vil i høre en sørgelig men sand historie.......

Anonym skriver:

Tak for du tager dig tid

Jamen han ved alt min kæreste - faktisk alt. Har fortalt det hele, har fortalt jeg er bange for det ender i utroskab fra en af os side. Har fortalt jeg tvivler på mine følelser for ham... Har fortalt ham alt! Men synes ikke det hjælper - måske lige en dag eller 2, men han tager det jo snart bare for "tomme trusler" som det jo også er for han ved vel jeg ikke "tør" og nu er vi også bundet sammen økonomisk....

Jeg håber vi kan finde hinandne igen, men jeg ved det sgu ikke.... Og du har ret jeg kan (og vil nok ikke) slippe drømmen om "kernefamilien"

Det at i er "bundet" sammen økonomisk skal ikke være det der sætter en stopper for din/jeres lykke ! 

da vi tog kampen op herhjemme, valgte vi at sige at vi SKULLE snakke sammen en gang om ugen, omkring vores forhold. Vi valgte at bruge en, meget pædagogisk, men effektiv metode. Det er lidt akavet i starten men det virker, og det er virkelig det vær at prøve. 

Det går ud på at man laver en aftale om at snakke sammen for eksempel onsdag aften når sønne er puttet, men tager en ting en flaske eller terning eller en symbolsk ting, måske en bamse eller sådan. den ene starte med at have tingen og fortæller den anden noget de mener skal laves om, eller åbner for sine følelser, eller bare siger jeg elsker dig. Derefter tager den anden tingen og gentager det man lige har sagt. for at vise at man virkelig HAR forstået det. 

Det er meget akavet i starten, men tro mig, det virker ! Man kan også lave aftaler om at man skal give hinanden et kompliment minimun én gang om dagen, det gjorde vi, ligemeget om det så er en lille ting som at give et kram, komplimenterer tøj eller hår osv. 

når det bliver en vane bliver man automatisk mere opmærksom på hinanden og man lærer derved også at se hvis der sker ændringer hos den anden person, så man kan spørge hvad der er galt, dette viser så igen interesse i hinanden. 

Det kræver SÅ meget, men det er 10.000 gange så meget værd i sidste ende ! 

For det første, så ville der ikke være noget formål at skrive herinde hvis du inderst ikke ønsker hjælp. Det er første skridt, du har taget. Det ER selverkendelse og det er meget STÆRKT OG MODIGT! Du har åbnet dig og set dine egne tanker på skrift. Hvad ser du?

En kernefamilie er et gammelt gammelt udtryk - og i vores tid, i vores samfund kan en kernefamilie på et barn og en mor, et barn og en far være absolut lige så harmonisk, som det at være det gamle gamle kernefamiliebillede kan være så uharminsk som jeres lyder. Hvad tror du din søn vil blive præget med, når din mand vælger at udtrykke hans utilfredshed med ham? Han fortæller jo jeres kun knap 2 årige barn at han ikke har ret til at opføre sig som han gør, at det er jeres dreng det er galt med? Hvor er barnets tarv i det her? Du får en dreng med årene som ikke føler han er noget værd? For det fortæller hans far ham jo han ikke er...! Og nej, jeg tænker ikke med det samme at du er en... nu kan jeg ikke huske ordret hvad du beskrev dig som, at du troede vi tænkte - en idiot for at være sammen med ham når jeres forhold er på denne måde, men det gør jeg til gengæld der hvor du skriver at du vil have endnu et barn med denne mand - om flere år og så først der forlade ham.. kan du ikke gøre det nu for jeres første barns skyld, så er det en utopi at du kan forlade ham når du har to børn og bor i hus med ham. Det er en fantasi, en illusion - og jeg mener på det kratigste du har brug for at opsøge hjælp. Snak med din læge, bed om en henvisning hvis det kan lade sig gøre, meld dig ind i Danmark og få så sat ord på dine tanker omkring det hele og med hjælp fra en anden kan du få redskaber til at finde ud af hvorfor/hvordan/hvorledes du får styr på det her. For det er hverken sundt, godt eller stabilt for dit barn, dig selv eller din kæreste.

