Så frustreret!

Snakker med manden om at starte PB.. Så kan vi godt, så ikke alligevel.., så måske men så ikke. 

Han siger han er bange for at han ikke kan forsørge sin familie, hvilket btw. ikke bliver noget problem.

Han siger at han så ingen frihed kommer til at få. Vi går til noget hver tirsdag, men det er ikke noget jeg har behov for at fortsætte med, men han må hjertens gerne, og de meget få ting vi skal om året, kan vi sagtens få bebs passet. Min mor ville hellere end gerne træde til.

Han siger vores lejlighed er for lille, det er også løgn. Vi ville sagtens kunne få det til at kører rundt.

Det er som om at han er for bange hvis det pludselig kommer for tæt på. Om han nu også kan finde ud af det? 

Det lyder måske lidt ondt, men da vi skulle flytte sammen, kom vi begge direkte hjemmefra.. og han var enormt forkælet hjemme ved moar (maden stod på bordet når han kom hjem fra arbejde, alt den tid han har gået i skole, har hun ALTID smurt hans madpakke osv. tøjet blir vasket, hængt op, lagt sammen og lagt i skabet, og hun ryddede sågar hans værelse op!!!!). Da snakken kom på at vi skulle flytte sammen, blev han meget usikker og "åh nej" og "hvad nu hvis" ..

Jeg måtte presse ham ud i det, før der skete noget.. Det var selvfølgelig ikke lige med det samme, men der gik et års tid fra da vi begyndte at snakke om det, til vi rent faktisk flyttede.. men jeg føler virkelig der ikke sker noget før jeg skubber ham ud i det, og det er med samtlige ting.. 

Jeg er godt klar over at I nu vil dømme på at jeg presser min kæreste til nogle ting, og jeg ved at det selvfølgelig er et stort skridt at flytte hjemmefra første gang, men jeg vil så til mit forsvar sige, at han har indrømmet at han synes det er rigtig rart at være flyttet hjemmefra og han nyder det. 

men kan det virkelig være rigtig at jeg så også skal skubbe ham til at starte PB, før han beslutter sig??? 

Jeg har en fætter på 2 år, som han er så glad for og som han leger med og han har bare det bredeste smil ever. Han synes det var mega sjovt, at han lærte min fætter at give  eller lige slå knytnæverne mod hinanden. Han leger også meget med nogle børn vi kender.. Han opfører sig bare så far agtigt synes jeg.. Eks. Det ene dreng havde lavet en "kage" (han havde proppet cheerios i en bageform) og så sagde han til min kæreste at han skulle smage.. og min kæreste var sådan "mmmh det smager godt nok godt, må jeg få et stykke til?".

Så jeg er ikke i tvivl om at han nok skal blive den bedste far ever men at han er bange for om han nu også kan klare det.

Jeg er så skruk og SÅ klar på at få børn, men det føles som tortur at så vil han, så vil han ikke og så videre i den dur!

- Er det mig der er uretfærdig eller burde han bare springe ud i det?  

Anonym skriver:

Snakker med manden om at starte PB.. Så kan vi godt, så ikke alligevel.., så måske men så ikke. 

Han siger han er bange for at han ikke kan forsørge sin familie, hvilket btw. ikke bliver noget problem.

Han siger at han så ingen frihed kommer til at få. Vi går til noget hver tirsdag, men det er ikke noget jeg har behov for at fortsætte med, men han må hjertens gerne, og de meget få ting vi skal om året, kan vi sagtens få bebs passet. Min mor ville hellere end gerne træde til.

Han siger vores lejlighed er for lille, det er også løgn. Vi ville sagtens kunne få det til at kører rundt.

 

Det er som om at han er for bange hvis det pludselig kommer for tæt på. Om han nu også kan finde ud af det? 

Det lyder måske lidt ondt, men da vi skulle flytte sammen, kom vi begge direkte hjemmefra.. og han var enormt forkælet hjemme ved moar (maden stod på bordet når han kom hjem fra arbejde, alt den tid han har gået i skole, har hun ALTID smurt hans madpakke osv. tøjet blir vasket, hængt op, lagt sammen og lagt i skabet, og hun ryddede sågar hans værelse op!!!!). Da snakken kom på at vi skulle flytte sammen, blev han meget usikker og "åh nej" og "hvad nu hvis" ..

