vil i høre en sørgelig men sand historie.......

jeg er en ung pige på kun 22 år. Jeg har været i fast forhold siden jeg var 18,  vi har en søn sammen på knap 2 år.

Her kommer det sørgelige: Jeg er UNG og mit kærlighedsliv er allerede dødt.!

Vores forhold er virkelig kedeligt, smådeprimerende og bare rigtig ØV! Min kæreste er meget ofte trist og sur, han har døjet med depression og har haft en dårlig barndom. Han føler ikke han slår til som far, vores søn har tydeligt "valgt side" og er virkelig Mors dreng Vi har et helt specielt bånd. Dette bånd er min kæreste (naturligvis) jaloux på, men han gør ikke noget godt for selv at få et bedre forhold til vores dreng, et eksempel kan gives:

Jeg går ned i vores vaskekælder for at hænge vasketøj op, far + søn bliver i lejligheden. Sønnen græder og står ved døren og venter på jeg kommer tilbage. Far prøver enkelte gange at sige "kom, vi skal lave mad", da sønnen ikke hører efter og stadig kalder efter mig er fars tålmodighed allerede røget og der bliver sagt sætninger som "For fanden Magnus (søn) din "elskede mor" kommer lige om lidt" og "Hold nu kæft man hvor er det langt ude, det jo ikke normalt du skal stå og skrige sådan!" Jeg kan høre det meste fra kælderen Ikke lige sådan man vinder sin søns hjerte på...

Min kæreste bander ekstremt meget, er generelt meget negativ "ladet" og det er bare SÅ træls! Jeg synes at han virkelig tit bringer en negativ energi med sig ind i rummet...

Vores sexliv er ikke eksisterende, helt ærligt jeg er 22, og vi har ca sex 4-5 gange om ÅRET!!! Han gider ikke rigtig, jeg gider ikke rigtig....

Jeg tror virkelig ikke jeg elsker den mand mere! Vi har forsøgt at gå fra hinanden for 1,5 år siden, men det holdt kun 14 dage, jeg er for svag, jeg kan ikke være alene, jeg tør ikke, hvad vil folk tænke... Vil jeg kunne hænge sammen osv. osv.

Så det sørgelige er: Jeg er 22, mit kærlighedsliv er forbi fordi jeg er for svag til at forlade ham! iøvrigt ejer vi også hus sammen

Først et STORT kram til dig ! 

Du skal bare ud af det forhold ! det er hverken sundt for dig, kæresten eller jeres søn ! du er sammen med ham for trygheden og ikke kærlighed ! og det er ingen tjent med ! 

du skal ud og leve livet ! Være glad og møde nye spændende søde fyre der kan slå benene væk under dig ! ingen pige skal have det som du har det, og derfor må du være stærk ! og vende det til noget positivt ! Det er en face der skal overståes altså den tid du skal bruge for at komme ovenpå, men efter det skal du vokse og bygge din selvtillid op igen ! 

jeg for helt ondt i hjertet over det du skriver ! 

Stort kram til dig ! JEG tror på dig og er sikker på at du nok skal komme godt videre ! 

babyboy2012 skriver:

Først et STORT kram til dig ! 

Du skal bare ud af det forhold ! det er hverken sundt for dig, kæresten eller jeres søn ! du er sammen med ham for trygheden og ikke kærlighed ! og det er ingen tjent med ! 

du skal ud og leve livet ! Være glad og møde nye spændende søde fyre der kan slå benene væk under dig ! ingen pige skal have det som du har det, og derfor må du være stærk ! og vende det til noget positivt ! Det er en face der skal overståes altså den tid du skal bruge for at komme ovenpå, men efter det skal du vokse og bygge din selvtillid op igen ! 

jeg for helt ondt i hjertet over det du skriver ! 

Stort kram til dig ! JEG tror på dig og er sikker på at du nok skal komme godt videre ! 

 

enig

Først et stort trøstekram..for det er rigtigt synd..for jer ALLE 3.

Men nu er det jo dig der spørger om råd, og så er det dig der skal focus på.

