Mor og meget mere skriver:
Åh, hvor blev jeg bare glad, da jeg læste sidste halvdel af historien - troede lige, det var endnu et indlæg fra en svigerdatter med alt for små sko!
Jeg synes, du tacklede situationen helt rigtigt ved at se det hele fra en anden vinkel. Jeg tror simpelthen ikke på, at nogen svigermor sætter sig for med fuldt overlæg at være forfærdelig!
Jo ældre, mine børn bliver, jo tydeligere står det også klart for mig, at alle vi mødre også bliver svigermødre en dag - og at det kan blive en udfordring, der vil noget, at få lov at "komme til", når der kommer børnebørn. Og at meget af det, vi har gjort med vores børn, og som var det ENESTE rigtige, til den tid er HELT forkert - det synes jeg, mange er slemme til ikke at tænke på, når deres syn på børneopdragelse kolliderer med svigermors...
Jeg bliver også nogen gange lidt ærgelig, når jeg læser et af de her indlæg, og derfor syntes jeg også det var vigtigt at få begge halvdele med.. For jeg syntes jo hun var blevet forfærdelig efter jeg havde født, og jeg gruede ved tanken om at vi skulle derop. På et tidspunkt overvejede jeg helt seriøst, at det kun var min kæreste der tog derop med Cajsa, og jeg blev hjemme, fordi det var gået helt i hårdknude 
Og da hun pludselig nærmest tog mit barn ud af armene på mig, og skubbede mig helt ud på sidelinjen?? Det tager alligevel lidt at overveje hvorfor hun gjorde det, og det var jo selvfølgelig fordi jeg ikke som regel ikke gav hende lov til at sidde med hende, også måtte hun jo selv tage hende.. Og nej, det gør man bare ikke! MEN hun var jo nærmest tvunget til det... Og igen, siden jeg nærmest kastede Cajsa i armene på hende i tide og utide, har jeg jo heller aldrig haft dét problem igen 
Og hånden på hjertet, så har hun jo været helt og aldeles uundværlig det sidste års tid 
