikke nær så ondt som hvis han var i vores liv og lavede ballade og drama!

håber alt det bedste for jer

du har fuldstændig ret. og jeg er ikke engang sikker på at forkælede møgunger er ordet for det. der er bare aldrig intet der er godt nok - jeg føler nogengange at det er mig der har måtte være forældre over for dem når det egentlig burde være omvendt.

jeg glæder mig bare til at jeg når til et punkt hvor jeg ikke tænker på dem mere. det er trods alt familie så det er lidt sværre at komme over end hvis det bare havde været en ven. men det ved du jo godt

tak

heidi30 skriver:

Hej du,

Stort  til dig først og fremmst.

Jeg tror du skal holde ved din beslutning og droppe dine forældre, det lyder ikke som om der kan komme noget godt ud af det forhold. Jeg tror også dine brødre desværre lytter til dine forældre og agere ud fra dine forældres holdninger og meninger. Måske du kan få et godt forhold til dine brødre når de er blevet ældre og har selvstændige tanker.

Jeg ved det er utrolig svært lige nu, men det blir lettere. Jeg har selv ikke haft kontakt til mine forældre i over 1o år nu. Jeg har et par gange prøvet at række hånden frem men er af forskellige grunde blevet fejet tilbage. Jeg gjorde op med mig selv at det var dem som mistede noget godt og at jeg kunne leve uden dem. Det var skide hårdt at stå som 20 år "uden" forældre, men hellere det end ærgerlighed og frustrationer hele tiden.

Held og lykke med dit nye liv og nyd din lille datter endnu mere og tænk på alle de andre ting du gir dine børn end træls bedsteforældre.

 

det er en stor beslutning at tage som 20 årig og nybagt mor. men man når også til et punkt hvor man finder ud af hvad der er bedst for en selv og barn og det har du indset rimelig hurtigt. det synes jeg er utroligt flot. jeg har været 5 års pine igennem før jeg indså det. det går så udover mine børn på 5 år nu men bedre sent end aldrig.

har du stadig ingen kontakt med dine forældre?

Äiti Bianca skriver:

Er helt målløs over den måde din familie rotter sig sammen på.  

jeg vil gerne indrømme at vores barndom har ikke været let. vi var også ved at blive fjernet engang da vi boede i kbh men så flyttede mine forældre til lolland/falster og derefter blev der ikke gjort mere ud af den sag. det hele handler om at gøre min far stolt. det lyder vanvittigt men når en mand kører så meget psykisk terror i så mange år så handler hele ens liv om hvad man kan gøre for at han vil acceptere en. 

det stoppede fra min side da jeg fik mine børn men mine brødre prøver stadig at få hans accept. og den får de nu hvor de har valgt mig fra.

MEd en familie som den behøver du da ingen fjender!

Når det så ersagt, har jeg en veninde der har gjort det samme. Dagen før dåben ringede hendes forældre og meldte afbud, og hun sagde også at hvis i ikke dukker op, så ser i aldrig mig eller min søn igen!

Selvom det er familie,så skal man jo ikke finde sig i hvad som helst og her lyder det helt ærligt som om,resten af din familie er i klørerne på druk,smøger og egoisme, så det ervist ikke meget positivt de har, kan eller vil bidrage til dit og dine ungers liv.

Det er faktisk helt okay at afskrivede mennesker der ikke bidrager med noget positivt.

Håber manden og hans familie kan give dig og jeres unger et godt bedsteforældrebillede.

:-) Sisse

Hej med dig.

Jeg vill have gjort det samme.

Jeg ville også have rigtig ondt af det.

Men du skal holde fast i din kerneholdning, som er den rigtige: at du ikke fortjener at blive behandlet sådan. At sådan behandler ens nærmeste ikke hinanden. Og det skal du for at bevare dit eget selvværd og give den holdning videre til dine børn.

Jeg læste alle svarene igennem for at finde den omsorgsfulde favnende kvinde, der ville fortælle dig, at du skulle arbejde for at holde sammen på familien og give dig gode råd til kompromisser og løsninger. Det var der ikke.

Det er nok også for stor en mundfuld. For det hele bunder vel i dine forældres opvækst, deres forhold, alkoholmisbrug?, manglende selvværd, så meget elendighed at det ikke er noget du kan eller skal til at prøve at rette op på. Det er brandærgerligt. For familien skulle jo betyde alt og være ens støtte. Sådan er det bare desværre ikke for alle - og sådan må det jo nødvendigvis være, for folk der bliver forældre har ikke altid selv haft en god opvækst og dermed ikke noget at give videre.

Hvis jeg var dig, tror jeg, at jeg ville forestille mig dem, da du blev født. De må uden tvivl have følt den samme kærlighed for dig, som du føler for dine små børn. De magtede bare ikke opgaven og det er ikke deres skyld. Ikke det hele ihvertfald.

Og så stop med at forvente noget som helst. Så bliver du ikke skuffet.

Og så skal du løfte opgaven, der hvor dine forældre slap. Dine børn skal ikke føle det svigt. Du skal være der for dem og give dem selvværd - først og fremmest, og kærlighed. Så vender du bøtten og gør familien stærkere.

Held og lykke, stort kram

Moms

Nemesis skriver:

MEd en familie som den behøver du da ingen fjender!

Når det så ersagt, har jeg en veninde der har gjort det samme. Dagen før dåben ringede hendes forældre og meldte afbud, og hun sagde også at hvis i ikke dukker op, så ser i aldrig mig eller min søn igen!

Selvom det er familie,så skal man jo ikke finde sig i hvad som helst og her lyder det helt ærligt som om,resten af din familie er i klørerne på druk,smøger og egoisme, så det ervist ikke meget positivt de har, kan eller vil bidrage til dit og dine ungers liv.