Det er egnentligt ganske enkelt.
Se på din kæreste og spørg dig selv:
"Er det ham, jeg også skal vågne op ved siden af om 25 år, bare fordi jeg ikke TØR tage det ansvar, det er, at være en voksen kvinde og være herre over mit eget liv?
Og gå så hen og se dig selv i spejlet og spørg dig selv:
"Er jeg den eneste 22 årige kvinde, mor til et barn, som ikke TØR stå på egne ben?"

Og svar så dig selv helt ærligt på dette spørgsmål:
"Når engang min sidste time er inde, kan jeg så med ærlighed, se mig selv i øjnene og sige: Jeg gjorde mit bedste for at få det bedste ud af det liv jeg har fået? Eller har jeg spildt det på at gå og være ulykkelig?"

Så enkelt er det....og du ved vist godt selv hvad svarene bliver...gør du ikke?

Et stort knus fra mig til dig.

Kærligst
Sussie

PS! Der er også en anden ting...dit barn..hvor lykkeligt tror du han er, når han kan mærke at du og din kæreste slet ikke er lykkelige sammen? Børn er langt mere ømfindtlige end du tror.

babyboy2012 skriver:

Først et STORT kram til dig ! 

Du skal bare ud af det forhold ! det er hverken sundt for dig, kæresten eller jeres søn ! du er sammen med ham for trygheden og ikke kærlighed ! og det er ingen tjent med ! 

du skal ud og leve livet ! Være glad og møde nye spændende søde fyre der kan slå benene væk under dig ! ingen pige skal have det som du har det, og derfor må du være stærk ! og vende det til noget positivt ! Det er en face der skal overståes altså den tid du skal bruge for at komme ovenpå, men efter det skal du vokse og bygge din selvtillid op igen ! 

jeg for helt ondt i hjertet over det du skriver ! 

Stort kram til dig ! JEG tror på dig og er sikker på at du nok skal komme godt videre ! 

 

Det er ikke bare "lige sådan" at komme ud af et forhold når vi for 2 mdr siden købte hus sammen (virkelig dumt ja, men som skrevet tidligere så ved jeg bare at jeg bliver sammen med ham og får "det bedste ud af det" hvertfald de kommende 5-8 år) Mit ønske er at få en "Ægte" søskende til vores søn.... Så vores søn ikke skal være skilsmissebarn alene, for skilsmissebarn, det bliver han - men som sagt først når han er ældre.

Når jeg læser dette udefra kan jeg sagtens forstå at folk sikkert tænker " sikke en idiot at få barn og hus med ham", men sådan er det nu engang (og der er da også perioder indimellem hvor vi har det fint nok, jeg er aldrig forelsket i ham, sommerfugle i maven osv, men til tider har vi det sjovt sammen)

Jeg har seriøst overvejet at være ham utro - som du siger; nyde livet lidt, flirte osv. men ved ikke om min samvittighed er til det når det kommer til stykket,,

En ting er helt sikkert, havde vi ikke haft vores søn så var vi ikke sammen!

SussieThyssen skriver:

Først et stort trøstekram..for det er rigtigt synd..for jer ALLE 3.

Men nu er det jo dig der spørger om råd, og så er det dig der skal focus på.

Det er egnentligt ganske enkelt.
Se på din kæreste og spørg dig selv:
"Er det ham, jeg også skal vågne op ved siden af om 25 år, bare fordi jeg ikke TØR tage det ansvar, det er, at være en voksen kvinde og være herre over mit eget liv?
Og gå så hen og se dig selv i spejlet og spørg dig selv:
"Er jeg den eneste 22 årige kvinde, mor til et barn, som ikke TØR stå på egne ben?"

Og svar så dig selv helt ærligt på dette spørgsmål:
"Når engang min sidste time er inde, kan jeg så med ærlighed, se mig selv i øjnene og sige: Jeg gjorde mit bedste for at få det bedste ud af det liv jeg har fået? Eller har jeg spildt det på at gå og være ulykkelig?"

Så enkelt er det....og du ved vist godt selv hvad svarene bliver...gør du ikke?

