Har dit barn set dig græde?

Anonym skriver:

Tror og  håber du har ret

Hvordan reagerede Laura da hun så dig græde?

hun trøstede mig.. krammede, kyssede osv kunne godt se på hende at hun undrede sig, men jeg tror alligevel godt hun forstod det når jeg sagde at jeg var ked af det fordi det gjorde ondt i hjertet (i sommer) og fordi jeg var faldet da jeg røg ned ad trappen! og så puster hun når det gør ondt

Nej, jeg græder nu ret sjældent..kun hvis folk er mege meget syge eler er døde....

Stort set ellers aldrig og slet ikke foran mine små børn, de ville jo ikke ane hvad der skete og det er knap man kan forklare det når de er så små.

Græder ikke bare fordi livet bider engang i mellem, men kun når det bider hårdt:-)

Og ska jeg græde så tit som folk svare, at de har grædt mange gange foran ders børn, så er det forhåbentligt ældre end jeg er og har ældre børn eller også er det ting der kan ikke kan reddes af egen vilje. Lidt svært at forkalre hvad jeg mener tror jeg

Men mener ikke man skal græde foran børn med mindre der er noget seriøst galt. Mener ikke man skal lade være med at græde, det kanman jo ikke, men man skal begrænse det foran sine børn.

RGN skriver:

Ja, en del gange i starten af året. Der har han været 14-15 mdr.

Han blev lidt forskrækket de første par gange og blev derefter trøstende.

Jeg synes det er naturligt, men selvfølgelig skal man begrænse sig, så det ikke bliver overvældende.

Jeg græd dog en del i den tid, fordi min far lige havde fået konstateret uhelbredelig kræft og det var ikke altid lige jeg kunne vente til han var puttet, for jeg var/er Så ulykkelig.

Heldigvis bryder jeg ikke sammen i tide og utide, da jeg har lært at leve med det, men min fars liv nærmer sig nu sin afslutning og der er jeg ikke i tvivl om at Loke igen kommer til at se mig græde.

Han er forøvrigt en utrolig glad dreng, så jeg går udfra han ikke har taget skade.

Det er jeg virkelig ked af at høre- stort knus til dig 

Marius har set mig græde et par gange, og det har jeg det egentlig fint med... Jeg tror det er helt ok, at børn ser at det er okay at græde, og man ikke skal gå og være ked af det uden at give udtryk for det på en eller anden måde..

Ja min datter har set mig græde.. Flere gange Jeg kan slet ikke styre det efter jeg har født for 2½ år siden.. Jeg kan græde over reklamer i TV, over film, fordi jeg er ked af det eller fordi jeg elsker hende så højt! Jeg synes det er okay hun ser mig græde, at hun også lærer den side at kende af mig, for jeg ville ikke kunne skjule det, når jeg er så følsom. Hun bliver altid meget trøstende- og jeg sørger også for at fortælle hende det ikke er hende, og hvad det evt. så er.. Fx. at det bare er fordi jeg elsker hende så meget eller at mor er ked af det ligesom hun kan være Nu lyder det som om det er ekstremt ofte, er det altså ikke.. Tror Malina har set det 10 gange på 2½ år

Hov, vil lige tilføje at jeg også tror det er ekstremt godt, da jeg nærmest ikke kan huske jeg har set mine forældre græde- og da de så endelig gjorde det, blev jeg helt chokeret- og fik det VIRKELIG dårligt- og det tror jeg ikke var sket hvis jeg vidste at "de kunne"

Anonym skriver:

Vi har været hårdt presset med en masse forskellige ting  herhjemme for tiden (bl.a. fyring, sygemelding mm.) og dette har medført at jeg 2-3 gange er "kommet til" at græde mens vores søn på 2,5 år så det, han bliver meget "trøstende" og selv lidt ked når jeg er ked - hvilket selvfølgelig ikke er sjovt at se på

Jeg prøver at forklare ham at lige nu er mor ked af det fordi..... Et eller andet forståeligt for ham, men lige om lidt bliver jeg glad igen....

Har jeres børn set jer græde - hvis ja hvilken alder havde de, hvordan reagerede de - og hvad sagde I?

(Jeg er bange for det "skader" ham at se sin mor ked af det 2-3 gange indenfor en måneds tid men enkelte gange kan jeg bare ikke holde tårerne inde - er en person der har nemt til både glædes tårer og ked-af-det tårer)

 

Jeg mistede min farmor i oktober sidste år (da var min søn 2 år og 1 måned). Hun var mit et og alt, havde ikke andre end hende, så jeg gik fuldstændig ned, da de ringede fra hospice og jeg efterfølgende skulle fortælle min mand det, som sad inde i stuen med Micas. Klokken var vel 7 om morgenen. Jeg var helt ude af mig selv, men kunne bare ikke styre mine følelser og det havde jeg det rigtig dårligt over bagefter. Jeg råbte og skreg i gråd og kollapsede faktisk på gulvet i gangen og lå derude. Han blev meget forskrækket og ville gerne trøste, han var så sød, men jeg sagde til min mand at han hurtigt skulle køre i dagplejen med ham, så han ikke så mig sådan... Puha, en omgang. Det er heldigvis glemt nu. For ham altså... Min mand snakkede med pædagogerne i dagplejen om det og de sagde, at det var helt i orden at han så mig ked af det, for så så han også at man kunne blive glad igen og det synes jeg bare er så fint sagt

Men jeg kan godt forstå hvorfor du føler det sådan, men ja, tænk over at han ser dig blive ked og også glad igen  

Malunsesmutti skriver:

Det er jeg virkelig ked af at høre- stort knus til dig 

Tak skal du have. Det luner altid med et kram.