Vuggedød

Jeg går konstant med frygten for at det vil ske for mit barn, selvom det sker så sjældent! Tænkte på om det er meget normalt, eller jeg bare skal slå det ud af hovedet?

Er det noget du tænker på eller har du måske oplevet det?

Anonym skriver:

Jeg går konstant med frygten for at det vil ske for mit barn, selvom det sker så sjældent! Tænkte på om det er meget normalt, eller jeg bare skal slå det ud af hovedet?

Er det noget du tænker på eller har du måske oplevet det?

Jeg tænker ikke så meget på det mere, men er meget bange for det og tjekker tit Silas når han sover.... Jeg var rigtig bange i starten og tænkte også meget på det der... Så har derfor svaret den første....

Men det bliver bedre med tiden kan jeg hilse at sige... Vi frygter jo hele tiden at der skal ske vores små pus noget, men frygten bliver overtaget af accepten om at vi ikke rigtig kan pakke dem ind i vat hele tiden også

Jeg har stemt at jeg aldrig tænker over det.

Vuggedødsrisikoen er faldet drastisk efter der blev indført retningslinier omkring rygning på børns værelser og at de skal ligge på ryggen og sove. Ret simple ting at overholde

Skulle jeg gå og bekymre mig, ville mit liv ikke gå ud på andet. Jeg styrer de ting jeg selv har kontrol over, jeg lærer min dreng sunde, gode vaner. Jeg lever mit liv ligenu - smerten kan komme omgående, uden varsel - jeg vil nyde alt min tid uden den.

Ja, det er jeg da, og jeg tænker skam også på det - men ikke hele tiden.

Anonym skriver:

Jeg går konstant med frygten for at det vil ske for mit barn, selvom det sker så sjældent! Tænkte på om det er meget normalt, eller jeg bare skal slå det ud af hovedet?

Er det noget du tænker på eller har du måske oplevet det?

Jeg tror det er meget normalt at man som forældre går med den frygt. Jeg kender den også alt for godt. Hvis Ronja har sovet til middag lidt længere tid end ellers kan jeg blive helt nervøs og bange, og når jeg så nærmer mig barnevognen for at tjekke til hende sidder hjertet helt oppe i halsen.

Jeg tror det er en af de mange bekymringer der følger med at være mor Jeg er dog glad for at hun er over 6mdr nu, men alligevel bliver jeg altid bekymret hvis hun ikke har givet lyd fra sig længe.

stm2812 skriver:

Jeg tror det er meget normalt at man som forældre går med den frygt. Jeg kender den også alt for godt. Hvis Ronja har sovet til middag lidt længere tid end ellers kan jeg blive helt nervøs og bange, og når jeg så nærmer mig barnevognen for at tjekke til hende sidder hjertet helt oppe i halsen.

Jeg tror det er en af de mange bekymringer der følger med at være mor Jeg er dog glad for at hun er over 6mdr nu, men alligevel bliver jeg altid bekymret hvis hun ikke har givet lyd fra sig længe.

Ja sådan har jeg det også! Jeg troede en dag at min baby ikke trak vejret, så jeg blev helt panisk og prikkede ham i siden, måske lidt for hårdt endda. Så trak han vejret, men sov heldigvis videre

Jeg har en veninde, hvis søn døde af vuggedød da han var 7 uger gammel.. 4mdr efter hans død fødte jeg vores første datter, og må indrømme at jeg sov ikke særlig meget da hun blev 7 uger, så ved hende tænkte jeg meget over det.. Ved vores datter nr. 2 har jeg ikke tænkt over det

Nej, jeg har ikke spekuleret særlig meget over det, da børnene var helt små.

Jeg fulgte de retningslinjer der er og efter, at de blev indført er risikoen faldet meget drastisk. Jeg tror, at hvis man bekymre sig for meget kunne man ikke bestille andet.

Jonatansmor skriver:

Jeg har stemt at jeg aldrig tænker over det.

Vuggedødsrisikoen er faldet drastisk efter der blev indført retningslinier omkring rygning på børns værelser og at de skal ligge på ryggen og sove. Ret simple ting at overholde

Skulle jeg gå og bekymre mig, ville mit liv ikke gå ud på andet. Jeg styrer de ting jeg selv har kontrol over, jeg lærer min dreng sunde, gode vaner. Jeg lever mit liv ligenu - smerten kan komme omgående, uden varsel - jeg vil nyde alt min tid uden den.

 

Tror det er meget sundt at tænke sådan. For bare man overholder de der regler, så er der ikke mere man kan gøre. Men tror også det er det der er skræmmende, at det kommer helt uden varsel.

Nu er mine børn 2 og 5 år, men jeg tror faktisk aldrig jeg har tænkt over det.. Jeg tror ikke jeg har gjort det fordi jeg ikke har ladet mig selv gøre det, fordi det ville give nogle urolige tanker som -for mig- ikke er nødvendige at gå og have i dagligdagen..