Når far og mor ikke snakker så godt sammen

Anonym skriver:

Er lige anonym, selvom nogen måske ved hvem jeg er. Nå, nu til sagen.

Faren og jeg har ikke været sammen mens vi har været forældre. Vores venskab er gået op og ned, og der er sket en del ting som gør, at jeg ikke kan arbejde videre med ham nu. Jeg har prøvet at kommunikere godt med ham, men han er ikke indstillet på det samme. Derfor har jeg valgt IKKE at ville snakke m ham andet end når vi henter / bringer og så selvfølgelig hvis han har spørgsmål til vores barn.

Men hvad gør man så, når ens barn bliver større? HVordan forklarer man på en pæn måde, at man ikke kan lide og ja faktisk næsten hader ens barns far???????????????

Man skal jo virkelig passe på havd man siger, for ikke at såre ens barn. Jeg kan bare ikke spille skuespil og kaste rundt om mig med lyserøde gloser, når han er sådan et svin overfor mig rent ud sagt. Heller ikke engang for vores barns skyld. jeg føler at vores barn skal have sandheden - pakket ind selvfølgelig, men dog sandheden om,at mor og far ikke kan lide hinanden. Argh.... jeg synes det er svært.

Hvad gør I / har I gjort?? Eller hvad tænker i derom, hvis I står i samme situation som mig?? Hjælp!

jeg synes det ærgeligt at du har et behov for at give dit barn dine følelser, det har ikke selv valgt sin mor eller far og elsker jer begge lige højt, uanset hvad du fortæller og gør.

børn er noget af det mest loyale du kan finde, især mod sine forældre.

 

hvad ville du få ud af at fortælle dit barn at du synes det´s far er en idiot og du ikke kan foredrage ham???

 

min eks er nok også den største idiot på gud grønne jord, men der ingen tvivl om at mit barn elsker sin far og ser meget op til sin far og det han gør.

at jeg så kan sidde og bande og svovle over ham fordi han ikke har styr på sit liv, tag overhovedet(iøjeblikket) eller finder på andre ting, så han svigter sin søn og samværdsaftale. det får min søn ALDRIG at vide

jeg hader ham, jeg virkelig, virkelig hader ham, men selv ikke engang han ved det, for det meget nemmere at få samværdet til at køre når han tror jeg vil ham det godt.

på den måde kan jeg stå der 100% når han svigter min søn, eller nå at forberede ham lidt på at far, desværre ikke kan hente ham denne gang(hellere), men at han er så heldig at ham og jeg så bare får endnu mere kvalitetstid sammen.

 

så mit råd er at uanset hvor svært du synes det er, og hvor forkert du synes det er for dig, så er og bliver det dit barn det handler om, om hvordan det føler og har det.

og jo ældre det bliver, jo mere kan det godt selv se tingene og du vil med tiden lære at lukke af og have et *ansigt* på når det kommer til din eks, et *ansigt* hvor du, når du lægger det fra dig, ligger alle irretationerne væk sammen med.

men det tager tid, og er en møg hård proces at nå dertil, men det er absolut det hele værd, især for dit barn.

 

min erfaring med min søn er at han jo klart elsker sin far, meeen han er nu 10 år og er så småt ved at vælge ham fra selv. fordi der i mit hjem er stabilitet, kærlighed, tryghed og altid en at tale med som ikke nedgør eller taler dårligt om hans far, når han har behov for at komme af med nogle af de ting han spekulere på.

 

jeg håber du virkelig vil overveje at lade vær med at fortælle dit barn noget om hvordan du føler, lad det danne sin egen mening.

 

 

RGN skriver:

Det er også mega svært, men der er to årsager til, at jeg kan finde ud af det.

1) Jeg vil ikke påvirke mit barn. Han skal have lov til at elske sin far, uanset hvad jeg mener om ham.

2) Hvis jeg udsender negativ energi, vil det også påvirke mig selv og så får jeg en dårlig dag, når jeg har afleveret vores søn. Og den magt skal han i hvert fald ikke have.

Det bliver nok lettere med tiden.

Jeg håber inderligt, at du har ret

SjeBets skriver:

Det gør man ikke ! min eks bankede mig, han var mig utro et hav af gange, gik fra mig da han endelig fik gjort nabo konen gravid, og efterlod alt gæld til mig at betale så jeg blev regristreret som dårlig betaler og meget mere. Jeg hadet ham en periode. men for min søns skyld viste og viser jeg det ikke. Jeg hader ham ikke mere, jeg er lidt ligeglad med ham og hans ynkelig forsøg på at forringe mit liv. manden er ikke i mine tanker anden når jeg henter ham. Han skal ikke forringe mit liv mere. Derfor gider jeg ikke bruge energi på at hade ham, du bruger mere energi på at hade end på at være ligeglad. Og det irritere dem også mere hvis du er ligeglad med dem og deres mærkelige ideer 

Jeg er også MEGET ligeglad med det, som han foretager sig!! Og ja, det er bedre end had - helt enig

karina1980 skriver:

jeg synes det ærgeligt at du har et behov for at give dit barn dine følelser, det har ikke selv valgt sin mor eller far og elsker jer begge lige højt, uanset hvad du fortæller og gør.

børn er noget af det mest loyale du kan finde, især mod sine forældre.

