Update: "Ultimatumdag"

Der er jo ingen tvivl om, at hendes "far" er en klaphat af rang.
Det viser hele historien om ham jo fra start til slut.

Synes det er fint, at stille ham et ultimatum og så sige "Kom tilbage i hendes liv, når du rent faktisk kan være der".

Det er godt du har billeder af hendes far og kan snakke med hende om ham, men jeg har gået og tænkt på om det også kan blive for meget?
Tænker på om man måske kan plante et savn i hende ved at integrere ham for meget ved at tale om ham dagligt. (Ved jeg ikke om I gør)
Men han kan måske komme til at fylde så meget i hende, at hun kommer til at savne ham, alene ud fra de forestiller hun får om hvordan det ville være, at have ham i sit liv.

Jeg ved ikke om jeg får formuleret mig klart, men håber du forstår hvad jeg forsøger at sige.

millemai skriver:

Jeg har ikke læst alle svar igennem - men kommer lige med input påtrods

Han virker meget egoistisk og følelsesmæssigt manipulerende.  Det virker som om han forsøger at vende situationen, så du skal tage beslutningen for ham. Men det er hævet over enhver tvivl at med sådan en udmelding er det ikke dig der vælger - men ham der har valgt!

Børn har brug for en form for forudseelighed. Og det er ikke godt nok, at man MÅSKE ser far "når det lige passer ham" i "måske 1-2 timer".

 Jeg synes og håber at du forbliver stærk. Jeg ser dit træk mere som, at handle ud fra Lauras interesser (og ikke som et ultimatum) - situationen vil blot blive mere og mere uholdbar som tiden går og hun bliver større. Kan han på et tidspunkt tage ansvar og være til stede, så ville jeg byde ham velkommen. Men indtil at han kunne afsætte minimum 1-2 timer en fast ugedag til sit eget barn - så har han taget et valg.

mange tanker til dig og Laura

Du rammer her lige præcis sømmet på hovedet. Han vender det altid, så det kommer til at handle om mig og om, at det er mig, der har gjort noget galt

Har bare virkelig svært ved at skulle forholde mig til, at Laura aldrig mere skal se sin far

Jeg først give jer en krammer

Og så vil jeg sige, at det er fantastisk for Laura, at hun har en mor, der tager ansvaret - HELE ansvaret - når nu far ikke vil eller kan. Han er en røvbanan, der tydeligvis bærer en bagage af den slags, der betyder, at han lært at det er 'farligt' at tage ansvar og forpligte sig. At han ikke engang vil stå ved den ansvarsløshed, og spiller bolden over på din banehalvdel er meget lavt, MEN sådan fungerer det ikke. Det er HAM der har valgt, uanset hvordan han så pakker det verbalt! Du gør det SÅ godt - og det skal han sgu ikke anfægte med sin vage udspil!

Det er HAM, der vælger fra og det er ham går glip af noget!

En svingdørsfar af den kaliber er Laura vist bedre tjent uden - istedet for at han jævnligt dukker op, og minder hende om al den tid, hvor han ikke prioritere hende. Hun vil sikkert føle, at det er hende der gør noget forkert siden, han ikke kommer så ofte.

Kram fra Trine (der har fulgt med på sidelinjen)

Baagøe skriver:

Du rammer her lige præcis sømmet på hovedet. Han vender det altid, så det kommer til at handle om mig og om, at det er mig, der har gjort noget galt

Har bare virkelig svært ved at skulle forholde mig til, at Laura aldrig mere skal se sin far

Man kan bare ikke styre eller stå til ansvar for andres handlinger. Tro mig, det har kostet mig op til flere psykologtimer at komme frem til den konklusion.

HAN træffer et valg, og selvom det skulle lykkedes ham at overbevise dig, om at valget er dit - så er det ham der har truffet det.

HAN må stå til ansvar for det valg. Det gør han formentligt også i alle andres øjne. Håber du med tiden vil se, at det rent faktisk er hans valg og at I ikke begge får impræget Laura til at tro anderledes.

Du står selvfølgeligt med hverdagen og med din dejlige datter - og skal svare på de spørgsmål der måtte komme. Men det er bare så uendeligt vigtigt, at du ikke tager skylden eller ansvaret for hans valg (som han i virkeligheden kræver af dig). Du skal svare alderssvarende på Lauras spørgsmål, og fortælle at jeres dør altid står åben.

Som RGN skriver et sted (kan ikke huske om det er denne tråd eller en anden), så tror jeg også du skal være opmærksom på ikke at fylde hende med savn. Jeg ved at alt hvad du gør er af kærlighed til hende, men husk, at hun er "opvokset" med denne situation, og jo i sagens natur ikke ved hvad hun går glip af. Bare sørg for at minimer tabet for hende nu ved at kræve kontinuitet af far.

Hold da op han er en padde! (er det ikke dit ord for idiot?)

