vil i høre en sørgelig men sand historie.......

Gigl skriver:

Altså kæreste du.

Det var lige præcis mig og min situation for 2½ år siden. Det var som et flashback at læse! Jeg gik med den følelse i et halvårstid, følelsen af at være ret ensom i forholdet, vi var blot to voksne under samme tag - som af og til hakkede på hinanden. Jeg blev til sidst klar over at jeg måtte lade være med at gå og være sur på ham over hvordan vores forhold var blevet og tage ansvar for min egen lykke - så skænderierne blev mindre, men jeg blev mere og mere frustreret og ulykkelig indeni, fordi jeg hver eneste dag gik og tænkte på hvad der var bedst at gøre, og HVORDAN jeg skulle gøre det - for jeg vidste jo nok godt hvad der skulle gøres. 

Men jeg havde jo forestillingen om at jeg skulle have mine børn med ham og vi havde jo masser af planer fo vores fremtid! Og så skulle jeg til at knuse det hele... det gjorde jeg så ved en dag - ud af det blå (for jeg tænkte meget for mig selv) sagde til ham at jeg ville have en pause fra os. Men der vidste vi jo godt hvad klokken havde slået. Jeg flyttede ind hos en veninde i en uges tid og dernæst stod den på lejligheds-jagt. 

Jeg brugte MEGET tid på at have MEGET dårlig samvtighed. Jeg skulle jo bevise, at selvom vi var unge forældre, så kunne vi godt finde ud af det sammen! Men nej - vi var blot endnu et af de mislykkede par, og det skar i mig. 

Men jeg har fundet mr. perfect. Han var faktisk lige rundt om hjørnet. Og selvom dét at gå fra faren til min søn var noget af det sværeste jeg nogensinde har gjort, så er jeg ovenud lykkelig over det i dag. Jeg ønsker stadig det bedste for min eks, håber han får sig et godt liv - for han har det heller ikke altid nemt, men jeg priser mig lykkelig over at det ikke længere er MIG der står og bliver trukket med ned, når han har sine dårlige dage. 

Jeg håber det bliver dig om 2½ år, der står jeg gør nu. Jeg troede at jeg ødelagde min fremtid da jeg gik fra min eks, men jeg skabte min fremtid - min lykkelige og glade fremtid

Ved ikke om du kan bruge min "historie" til noget, men jeg ønsker dig al lykke fremover  Du skal se dig selv som den selvstændige kvinde du er, sammen med din søn.

Tusind tak for svar Endelig et svar jeg kan bruge til noget! Og som ikke kun er ladet negativt....

Jeg tror faktisk at mange lever i forhold der ikke rigtig fungerer men alligevel bliver i det fordi det nu engang er det mest trygge og stabile...

Vi må se hvad fremtiden bringer - hvornår jeg mon får modet til evt. at tage det sidste skridt...

Tak for svar hvertfald!

Nattøs skriver:

ej undskyld mig. Men HVEM tænker du på i dette forhold? helt klart ikke din søn. Må ærlig sige du gøre mig en smule sur og tvær. INGEN børn skal råbes af, blive bandet af. Den måde din kæreste taler til din søn på er IKKE i orden. Og selvfølgelig skal du da ikke blive med din kæreste. Hvis du ikke elsker ham rigtigt og INGEN mænd har lyst til at være sammen med en, hvis de alligevel ved at pigen smutter om nogle år. 

Du er nød til at tænke på hvad du lære din søn, er det også i orden at han bruger sådan ord, når han bliver ældre? ja for han lære dem jo af sin far. 

Og du må hive dig selv i nakken og finde ud af, hvad du vil med dig selv og dit liv. Du har et barn at tænke på. så tænk dog på barnet. INGEN børn vil hellere have at deres forældre er sammen, hvis de alligevel ikke fungere sammen. Det er ikke kernefamilie at børn tænker på, de tænker mere på om forældrene har det godt? Jeg arbejder med børn, tro mig, det går børn på. når forældrene ikke snakker pænt sammen og ikke har det godt. Eller at forældrene bliver skilt og pludselig finder sammen igen. 