 

hvad ville du få ud af at fortælle dit barn at du synes det´s far er en idiot og du ikke kan foredrage ham???

 

min eks er nok også den største idiot på gud grønne jord, men der ingen tvivl om at mit barn elsker sin far og ser meget op til sin far og det han gør.

at jeg så kan sidde og bande og svovle over ham fordi han ikke har styr på sit liv, tag overhovedet(iøjeblikket) eller finder på andre ting, så han svigter sin søn og samværdsaftale. det får min søn ALDRIG at vide

jeg hader ham, jeg virkelig, virkelig hader ham, men selv ikke engang han ved det, for det meget nemmere at få samværdet til at køre når han tror jeg vil ham det godt.

på den måde kan jeg stå der 100% når han svigter min søn, eller nå at forberede ham lidt på at far, desværre ikke kan hente ham denne gang(hellere), men at han er så heldig at ham og jeg så bare får endnu mere kvalitetstid sammen.

 

så mit råd er at uanset hvor svært du synes det er, og hvor forkert du synes det er for dig, så er og bliver det dit barn det handler om, om hvordan det føler og har det.

og jo ældre det bliver, jo mere kan det godt selv se tingene og du vil med tiden lære at lukke af og have et *ansigt* på når det kommer til din eks, et *ansigt* hvor du, når du lægger det fra dig, ligger alle irretationerne væk sammen med.

men det tager tid, og er en møg hård proces at nå dertil, men det er absolut det hele værd, især for dit barn.

 

min erfaring med min søn er at han jo klart elsker sin far, meeen han er nu 10 år og er så småt ved at vælge ham fra selv. fordi der i mit hjem er stabilitet, kærlighed, tryghed og altid en at tale med som ikke nedgør eller taler dårligt om hans far, når han har behov for at komme af med nogle af de ting han spekulere på.

 

jeg håber du virkelig vil overveje at lade vær med at fortælle dit barn noget om hvordan du føler, lad det danne sin egen mening.

 

 

100 % enig

Hejsa!

 

Har lige et spørgsmål ift. emnet, "Når mor og far ikke kan sammen", som jeg håber I kan hjælpe mig med. Jeg har et barn med en, som jeg simpelthen ikke kan samarbejde med, aftaler brydes og eksen gør som det passer. Meget manipulerende. Jeg har fået styr på det meste, men men men, han kommer uanmeldt på min adresse, for at aflevere ting til vores dreng på 10, uden for hans samvær. Eks. han mener lige at vores dreng har brug for et par sokker, så det skal han da lige aflevere, selv om han har ham et par dage efter! Hvordan kan jeg forhindre at han kommer i tide og utide?

 

Håber I kan hjælpe!

delimus skriver:

Du er simpeltlhen nød til at holde mund over for dit barn!
Det skylder du ham/hende.

Barnet har ikke selv valgt at stå i denne situation og kan nem komme til at føle sig som en lus mellem to negle, hvis du virkelig giver udtryk for dine følelser.

Min mand har ingen kontakt what so ever med sin far eller hans familie, fordi hans mor har ALDRIG lagt skjul på sine følelser i den retning og det er sgu synd! 

mariamus2 skriver:

Hejsa!

 

Har lige et spørgsmål ift. emnet, "Når mor og far ikke kan sammen", som jeg håber I kan hjælpe mig med. Jeg har et barn med en, som jeg simpelthen ikke kan samarbejde med, aftaler brydes og eksen gør som det passer. Meget manipulerende. Jeg har fået styr på det meste, men men men, han kommer uanmeldt på min adresse, for at aflevere ting til vores dreng på 10, uden for hans samvær. Eks. han mener lige at vores dreng har brug for et par sokker, så det skal han da lige aflevere, selv om han har ham et par dage efter! Hvordan kan jeg forhindre at han kommer i tide og utide?

 

Håber I kan hjælpe!

For det meste læser folk bare det oprindelige indlæg og svarer på det, så hvis du skal have svar, bliver du nok nødt til at lave en ny tråd

Held og lykke!

Jeg kan godt forstå, at du synes det er svært

Min datter er nu 6 år, og det er 2½ år siden jeg flyttede fra hendes far.

Hun har indtil nu fået af vide, at det bare var fordi at vi ikke kunne finde ud af det sammen, men det er ikke nok for hende mere. Hun er begyndt at fortælle om det hun kan huske, som fx at far slog mig, skubbede mig, og råbte og skreg af mig Hendes far var/er alkoholiker og psykisk syg, noget som hun jo skal forholde sig til, da det betyder store svigt i hendes liv.

Så hun ved nu, at grunden til at far gjorde de ting hun husker, er fordi at han nogengange kan finde på at drikke øl, og det kan far ikke tåle. Grunden til at hun har fået det af vide, er kun fordi hun selv husker noget, og fordi han pt igen sidder fængslet for vold af særlig farlig karakter, så hun havde brug for at vide, hvad det er der sker med far hele tiden.

Jeg valgte ikke at sige at far er slem, men at det er alkoholen, som far ikke kan tåle, som gør at han nogengange er sådan, og at han gør de ting han gør.

Det kan godt være i ikke kan lide hinanden, men det skal jeres barn ikke lide under.

Synes det lyder lidt som manglende konfliktløsning, og måske i skulle snakke om det istedet for at gå og hade hinanden ?