Har du tålmodighed?

hmmm .. nej -

ikke hvis jeg selv skal sige det i hvert fald.   meeeennn ..

fik at vide af dp den anden dag at jeg godt nok var meget tålmodig ... og at jeg måske skulle lade være med det .. det ender nemlig altid med at jeg skal tage kampene alligevel ...  hvilket vil sige at vi måske har brugt 5-8 min på at nu skulle hun også lege færdig med den scooter for nu skulle vi hjem .. til at jeg IGEN må føle ALLE folk glor på mig fordi hun IGEN SKRIGER ½vejs hjem ...  og hvorfor bruger jeg så den ekstra tid ??? .. tjae .. jeg har en mavefornemmelse der siger mig at min datter skal advares 5 min før (eller lidt længere måske) der skal ske noget ... især er det længere hvis vi skal ud ad døren eller hjem fra dp ...

 

Hun kan ISÆR ikke finde ud af hvis noget ikke er som det plejer ... den anden dag blev hun hentet mellem legestue og dp (fordi dp var den sidste og ikke ville kukkelure i legestuen helt alene)  ... hun blev helt ulykkelig...

 

men jeg må indrømme at min tålmodighed for tiden bliver sat på prøve ... der skal prøves grænser .. igen og igen og igen og igen ...

Serina er 22 mdr

Serinasmor

 

 

Nicolinesmor170510 skriver:

Puha, jeg synes godt nok, at tålmodigheden er på prøve ind imellem..

De sidste par mdr. har ikke været så slemme, og vi har haft det rigtig godt, men frygter, når hun igen skal prøve tålmodigheden af..

Selvom jeg nu nok er meget pædagogisk, og føler, at jeg tackler de trælse situationer rigtigt, er der dog visse situationer, hvor jeg kommer til at sige ting jeg alligevel ikke mener, eller hæver stemmen lidt for højt, eller tidspunkter, hvor jeg måske ikke skulle have givet efter.. Jeg er dog god til at undskylde og fortælle hende hvis jeg var unfair, specielt, så hun også lærer at undskylde overfor fejl..

Hvordan har i det med tålmodigheden!? Er i bare tålmodige generelt? Hvad kan få jer til at koge over, eller gøre/sige ting i måske ikke mente helt så hårdt?

Min datter er fra maj 2010.

Bare vent til børnehavealderen Hehe... De er jo ENGLE når de er under 2 år (derfor arbejder jeg i vuggestue og ikke børnehave )

Jeg er meget tålmodig med nogle ting og ikke så meget med andre. Er meget mere tålmodig på arbejde end jeg er med David på 5 år   og er endnu mindre tålmodig med min kæreste

MinNoah skriver:

Jeg PRØVER virkelig!  Og nogle gange lykkes det og jeg synes jeg håndterer situationen super fint.. Andre gange ja så gør/siger jeg ting jeg fortryder fordi min dreng på 2,5 år kan drive mig derud hvor jeg virkelig for længst ha mistet tålmodigheden!!!

Og Nej jeg kunne aldrig drømme om at slå ham eller noget som helst! Men jeg har (måske for ofte) hævet stemmen overfor ham når han fx bliver VED med at hoppe i sofaen, eller når han nægter at få sit overtøj på... Vi er begge to rigtig stædige personer... Men også kærlige.. Jeg indrømmer altid hvis jeg har gjort noget "forkert" og siger fx " mor råbte af dig, det var ikke meningen, det må du undskylde".

men selvom vi kan "skændes" min søn og jeg så er vi også begge utrolig kærlige og elsker at putte og kramme ;-)

Men om jeg er tålmodighed, hmm.... Ikke ret  meget 

Godt at hører, at der er andre som mig

Misforstå mig nu ikke, jeg er jo ikke en ond mor, der kun er en utålmodig satan Jeg KAN også være ret sød.. Hihi...