Jeg måtte presse ham ud i det, før der skete noget.. Det var selvfølgelig ikke lige med det samme, men der gik et års tid fra da vi begyndte at snakke om det, til vi rent faktisk flyttede.. men jeg føler virkelig der ikke sker noget før jeg skubber ham ud i det, og det er med samtlige ting.. 

Jeg er godt klar over at I nu vil dømme på at jeg presser min kæreste til nogle ting, og jeg ved at det selvfølgelig er et stort skridt at flytte hjemmefra første gang, men jeg vil så til mit forsvar sige, at han har indrømmet at han synes det er rigtig rart at være flyttet hjemmefra og han nyder det. 

men kan det virkelig være rigtig at jeg så også skal skubbe ham til at starte PB, før han beslutter sig??? 

Jeg har en fætter på 2 år, som han er så glad for og som han leger med og han har bare det bredeste smil ever. Han synes det var mega sjovt, at han lærte min fætter at give  eller lige slå knytnæverne mod hinanden. Han leger også meget med nogle børn vi kender.. Han opfører sig bare så far agtigt synes jeg.. Eks. Det ene dreng havde lavet en "kage" (han havde proppet cheerios i en bageform) og så sagde han til min kæreste at han skulle smage.. og min kæreste var sådan "mmmh det smager godt nok godt, må jeg få et stykke til?".

Så jeg er ikke i tvivl om at han nok skal blive den bedste far ever men at han er bange for om han nu også kan klare det.

Jeg er så skruk og SÅ klar på at få børn, men det føles som tortur at så vil han, så vil han ikke og så videre i den dur!

- Er det mig der er uretfærdig eller burde han bare springe ud i det?  

Jeg ville ønske at jeg kunne give dig det svar du søger, men desværre står jeg selv i sammen (lorte) situation:/

Min er dog bare 36 og ikke forkælet!!!

Ville ikke gå forbi din tråd uden at komme med et

Tak

- Synes bare det er så meget tortur, at håbet lysner et øjeblik for så at blive slået ned igen. 

Anonym skriver:

Tak

- Synes bare det er så meget tortur, at håbet lysner et øjeblik for så at blive slået ned igen. 

Jeg har det på samme måde..

Man kan sidde og snakke om det stille og rolig hvor han siger han gerne vil, men så går der lige lidt tid, så er han ikke klar, lejligheden er ikke stor nok, vi har ikke råd og alt sådan noget:/

Jeg vil dog sige til dig at du ikke må presse ham for meget ud i det - Jeg har været gravid 2 gange, men sidder nu uden børn, så du kan jo nok regne ud hvad der skete

Honey<3 skriver:

Jeg har det på samme måde..

Man kan sidde og snakke om det stille og rolig hvor han siger han gerne vil, men så går der lige lidt tid, så er han ikke klar, lejligheden er ikke stor nok, vi har ikke råd og alt sådan noget:/

 

Jeg vil dog sige til dig at du ikke må presse ham for meget ud i det - Jeg har været gravid 2 gange, men sidder nu uden børn, så du kan jo nok regne ud hvad der skete

ja okay

- jeg har sagt til ham at han har nogle måneder til at tænke over det, og så vil jeg gerne have et endeligt svar..

Min tante er sat til pks d. 21 oktober.. Jeg har lagt billet ind for at få lov at passe bettepigen og i håb om at kæresten bløder lidt op og kan få lov selv at prøve.

Anonym skriver:

ja okay

 

- jeg har sagt til ham at han har nogle måneder til at tænke over det, og så vil jeg gerne have et endeligt svar..

Min tante er sat til pks d. 21 oktober.. Jeg har lagt billet ind for at få lov at passe bettepigen og i håb om at kæresten bløder lidt op og kan få lov selv at prøve.

Jeg kan sagtens forstå at du gerne vil have barn nu, måske bedre end nogen anden lige pt

Super godt tænkt med din tante, der.. Gid jeg kunne gøre det samme

Har bare desværre ingen i familien med små børn..

Dog har jeg sagt til min kæreste at hvis han ikke er med på PB inden jul, så går jeg fra ham.. Gider simpelthen ikke vente mere!

Honey<3 skriver:

Jeg kan sagtens forstå at du gerne vil have barn nu, måske bedre end nogen anden lige pt

 

Super godt tænkt med din tante, der.. Gid jeg kunne gøre det samme

Har bare desværre ingen i familien med små børn..