Det er faktisk helt okay at afskrivede mennesker der ikke bidrager med noget positivt.

Håber manden og hans familie kan give dig og jeres unger et godt bedsteforældrebillede.

:-) Sisse

det kunne ikke siges bedre for det er hvad deres liv handler om. især EGO!

kan da høre på det hele at jeg ikke er den eneste i verden med en familie som kun tænker på dem selv. det hjælper så meget for har tænkt den igennem så mange gange om det virkelig var mig der var noget galt med siden de alle bare vendte mig ryggen.

gudskelov har jeg en svigerfamilie som virkelig har taget sig af mig. min egen svigermor har været mere mor for mig end min egen har været for mig hele mit liv. så jeg er ikke helt alene - det gør bare rigtig ondt når man indser hvad de har gjort ved én hele ens liv og hvordan det burde have været.

tusind tak for de søde ord 

 

 

Moms skriver:

Hej med dig.

Jeg vill have gjort det samme.

Jeg ville også have rigtig ondt af det.

Men du skal holde fast i din kerneholdning, som er den rigtige: at du ikke fortjener at blive behandlet sådan. At sådan behandler ens nærmeste ikke hinanden. Og det skal du for at bevare dit eget selvværd og give den holdning videre til dine børn.

Jeg læste alle svarene igennem for at finde den omsorgsfulde favnende kvinde, der ville fortælle dig, at du skulle arbejde for at holde sammen på familien og give dig gode råd til kompromisser og løsninger. Det var der ikke.

Det er nok også for stor en mundfuld. For det hele bunder vel i dine forældres opvækst, deres forhold, alkoholmisbrug?, manglende selvværd, så meget elendighed at det ikke er noget du kan eller skal til at prøve at rette op på. Det er brandærgerligt. For familien skulle jo betyde alt og være ens støtte. Sådan er det bare desværre ikke for alle - og sådan må det jo nødvendigvis være, for folk der bliver forældre har ikke altid selv haft en god opvækst og dermed ikke noget at give videre.

Hvis jeg var dig, tror jeg, at jeg ville forestille mig dem, da du blev født. De må uden tvivl have følt den samme kærlighed for dig, som du føler for dine små børn. De magtede bare ikke opgaven og det er ikke deres skyld. Ikke det hele ihvertfald.

Og så stop med at forvente noget som helst. Så bliver du ikke skuffet.

Og så skal du løfte opgaven, der hvor dine forældre slap. Dine børn skal ikke føle det svigt. Du skal være der for dem og give dem selvværd - først og fremmest, og kærlighed. Så vender du bøtten og gør familien stærkere.

Held og lykke, stort kram

Moms

hvis de nu bare havde været nogen fantastiske forældre hele mit liv og der så havde været lidt knas nu så havde jeg kunne overleve det. men det er hele mit liv hvor jeg har været forældre for dem. jeg har taget ansvaret for 2 voksne og 2 mindre søskende fordi alkohol, pillemisbrug og psykiske sygdomme har gjort det svært for mine forældre at være forældre. jeg har aldrig bebrejdet dem for at min barndom handlede om at være voksen men jeg forventede bare at de ville være der en smule for mine børn. men det var åbenbart for meget forlangt  jeg troede at mig og mine brødre ville holde sammen med alt det vi har været igennem men min fars dominans har gjort at mine brødre har måtte vælge parti desværre.

som du selv siger det har jeg på baggrund af min egen barndom taget min forældreopgave meget seriøst. JEG ELSKER MINE BØRN UBESKRIVELIGT og jeg garanterer at jeg ikke vil fejle min moropgave.

min datter på 5 år beviser hver dag at jeg har gjort min opgave godt når hun synger "vi er en stor familie og vi elsker hinanden"  hehe  du har fuldstændig ret at jeg ikke har fortjent at blive behandlet sådan og jeg er så glad for dit svar - det var et svar jeg virkelig kunne bruge til noget og fundere over

Sender en kæmpe krammer
Ved ikke om det hjælper, men du er Ikke alene, Har selv før jul måtte sige fra overfor min biologiske far og hans dame, og fortryder bestemt ikke. Det er nok aldrig en nem beslutning, men kan være en lettelse når beslutningen er taget. Kun godt du passer på dig selv og din familie.

kiwilouise skriver:

hvis de nu bare havde været nogen fantastiske forældre hele mit liv og der så havde været lidt knas nu så havde jeg kunne overleve det. men det er hele mit liv hvor jeg har været forældre for dem. jeg har taget ansvaret for 2 voksne og 2 mindre søskende fordi alkohol, pillemisbrug og psykiske sygdomme har gjort det svært for mine forældre at være forældre. jeg har aldrig bebrejdet dem for at min barndom handlede om at være voksen men jeg forventede bare at de ville være der en smule for mine børn. men det var åbenbart for meget forlangt  jeg troede at mig og mine brødre ville holde sammen med alt det vi har været igennem men min fars dominans har gjort at mine brødre har måtte vælge parti desværre.

som du selv siger det har jeg på baggrund af min egen barndom taget min forældreopgave meget seriøst. JEG ELSKER MINE BØRN UBESKRIVELIGT og jeg garanterer at jeg ikke vil fejle min moropgave.

min datter på 5 år beviser hver dag at jeg har gjort min opgave godt når hun synger "vi er en stor familie og vi elsker hinanden"  hehe  du har fuldstændig ret at jeg ikke har fortjent at blive behandlet sådan og jeg er så glad for dit svar - det var et svar jeg virkelig kunne bruge til noget og fundere over