Når far og mor ikke snakker så godt sammen

Er lige anonym, selvom nogen måske ved hvem jeg er. Nå, nu til sagen.

Faren og jeg har ikke været sammen mens vi har været forældre. Vores venskab er gået op og ned, og der er sket en del ting som gør, at jeg ikke kan arbejde videre med ham nu. Jeg har prøvet at kommunikere godt med ham, men han er ikke indstillet på det samme. Derfor har jeg valgt IKKE at ville snakke m ham andet end når vi henter / bringer og så selvfølgelig hvis han har spørgsmål til vores barn.

Men hvad gør man så, når ens barn bliver større? HVordan forklarer man på en pæn måde, at man ikke kan lide og ja faktisk næsten hader ens barns far???????????????

Man skal jo virkelig passe på havd man siger, for ikke at såre ens barn. Jeg kan bare ikke spille skuespil og kaste rundt om mig med lyserøde gloser, når han er sådan et svin overfor mig rent ud sagt. Heller ikke engang for vores barns skyld. jeg føler at vores barn skal have sandheden - pakket ind selvfølgelig, men dog sandheden om,at mor og far ikke kan lide hinanden. Argh.... jeg synes det er svært.

Hvad gør I / har I gjort?? Eller hvad tænker i derom, hvis I står i samme situation som mig?? Hjælp!

Anonym skriver:

Er lige anonym, selvom nogen måske ved hvem jeg er. Nå, nu til sagen.

Faren og jeg har ikke været sammen mens vi har været forældre. Vores venskab er gået op og ned, og der er sket en del ting som gør, at jeg ikke kan arbejde videre med ham nu. Jeg har prøvet at kommunikere godt med ham, men han er ikke indstillet på det samme. Derfor har jeg valgt IKKE at ville snakke m ham andet end når vi henter / bringer og så selvfølgelig hvis han har spørgsmål til vores barn.

Men hvad gør man så, når ens barn bliver større? HVordan forklarer man på en pæn måde, at man ikke kan lide og ja faktisk næsten hader ens barns far???????????????

Man skal jo virkelig passe på havd man siger, for ikke at såre ens barn. Jeg kan bare ikke spille skuespil og kaste rundt om mig med lyserøde gloser, når han er sådan et svin overfor mig rent ud sagt. Heller ikke engang for vores barns skyld. jeg føler at vores barn skal have sandheden - pakket ind selvfølgelig, men dog sandheden om,at mor og far ikke kan lide hinanden. Argh.... jeg synes det er svært.

Hvad gør I / har I gjort?? Eller hvad tænker i derom, hvis I står i samme situation som mig?? Hjælp!

Det gør man IKKE......

Uanseet grund, så er det værste man kan gøre at svine hinanden til. Der er mange andre muligheder for at sige at far og mor er ikke så gode til at snakke sammen.......

 

Jeg kan ikke komme med de gode råd, men blot af erfaring fortælle at det ville være et meget dårligt træk at sige du hader ham...

Carina

Vil heller ikke bruge ordet 'hade'... men kan ens barn acceptere at 'vi kan ikke så godt snakke sammen', som værende grund nok til det?

Faren smuttede tidligt i graviditeten, så jeg har tænkt mig at fortælle mit barn, at det var ham der gik, mens vores barn var i maven. Han gjorde mor ked af det, og derfor kan vi ikke snakke sammen så godt nu. Er det for groft??? Mit barn skylder  jeg at give sandheden

Anonym skriver:

Vil heller ikke bruge ordet 'hade'... men kan ens barn acceptere at 'vi kan ikke så godt snakke sammen', som værende grund nok til det?

Faren smuttede tidligt i graviditeten, så jeg har tænkt mig at fortælle mit barn, at det var ham der gik, mens vores barn var i maven. Han gjorde mor ked af det, og derfor kan vi ikke snakke sammen så godt nu. Er det for groft??? Mit barn skylder  jeg at give sandheden

jeg ville ALDRIG og jeg mener ALDRIG nogensinde blande mit barn ind i en konflikt som du har med barnets far, for det fortjener barnet nemlig IKKE. Et barn fortjener en tryg og god barndom uden at skulle tage hensyn til om mor ikke kan lide far eller omvendt.

Jeg ville godt nok selv blive stiktosset hvis min mor blandte mig ind hendes forhold til min far, hvis de gik fra hinanden. og jeg er endda voksen

Anonym skriver:

Vil heller ikke bruge ordet 'hade'... men kan ens barn acceptere at 'vi kan ikke så godt snakke sammen', som værende grund nok til det?

Faren smuttede tidligt i graviditeten, så jeg har tænkt mig at fortælle mit barn, at det var ham der gik, mens vores barn var i maven. Han gjorde mor ked af det, og derfor kan vi ikke snakke sammen så godt nu. Er det for groft??? Mit barn skylder  jeg at give sandheden

Små børn synes jeg ikke har brug for en stor grundig forklaring. Mor og far kan ikke finde ud af at bo sammen og de kan ikke snakke så godt med hinanden.

Mere ville jeg ikke sige. Jeg er ikke enig i at du skal ind på at "far gjorde mor ked af det"  møllen. Så vil du uanset om det er meningen eller ej, pådutte dit barn at "far er den slemme" og det behøver børn ikke at høre om deres forældre. Jeg ville holde mig neutral og kun svare hvis spurgt

Carina

Anonym skriver:

Vil heller ikke bruge ordet 'hade'... men kan ens barn acceptere at 'vi kan ikke så godt snakke sammen', som værende grund nok til det?