Ejjj søde søs det gør mig så ondt helt inde i hjertet at han vælger hende fra... Tænk på alt det han faktisk mister og hvor ville jeg ønske at hans valg var anderledes...

Jeg bliver så gal indeni og får endnu mere lyst til at du skal kontakte hans mor ja Laura´s farmor som jo ikke en gang ved at at hendes dejlige barnebarn faktisk er et levende vidunder...

Jeg græder indeni og håber at han godt selv kan se hvor fej han er over for Laura...

Ønsker dig og Laura medvind fremover...

Majbritt

millemai skriver:

Man kan bare ikke styre eller stå til ansvar for andres handlinger. Tro mig, det har kostet mig op til flere psykologtimer at komme frem til den konklusion.

HAN træffer et valg, og selvom det skulle lykkedes ham at overbevise dig, om at valget er dit - så er det ham der har truffet det.

HAN må stå til ansvar for det valg. Det gør han formentligt også i alle andres øjne. Håber du med tiden vil se, at det rent faktisk er hans valg og at I ikke begge får impræget Laura til at tro anderledes.

Du står selvfølgeligt med hverdagen og med din dejlige datter - og skal svare på de spørgsmål der måtte komme. Men det er bare så uendeligt vigtigt, at du ikke tager skylden eller ansvaret for hans valg (som han i virkeligheden kræver af dig). Du skal svare alderssvarende på Lauras spørgsmål, og fortælle at jeres dør altid står åben.

Som RGN skriver et sted (kan ikke huske om det er denne tråd eller en anden), så tror jeg også du skal være opmærksom på ikke at fylde hende med savn. Jeg ved at alt hvad du gør er af kærlighed til hende, men husk, at hun er "opvokset" med denne situation, og jo i sagens natur ikke ved hvad hun går glip af. Bare sørg for at minimer tabet for hende nu ved at kræve kontinuitet af far.

Hold da op han er en padde! (er det ikke dit ord for idiot?)

Mange tak for dit input - det er virkelig nogle rigtig gode ting du skriver

Og ja til det med padde - godt husket!

Hej.

Tænkte jeg ville svare ud fra hvordan jeg oplevede min egen barndom med en uforudsigelig far.

Min far elskede mig, det er jeg sikker på, men han kunne ikke finde ud af at tage ansvar og sætte mine behov før sine egne.

Han skuffede mig gang på gang, meldte sig syg når vi skulle være sammen, påstod bilen var brudt sammen, glemte at hente mig i skole/fritidshjem, kom aldrig til skole/sportsarrangementer... OSV.

Hans problemer gik ud over mig, og som barn gav jeg mig selv skylden... Det måtte jo være fordi jeg ikke var god nok, spændende nok, køn nok osv, at han ikke ville være sammen med mig.

Det har generelt medført, at jeg selv i dag, har problemer med mit selvværd og har svært ved at turde stole på andre... Jeg er bange for at blive valgt fra og forladt når folk finder ud af, at jeg ikke er "god" nok. (ved godt virkeligheden ikke er sådan, men sådan føler jeg det tit).

Derfor: Jeg ville personligt ønske, at min mor havde valgt min far fra for mig (Jeg har selv i dag som voksen valgt ham fra).

Jeg ved ikke hvad det rigtige valg er for dig og Laura, men en uforudsigelig far der ikke tager ansvar kan være rigtig skadelig for et barn.... Og din datter fortjener på ingen måde at opleve, at hendes far vælger hende fra/nedprioriterer hende. Så hellere fylde hendes liv med andre fantastiske mænd (onkler, fætre, venner mm).

Jeg håber ikke mit svar gør dig ked af det, det var bestemt ikke hensigten. Og jeg håber du træffer det valg der er bedst for dig og Laura.

Mvh

Krabben.

Krabben skriver:

Hej.

Tænkte jeg ville svare ud fra hvordan jeg oplevede min egen barndom med en uforudsigelig far.

Min far elskede mig, det er jeg sikker på, men han kunne ikke finde ud af at tage ansvar og sætte mine behov før sine egne.

Han skuffede mig gang på gang, meldte sig syg når vi skulle være sammen, påstod bilen var brudt sammen, glemte at hente mig i skole/fritidshjem, kom aldrig til skole/sportsarrangementer... OSV.

Hans problemer gik ud over mig, og som barn gav jeg mig selv skylden... Det måtte jo være fordi jeg ikke var god nok, spændende nok, køn nok osv, at han ikke ville være sammen med mig.

Det har generelt medført, at jeg selv i dag, har problemer med mit selvværd og har svært ved at turde stole på andre... Jeg er bange for at blive valgt fra og forladt når folk finder ud af, at jeg ikke er "god" nok. (ved godt virkeligheden ikke er sådan, men sådan føler jeg det tit).

Derfor: Jeg ville personligt ønske, at min mor havde valgt min far fra for mig (Jeg har selv i dag som voksen valgt ham fra).