Og det at holde sammen bare for børnenes skyld?! Nej nej nej! Børn har brug for kompetente, varme, kærlige, rummelige og forstående voksne der kan tage sig af dem på en respektfuld og anerkendende måde. Og det lyder ikke til at I kan være det sammen, men kun hver for sig. Du skal prøve at være selv i mere end 14 dage... det er slet ikke nok. Og er der mulighed for at flytte hjem til dine forældre, så flyt hjem til dine forældre. Du skriver du ville elske det! Så gør det! De kender dig og hvis nogen spørger, så svar så ærligt du kan. At du er tryg hos dine forældre. Det er dit liv og som Sussie skriver: Se dig i spejlet - du kan godt, du vil gerne, gør det. Tag det næste skridt!

De bedste ønsker for fremtiden.

Hasselnødden skriver:

For det første, så ville der ikke være noget formål at skrive herinde hvis du inderst ikke ønsker hjælp. Det er første skridt, du har taget. Det ER selverkendelse og det er meget STÆRKT OG MODIGT! Du har åbnet dig og set dine egne tanker på skrift. Hvad ser du?

En kernefamilie er et gammelt gammelt udtryk - og i vores tid, i vores samfund kan en kernefamilie på et barn og en mor, et barn og en far være absolut lige så harmonisk, som det at være det gamle gamle kernefamiliebillede kan være så uharminsk som jeres lyder. Hvad tror du din søn vil blive præget med, når din mand vælger at udtrykke hans utilfredshed med ham? Han fortæller jo jeres kun knap 2 årige barn at han ikke har ret til at opføre sig som han gør, at det er jeres dreng det er galt med? Hvor er barnets tarv i det her? Du får en dreng med årene som ikke føler han er noget værd? For det fortæller hans far ham jo han ikke er...! Og nej, jeg tænker ikke med det samme at du er en... nu kan jeg ikke huske ordret hvad du beskrev dig som, at du troede vi tænkte - en idiot for at være sammen med ham når jeres forhold er på denne måde, men det gør jeg til gengæld der hvor du skriver at du vil have endnu et barn med denne mand - om flere år og så først der forlade ham.. kan du ikke gøre det nu for jeres første barns skyld, så er det en utopi at du kan forlade ham når du har to børn og bor i hus med ham. Det er en fantasi, en illusion - og jeg mener på det kratigste du har brug for at opsøge hjælp. Snak med din læge, bed om en henvisning hvis det kan lade sig gøre, meld dig ind i Danmark og få så sat ord på dine tanker omkring det hele og med hjælp fra en anden kan du få redskaber til at finde ud af hvorfor/hvordan/hvorledes du får styr på det her. For det er hverken sundt, godt eller stabilt for dit barn, dig selv eller din kæreste.

Og det at holde sammen bare for børnenes skyld?! Nej nej nej! Børn har brug for kompetente, varme, kærlige, rummelige og forstående voksne der kan tage sig af dem på en respektfuld og anerkendende måde. Og det lyder ikke til at I kan være det sammen, men kun hver for sig. Du skal prøve at være selv i mere end 14 dage... det er slet ikke nok. Og er der mulighed for at flytte hjem til dine forældre, så flyt hjem til dine forældre. Du skriver du ville elske det! Så gør det! De kender dig og hvis nogen spørger, så svar så ærligt du kan. At du er tryg hos dine forældre. Det er dit liv og som Sussie skriver: Se dig i spejlet - du kan godt, du vil gerne, gør det. Tag det næste skridt!

De bedste ønsker for fremtiden.

Anonym skriver:

Jo det vil jeg da forhåbentlig... Men er ikke det samme som at bo 2 voksne.

Har ingen veninder der lige sådan kan flyttes sammen med Hvis det endelig var ville jeg flytte hjem til mine forældre igen, det ville jeg elske! Men det går jo heller ikke...

tror jeg er meget præget af "kernefamilien" - ville være flov over at sige jeg boede hos mine forældre igen, ville synes det var vildt underligt at bo med en veninde og mit barn

Der er da intet flovt ved at bo ved sine forældre, hvis det er det man har brug for..det har jeg selv gjort på et tidspunkt, og det er der også mange andre der gør.

