dem der har fået planlagt kejsersnit...

Ved ikke lige om indlægget skal ligge her, men det kommer det altså lige til

Jeg er ikke gravid (endnu), men jeg har alligevel lige nogle spørgsmål.

Jeg havde en meget turbolent fødsel med min datter og havde det rigtigt dårligt bagefter og bare græd og græd i flere uger efter.

Grunden til, jeg henvender mig til de der har fået pks er, at jeg virkelig overvejer det næste gang. Nu ved jeg jo af gode grunde ikke, hvornår næste gang bliver, men den kommer helt sikkert, for vi vil begge gerne have flere børn. Jeg kan nå at ændre mening mange gange, men hvis jeg blev gravid nu, så ville jeg være HELT klar til graviditeten og til at få barnet i mine arme, men jeg ville ikke være psykisk parat til at skulle gennemgå en fødsel igen. Jeg håber og tror på, at det vil ændre sig med lidt tid, men gør det ikke det - så er udvejen kejsersnit for vi VIL have flere børn

Derfor vil jeg enormt gerne høre om nogle der har fået pks, hvordan foregår det, hvordan er selve operationen, hvordan er det bagefter (både psykisk, men også fysisk mht sår og blødning fra livmoder) og kan man være ligeså lettet og lykkelig når man ikke har født vaginalt?

 

Jeg har kun prøvet pks Jeg havde selv valgt det - uden medicinsk grund ..

Jeg synes ikke det var slemt overhovedet !! Kom ind på barselsgangen kl. 7.30, hvor jeg fik lagt drop osv., blev hentet af en portør 8.00, vi måtte så vente i ret lang tid på operationsgangen, da der kom et akut kejsersnit som selvfølgelig var vigtigere . Da vi så endelig kom ind blev jeg bedøvet med den der epidoralblokade (eller hvad den nu hedder), det ved jeg ikke om du fik da du fødte, men jeg mærkede det stortset ikke! Så får man sat elektroner på så de kan holde øje med blodtryk og sådan , de spritter maven af og dækker af med noget blåt "stof", så man ikke selv kan se hvad der foregår. Så går de igang, og jeg mærkede ingenting. Kunne selvfølgelig fornemme at han "rodede rundt" og da en sygeplejerske skulle lege "presseve" kunne jeg klart mærke at hun nærmest hoppede på min mave Men intet af det gjorde ondt. Så kom Caroline ud, jm kom hen og viste mig hende og tog hende så hen på børnebordet som var ved siden af, så jeg kunne følge med. Efter de havde ordnet hende fik min kæreste hende i armene, og sad så med hende ved siden af mig, mens jeg blev syet sammen. Syningen var det der tog længst tid
Da jeg var blevet rykket over på sengen igen, fik jeg hende endelig i armene og vi blev så kørt på opvågningen. Der blev der holdt godt øje med både mig og Caroline af både jm, sygeplejersker og læger. Da jeg kunne løfte begge mine ben kom vi på på barselsgangen.
Dagene efter havde jeg ondt! Jeg vil ikke lyve, det var sgu lidt slemt. Men det kunne sagtens holdes nede med smertestillende. Jeg fik så en ret sjælden "komplikation" (ved ikke hvad man kalder det :b), men jeg fik luft i skuldrene. Dét gjorde ondt! Har dog ikke hørt om andre som har prøvet det på grund af et ks.
Jeg blødte i cirka 3 uger. Ikke særlig meget, mindre end når jeg har mens. Arret helede pænt op og er jo desuden under trussekanten

Hmm .. Det blev lidt langt Men sig til, hvis der er mere du vil vide

Maja_4000 skriver:

Jeg har kun prøvet pks Jeg havde selv valgt det - uden medicinsk grund ..