Jeg ved ikke hvad det rigtige valg er for dig og Laura, men en uforudsigelig far der ikke tager ansvar kan være rigtig skadelig for et barn.... Og din datter fortjener på ingen måde at opleve, at hendes far vælger hende fra/nedprioriterer hende. Så hellere fylde hendes liv med andre fantastiske mænd (onkler, fætre, venner mm).

Jeg håber ikke mit svar gør dig ked af det, det var bestemt ikke hensigten. Og jeg håber du træffer det valg der er bedst for dig og Laura.

Mvh

Krabben.

 

Hvor er det dejligt, at læse fra "barnets perspektiv" i sådan en sag som denne. Det du skriver bekræfter mig endnu mere i, at min søn er bedre tjent uden sin far. Hans har har valgt ham fra pga. diverse personlige issues men han kan jo sagtens komme en dag og forsøge, at genetablere kontakten - og der har jeg tænkt, at jeg vil sætte ind med ALT hvad jeg har i mig for, at det ikke skal lykkes ham, at se min søn ... NETOP pga. de ting du skriver her. Min søn er 3 år og har ikke set sin far i 2,5 år så jeg regner ikke med, at han pludselig finder på noget ... Men man ved jo alligevel aldrig! Jeg er ked af din oplevelse med din far men synes det er så fedt, at du er så bevidst omkring dig selv som du er - det er din styrke ... Godt gået!!!

Og Linda ... Ihh jamen altså, - jeg har ikke været aktiv herinde i længere tid og det gør mig ondt, at høre at du stadig bøvler med den stodder der. Og ja han er en EGOISTISK stodder!!! Jeg tror jeg ville vende den lidt og spørge mig selv .... "Er mit barn tjent med en far der ikke ønsker hende 100%"? ...

Knus M

Er ked af at høre at Laura's far er en røv med ører og en hel masse andet, især fordi du jo ønsker han skal være der for hende også.

Du må få lavet en fordel/ulempe-liste ved hans kun måske en gang om ugen besøg. Hvad det kan gøre ved Laura ved at det ikke er fast? Hvad hun mister ved ikke at have en "far"? Hvad hun får ved ikke at have en "far"? osv. osv.

Du klarer det jo super godt uden ham alligevel og må jo bare give Laura nogle andre gode mandlige rollemodeller.

Masser af knus og tanker herfra.

Jeg er ked af at høre at han stadig er lidt vægelsindet omkring hvad han egentlig vil, problemet ligger også lidt i at han lægger ansvaret over på dig så den dag hun står ved hans dør og beder om en forklaring så kan han sige at det var dig der træf den beslutning - og det er sku ikke fair. 

Jeg har truffet den beslutning at mens Nikita er lille dvs. under 4 så vil de her lidt indimellem møder ikke skade (nu er jeg jo også til stedet, men stadig) fordi hun ikke har forstået hans funktion og ikke har et begreb om det endnu, men når hun når den alder eller jeg kan mærke at nu bliver hun ked af det på samme måde som når hun ikke kan se sin moster og sin fætter, så er det der jeg vil sætte det krav op der hedder, du er velkommen i din datters liv altid men med det krav at du ser hende regelmæssig - og det er ikke til forhandling, der er enten eller, fordi i den alder begynder hun og fremover at blive så bevidst om sig selv, sine omgivelser og tid at det vil skade hende hvis han vader ind og ud når det passer ind i hans liv og skema.

Det har jeg meddelt ham og besluttet ud fra det grundlag at det er hendes far, det er den del af hende som der unægtelig vil komme en identitetskrise omkring, og det er hendes ret at kende hendes far - om han så vil det eller ej er op til ham og det er mit job at gøre hvad der står i min magt for at beskytte hende, men hvis han en dag er villig til at tage det ansvar - det fulde ansvar, så ville det at jeg nægter det (medmindre jeg har grund til at tro at det ikke sker) ikke være ud fra hendes interesse på sigt, men hvordan ved man om den far nu er klar til det ansvar - aner det ikke, men jeg håber at hvis den dag komme at jeg så træffer den rigtige beslutning.

Jeg har valgt at tale med Nikitas far om hvad han vil sige den dag hun banker på hans dør hvis han ikke tager ansvarinden, fordi jeg ville konfrontere hans ansvar - jeg mener vi begge har haft et fælles ansvar, derfor ved han hvad jeg har fortalt/vil fortælle om ham/os/hvordan hun blev til og så har jeg bedt ham fortælle mig hvad han ville sige - for det er vigtigt for mig at han ikke fralægger sig ansvaret - måske det var en ide at snakke med >Laura's far om, så du lægger ansvaret tilbage på hans skuldre, så han måske får ind i hovedet at hvis han træffer det her valg så kommer han altså til at stå til ansvar for det en dag... og ikke dig... 

Kæmpe kram Linda