Anonym skriver:

Det er ikke bare "lige sådan" at komme ud af et forhold når vi for 2 mdr siden købte hus sammen (virkelig dumt ja, men som skrevet tidligere så ved jeg bare at jeg bliver sammen med ham og får "det bedste ud af det" hvertfald de kommende 5-8 år) Mit ønske er at få en "Ægte" søskende til vores søn.... Så vores søn ikke skal være skilsmissebarn alene, for skilsmissebarn, det bliver han - men som sagt først når han er ældre.

Når jeg læser dette udefra kan jeg sagtens forstå at folk sikkert tænker " sikke en idiot at få barn og hus med ham", men sådan er det nu engang (og der er da også perioder indimellem hvor vi har det fint nok, jeg er aldrig forelsket i ham, sommerfugle i maven osv, men til tider har vi det sjovt sammen)

Jeg har seriøst overvejet at være ham utro - som du siger; nyde livet lidt, flirte osv. men ved ikke om min samvittighed er til det når det kommer til stykket,,

En ting er helt sikkert, havde vi ikke haft vores søn så var vi ikke sammen!

Jeg har stået i nøjagtig samme situation og for mit vedkommende endte forholdet i sidespring og en masse komplicerede og sårede følelser, hvilket jeg ikke ønsker for nogen at skulle igennem.

Når det er sagt, vil jeg sige, at jeg synes, det vil være dybt uansvarligt af jer at sætte et barn mere i verden blot fordi, man ikke vil have sit ældste barn skal være skilsmissebarn?!  Kan du ikke selv høre, hvordan det skurrer i ørerne?

Måske vil det være sundt for jer alle - især far og søn . hvis I gik fra hinanden, da de to vil være sammen alene i længere tid af gangen... Det lyder i hvert fald til ,de kunne have godt af det...

Anonym skriver:

(virkelig dumt ja, men som skrevet tidligere så ved jeg bare at jeg bliver sammen med ham og får "det bedste ud af det" hvertfald de kommende 5-8 år) Mit ønske er at få en "Ægte" søskende til vores søn.... Så vores søn ikke skal være skilsmissebarn alene, for skilsmissebarn, det bliver han - men som sagt først når han er ældre.

Sådan kan man ikke behandle et andet menneske - det er respektløst og ondskabsfuldt at lade din kæreste leve 5-8 år på en løgn. Forestil dig lige, at du hørte ham fortælle en anden, at han da helt sikkert vil gå fra dig om nogle år, men at han liiiige vil lave et barn mere med dig først. Det kan du simpelthen ikke være bekendt! Han får aldrig de år af sit liv tilbage, og du forspilder HANS muligheder for at bygge en bedre tilværelse op.

Det er heller ikke til din søns bedste, at hans mor bygger en familie op på et falsk grundlag. Du må da tusind gange hellere "nøjes" med at skabe ET skilsmissebarn end to - hvorfor vil du give dobbelt så mange børn de problemer, der kan følge med en skilsmisse?

Vi lever kun en gang, og lige nu skriver du selv en sørgelig historie, der involverer tre - og efter planen fire - mennesker. En ting er, at du ikke vil dig selv det bedste, men tænk nu lige på de andre, du trækker med dig.

Anonym skriver:

Åh du får mig næsten til at tude

Jeg er SÅ  meget imod skilsmisser, er SÅ meget imod børn der skal have "2 hjem", et barn skal utrolig mange lidelser igennem når forældrene vælger at skilles. Jeg ved godt børn også sagtens kan mærke dårlig stemning mellem forældrene men,

Jeg tror min dreng har det godt Han er altid glad, grinende, dygtig, hysterisk, irriterende, dejlig, og ja alt det alle andre børn også er i en alder af 2 år 

Mht. at se mig selv i spejlet i min sidste time så er det jeg håber på (lyder latterligt) men at jeg når at finde en ny kærlighed når mine børn med min nuværende kæreste er størrere-... (eller håber i mit stille sind at møde manden i mit liv allerede nu her - for jeg kan bare ikke leve alene Jeg lider af angst - psykisk lidelse, og jeg kan ikke bo for mig selv, har prøvet det i de 14 dage dengang og det gik helt galt).

