jeg kan ikke tilgive

Anonym skriver:

Ja jeg tror det hele lige ramlede for ham og at han havde brug for at føle sig fri igen og det er også fint, men man kunne godt lige have givet besked hjemtil. Jeg var ved at dø af nervøsitet og som jeg nu er bygget så sætte jeg migind i bilen dagen efter og kørte til jeg så hans cykel så jeg vidste hvor han var. (det ved han ikke jeg har gjort )

 

Det kunne jeg nok også finde på, at tjekke hvor han var. Lad ham vide hvad du har følt, det tror jeg er vigtigt. Undertryk ikke dine følelser med forståelse - du er jo ikke hans mor

Knus Helle

Anonym skriver:

Tusind tak.. Det vil jeg helt iskkert benytte mig af.. >Jeg håber jegalligevel formår at genetablere tilliden denne gang, men det virker så tomt og ligegyldigt for den er jo allerede brudt. Men vi har børn sammen og jeg ønsker at leve mit liv med ham -som vi havde det før han trodsede mig.

Hvis du kan det, så tager jeg hatten af for dig, men brug ikke dit liv på noget, som er håbløst, og som du måske inderst inde VED aldrig kan repareres, så tænk dig godt om.
Det er bedre at leve livet lykkelig end ulykkeligt, så du, når det engang det er slut, kan sige: Jeg levede mit liv så ærligt som muligt uden at misbruge lykken!