Kloster skriver:
Arhh....... Det knuer helt i maven, når du skriver det.
SÅÅÅÅ uetisk!!!!!!!!!!!
Nu er jeg praktikvejleder og jeg går rigtig meget ind for etik, opservationer, reflektioner, arbejdsmiljø osv. Og det der, du skriver er nærmest strafbart!!
Det var også virkelig virkelig forfærdeligt!!! Efter min morfar døde, valgte min mor og jeg at gå til ledelsen (forstanderen) og fortælle om vores oplevelser. Hun var dybt rystet. Der var mere end rigeligt til at min morfars primære person skulle fyres, men det var slet ikke det vi ønskede! Så ville hun jo bare blive ansat et andet sted og fortsætte med at være lige så...øh...jeg ved slet ikke hvad jeg skal kalde det. Vi så langt hellere at hun blev guidet lidt på plads, i at ældre på et plejehjem også er mennesker med følelser.
Min mor og jeg havde passet min morfar i 2 år før han kom på plejehjem, og med passet mener jeg: lavet mad, taget ham i bad, hjulpet ham i tøjet, ordnet toiletbesøg osv.
Da han kom på plejehjem var min mor og jeg der mindst en gang om dagen hver. Det vil sige at han minimum fik besøg 2 gange om dagen og ofte var både min mor og mig der 2 gange i løbet af en dag, det vil sige at han fik 4 besøg i løbet af sådan en dag.
I forhold til mit øvrige liv, så passede det mig bedst at komme om morgen, og det var jo også helt fint, for så kunne jeg hjæpe ham med at få tøj på og få morgenmad. Det blev jeg nægtet!!! Jeg fik simpelthen forbud med at komme på plejehjemme før kl 10.00 om formiddagen, for før kunne de ikke nå at få ham op. Øhhh...nej, det behøvede de sådan set heller ikke, for det ville jeg gerne!!! Så fik jeg besked på at jeg skulle se at få 'et naturligt' forhold til min morfar! Øhhhh....jeg har et meget afslappet og naturligt forhold til min morfar. Jeg har ligesom passet og plejet ham inklusiv al intim hygienge i 2 år, TO ÅR!!! -og pludselig må jeg ikke hjælpe ham i tøjet!!!
Der var ingen tvivl om at hende der var der om dagen, ikke kunne døje at min mor og mig var der så meget. Dem på aftenvagt snakkede jeg rigtig godt med, og de fortalte flere gange, at de jo ikke rigtig kunne sige noge,t for ikke at sladre om deres kollega, men at de virkelig ville opfordre os til grundigt at gennemgå hvad min morfar fik af medicin, og at der i det hele taget var problemer med pasningen af ham. Det kunne vi jo sagtens selv se, men pyha hvor er det bare svært, når man står midt i det, og er dybt afhængig af de personer der skal tage sig af et mennesker der står en så nær!
Hele behandlingen af min morfar var bare så uværdig! Han har aldrig haft problemer med at tisse i buskerne. Der har været en lille sjat der røg i buskerne, men ikke mere end at det kun var underbukserne der var lidt våde, og han havde selv fundet en god løsning med at bruge et trusseindlæg (altså dame-trusseindlæg. Han havde ikke engang brug for et bind!!!). Da han kom på plejehjem gav de ham ble på, for det var meget nemmere, for så behøvede han ikke at gå ud og tisse, og iøvrigt kunne de ikke håndtere at han bruge trusseindlæg. Øhh...det var jo ikke DEM der skulle håndtere det!!! Det gjorde han jo selv!!! -og vi købte dem ind, så det var jo ikke engang noget de skulle stå for.
Pludselig en dag sad han i kørestol. Da vi spurgte hvorfor, var forklaringen at de synes det tog for lang tid for ham at gå ned i spisesalen, det var meget hurtigere at kører ham, og iøvrigt måtte han ikke spise selv, det tog også for lang tid. Så dt tvangsmadede ham, med det resultat at han ikke ville spise! Det tror da pokker, det er da så nedværdigende at få proppet maden ned i halsen. Vi måtte ikke spise med ham, da de var 'synd' for de andre beboere når de ikke havde pårørende med til spisning og iøvrigt var der ikke stole nok. Det var forbudt at spise på værelset, så vi måtte heller ikke sidde på værelset med ham.
Åh...det var så forfærdeligt!!! Det tog plejehjemmet 6 uger at slå ham ihjel! -For det var hvad de gjorde. Med helt vild overmedicinering, gav ham vanddrivende, på trods af at han ikke fik noget at drikke. Når jeg kom, fik jeg nogen gange besked på at få ham til at sluge den pille han havde i munden, men han var helt udtørret i munden af ikke at få væske og vanddrivende samtidig. Han kunne ikke sluge pillerne, og de blev jo ikke rigtig opløst i den tørre mund! Da han holdt op med at spise efter de begyndte at tvangsmade ham, så betød det at han ikke fik noget mad i de sidste 5 uger han levede, og han fik stort set ikke noget at drikke. Han blev selvfølgelig vildt afkræftet af det! -og sløv og dårlig...og så var det at de begyndte at fylde ham med alt mulig lort. Vi havde kontakt til lægen og hun havde IKKE ordineret det, men hans primære person (hende vi havde et meget anstrengt forhold til) gav ham alligvel i store mængder. Suk suk og atter suk!!! Det gjorde bare så usigeligt ondt dengang det stod på, og jeg har det stadig virkelig dårligt når jeg tænker tilbage på det. Nu er jeg så rædselsslagen ved tanken om at min mor måske en dag skal ende på plejehjem, eller måske mig selv. Men jeg håber virkelig at vi har været ekstemt uheldige og at det ikke er et billed af hvordan det normalt foregår!!!!
Vi oplevede ihvertfald ikke at vi som pårørende at magt til noget som helst! På trods af at vi var der så meget.