Jeg vil gerne sende dig et knus, men allermest vil jeg skubbe dig ud af døren. vis over for dig selv, dit barn, din kæreste. At du faktisk fortjener lykken, at du fortjener kærlighed og sex. Du er 22 år gammel, præcis samme alder er jeg og har været i et forehold i 2 år til marts og venter barn sammen. Jeg ville ALDRIG finde mig i det som du finder dig i. Så vil jeg sku hellere leve lykkelig alene og have et godt venskab til faren. 

Ja undskyld mig, men du gøre mig en smule sur. 

men håber du finder en løsning og vend endelig tilbage 

Synes du er lige rigeligt negativ.,.. Min søn har det godt Det er jeg slet ikke i tvivl om.... Ja vi "skælder ham ud" indimellem og ja faren kan sige nogle upassende ting, men jeg TÆNKER sgu på min søn! Laver jo ikke andet!! Og han har det som blommen i et æg, det kan du slet ikke konkludere ud fra det jeg skriver....

Vi er så af forskellige meninger mht. skilsmisse, så længe der ikke er råben, alkohol, vold, narko osv. involveret i et forhold, men forholdet derimod "bare" er dødt forældrene imellem, ja så mener JEG at ethvert barn fortjener at have begge sine forældre hver dag, og ikke skulle leve med at "Bo i en kuffert". Ethvert par med børn bør VIRKELIG kæmpe for at få det til at fungere, så det ikke er børnene der skal lide under det....

Men tak for dit svar

Anonym skriver:

jeg er en ung pige på kun 22 år. Jeg har været i fast forhold siden jeg var 18,  vi har en søn sammen på knap 2 år.

Her kommer det sørgelige: Jeg er UNG og mit kærlighedsliv er allerede dødt.!

Vores forhold er virkelig kedeligt, smådeprimerende og bare rigtig ØV! Min kæreste er meget ofte trist og sur, han har døjet med depression og har haft en dårlig barndom. Han føler ikke han slår til som far, vores søn har tydeligt "valgt side" og er virkelig Mors dreng Vi har et helt specielt bånd. Dette bånd er min kæreste (naturligvis) jaloux på, men han gør ikke noget godt for selv at få et bedre forhold til vores dreng, et eksempel kan gives:

Jeg går ned i vores vaskekælder for at hænge vasketøj op, far + søn bliver i lejligheden. Sønnen græder og står ved døren og venter på jeg kommer tilbage. Far prøver enkelte gange at sige "kom, vi skal lave mad", da sønnen ikke hører efter og stadig kalder efter mig er fars tålmodighed allerede røget og der bliver sagt sætninger som "For fanden Magnus (søn) din "elskede mor" kommer lige om lidt" og "Hold nu kæft man hvor er det langt ude, det jo ikke normalt du skal stå og skrige sådan!" Jeg kan høre det meste fra kælderen Ikke lige sådan man vinder sin søns hjerte på...

Min kæreste bander ekstremt meget, er generelt meget negativ "ladet" og det er bare SÅ træls! Jeg synes at han virkelig tit bringer en negativ energi med sig ind i rummet...

Vores sexliv er ikke eksisterende, helt ærligt jeg er 22, og vi har ca sex 4-5 gange om ÅRET!!! Han gider ikke rigtig, jeg gider ikke rigtig....

Jeg tror virkelig ikke jeg elsker den mand mere! Vi har forsøgt at gå fra hinanden for 1,5 år siden, men det holdt kun 14 dage, jeg er for svag, jeg kan ikke være alene, jeg tør ikke, hvad vil folk tænke... Vil jeg kunne hænge sammen osv. osv.

Så det sørgelige er: Jeg er 22, mit kærlighedsliv er forbi fordi jeg er for svag til at forlade ham! iøvrigt ejer vi også hus sammen

nu vil jeg fortælle dig en lille historie, om mig selv

Jeg fik en kæreste da jeg var 17, vi var sammen i 3 år og havde et fantastisk forhold, han var uden tvivl min bedsteven.. men jeg var ikke forelsket i ham, jeg elskede ham rigtig højt men jeg havde aldrig haft følelsen af sommerfugle i maven..