Jeg synes ikke det var slemt overhovedet !! Kom ind på barselsgangen kl. 7.30, hvor jeg fik lagt drop osv., blev hentet af en portør 8.00, vi måtte så vente i ret lang tid på operationsgangen, da der kom et akut kejsersnit som selvfølgelig var vigtigere . Da vi så endelig kom ind blev jeg bedøvet med den der epidoralblokade (eller hvad den nu hedder), det ved jeg ikke om du fik da du fødte, men jeg mærkede det stortset ikke! Så får man sat elektroner på så de kan holde øje med blodtryk og sådan , de spritter maven af og dækker af med noget blåt "stof", så man ikke selv kan se hvad der foregår. Så går de igang, og jeg mærkede ingenting. Kunne selvfølgelig fornemme at han "rodede rundt" og da en sygeplejerske skulle lege "presseve" kunne jeg klart mærke at hun nærmest hoppede på min mave Men intet af det gjorde ondt. Så kom Caroline ud, jm kom hen og viste mig hende og tog hende så hen på børnebordet som var ved siden af, så jeg kunne følge med. Efter de havde ordnet hende fik min kæreste hende i armene, og sad så med hende ved siden af mig, mens jeg blev syet sammen. Syningen var det der tog længst tid
Da jeg var blevet rykket over på sengen igen, fik jeg hende endelig i armene og vi blev så kørt på opvågningen. Der blev der holdt godt øje med både mig og Caroline af både jm, sygeplejersker og læger. Da jeg kunne løfte begge mine ben kom vi på på barselsgangen.
Dagene efter havde jeg ondt! Jeg vil ikke lyve, det var sgu lidt slemt. Men det kunne sagtens holdes nede med smertestillende. Jeg fik så en ret sjælden "komplikation" (ved ikke hvad man kalder det :b), men jeg fik luft i skuldrene. Dét gjorde ondt! Har dog ikke hørt om andre som har prøvet det på grund af et ks.
Jeg blødte i cirka 3 uger. Ikke særlig meget, mindre end når jeg har mens. Arret helede pænt op og er jo desuden under trussekanten

Hmm .. Det blev lidt langt Men sig til, hvis der er mere du vil vide

Blander mig lige

Hvor bredt bliver aret bagefter ?  

Gry91 skriver:

Blander mig lige

Hvor bredt bliver aret bagefter ?  

Har ikke målt det Men tror det er 10 - 12 cm ..

Maja_4000 skriver:

Har ikke målt det Men tror det er 10 - 12 cm ..

Haha nej okay

Men tak for svar 10-12 cm er ikke ret meget synes jeg!

Gry91 skriver:

Haha nej okay

Men tak for svar 10-12 cm er ikke ret meget synes jeg!

Nej , jeg troede også det ville blive længere

jeg har også kun prøvet kejsersnit, men ved nr.2 ville for alt i verden undgå det blev som første gang og jeg ville også gerne føde selv.

Vi startede ud med en fødselsplan, hvor MINE krav til en evt. fødsel blev skrevet ned. Hvor lang jeg ville gå, hvor længe med veer osv osv. ALT det jeg ville undgå.

Det gav mig enormt ro i krop og sjæl for jeg vidste jo nu at der ikke ville komme så langt som den første forfærdelige gang.

Det endte så alligevel i ks....men på en rolig måde idet jeg ikke kunne få en fødsel som jeg gerne ville og mine ønsker derved blev overholdt i forbindelse med min fødselsplan.

3 gang var planlagt... det endte godt nok semiakut og som en virkelig uproffessionel affære trods det at vi havde været til lægesamtale og gennemgang og at alt var klart. Heldigvis var jeg i fuld narkose op oplevede ikke alle brølerer, kun dem indtil jeg sov.

Modsat mange andre steder skulle jeg virkelig argumentere FOR at prøve at føde selv 2 gang. Det var jo meget nemmere med et nyt ks. Jeg havde elers ingen anden grund til et nyt ks end at jeg havde fået et 12 år før, så i virkeligheden var jeg jo at betragte som førstegangsfødende.

Det jeg vil frem til, er, at dit mål kan godt være et plk, men gør det ud fra en fødselsplan, hvor du så for skrevet ophvor langt du ønsker det kan gå, så du undgår en oplevelse som første gang.

min 2 fødsel/ks var klart den bedste oplevelse i fht. mit behov og ønsker.
Alle andre komplikationer vil jeg Har oplevet vil jeg lade være usagt.

Sisse

jeg fik også planlagt kejsersnit, har også kun prøvet det, jeg kom ind på operations stuen kl 10, så havde de lidt problemer med at ligge bedøvelsen, men det gjorde ikk ondt, så sprittede de maven af, også gik de igang.. Jeg  havde hørt at det kunne være rigtig ubehageligt, men jeg sys det føltes som at de stod på hver deres side og skubbede til min mave, så jeg lå og snakkede med kæresten, så kom Mille ud, og så havde vi jo travlt med at se på hende. Kom på opvågning kl 11.

Havde det rigtig godt, jeg havde self smerter de første par dage, dagen efter var den væreste, men så blev det bedre og bedre, og det var til at holde ud. Blødte i ca 4 uger. og arret har helet pænt, har ikk haft nogen problemer.

Jeg sys det væreste var at være bedøvet fra livet og ned i næsten 3 timer.