Et stort knus fra mig til dig.

Kærligst
Sussie

PS! Der er også en anden ting...dit barn..hvor lykkeligt tror du han er, når han kan mærke at du og din kæreste slet ikke er lykkelige sammen? Børn er langt mere ømfindtlige end du tror.

Åh du får mig næsten til at tude

Jeg er SÅ  meget imod skilsmisser, er SÅ meget imod børn der skal have "2 hjem", et barn skal utrolig mange lidelser igennem når forældrene vælger at skilles. Jeg ved godt børn også sagtens kan mærke dårlig stemning mellem forældrene men,

Jeg tror min dreng har det godt Han er altid glad, grinende, dygtig, hysterisk, irriterende, dejlig, og ja alt det alle andre børn også er i en alder af 2 år 

Mht. at se mig selv i spejlet i min sidste time så er det jeg håber på (lyder latterligt) men at jeg når at finde en ny kærlighed når mine børn med min nuværende kæreste er størrere-... (eller håber i mit stille sind at møde manden i mit liv allerede nu her - for jeg kan bare ikke leve alene Jeg lider af angst - psykisk lidelse, og jeg kan ikke bo for mig selv, har prøvet det i de 14 dage dengang og det gik helt galt).

Tak for dit svar Sussie, det sætter en masse tanker igang, men jeg er åbenbart et MEGET svagt menneske, for jeg kan bare ikke

Anonym skriver:

Det er ikke bare "lige sådan" at komme ud af et forhold når vi for 2 mdr siden købte hus sammen (virkelig dumt ja, men som skrevet tidligere så ved jeg bare at jeg bliver sammen med ham og får "det bedste ud af det" hvertfald de kommende 5-8 år) Mit ønske er at få en "Ægte" søskende til vores søn.... Så vores søn ikke skal være skilsmissebarn alene, for skilsmissebarn, det bliver han - men som sagt først når han er ældre.

Når jeg læser dette udefra kan jeg sagtens forstå at folk sikkert tænker " sikke en idiot at få barn og hus med ham", men sådan er det nu engang (og der er da også perioder indimellem hvor vi har det fint nok, jeg er aldrig forelsket i ham, sommerfugle i maven osv, men til tider har vi det sjovt sammen)

Jeg har seriøst overvejet at være ham utro - som du siger; nyde livet lidt, flirte osv. men ved ikke om min samvittighed er til det når det kommer til stykket,,

En ting er helt sikkert, havde vi ikke haft vores søn så var vi ikke sammen!

Du skal da ikke blive sammen med en mand du ikke har tænkt dig at blive med i den sidste ende, undskyld, men det er ikke ret respektfuldt over for din kæreste ! ærlighed er den eneste vej og jeg synes du skal fortælle din kæreste hvordan du har det HELT uden at lægge låg på ! 

jeg tror du har svært ved at slippe drømme om kærnefamilien med den mand du engang forelskede dig i, og jeg kan sagtens sætte mig ind i at det kan være svært. Men din søn bliver ikke nødvendigvis lykkeligere af at du bliver sammen med hans far. Børn har det bedst når de kan mærke at mor og far virkelig elsker hinanden, det er ikke noget der kan spilles 

Jeg ved godt hvordan det er når forholdet går i stå, og hvor meget der skal til for at få det til at fungerer igen, og kommunikation er kodeordet, man kommer ingen vegne uden at kommunikerer, jeg er selv i et forhold, og har været sammen med min kæreste i 7 år, vi sliber stadigvæk kanter af ind imellem og det SKAL gøres eller vokser man fra hinanden og glider ud i ingenting ! 

Jeg synes absolut ikke du skal være din kæreste utro, ærlighed er det bedste ! hvis du ikke føler du for dit behov dækket af din kæreste skal du fortælle ham det ! 

Igen stort kram, ligemeget hvad du vælger er det en stor kamp du skal igennem, jeg har taget en af de kampe og det redede vores forhold, men det holdt hårdere end nogle af os havde regnet med. 

Sender masser af kram din vej ! 