en dag vågnede jeg og der gik det op for mig at han ikke var den fyr jeg skulle tilbringe resten af min tid med.. det var ikke ham jeg ville blive gammel sammen med.. og tænkte- men vi har det jo stadig godt.. men jeg VIDSTE bare inderst inde at vi ikke ville være sammen foraltid, og når jeg allerede der vidste det, synes jeg ikke det var fair overfor HAM at fortsætte vores forhold..

jeg gik og tænkte over det et par uger, og besluttede mig for at stoppe forholdet, udelukkende med den begrundelse at jeg elskede ham, som min bedsteven, ikke som min kæreste - og det var ikke fair overfor ham..

han blev knust, fuldstændig knust - han havde planagt at fri til mig en måned senere og havde købt ring, men jeg vidste bare at jeg ikke kunne holde ham for nar på den måde..

han sagde at han respekterede mit valg, og godt 'forstod' og han var faktisk rigtig glad for jeg var så ærlig omkring det. jeg var meget bange for hvad familier og venner osv ville sige, men ALLE der hørte det og hørte grundet sagde at de havde STOR respekt for at jeg kunne stoppe forholdet fordi jeg ville tage hensyn til ham, og ikke ville holde ham for nar, selvom det var en MEGA svær beslutning, og var meget i tvivl lige bagefter..

- meget kort tid efter dette breakup, mødte jeg min nuværende kæreste, som giver mig sommerfulge i maven, og som jeg er fuldstændig voldsomt forelsket i.. det er DET her der er et rigtigt forhold.. selvom det var vildt svært, var det den rigtige beslutning for mig (og ham) at jeg flyttede.. min x og jeg har stadig den dag idag et rigtig godt venskab, og jeg elsker ham stadig helt voldsomt - bare stadig kun som min ven, ikke som en kæreste og har nok heller aldrig rigtig elsket ham som kæreste..

jeg håber dette kan være inspiration til at du finder modet til at gøre det der er rigtigt for dig, din søn og ikke mindst din kæreste!!

k skriver:

nu vil jeg fortælle dig en lille historie, om mig selv

Jeg fik en kæreste da jeg var 17, vi var sammen i 3 år og havde et fantastisk forhold, han var uden tvivl min bedsteven.. men jeg var ikke forelsket i ham, jeg elskede ham rigtig højt men jeg havde aldrig haft følelsen af sommerfugle i maven..

en dag vågnede jeg og der gik det op for mig at han ikke var den fyr jeg skulle tilbringe resten af min tid med.. det var ikke ham jeg ville blive gammel sammen med.. og tænkte- men vi har det jo stadig godt.. men jeg VIDSTE bare inderst inde at vi ikke ville være sammen foraltid, og når jeg allerede der vidste det, synes jeg ikke det var fair overfor HAM at fortsætte vores forhold..

jeg gik og tænkte over det et par uger, og besluttede mig for at stoppe forholdet, udelukkende med den begrundelse at jeg elskede ham, som min bedsteven, ikke som min kæreste - og det var ikke fair overfor ham..

han blev knust, fuldstændig knust - han havde planagt at fri til mig en måned senere og havde købt ring, men jeg vidste bare at jeg ikke kunne holde ham for nar på den måde..

han sagde at han respekterede mit valg, og godt 'forstod' og han var faktisk rigtig glad for jeg var så ærlig omkring det. jeg var meget bange for hvad familier og venner osv ville sige, men ALLE der hørte det og hørte grundet sagde at de havde STOR respekt for at jeg kunne stoppe forholdet fordi jeg ville tage hensyn til ham, og ikke ville holde ham for nar, selvom det var en MEGA svær beslutning, og var meget i tvivl lige bagefter..

- meget kort tid efter dette breakup, mødte jeg min nuværende kæreste, som giver mig sommerfulge i maven, og som jeg er fuldstændig voldsomt forelsket i.. det er DET her der er et rigtigt forhold.. selvom det var vildt svært, var det den rigtige beslutning for mig (og ham) at jeg flyttede.. min x og jeg har stadig den dag idag et rigtig godt venskab, og jeg elsker ham stadig helt voldsomt - bare stadig kun som min ven, ikke som en kæreste og har nok heller aldrig rigtig elsket ham som kæreste..

jeg håber dette kan være inspiration til at du finder modet til at gøre det der er rigtigt for dig, din søn og ikke mindst din kæreste!!

1000 tak for dit svar