Men det var helt fantastisk, og jeg ville gøre det igen, hvis vi skal have flere. Havde en rigtig god oplevelse

Da vores lille pige sad i sædestilling, blev det til planlagt kejsersnit. I begyndelsen var jeg rigtig skuffet, da jeg egentlig havde set meget frem til fødslen. MEN.. Når det så er sagt, så var det planlagte kejsersnit simpelthen en kanon oplevelse. Jeg har selvfølgelig ikke nogt at samligne med, men synes det var en virkelig god fødsel. Vi kom ind på fødegangen kl7.30, vi var nummer to på operationslisten, så vi måtte vente til kl 13.30, før vi blev hentede ned. Men det gjorde egentlig ikke så meget. Min kæreste og jeg hyggede os, spillede kort, læste blade, talte navne osv. Selve kejsersnittet var hurtigt og smertefrit, rygmarvsbedøvelsen gjorde lidt ondt at få lagt, men ellers ingen smerter.

Da bedøvelsen fortog sig havde jeg temmelig ondt, men det var ikke sådan, at jeg ikke ku holde det ud. Vi var ude og gå med barnevognen allerede på 2. dagen. Mht. blødning. Så brugte jeg almindelige bind den første uge, de efterfølgende 4 uger var det kun nødvendigt med trusseindlæg.

 Allerede 14 dage efter operationen genoptog min kæreste og jeg vores samliv, hvilket os var skønt. Det tror jeg ikke jeg ville ha kunnet efter en vaginal fødsel.

Nu er vores datter tre måneder og arret er helet rigtig fint.

Hej.

Jeg fik PKS første gang (venter nummer to, som gerne skulle ud den "rigtige" vej).

Jeg kan henvise til min fødselsberetning, som er inde under mine oprettede debatter, men i grove træk kan jeg også lige skrive lidt om det  nu

Jeg var til vendingsforsøg i uge 37+2, men det lykkedes ikke og vi fik en tid til PKS 14 dage efter, 39+2. Vi kom op på hotelafsnittet (tror jeg det hedder) kl. 8.00 hvor jeg lige fik noget tøj jeg skulle hoppe i og så var det ellers bare at vente. Vi fik at vide, det kunne tage op til fire timer!
Kl. 09.00 kom de op og hentede os og sagde at der var en aflysning på OP-afd. så jeg kunne komme til nu. Vi takkede ja og huhej det gik.

Da vi kom op på OP-stuen sagde alle syv hhv, læger, jordemødre og sygeplejersker pænt goddag og de småsnakkede en små ti minutter. kl. 9.20 fik jeg lagt spinalblokaden og den virkede hurtigt. De lagde mig ned på OP-"bordet"(lejet), og begyndte at spørge til og jeg kunne mærke sådan noget koldt noget, de kom på min mave. Det tog til kl. 09.50 og så var jeg følelsesløs fra brystet og ned. Ind imellem alt det her, var der en masse småsnak lægerne mellem og de var rigtig gode til at tøre mine tårer væk og snakke beroligende til mig (jeg var super nervøs). 

De begyndte at skære og kl. 10.04 var hun ude. Skrig og skrål fyldte OP-stuen

De syede mig ret hurtigt sammen (tog vel 15 minutter) hvor min kæreste sad med Alberte. Derefter kom jeg over i en seng, hvor jeg så fik Alberte over til mig. De kørte os så ned på opvågningen hvor vi først kom fra igen kl. 14 ca.

Selve forløbet gik jo smertefrit og let, men jeg kom først op at gå seks timer efter indgrebet og jeg havde rigtig rigtig ondt i arret :/ Men min kæreste tog rigtig meget over. Dagen efter var jeg i bad, med hjælp fra sygeplejerske og dagene derefter gik det bedre og bedre. Jeg gik som Dronning Ingrid på hendes sidste dage (meget foroverbøjet), og det gik langsomt, men det gik fremad Jeg gik først rigtig godt igen efter 3 uger og kunne komme ud af sengen selv (derhjemme) efter 8 dage.

Min kæreste skulle på arbejde igen efter 7 dage, så min mor var og hjælpe det første døgn jeg sku ha været alene.
Vi var på sygehuset fra tirsdag kl. 8 til lørdag middag. Vi nød det virkelig og det var bare et dejligt sted at være de dage (Herning)...

Mht. arret, det er her 1 1/2 år efter stadig meget mørkelilla og det er bredt altså ikkelangt, men bredt.. Det er nok 14 cm langt og går lidt op i venstre side, som en smiley.. Jeg tænker ikke over arret i dagligdagen, men det kan godt klø lidt rundt om engang imellem og så har jeg ikke den samme følelese der længere, som jeg har haft