Mangel på sexlyst og alt hvad der indebærer nærhed...

Anonym skriver:

 

Jeg har brug for lidt hjælp. 

Vores datter er knap et år, før hun kom til verden havde vi sex hele tiden og alle steder 

Men nu er jeg bare helt ødelagt, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. 

Har ikke lyst til og kysse, og når han kysser ja så syntes jeg det er en træls måde han kysser på.

Føler jeg hele tiden rydder op efter 2 børn, og har sagt det en milliard gange til ham, men der sker intet 

Har ikke lyst til og kramme, og når han krammer mig så tænker jeg bare "er det snart slut" 

Jeg hader og ligge i ske, vil allerhelst have sengen for mig selv. 

Når han kommer hjem syntes jeg bare han snakker for meget, og vil have ro.

Jeg har verdens bedste kæreste, han gør virkelig alt for mig, og jeg er bare en strid kælling der konstant siger nej nej nej. Men jeg har jo ikke lyst? 

Er det fordi vi er vokset fra hinanden? er det fordi mine følelser er væk? Jeg ved ikke hvad der sker, vil gøre alt for vi kan bevare vores lille familie, men er godt nok begyndt og tvivle, jeg vil være lykkelig, og det er jeg ikke ligenu, men kan jeg blive det igen? 

 

Hvad kan/skal jeg gøre? 

Knus den fortvivlede

Den situation er der rigtigt mange nybagte mødre, der havner i.
Du bruger så meget krudt på at få hverdagen til at hænge sammen, at man ganske enkelt ikke har overskud til noget som helst..jeg ved det..jeg har selv været der.
Og når du ikke engang har overskud til dig selv, hvordan skal du så få overskud til din partner??

Der findes en måde, men du skal selv være med og det tager lidt tid og en indsats fra dig, en vilje til at ville.

Først skal du sætte dig ned med din mand og forklare ham stille og roligt hvordan du helt præcis har det.
Vær hudløst ærlig. Forklar ham, at du ganske enkelt har mistet dig selv i tøjvask og unger, og at du har brug for hjælp, for ellers mister I jeres parforhold.
Snak tingene godt igennem.
Og så må du få din mand til at indse, at du har brug for at være dig selv ind imellem, og at du har brug for, at I kun er jer to.

Så må du se, at få din mand til at passe unger en aften om ugen, så du kan komme væk og få fri. Gå på kursus, eller besøg veninder, lige meget hvad, men kom ud af huset og helt væk fra mand og børn.
Og så skal I to gøre noget for hinanden.
Få afsat børnene og rejs væk, en weekend, en uge, men tag afsted.
Lån et sommerhus og gå så lange ture, genfind hinanden, tal sammen, find jeres gamle fælles interesser, nyd livet sammen.

Så vil det straks vælde op med undskyldninger, økonomi, tid, gøren af dit og dat...men helt ærligt...de fleste kan godt låne sig frem til et sommerhus og finde nogen til at passe unger, om ikke andet så fra fredag til søndag..skrot alle de dårlige undskyldninger og yd så den indsats, der skal til for at komme afsted..og din mand må være med.

Og så har du helt sikkert lavet de fejl, som mange kvinder laver..de overtager styringen af fælleslivet, og lige pludseligt, så overstyrer de alt, så manden overhovedet ikke får noget ansvar, for "det er meget lettere at gøre tingene selv, for så bliver det rigtigt gjort".
Man du må lære at slippe tøjlerne.
Det er jo lige meget om troldungen har den blå eller røde jakke på..det vigtigste er, at der er en jakke på. Det er også lige gyldigt om tøjet passer nada sammen, det vigtigste er at trolden har tøj på.
Stol på at din mand er et voksent menneske og sagtens kan klare hele hytten og unger, hvis det er, de skal nok overleve.
Og som sagt, han er faktisk et voksent menneske, som kan påtage sig lige så meget ansvar som du har, så giv slip og stol på, at hvis børnene er sulte, så skal de nok få mad, hvis køkkenet roder, så skal der nok blive vasket op.
Det kan godt være, de ikke får det, du havde tænkt dig, men de dør ikke af sult.
Giv slip og find dig selv igen..så vil det andet helt sikkert følge med.

