2 år og selektiv hørelse!

Baagøe skriver:

Jeg ville egentlig også gerne vide, hvordan andre gør!  Vi kan lære rigtig meget af hinanden

Ligr præcis, for pyha hvor er det hårdt at skulle igennem denne ballade, og også øv at andre skal opleve det, når man ikke synes at deres børn er sådan

Anonym skriver:

Godaften de damer! Har brug for i deler lidt ud af jeres viden,erfaring og råd.

Jeg har en datter på 2 år og 2 måneder. Ved godt at hendes alder spiller ind i det mine frustrationer drejer sig om, men kan mærke at jeg bliver totalt frustreret og  til tider "pinlig" over min egen datter.

Hun er her på det sidste begyndt at ændre sine adfærd markant, det er når hun er i selskab med andre børn på hendes egen alder, og børn som hun har kendt hele sit liv. Hvis de tager noget fra hende, så råber hun "NEJ DET MIN" hvis ikk de slipper det, skubber hun eller tager fat i kinden på dem. Hvis de stiller sig ved siden af hende, når hun laver noget kommer samme bemærkning " Nej det min" og hun skubber eller tager fat i dem.  Hun har aldrig været på denne måde før, og når vi siger til hun skal slippe, eller stoppe  eller siger at hun kan se at Han/hun ikke kan lide det, så gør hun det ikke, hun nærmest bare ignorere at vi taler til hende, og stopper først når vi går helt derhen. Nogen gange har jeg sagt at hvis hun ikke hører efter hvad jeg siger, kommer jeg og tager hende væk derfra. Det gør jeg så også, og så skaber hun sig fuldstændig hysterisk, og råber i vrede og kan også finde på at lange ud efter mig. Så sætter jeg hende ind på værelset, og hun råber derinde fra. Efter et halvt minut går jeg derind og prøver at snakke med hende, men hun vil kun kramme og snakker om alt andet " se mor" "hov mor hvad var det der sagde sådan" osv osv. Er simpelthen i vildrede over hvordan jeg skal tackle dette. Jeg vil ikke ha et barn, som andre tænker HOLD DA OP over!

De sidste 2 dage hvor vi har været sammen med børn på hendes alder, synes jeg kun at det er mit barn, der ikke kan være ordentlig, de andre kan sige "Ikke mere nu" " Nu slapper du af" " nu bruger (navn) den" osv osv, og så lytter børnene.  Synes det er mega frustrerende!

Hvad gør i andre der har stået i denne situation, hvordan vender man det, hvordan får jeg hende til at forstå hun skal høre efter, og at hun skal dele med de andre!

Hej med dig

Jeg har også en pige på den alder, og jeg synes bestemt, at det lyder som om, din datter udvikler sig ganske normalt og fint, - lige som hun skal.  

Ikke desto mindre, kan hendes opførsel jo godt være en smule frustrerende . Kender det godt.

Her virker det næsten altid at anerkende vores piges følelser ved fx at sige "Jeg kan godt se, det er lidt svært lige nu for dig. Det kan være svært at dele, men du er så dygtig til det". Eller sådan noget i den dur. Det har endda ført til, at hun nu nogengange, i stedet for at reagere med råb og vrede ved frustraion, kommer hen til mig for at kramme og pylrer: "Det er lidt svært." Og så er hun klar igen til leg efter  et "Ja, det kan jeg godt se"-my fra mor. 

Måske det kan inspirere? 

nettemor skriver:

nu er min dreng lige knap 2 år.. men han har også rimelig selektiv hørelse..

han er ikke så tit slem ved de andre børn men når han er, så får han afvide han skal stoppe. bliver han ved så går jeg hen og tager ham ud af situationen. jeg smider ham ikke på værelse for jeg syns stadig han er lidt lille.. (og det andet virker stadig) og så får han afvide at han skal være god ved de andre,, hvis jeg kan mærke han falder til ro får han lov at gå tilbage til legen.. ellers finder vi noget andet han kan lave..

hvis det er fordi de slåsser om noget legetøj og de ikke hjælper at fjerne dem fra det et øjeblik eller de ikke kan aflede (eller når han er alene og vil gå og så væg, borde, osv med det) så siger jeg at nu stopper det! meget bestemt. og hvis han ikke hører efter får han afvide at hvis han gør det én gang mere så tager jeg legetøjet.. gør han det igen tagaer jeg legetøjet fra ham og lægger det væk.. og hvis han ikke har fundet noget andet at lege med når jeg kommer ind i stuen igen hjælper jeg ham med at finde noget..

håber det er overskueligt det jeg har skrevet her..

Tak for beskrivelsen af dine situationer med din søn. Jeg kan ikke tage min datter væk fra situationen i ro, allerede fra jeg tager hende væk råber og skriger hun ìg bliver fuldstændig vild, og er ikke til at få ned igen førend jeg lige har givet hende en "timeout" på 15-30 sek uden mig. Først derefter kan jeg gå hende til at slappe af, men ved ikke om hun hører det jeg siger efterfølgende

Frk. Himmelblå skriver:

Hej med dig

Jeg har også en pige på den alder, og jeg synes bestemt, at det lyder som om, din datter udvikler sig ganske normalt og fint, - lige som hun skal.  

Ikke desto mindre, kan hendes opførsel jo godt være en smule frustrerende . Kender det godt.