 

Dog har jeg sagt til min kæreste at hvis han ikke er med på PB inden jul, så går jeg fra ham.. Gider simpelthen ikke vente mere!

Det er selvfølgelig ikke det samme som at have sin egen, men det er det tætteste jeg kommer på.

Uh ha, det lyder lidt grotesk Men der er vel ikke andet for, jeg ville nok heller ikke gide at vente, og hvis det er det der skal til for at han får strammet balderne, så er det vel godt nok..

Jeg kan umiddelbart gætte mig til, at det der skete var abort? I så fald, havde det været mig , havde jeg sagt nej tak du.. Barnet bliver, så du må selv vælge om du også bliver..

Jeg er meeeeeeget imod abort.. og hvis jeg endelig skulle få det selv (med vilje altså) så tror jeg at jeg ville gå psykisk ned :O

Anonym skriver:

Det er selvfølgelig ikke det samme som at have sin egen, men det er det tætteste jeg kommer på.

Uh ha, det lyder lidt grotesk Men der er vel ikke andet for, jeg ville nok heller ikke gide at vente, og hvis det er det der skal til for at han får strammet balderne, så er det vel godt nok..

Jeg kan umiddelbart gætte mig til, at det der skete var abort? I så fald, havde det været mig , havde jeg sagt nej tak du.. Barnet bliver, så du må selv vælge om du også bliver..

Jeg er meeeeeeget imod abort.. og hvis jeg endelig skulle få det selv (med vilje altså) så tror jeg at jeg ville gå psykisk ned :O

Vi har været sammen i over 5 år, og han har nået en alder hvor han skal til at skynde sig med at få børn.. Jeg vil ikke have med en gammel mand, no way..

Så enten skal han have fart på ellers er jeg smuttet

Ja, det var det der skete, og jeg skal da ærligt indrømme at jeg fortryder den første, HVER dag, og jeg har været get helt ned med flaget! Den anden ville jeg selv have lavet, jeg turde ikke gå igennem det samme som første gang, det ødelagde vores forhold totalt! I et heftigt skænderi kan jeg såmænd godt finde på at bruge det mod ham, og sige at han har slået mit barn ihjel, men kun når det er virkelig vildt

Lige nu hvor jeg sidder og skriver de her ting til dig, kan jeg bare mærke hadet komme op i mig, har mest lyst til at pakke mine ting og skride inden han kommer hjem:/

Honey<3 skriver:

Vi har været sammen i over 5 år, og han har nået en alder hvor han skal til at skynde sig med at få børn.. Jeg vil ikke have med en gammel mand, no way..

Så enten skal han have fart på ellers er jeg smuttet

Ja, det var det der skete, og jeg skal da ærligt indrømme at jeg fortryder den første, HVER dag, og jeg har været get helt ned med flaget! Den anden ville jeg selv have lavet, jeg turde ikke gå igennem det samme som første gang, det ødelagde vores forhold totalt! I et heftigt skænderi kan jeg såmænd godt finde på at bruge det mod ham, og sige at han har slået mit barn ihjel, men kun når det er virkelig vildt

Lige nu hvor jeg sidder og skriver de her ting til dig, kan jeg bare mærke hadet komme op i mig, har mest lyst til at pakke mine ting og skride inden han kommer hjem:/

 

 

Jeg kan virkelig godt forstå dig, jeg er overbevist om at jeg også vil gå totalt ned. Kan også godt forstå at du føler hadet blusse op i dig efter det.

Men der er vel også en grænse for hvor gammel man synes man skal være, jeg ville være lykkelig hvis jeg stadig kunne blive "ung" mormor og have tonsvis af overskud.. synes også det er vildt synd for de børn som har mødre der er mellem 50-70 år :O Det burde være forbudt synes jeg :/

Anonym skriver:

Jeg kan virkelig godt forstå dig, jeg er overbevist om at jeg også vil gå totalt ned. Kan også godt forstå at du føler hadet blusse op i dig efter det.

Men der er vel også en grænse for hvor gammel man synes man skal være, jeg ville være lykkelig hvis jeg stadig kunne blive "ung" mormor og have tonsvis af overskud.. synes også det er vildt synd for de børn som har mødre der er mellem 50-70 år :O Det burde være forbudt synes jeg :/

Hvis jeg skulle være så uheldig ikke at have børn når jeg bliver 33, så er det bare ærgeligt, for det er for gammelt for kvinder, synes jeg