Kærligst
Sussie

Før en eventuel adskillelse, så vil jeg da KLART anbefale jer parterapi!! Det kan rede selv de mest tyndslidte parforhold, hvis viljen virkelig er der (selvfølgelig på undtagelser). Og det lyder slet slet ikke som om jeres problem er uløseligt! Taler af erfaring, angående noget lignende. Vi er sammen på 10. år og tvivler aldrig på mine følelser for min kæreste  Jeg synes du/I skylder jeres børn, jer selv og jeres parforhold at gøre alt hvad I kan for at rede det!

Og så kan sådan en periode være helt helt normal og betyder ikke nødvendigvis, at du ikke længere elsker ham

Höör skriver:

og det er aldrig rart når man gør et andet menneske ked af det, tro mig jeg kender det. Jeg har HADET det når man søns far er blevet ked af det, men jeg ved tilgengæld også at JEG ville blive mere ked af det hvis jeg levede hele mit liv på en løgn, ville du ikke?  

 

Altså du kan jo for at vise lidt god vilje, tænde nogle lys når pigen er lagt  i seng også sætte dig ned og snakke med ham om tingene...

Man kan sagtens elske et andet menneske og have det som du har det, det er der mange der gør og lever i de forhold i årevis og spilder hele deres liv ( ja undskyld det lyder hårdt) på at rende rundt og ikke være rigtig glad og bare have stillet sig til tåls

Bedste råd er som sagt at prøve at være væk nogle dage for at mærke om du så kommer til at mangle at han gør alle de ting han gør

 

Kan fortælle dig at da jeg i sin tid blev kæreste med min søns far havde vi et mange år gammelt venskab bag os og havde været bedstevenner der så hinanden konstant, så da jeg fik lyst til et forhold med ham kom kysse lysten ikke med i starten, og han kunne slet ikke få nok af at kysse fordi han havde gået i alle årerne og haft kæreste følelser for mig... Jeg var ærlig og sagde som det var, han brød tudende sammen ( han er ellers en ret hård gut ) og kunne slet ikke forstå det, jeg sagde at jeg bare havde behov for at tage tingene i mit tempo lidt mere og vupti efter få mdr kunne jeg slet ikke kysse ham nok  

Det er præcis sådan jeg har det, vil ikke nøjes, jeg vil være lykkelig. 

Må nok hellere snakke med ham, men det er nemmere sagt end gjort......

Ansemusen skriver:

Før en eventuel adskillelse, så vil jeg da KLART anbefale jer parterapi!! Det kan rede selv de mest tyndslidte parforhold, hvis viljen virkelig er der (selvfølgelig på undtagelser). Og det lyder slet slet ikke som om jeres problem er uløseligt! Taler af erfaring, angående noget lignende. Vi er sammen på 10. år og tvivler aldrig på mine følelser for min kæreste  Jeg synes du/I skylder jeres børn, jer selv og jeres parforhold at gøre alt hvad I kan for at rede det!

Og så kan sådan en periode være helt helt normal og betyder ikke nødvendigvis, at du ikke længere elsker ham

Tak for svar - ja kan godt være vi skal overveje parterapi. 

Håber da heller ikke det er umuligt og redde, men tvivler selv for når jeg kan væmmes ved og kysse og kramme må der være noget galt, men det er jo ikke ham, jeg vil ikke kysse eller kramme nogen som helst...

SussieThyssen skriver:

Den situation er der rigtigt mange nybagte mødre, der havner i.
Du bruger så meget krudt på at få hverdagen til at hænge sammen, at man ganske enkelt ikke har overskud til noget som helst..jeg ved det..jeg har selv været der.
Og når du ikke engang har overskud til dig selv, hvordan skal du så få overskud til din partner??

Der findes en måde, men du skal selv være med og det tager lidt tid og en indsats fra dig, en vilje til at ville.

Først skal du sætte dig ned med din mand og forklare ham stille og roligt hvordan du helt præcis har det.
Vær hudløst ærlig. Forklar ham, at du ganske enkelt har mistet dig selv i tøjvask og unger, og at du har brug for hjælp, for ellers mister I jeres parforhold.
Snak tingene godt igennem.
Og så må du få din mand til at indse, at du har brug for at være dig selv ind imellem, og at du har brug for, at I kun er jer to.