Her virker det næsten altid at anerkende vores piges følelser ved fx at sige "Jeg kan godt se, det er lidt svært lige nu for dig. Det kan være svært at dele, men du er så dygtig til det". Eller sådan noget i den dur. Det har endda ført til, at hun nu nogengange, i stedet for at reagere med råb og vrede ved frustraion, kommer hen til mig for at kramme og pylrer: "Det er lidt svært." Og så er hun klar igen til leg efter  et "Ja, det kan jeg godt se"-my fra mor. 

Måske det kan inspirere? 

Det lyder inspirende det du skriver, og jeg vil helt sikkert prøve at blive bedre til at være anerkendende i stedet for at "skælde ud"  Det sjove i alt det her er at jeg selv arbejder i vuggestue, og formår at få løst lignende situationer mange gange dagligt, og guide børnene igennem med den rigtige måde at kommunikere på. (ved godt det er noget andet i vuggestuen end hjemme hos mor og far) men når man står i situationen med sit eget barn, er det alligevel bare så svært.

Jeg tror nu vi alle er trætte ovenpå nogen hårde juledage, og min lunte har måske været lidt kortere end den plejer, så har der måske ikke været så meget snak og forklaring. Øv! Jeg må prøve at blive lidt mere bevidst i lignende situationer, det er bare så svært når man ikke føler hun hører noget af det man siger, men blot står og råber/skriger og skaber sig, alt i mens  man synes at den andens forældre bare tænker "Wauw sikke et barn" 

Hold da op hun lyder som min datter (samme alder) her er hun bare begyndt at gøre skade på sig selv.
Så jeg kigger lige med syndes selv at jeg har gjort alt.

4kløver skriver:

Hold da op hun lyder som min datter (samme alder) her er hun bare begyndt at gøre skade på sig selv.
Så jeg kigger lige med syndes selv at jeg har gjort alt.

Følg endelig med!

Bliver næsten helt glad, når jeg høre at der er andre der er i samme båd. (Forstå mig nu ret, men man føler sig bare så alene) 

Men det er bare så hårdt, og man tænker nogen gange " Ej det var måske ikke nødvendigt at jeg sagde sådan" men hvor bliver man bare opslidt!

Hvordan klare du selv situationerne? 

Hejsa.
Du er SLET SLET ikke alene. Min søn på 2 år og 2 mdr (d.2/1) er præcis som du beskriver. Han niver bare ik. han skubber eller slår. Men kun dem på hans egen alder/størrelse. Ik hans storesøskende eller os forældre. Og han siger også "det er min" om alt det han gerne vil ha eller som andre tager. Og hvis jeg siger "nej, stop, vær sød" osv så er det ik altid han hører efter hvad jeg siger. Og går jeg derhen og han stadig ikke stopper så fjerner jeg ham fra det han har gang i. Nogen gange ser han surt på mig og lister stille tilbage igen, andre gange skaber han sig fuldstændig sindsygt og gør sig slap så jeg kan slæbe ham afsted. Det ser så stygt ud syns jeg og kan virkelig føle mig som en ond mor der straffer mit barn. Syns det er rigtig svært og ka være meget frustrerende. Men efter hvad jeg har hørt og læst så er det en meget almindelig fase de går igennem så tror ik vi skal bekymre os. Men hårdt og frustrerende det er det. Men jeg er sikker på at vi tackler det så godt vi kan. Jeg gør hvert fald ;-)

Men følger da lige med og ser om der er nogle god råd jeg evt kan bruge :-)

Anonym skriver:

Ligr præcis, for pyha hvor er det hårdt at skulle igennem denne ballade, og også øv at andre skal opleve det, når man ikke synes at deres børn er sådan

Ja, og det er pinligt, når der er andre voksne til stede Dejligt, der kom flere på banen

Her har Silas et voldsomt temperment , han er 2 år og 2 mdr.

Han er begyndt at komme på værelset , snakkede med min kollega ( pædagog ) og vi valgte at prøve det af - og her hjælper det.

Han falder ned på jorden igen og kommer ud når han er klar. Her hjælper det desværre ikke og snakke med ham, da han skriger fuldstændigt hysterisk.

 Ved mange siger de er for små men vi bruger, dog langt fra hver dag, men når det går helt galt.

En gang imellem hjælper det at aflede opmærksomheden men desværre ikke altid...

Anonym skriver:

Det lyder inspirende det du skriver, og jeg vil helt sikkert prøve at blive bedre til at være anerkendende i stedet for at "skælde ud"  Det sjove i alt det her er at jeg selv arbejder i vuggestue, og formår at få løst lignende situationer mange gange dagligt, og guide børnene igennem med den rigtige måde at kommunikere på. (ved godt det er noget andet i vuggestuen end hjemme hos mor og far) men når man står i situationen med sit eget barn, er det alligevel bare så svært.

Jeg tror nu vi alle er trætte ovenpå nogen hårde juledage, og min lunte har måske været lidt kortere end den plejer, så har der måske ikke været så meget snak og forklaring. Øv! Jeg må prøve at blive lidt mere bevidst i lignende situationer, det er bare så svært når man ikke føler hun hører noget af det man siger, men blot står og råber/skriger og skaber sig, alt i mens  man synes at den andens forældre bare tænker "Wauw sikke et barn" 

Jamen, vi kender jo alle til det!

Jeg er også nået til et juleferiepunkt, hvor jeg synes, jeg bliver ignoreret lige lovligt meget, når den unge dame får besked på det ene eller det andet .

Godt nytår!