Faren smuttede tidligt i graviditeten, så jeg har tænkt mig at fortælle mit barn, at det var ham der gik, mens vores barn var i maven. Han gjorde mor ked af det, og derfor kan vi ikke snakke sammen så godt nu. Er det for groft??? Mit barn skylder  jeg at give sandheden

Jeg forstår ikke rigtig hvorfor du skylder dit barn at fortælle det noget dårligt om dets far? Jeg er ret sikker på at barnet nok selv skal danne sin egen mening, og uanset hvordan du siger det så er børn utroligt loyale over for deres forældre. Hvordan ville du have det med at din eks fortalte dårlige ting om dig til jeres barn? Hvis jeg var dig ville jeg holde mig for god til den slags mudderkastning, jeg ville holde min mund og hvis barnet selv spørger hvorfor mor og far ikke taler sammen så ville jeg pakke det pænest muligt ind og prøve at forklare at mor og far bare er så forskellige at det er lidt svært men at vi begge elsker barnet. Jeg ved at børn tit ender med at "hade" den forældre der bagtaler den anden forældre.

Vores den store er 6 år og forstår mere end man lige regner med og det begynder de hurtig på.. Jeg kan ikke fordrage bio mor.(og tror heller ikke hun kan lide mig) efter min mening burde hun finde et hul og grave sig ned og blive der.. Tammie bor ved os og ser kun bio mor sjældent. I mine tanker hun min!! Men Tammie ved ikke jeg har det sådan.

Men for Tammies skyld snakker vi PÆNT sammen. vi snakker ikke om andet end hvad der ved røre Tammie. Tammie spurgte for noget tid siden om jeg ikke skulle være veninder med bio mor.. Mit svar var nej lille skat det skal jeg ikke vi har ikke så meget tilfælles andet end dig...

Mit råd, hold dine følelser for dig selv til barnet er teen og ved hvad de forskellige følelser har og sige

Første et stort kram til dig
Nu kan jeg ikke snakke om mit eget tilfælde for har et rigtig godt forhold til Lasses far selv om vi ikke er sammen men min kæreste og hans ex kan stort set ikke snakke sammen ang Loke( kærestens søn)
Det var så slemt af de kun snakke sammen igemmen en advokat det første 1½ år.
I det her tilfælde er det moren der er en K...... og ikke tage sit ansvar som mor og hiver Lokes Far ind i stadsforvaltningen hele tiden og anklager ham for en masse hele tiden.
Det skal siges af Loke bor hos hans far.
Loke bliver slet ikke blandet ind i det og han har bare app af mor og far slet ikke ser hinanden der bliver afleveret og hente i børnehaven
Han har ikke fået andet og vide end mor og far kan ikke snakke sammen og det har han det fint med

Jeg kan SÅ godt følge dig. Men jeg synes ikke du skal fortælle noget til dit/dine barn/børn om det. Fordi barnet forstår det ikke så godt. Du kan bare sige at I ikke er "kærester" mere og så er det det. Her er faren holdt op med og snakke med mig pga hans daværende kæreste. Hun blandede sig i vores "forhold" som forældre, og svinede mig til på facebook og det fandt jeg mig ikke i og fortalte hende at hun skulle blande sig uden om i samme tone som hun gav mig. Efter det, så slettede han mig fra ALT. Facebook, msn og you name it... Totalt barnligt altså. Men det er jo hans valg. Når min ældste datter på snart 7 år spørger hvorfor far ikke kommer og ser hende og hendes søster, så må jeg sige sandheden og sige at jeg virkelig ikke aner hvorfor.

Anonym skriver:

Er lige anonym, selvom nogen måske ved hvem jeg er. Nå, nu til sagen.

Faren og jeg har ikke været sammen mens vi har været forældre. Vores venskab er gået op og ned, og der er sket en del ting som gør, at jeg ikke kan arbejde videre med ham nu. Jeg har prøvet at kommunikere godt med ham, men han er ikke indstillet på det samme. Derfor har jeg valgt IKKE at ville snakke m ham andet end når vi henter / bringer og så selvfølgelig hvis han har spørgsmål til vores barn.

Men hvad gør man så, når ens barn bliver større? HVordan forklarer man på en pæn måde, at man ikke kan lide og ja faktisk næsten hader ens barns far???????????????

Man skal jo virkelig passe på havd man siger, for ikke at såre ens barn. Jeg kan bare ikke spille skuespil og kaste rundt om mig med lyserøde gloser, når han er sådan et svin overfor mig rent ud sagt. Heller ikke engang for vores barns skyld. jeg føler at vores barn skal have sandheden - pakket ind selvfølgelig, men dog sandheden om,at mor og far ikke kan lide hinanden. Argh.... jeg synes det er svært.

Hvad gør I / har I gjort?? Eller hvad tænker i derom, hvis I står i samme situation som mig?? Hjælp!

Du er simpeltlhen nød til at holde mund over for dit barn!
Det skylder du ham/hende.

Barnet har ikke selv valgt at stå i denne situation og kan nem komme til at føle sig som en lus mellem to negle, hvis du virkelig giver udtryk for dine følelser.

Min mand har ingen kontakt what so ever med sin far eller hans familie, fordi hans mor har ALDRIG lagt skjul på sine følelser i den retning og det er sgu synd!