Så må du se, at få din mand til at passe unger en aften om ugen, så du kan komme væk og få fri. Gå på kursus, eller besøg veninder, lige meget hvad, men kom ud af huset og helt væk fra mand og børn.
Og så skal I to gøre noget for hinanden.
Få afsat børnene og rejs væk, en weekend, en uge, men tag afsted.
Lån et sommerhus og gå så lange ture, genfind hinanden, tal sammen, find jeres gamle fælles interesser, nyd livet sammen.

Så vil det straks vælde op med undskyldninger, økonomi, tid, gøren af dit og dat...men helt ærligt...de fleste kan godt låne sig frem til et sommerhus og finde nogen til at passe unger, om ikke andet så fra fredag til søndag..skrot alle de dårlige undskyldninger og yd så den indsats, der skal til for at komme afsted..og din mand må være med.

Og så har du helt sikkert lavet de fejl, som mange kvinder laver..de overtager styringen af fælleslivet, og lige pludseligt, så overstyrer de alt, så manden overhovedet ikke får noget ansvar, for "det er meget lettere at gøre tingene selv, for så bliver det rigtigt gjort".
Man du må lære at slippe tøjlerne.
Det er jo lige meget om troldungen har den blå eller røde jakke på..det vigtigste er, at der er en jakke på. Det er også lige gyldigt om tøjet passer nada sammen, det vigtigste er at trolden har tøj på.
Stol på at din mand er et voksent menneske og sagtens kan klare hele hytten og unger, hvis det er, de skal nok overleve.
Og som sagt, han er faktisk et voksent menneske, som kan påtage sig lige så meget ansvar som du har, så giv slip og stol på, at hvis børnene er sulte, så skal de nok få mad, hvis køkkenet roder, så skal der nok blive vasket op.
Det kan godt være, de ikke får det, du havde tænkt dig, men de dør ikke af sult.
Giv slip og find dig selv igen..så vil det andet helt sikkert følge med.

Kærligst
Sussie

Tak for svar.

Jeg har ingen undskyldninger vi har mulighed for at komme væk en weekend, men kan ikke se hvad det hjælper, når det jeg trænger til er at være alene? 

Men vil da helt sikkert sige til ham at jeg bliver ædt op at tøjvask og lign. og har brug for han hjælper til. 

Føler måske jeg har mistet lidt af mig selv....

Anonym skriver:

 

Jeg har brug for lidt hjælp. 

Vores datter er knap et år, før hun kom til verden havde vi sex hele tiden og alle steder 

Men nu er jeg bare helt ødelagt, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. 

Har ikke lyst til og kysse, og når han kysser ja så syntes jeg det er en træls måde han kysser på.

Føler jeg hele tiden rydder op efter 2 børn, og har sagt det en milliard gange til ham, men der sker intet 

Har ikke lyst til og kramme, og når han krammer mig så tænker jeg bare "er det snart slut" 

Jeg hader og ligge i ske, vil allerhelst have sengen for mig selv. 

Når han kommer hjem syntes jeg bare han snakker for meget, og vil have ro.

Jeg har verdens bedste kæreste, han gør virkelig alt for mig, og jeg er bare en strid kælling der konstant siger nej nej nej. Men jeg har jo ikke lyst? 

Er det fordi vi er vokset fra hinanden? er det fordi mine følelser er væk? Jeg ved ikke hvad der sker, vil gøre alt for vi kan bevare vores lille familie, men er godt nok begyndt og tvivle, jeg vil være lykkelig, og det er jeg ikke ligenu, men kan jeg blive det igen? 

 

Hvad kan/skal jeg gøre? 

Knus den fortvivlede

Prøv at snakke med ham om hvad du tænker og føler. Mange gange kommer lysten til nærhed, når man får delt ens inderste tanker.

Sexlivet genstarter ikke af sig selv. (Sagde min læge til mig) Man skal kæmpe for det. Hvis sexlivet ikke er oppe at kører igen når barnet er et år, skal man gøre noget andet for at få det op at kører. Fx. læge, sexolog mm.

Trine

Anonym skriver:

 

Tak for svar.

Jeg har ingen undskyldninger vi har mulighed for at komme væk en weekend, men kan ikke se hvad det hjælper, når det jeg trænger til er at være alene? 

Men vil da helt sikkert sige til ham at jeg bliver ædt op at tøjvask og lign. og har brug for han hjælper til. 

