Mangel på sexlyst og alt hvad der indebærer nærhed...

Jeg har brug for lidt hjælp. 

Vores datter er knap et år, før hun kom til verden havde vi sex hele tiden og alle steder 

Men nu er jeg bare helt ødelagt, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. 

Har ikke lyst til og kysse, og når han kysser ja så syntes jeg det er en træls måde han kysser på.

Føler jeg hele tiden rydder op efter 2 børn, og har sagt det en milliard gange til ham, men der sker intet 

Har ikke lyst til og kramme, og når han krammer mig så tænker jeg bare "er det snart slut" 

Jeg hader og ligge i ske, vil allerhelst have sengen for mig selv. 

Når han kommer hjem syntes jeg bare han snakker for meget, og vil have ro.

Jeg har verdens bedste kæreste, han gør virkelig alt for mig, og jeg er bare en strid kælling der konstant siger nej nej nej. Men jeg har jo ikke lyst? 

Er det fordi vi er vokset fra hinanden? er det fordi mine følelser er væk? Jeg ved ikke hvad der sker, vil gøre alt for vi kan bevare vores lille familie, men er godt nok begyndt og tvivle, jeg vil være lykkelig, og det er jeg ikke ligenu, men kan jeg blive det igen? 

Hvad kan/skal jeg gøre? 

Knus den fortvivlede

Anonym skriver:

 

Jeg har brug for lidt hjælp. 

Vores datter er knap et år, før hun kom til verden havde vi sex hele tiden og alle steder 

Men nu er jeg bare helt ødelagt, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. 

Har ikke lyst til og kysse, og når han kysser ja så syntes jeg det er en træls måde han kysser på.

Føler jeg hele tiden rydder op efter 2 børn, og har sagt det en milliard gange til ham, men der sker intet 

Har ikke lyst til og kramme, og når han krammer mig så tænker jeg bare "er det snart slut" 

Jeg hader og ligge i ske, vil allerhelst have sengen for mig selv. 

Når han kommer hjem syntes jeg bare han snakker for meget, og vil have ro.

Jeg har verdens bedste kæreste, han gør virkelig alt for mig, og jeg er bare en strid kælling der konstant siger nej nej nej. Men jeg har jo ikke lyst? 

Er det fordi vi er vokset fra hinanden? er det fordi mine følelser er væk? Jeg ved ikke hvad der sker, vil gøre alt for vi kan bevare vores lille familie, men er godt nok begyndt og tvivle, jeg vil være lykkelig, og det er jeg ikke ligenu, men kan jeg blive det igen? 

 

Hvad kan/skal jeg gøre? 

Knus den fortvivlede

mit bedste råd vil være at prøve at være adskilt fra ham i en tid

Så kan du rigtig mærke om du egentlig er bevæget dig væk fra jeres forhold fordi du er mættet af det eller om du bare har været kørt fast i en død rille...

Höör skriver:

mit bedste råd vil være at prøve at være adskilt fra ham i en tid

Så kan du rigtig mærke om du egentlig er bevæget dig væk fra jeres forhold fordi du er mættet af det eller om du bare har været kørt fast i en død rille...

 

Men jeg kan ikke se hvordan jeg skal kunne komme væk med en lille datter? Åhhh jeg syntes det er en lorte situation og stå i.....

Anonym skriver:

Men jeg kan ikke se hvordan jeg skal kunne komme væk med en lille datter? Åhhh jeg syntes det er en lorte situation og stå i.....

Hvor der er vilje er der jo en vej

Du kunne f.eks tage til dine forældre? Så fastholder du din hverdag med din datter men UDEN at han er der om aftenen eller han kommer hjem og gør de ting du ikke bryder dig om længere  

Höör skriver:

Hvor der er vilje er der jo en vej

Du kunne f.eks tage til dine forældre? Så fastholder du din hverdag med din datter men UDEN at han er der om aftenen eller han kommer hjem og gør de ting du ikke bryder dig om længere  

Tak fordi du svarer, glemte jeg lige og skrive før.

Det er ikke muligt og tage hjem til mine forældre da de bor langt væk, så det vil ikke være muligt og komme på arbejde og aflevere i vuggestue uden vi bor her.  

Det værste er nok at det virker som om han tror alt er helt fint 

Han kigger på huse osv. da vi har overvejet og købe et hus. Det virker som om han slet ikke har fattet noget. 

Nej nej du skal ikke bevæge dig væk sex avler sex, så du bliver nødt til at sige til dig selv de første gange, jeg gør det ikk for min egen nydelses skyld, men for at hjælpe forholdet, for at gøre noget aktivt for at komme af med den der væmmelses reaktion jeg har. gå evt ud og spis sammen og nyd hinanden. Tro mig med 4 børn i huset er det ikke nemt, men prøv at pust liv i det. Det er godt for jer begge og det kan jo sagtens give mere liv og glæde i hverdagen. Så mit råd er tag dig selv i nakken og hvis det ikke hjælper kan i jo gå til sexolog eller i parterapi inden du tænker du er vokset fra ham.

I forhold til det med oprydning. Sæt dig ned og sig det til ham, fortæl ham du ikke er hans mor og du forventer han kommer på banen med de daglige gøremål

Anonym skriver:

Tak fordi du svarer, glemte jeg lige og skrive før.

Det er ikke muligt og tage hjem til mine forældre da de bor langt væk, så det vil ikke være muligt og komme på arbejde og aflevere i vuggestue uden vi bor her.  

Det værste er nok at det virker som om han tror alt er helt fint 

Han kigger på huse osv. da vi har overvejet og købe et hus. Det virker som om han slet ikke har fattet noget. 

jamen ingen årsag da

Hmm jamen måske du så skulle være hudløst ærlig og ligge kortene på bordet over for ham? Det kan jo reelt være at han render rundt med den samme følelse som dig men han bare skjuler det for dig ved at gøre de ting han gør fordi han ikke ønsker at gøre dig mere sur end du virker til i forvejen, forstår du mig??