Tak for dit svar Sussie, det sætter en masse tanker igang, men jeg er åbenbart et MEGET svagt menneske, for jeg kan bare ikke

Tænker du har angst fordi du ikke føler dig tryg. Og det lyder ikke som om det er så slemt. Min søster led meget af angst og det gjorde også at hun blev hos sin kæreste. Men det bedste der nogensinde er sket for hende er at hun gik fra ham. Hun fik MEGET mere selvtillid og kom over sin angst. Den første tid er hård, men du kan få det så meget bedre og du kan føle dig tryg med dig selv, så du kan komme over din angst. og få hjælp af en terapaut samtidig med.

 Angst er jo noget mange mange mennesker har og kan få, men som heldigvis kan kureres. Men er bare nød til at tage sig selv i armen i en periode..

hellemor85 skriver:

Tænker du har angst fordi du ikke føler dig tryg. Og det lyder ikke som om det er så slemt. Min søster led meget af angst og det gjorde også at hun blev hos sin kæreste. Men det bedste der nogensinde er sket for hende er at hun gik fra ham. Hun fik MEGET mere selvtillid og kom over sin angst. Den første tid er hård, men du kan få det så meget bedre og du kan føle dig tryg med dig selv, så du kan komme over din angst. og få hjælp af en terapaut samtidig med.

 Angst er jo noget mange mange mennesker har og kan få, men som heldigvis kan kureres. Men er bare nød til at tage sig selv i armen i en periode..

Jeg havde angst inden jeg mødte ham også - så det tror jeg ikke har en sammenhæng.

Men tak for svar

Anonym skriver:

Jeg havde angst inden jeg mødte ham også - så det tror jeg ikke har en sammenhæng.

Men tak for svar

ej undskyld mig. Men HVEM tænker du på i dette forhold? helt klart ikke din søn. Må ærlig sige du gøre mig en smule sur og tvær. INGEN børn skal råbes af, blive bandet af. Den måde din kæreste taler til din søn på er IKKE i orden. Og selvfølgelig skal du da ikke blive med din kæreste. Hvis du ikke elsker ham rigtigt og INGEN mænd har lyst til at være sammen med en, hvis de alligevel ved at pigen smutter om nogle år. 

Du er nød til at tænke på hvad du lære din søn, er det også i orden at han bruger sådan ord, når han bliver ældre? ja for han lære dem jo af sin far. 

Og du må hive dig selv i nakken og finde ud af, hvad du vil med dig selv og dit liv. Du har et barn at tænke på. så tænk dog på barnet. INGEN børn vil hellere have at deres forældre er sammen, hvis de alligevel ikke fungere sammen. Det er ikke kernefamilie at børn tænker på, de tænker mere på om forældrene har det godt? Jeg arbejder med børn, tro mig, det går børn på. når forældrene ikke snakker pænt sammen og ikke har det godt. Eller at forældrene bliver skilt og pludselig finder sammen igen. 

Jeg vil gerne sende dig et knus, men allermest vil jeg skubbe dig ud af døren. vis over for dig selv, dit barn, din kæreste. At du faktisk fortjener lykken, at du fortjener kærlighed og sex. Du er 22 år gammel, præcis samme alder er jeg og har været i et forehold i 2 år til marts og venter barn sammen. Jeg ville ALDRIG finde mig i det som du finder dig i. Så vil jeg sku hellere leve lykkelig alene og have et godt venskab til faren. 

Ja undskyld mig, men du gøre mig en smule sur. 

men håber du finder en løsning og vend endelig tilbage 

Anonym skriver:

jeg er en ung pige på kun 22 år. Jeg har været i fast forhold siden jeg var 18,  vi har en søn sammen på knap 2 år.

Her kommer det sørgelige: Jeg er UNG og mit kærlighedsliv er allerede dødt.!