Føler måske jeg har mistet lidt af mig selv....

Ved du hvad..så gør som en veninde min mor har haft lige siden hun var en ung pige.

Hun lånte ganske enkelt et sommerhus en uge et par gange om året, og så tog hun af sted helt alene uden mand og børn.
Hun sagde selv, at det redede hende fra at blive vanvittig.
hvorfor ikke prøve det??

Men selvfølgelig...hvis du har mistet kærligheden til din mand helt, og du ved i dit hjerte at den ikke kan genfindes, jamen så er der jo kun en vej at gå.

Jeg tror bestemt ikke at jeres forhold er dødt. Du er bare i den grad en ramt småbarns mor.

Jeg tror at du skal snakke med ham om det, evt. aftale at i sover hver for sig et stykke tid, gerne hvor han tager børnene et par nætter - så du kan få sovet og få noget plads til dig selv.

Jeg kender godt den fornemmelse af at nu er børnene endelig faldet i søvn, så kommer den mand kravlende og syntes det kunne være hyggeligt at ligge i ske og selv har man bare brug for fred!

Min mand har da også kigget overrasket på mig, når jeg har bedt ham flytte sig så jeg kunne bevæge mig - men har nok godt kunnet forstå det aligevel.

Hvis din mand har lyst til hygge så må han jo skabe en situation hvor du kunne få lyst. Han må rydde op efter børnene, give dem et bad og putte dem - mens du sidder med et glas rødvin ved computeren - når der så er ro, har du nok overskud/lyst til at putte lidt med ham.

Det er et meget almindelig problem hos småbørns familier, men løsningen er nok meget forskellig. Vi har aldrig rigtig brugt at få børnene passet og tage alenetid - men hvis det er noget for jer, kunne det også være en mulighed. Men ligegyldig hvad så er din mand nødt til at komme på banen og hjælpe med det praktiske, ellers bliver det for surt for dig og så kommer lysten næppe.

Held og lykke med det.

SussieThyssen skriver:

Ved du hvad..så gør som en veninde min mor har haft lige siden hun var en ung pige.

Hun lånte ganske enkelt et sommerhus en uge et par gange om året, og så tog hun af sted helt alene uden mand og børn.
Hun sagde selv, at det redede hende fra at blive vanvittig.
hvorfor ikke prøve det??

Men selvfølgelig...hvis du har mistet kærligheden til din mand helt, og du ved i dit hjerte at den ikke kan genfindes, jamen så er der jo kun en vej at gå.

Det var en skide god ide rent ud sagt, men om manden går med på det aner jeg ikke....

FruDall skriver:

Jeg tror bestemt ikke at jeres forhold er dødt. Du er bare i den grad en ramt småbarns mor.

Jeg tror at du skal snakke med ham om det, evt. aftale at i sover hver for sig et stykke tid, gerne hvor han tager børnene et par nætter - så du kan få sovet og få noget plads til dig selv.

Jeg kender godt den fornemmelse af at nu er børnene endelig faldet i søvn, så kommer den mand kravlende og syntes det kunne være hyggeligt at ligge i ske og selv har man bare brug for fred!

Min mand har da også kigget overrasket på mig, når jeg har bedt ham flytte sig så jeg kunne bevæge mig - men har nok godt kunnet forstå det aligevel.

Hvis din mand har lyst til hygge så må han jo skabe en situation hvor du kunne få lyst. Han må rydde op efter børnene, give dem et bad og putte dem - mens du sidder med et glas rødvin ved computeren - når der så er ro, har du nok overskud/lyst til at putte lidt med ham.

Det er et meget almindelig problem hos småbørns familier, men løsningen er nok meget forskellig. Vi har aldrig rigtig brugt at få børnene passet og tage alenetid - men hvis det er noget for jer, kunne det også være en mulighed. Men ligegyldig hvad så er din mand nødt til at komme på banen og hjælpe med det praktiske, ellers bliver det for surt for dig og så kommer lysten næppe.

Held og lykke med det.

Ja og han hjælper ikke med det praktiske, han sidder bare ved computeren eller ved tvét. Han gør intet af sig selv, skal altid spørge om han vil støvsuge, hjælpe hende i tøjet osv. hvor jeg gør det af mig selv.

Jeg ved ikke hvordan jeg kan få ham til og hjælpe mere til?