Anonym skriver:
Snakker med manden om at starte PB.. Så kan vi godt, så ikke alligevel.., så måske men så ikke.
Han siger han er bange for at han ikke kan forsørge sin familie, hvilket btw. ikke bliver noget problem.
Han siger at han så ingen frihed kommer til at få. Vi går til noget hver tirsdag, men det er ikke noget jeg har behov for at fortsætte med, men han må hjertens gerne, og de meget få ting vi skal om året, kan vi sagtens få bebs passet. Min mor ville hellere end gerne træde til.
Han siger vores lejlighed er for lille, det er også løgn. Vi ville sagtens kunne få det til at kører rundt.
Det er som om at han er for bange hvis det pludselig kommer for tæt på. Om han nu også kan finde ud af det?
Det lyder måske lidt ondt, men da vi skulle flytte sammen, kom vi begge direkte hjemmefra.. og han var enormt forkælet hjemme ved moar (maden stod på bordet når han kom hjem fra arbejde, alt den tid han har gået i skole, har hun ALTID smurt hans madpakke osv. tøjet blir vasket, hængt op, lagt sammen og lagt i skabet, og hun ryddede sågar hans værelse op!!!!). Da snakken kom på at vi skulle flytte sammen, blev han meget usikker og "åh nej" og "hvad nu hvis" ..
Jeg måtte presse ham ud i det, før der skete noget.. Det var selvfølgelig ikke lige med det samme, men der gik et års tid fra da vi begyndte at snakke om det, til vi rent faktisk flyttede.. men jeg føler virkelig der ikke sker noget før jeg skubber ham ud i det, og det er med samtlige ting..
Jeg er godt klar over at I nu vil dømme på at jeg presser min kæreste til nogle ting, og jeg ved at det selvfølgelig er et stort skridt at flytte hjemmefra første gang, men jeg vil så til mit forsvar sige, at han har indrømmet at han synes det er rigtig rart at være flyttet hjemmefra og han nyder det.
men kan det virkelig være rigtig at jeg så også skal skubbe ham til at starte PB, før han beslutter sig???
Jeg har en fætter på 2 år, som han er så glad for og som han leger med og han har bare det bredeste smil ever. Han synes det var mega sjovt, at han lærte min fætter at give 
eller lige slå knytnæverne mod hinanden. Han leger også meget med nogle børn vi kender.. Han opfører sig bare så far agtigt synes jeg.. Eks. Det ene dreng havde lavet en "kage" (han havde proppet cheerios i en bageform) og så sagde han til min kæreste at han skulle smage.. og min kæreste var sådan "mmmh det smager godt nok godt, må jeg få et stykke til?".
Så jeg er ikke i tvivl om at han nok skal blive den bedste far ever men at han er bange for om han nu også kan klare det.
Jeg er så skruk og SÅ klar på at få børn, men det føles som tortur at så vil han, så vil han ikke og så videre i den dur!
- Er det mig der er uretfærdig eller burde han bare springe ud i det? 
Nu ved jeg ikke hvordan din status er men har du aldrig prøvet at skulle noget ekstrem vigtigt hvor du bare slet ikke har haft behov for noget pres?? Da jeg var rytter på ok plan med lovende fremtid skulle ingen presse mig så gad jeg ikke også gik jeg i baglås.. Jeg har en gang i en alder af 7 år sprunget ned fra ponyen givet min træner tøjlerne og sagt "du gør det bare selv" også marcherede jeg væk, RASENDE!! Det jeg siger er stop det du har gang i! Du risikere at han skrider og ikke gider satse sin fremtid på dig og ærligt? Jeg gad sæme ikke være sammen med en der var sådan!! Så hellere gå alene til alle sammenkomster og gå alene hjem end bruge mit liv med sådan en presser... Siger det ikke for at være ond