Var jeg i dine sko ville jeg nok vælge for mit barns skyld at være ærlig for mit barns far, og få snakket om tingene, evt få hende passet en aften eller tage en snak når hun er kommet i seng.. Finder I en løsning der gør at I bliver sammen så er det jo et utrolig stort stykke arbejde i har gjort og virkelig vist hinanden tillid. Vælger I at slutte og gå fra hinanden er det jo 1000 gange bedre at I kan gøre det som venner og kunne samarbejde om jeres datter

Det aldrig en sjov situation at stå i overhoved, men husk at I spiller på samme hold så derfor skal I kunne være ærlige overfor hinanden  

Lulle25 skriver:

Nej nej du skal ikke bevæge dig væk sex avler sex, så du bliver nødt til at sige til dig selv de første gange, jeg gør det ikk for min egen nydelses skyld, men for at hjælpe forholdet, for at gøre noget aktivt for at komme af med den der væmmelses reaktion jeg har. gå evt ud og spis sammen og nyd hinanden. Tro mig med 4 børn i huset er det ikke nemt, men prøv at pust liv i det. Det er godt for jer begge og det kan jo sagtens give mere liv og glæde i hverdagen. Så mit råd er tag dig selv i nakken og hvis det ikke hjælper kan i jo gå til sexolog eller i parterapi inden du tænker du er vokset fra ham.

I forhold til det med oprydning. Sæt dig ned og sig det til ham, fortæl ham du ikke er hans mor og du forventer han kommer på banen med de daglige gøremål

Men jeg har jo overhovedet ikke lyst. 

Kan tælles på en hånd hvor mange gange vi har haft sex siden jeg fødte og selvom vi har haft er lysten der bare ikke. 

har ikke engang lyst til sex overhovedet, heller ikke med andre, eller mig selv.

Syntes du stadig jeg bare skal kaste mig ud i det? 

Höör skriver:

jamen ingen årsag da

 

Hmm jamen måske du så skulle være hudløst ærlig og ligge kortene på bordet over for ham? Det kan jo reelt være at han render rundt med den samme følelse som dig men han bare skjuler det for dig ved at gøre de ting han gør fordi han ikke ønsker at gøre dig mere sur end du virker til i forvejen, forstår du mig??

Var jeg i dine sko ville jeg nok vælge for mit barns skyld at være ærlig for mit barns far, og få snakket om tingene, evt få hende passet en aften eller tage en snak når hun er kommet i seng.. Finder I en løsning der gør at I bliver sammen så er det jo et utrolig stort stykke arbejde i har gjort og virkelig vist hinanden tillid. Vælger I at slutte og gå fra hinanden er det jo 1000 gange bedre at I kan gøre det som venner og kunne samarbejde om jeres datter

 

Det aldrig en sjov situation at stå i overhoved, men husk at I spiller på samme hold så derfor skal I kunne være ærlige overfor hinanden  

Jeg er bare så bange for at sige noget til ham, for hver gang jeg siger noget går han i forsvar eller bliver ked af det, og jeg bliver bare selv så ked af det når han er 

Men jeg må nok snakke med ham om det, for ingen tvivl om jeg elsker ham for det gør jeg, men jeg har bare fået nok af ham. Ihhh det er svært og forklare. 

Vil ønske han kunne være lidt mere seriøs en gang imellem.

jeg har mange gange sagt at jeg ikke vil have 2 børn, at jeg ikke er hans mor osv. Men det fiser ikke ind...

Anonym skriver:

Jeg er bare så bange for at sige noget til ham, for hver gang jeg siger noget går han i forsvar eller bliver ked af det, og jeg bliver bare selv så ked af det når han er 

Men jeg må nok snakke med ham om det, for ingen tvivl om jeg elsker ham for det gør jeg, men jeg har bare fået nok af ham. Ihhh det er svært og forklare. 

Vil ønske han kunne være lidt mere seriøs en gang imellem.

jeg har mange gange sagt at jeg ikke vil have 2 børn, at jeg ikke er hans mor osv. Men det fiser ikke ind...

og det er aldrig rart når man gør et andet menneske ked af det, tro mig jeg kender det. Jeg har HADET det når man søns far er blevet ked af det, men jeg ved tilgengæld også at JEG ville blive mere ked af det hvis jeg levede hele mit liv på en løgn, ville du ikke?  

Altså du kan jo for at vise lidt god vilje, tænde nogle lys når pigen er lagt  i seng også sætte dig ned og snakke med ham om tingene...

Man kan sagtens elske et andet menneske og have det som du har det, det er der mange der gør og lever i de forhold i årevis og spilder hele deres liv ( ja undskyld det lyder hårdt) på at rende rundt og ikke være rigtig glad og bare have stillet sig til tåls

Bedste råd er som sagt at prøve at være væk nogle dage for at mærke om du så kommer til at mangle at han gør alle de ting han gør

Kan fortælle dig at da jeg i sin tid blev kæreste med min søns far havde vi et mange år gammelt venskab bag os og havde været bedstevenner der så hinanden konstant, så da jeg fik lyst til et forhold med ham kom kysse lysten ikke med i starten, og han kunne slet ikke få nok af at kysse fordi han havde gået i alle årerne og haft kæreste følelser for mig... Jeg var ærlig og sagde som det var, han brød tudende sammen ( han er ellers en ret hård gut ) og kunne slet ikke forstå det, jeg sagde at jeg bare havde behov for at tage tingene i mit tempo lidt mere og vupti efter få mdr kunne jeg slet ikke kysse ham nok