Tin skriver:

Som udgangspunkt er jeg MEEEGET tålmodig hvad angår mine børn. Og jeg vil mene at min tålmodighed er kommet gennem årene, hvis man kan sige det sådan. Jeg har en rigtig pubetetspige på 16, en prepubetet dreng på 13, en søn med ADHD på 10, en datter på 7 der pt er i en fase hvor alt skal dikuteres og "hvorfor" er ynglingsordret og en 3-årig søn i trods alderen........Jeg er bare nødtil at være tålmodig, for at overleve

Jeg elsker mine unger og de forskellige faser de gennemgår, og jeg vægter mine kampe med omhu. Det der virkelig kan få mig i det røde felt er hvis de gør mig bange. Feks hvis jeg ikke ved hvor de er, eller hvis en kravler for højt op (når jeg har sagt nej) og alligevel svatter ned....eller en der er faretruende tæt på vejen med fodbolden....puha så bliver jeg bange og det får de atvide og de kan også straks både se og høre at nu er mor virkelig gal......men jeg fortæller dem altid at det var fordi jeg blev bange for deres sikkerhed.

Jeg kan ikke blive overvældene vred over de grænser de afprøver, dem tager jeg oftest med et smil og en skuldertrækning......og en meget dyb vejrtrækning

Puha, du har da virkelig også lige din sag for, lige pt. var!?

Jeg skal vidst ikke klage.. Jeg har kun en. - En lille en, som ikke har gjort mig bange endnu med oplevelser som dine. Men jeg er da helt sikker på at netop de ting, kan få mig til at flejne fuldstændig.. Altså det at jeg bliver bange, vil slå mig helt ud - som en hver anden forældre..

Tak for dit svar.. Jeg er sikker på, at jeg blive mere tålmodig med tiden.. - Jeg er jo også kun lige i begynderfasen endnu, hvad angår morrollen.. (Det er som oftest min undskyldning) haha

serinasmor skriver:

hmmm .. nej -

ikke hvis jeg selv skal sige det i hvert fald.   meeeennn ..

fik at vide af dp den anden dag at jeg godt nok var meget tålmodig ... og at jeg måske skulle lade være med det .. det ender nemlig altid med at jeg skal tage kampene alligevel ...  hvilket vil sige at vi måske har brugt 5-8 min på at nu skulle hun også lege færdig med den scooter for nu skulle vi hjem .. til at jeg IGEN må føle ALLE folk glor på mig fordi hun IGEN SKRIGER ½vejs hjem ...  og hvorfor bruger jeg så den ekstra tid ??? .. tjae .. jeg har en mavefornemmelse der siger mig at min datter skal advares 5 min før (eller lidt længere måske) der skal ske noget ... især er det længere hvis vi skal ud ad døren eller hjem fra dp ...

 

Hun kan ISÆR ikke finde ud af hvis noget ikke er som det plejer ... den anden dag blev hun hentet mellem legestue og dp (fordi dp var den sidste og ikke ville kukkelure i legestuen helt alene)  ... hun blev helt ulykkelig...

 

men jeg må indrømme at min tålmodighed for tiden bliver sat på prøve ... der skal prøves grænser .. igen og igen og igen og igen ...

Serina er 22 mdr

Serinasmor

 

 

Hold da op..

Men jeg må sige, at jeg faktisk også er tålmodig hvad afhentning angår.. Når jeg kommer i dp'en og henter hende, er hun altid igang med noget, og det synes jeg hun skal have liv til at gøre færdig.. Men når jeg så har fået nok og vil hjem, så vil jeg bare hjem! Og dér skal jeg nok lærer, at hun selvf. ikke forstår, hvorfor hun pludselig skal hjem her og nu, når mor lige har sat og leget med hende derovre.

Men vi lærer vel forhåbentlig med tiden, at blive rigtig tålmodige forældre.. - Det er i hvertfald min mission..

DAs mor skriver:

Bare vent til børnehavealderen Hehe... De er jo ENGLE når de er under 2 år (derfor arbejder jeg i vuggestue og ikke børnehave )

Jeg er meget tålmodig med nogle ting og ikke så meget med andre. Er meget mere tålmodig på arbejde end jeg er med David på 5 år   og er endnu mindre tålmodig med min kæreste

Jeg arbejder selv i en vuggestue, og det er bare som om, at når jeg er på arbejde, så er det noget andet.. Jeg skal måske alligevel være der til kl 16.00 og så kan jeg lige så godt se barnet tager lidt mere tid med at tage overtøj på, end at skynde på barnet..

På arbejdet er jeg enormt tålmodig, men med min egen er det lidt svære.. Måske har jeg brugt alt min tålmodighed på arbejdet, så der ikke er mere hjemme..