Vores forhold er virkelig kedeligt, smådeprimerende og bare rigtig ØV! Min kæreste er meget ofte trist og sur, han har døjet med depression og har haft en dårlig barndom. Han føler ikke han slår til som far, vores søn har tydeligt "valgt side" og er virkelig Mors dreng Vi har et helt specielt bånd. Dette bånd er min kæreste (naturligvis) jaloux på, men han gør ikke noget godt for selv at få et bedre forhold til vores dreng, et eksempel kan gives:

Jeg går ned i vores vaskekælder for at hænge vasketøj op, far + søn bliver i lejligheden. Sønnen græder og står ved døren og venter på jeg kommer tilbage. Far prøver enkelte gange at sige "kom, vi skal lave mad", da sønnen ikke hører efter og stadig kalder efter mig er fars tålmodighed allerede røget og der bliver sagt sætninger som "For fanden Magnus (søn) din "elskede mor" kommer lige om lidt" og "Hold nu kæft man hvor er det langt ude, det jo ikke normalt du skal stå og skrige sådan!" Jeg kan høre det meste fra kælderen Ikke lige sådan man vinder sin søns hjerte på...

Min kæreste bander ekstremt meget, er generelt meget negativ "ladet" og det er bare SÅ træls! Jeg synes at han virkelig tit bringer en negativ energi med sig ind i rummet...

Vores sexliv er ikke eksisterende, helt ærligt jeg er 22, og vi har ca sex 4-5 gange om ÅRET!!! Han gider ikke rigtig, jeg gider ikke rigtig....

Jeg tror virkelig ikke jeg elsker den mand mere! Vi har forsøgt at gå fra hinanden for 1,5 år siden, men det holdt kun 14 dage, jeg er for svag, jeg kan ikke være alene, jeg tør ikke, hvad vil folk tænke... Vil jeg kunne hænge sammen osv. osv.

Så det sørgelige er: Jeg er 22, mit kærlighedsliv er forbi fordi jeg er for svag til at forlade ham! iøvrigt ejer vi også hus sammen

Altså kæreste du.

Det var lige præcis mig og min situation for 2½ år siden. Det var som et flashback at læse! Jeg gik med den følelse i et halvårstid, følelsen af at være ret ensom i forholdet, vi var blot to voksne under samme tag - som af og til hakkede på hinanden. Jeg blev til sidst klar over at jeg måtte lade være med at gå og være sur på ham over hvordan vores forhold var blevet og tage ansvar for min egen lykke - så skænderierne blev mindre, men jeg blev mere og mere frustreret og ulykkelig indeni, fordi jeg hver eneste dag gik og tænkte på hvad der var bedst at gøre, og HVORDAN jeg skulle gøre det - for jeg vidste jo nok godt hvad der skulle gøres. 

Men jeg havde jo forestillingen om at jeg skulle have mine børn med ham og vi havde jo masser af planer fo vores fremtid! Og så skulle jeg til at knuse det hele... det gjorde jeg så ved en dag - ud af det blå (for jeg tænkte meget for mig selv) sagde til ham at jeg ville have en pause fra os. Men der vidste vi jo godt hvad klokken havde slået. Jeg flyttede ind hos en veninde i en uges tid og dernæst stod den på lejligheds-jagt. 

Jeg brugte MEGET tid på at have MEGET dårlig samvtighed. Jeg skulle jo bevise, at selvom vi var unge forældre, så kunne vi godt finde ud af det sammen! Men nej - vi var blot endnu et af de mislykkede par, og det skar i mig. 

Men jeg har fundet mr. perfect. Han var faktisk lige rundt om hjørnet. Og selvom dét at gå fra faren til min søn var noget af det sværeste jeg nogensinde har gjort, så er jeg ovenud lykkelig over det i dag. Jeg ønsker stadig det bedste for min eks, håber han får sig et godt liv - for han har det heller ikke altid nemt, men jeg priser mig lykkelig over at det ikke længere er MIG der står og bliver trukket med ned, når han har sine dårlige dage. 

Jeg håber det bliver dig om 2½ år, der står jeg gør nu. Jeg troede at jeg ødelagde min fremtid da jeg gik fra min eks, men jeg skabte min fremtid - min lykkelige og glade fremtid

Ved ikke om du kan bruge min "historie" til noget, men jeg ønsker dig al lykke fremover  Du skal se dig selv som den selvstændige kvinde du er, sammen med din søn.