Anonym skriver:

Åh du får mig næsten til at tude

Jeg er SÅ  meget imod skilsmisser, er SÅ meget imod børn der skal have "2 hjem", et barn skal utrolig mange lidelser igennem når forældrene vælger at skilles. Jeg ved godt børn også sagtens kan mærke dårlig stemning mellem forældrene men,

Jeg tror min dreng har det godt Han er altid glad, grinende, dygtig, hysterisk, irriterende, dejlig, og ja alt det alle andre børn også er i en alder af 2 år 

Mht. at se mig selv i spejlet i min sidste time så er det jeg håber på (lyder latterligt) men at jeg når at finde en ny kærlighed når mine børn med min nuværende kæreste er størrere-... (eller håber i mit stille sind at møde manden i mit liv allerede nu her - for jeg kan bare ikke leve alene Jeg lider af angst - psykisk lidelse, og jeg kan ikke bo for mig selv, har prøvet det i de 14 dage dengang og det gik helt galt).

Tak for dit svar Sussie, det sætter en masse tanker igang, men jeg er åbenbart et MEGET svagt menneske, for jeg kan bare ikke

Jamen du vil jo ikke være alene..du vil jo have dit barn, ikke

Kan du ikke finde en veninde, at flytte sammen med??

babyboy2012 skriver:

Du skal da ikke blive sammen med en mand du ikke har tænkt dig at blive med i den sidste ende, undskyld, men det er ikke ret respektfuldt over for din kæreste ! ærlighed er den eneste vej og jeg synes du skal fortælle din kæreste hvordan du har det HELT uden at lægge låg på ! 

jeg tror du har svært ved at slippe drømme om kærnefamilien med den mand du engang forelskede dig i, og jeg kan sagtens sætte mig ind i at det kan være svært. Men din søn bliver ikke nødvendigvis lykkeligere af at du bliver sammen med hans far. Børn har det bedst når de kan mærke at mor og far virkelig elsker hinanden, det er ikke noget der kan spilles 

Jeg ved godt hvordan det er når forholdet går i stå, og hvor meget der skal til for at få det til at fungerer igen, og kommunikation er kodeordet, man kommer ingen vegne uden at kommunikerer, jeg er selv i et forhold, og har været sammen med min kæreste i 7 år, vi sliber stadigvæk kanter af ind imellem og det SKAL gøres eller vokser man fra hinanden og glider ud i ingenting ! 

Jeg synes absolut ikke du skal være din kæreste utro, ærlighed er det bedste ! hvis du ikke føler du for dit behov dækket af din kæreste skal du fortælle ham det ! 

Igen stort kram, ligemeget hvad du vælger er det en stor kamp du skal igennem, jeg har taget en af de kampe og det redede vores forhold, men det holdt hårdere end nogle af os havde regnet med. 

Sender masser af kram din vej ! 

Tak for du tager dig tid

Jamen han ved alt min kæreste - faktisk alt. Har fortalt det hele, har fortalt jeg er bange for det ender i utroskab fra en af os side. Har fortalt jeg tvivler på mine følelser for ham... Har fortalt ham alt! Men synes ikke det hjælper - måske lige en dag eller 2, men han tager det jo snart bare for "tomme trusler" som det jo også er for han ved vel jeg ikke "tør" og nu er vi også bundet sammen økonomisk....

Jeg håber vi kan finde hinandne igen, men jeg ved det sgu ikke.... Og du har ret jeg kan (og vil nok ikke) slippe drømmen om "kernefamilien"

SussieThyssen skriver:

Jamen du vil jo ikke være alene..du vil jo have dit barn, ikke

Kan du ikke finde en veninde, at flytte sammen med??

Jo det vil jeg da forhåbentlig... Men er ikke det samme som at bo 2 voksne.

Har ingen veninder der lige sådan kan flyttes sammen med Hvis det endelig var ville jeg flytte hjem til mine forældre igen, det ville jeg elske! Men det går jo heller ikke...

tror jeg er meget præget af "kernefamilien" - ville være flov over at sige jeg boede hos mine forældre igen, ville synes det var vildt underligt at bo med en veninde og mit barn