Så trist

hej

så sidder man her, alene. Manden er ude.. det er meget sjældent han er ude og har ikke ret mange venner så derfor er det vigtigt at han kan dyrke det i håb om at flere kommer til.

Vi var i dag ude at spise hvorefter vi skulle mødes til lidt live musik med nogle venner/bekendte. Kl. 20.30 synes jeg det er på tide at trille hjem med den lille (1 år) og siger selv til kæresten at jeg synes han skal blive, vidste jo at han gerne ville, jeg ville også SÅ gerne være blevet. Jeg har bestemt heller ikke mange venner og ville derfor meget gerne være blevet. Men det kunne vi jo ikke begge to og under også min kæreste at komme lidt ud. MEN jeg kan alligevel ikke lade være at sidde og være så trist over at de er ude og hygge sig, mens jeg sidder her helt alene. Jeg føler min kæreste lægger mig lidt i håndjern, og da jeg er en der virkelig der har brug for at komme ud og se andre mennesker så er det begyndt at være en lille (læs: stort) problem for mig.
Samtidig bliver jeg irriteret over at det altid er ham der ender med at være fri.

Ved slet ikke hvad jeg skal gøre, sagde jo selv at han kunne blive, men det startede egentlig ud med at det kun var mig der skulle afsted og ham der skulle være hjemme, og så ender det lige omvendt. ØV.

Kan i ikke lave en aftale om, at det er dig der skal afsted næste gang? Evt skiftes til det, så den der var afsted sidst, bliver hjemme denne gang?

Zeus skriver:

Kan i ikke lave en aftale om, at det er dig der skal afsted næste gang? Evt skiftes til det, så den der var afsted sidst, bliver hjemme denne gang?

jo men som sagt lægger han mig lidt i lås og slå så jeg kommer ikke rigtig sådan ud med mine veninder. Han får det til at lyde som er det et kæmpe problem og så ender det altid med at jeg bliver hjemme fordi jeg ikke gider diskuterer og nu er det bare sådan at ingen inviterer mig mere fordi jeg har 2 små børn og det virker besværligt at have mig med går jeg ud fra. desværre.

Anonym skriver:

jo men som sagt lægger han mig lidt i lås og slå så jeg kommer ikke rigtig sådan ud med mine veninder. Han får det til at lyde som er det et kæmpe problem og så ender det altid med at jeg bliver hjemme fordi jeg ikke gider diskuterer og nu er det bare sådan at ingen inviterer mig mere fordi jeg har 2 små børn og det virker besværligt at have mig med går jeg ud fra. desværre.

Har du ikke noget netværk, som kan passe dem en enkelt aften? Eller en barnepige, så i begge kan komme afsted?

Zeus skriver:

Har du ikke noget netværk, som kan passe dem en enkelt aften? Eller en barnepige, så i begge kan komme afsted?

Nope. Vi har kun mine forældre og de arbejder hver fre og lør-så at få barnepige en weekend er udelukket. Og samtidig synes jeg ikke det kan være rigtigt at jeg altid skal tage ham med for at komme ud, hvis du forstår?

Zeus skriver:

Kan i ikke lave en aftale om, at det er dig der skal afsted næste gang? Evt skiftes til det, så den der var afsted sidst, bliver hjemme denne gang?

Det var egentlig også min tanke. Hvis ikke du tror, det kan lade sig gøre, må du banke i bordet...

Anonym skriver:

Nope. Vi har kun mine forældre og de arbejder hver fre og lør-så at få barnepige en weekend er udelukket. Og samtidig synes jeg ikke det kan være rigtigt at jeg altid skal tage ham med for at komme ud, hvis du forstår?

Jeg ville ELSKE at have min med i byen, men det er fordi han aldrig gider  Vi har været i byen sammen én gang, i løbet af de sidste 4 år, og det varede 1 1/2 time

Hmm... Måske i skulle få kørt en barnepige ind så? Det bliver godt nok det dyrere, men måske det ville hjælpe lidt på kærestens trang til at smutte uden dig, og blev hjemme istedet?

Baagøe skriver:

Det var egentlig også min tanke. Hvis ikke du tror, det kan lade sig gøre, må du banke i bordet...

det har jeg gjort SÅ mange gange og så siger han at jeg selvfølgelig må tage ud osv, lige indtil der kommer en anledning så bliver han lidt mobset og tror straks at jeg ikke vil være sammen med ham mere osv. Derfor ender det med at jeg bliver hjemme fordi jeg ikke gider diskuterer, ellers tager han med de få gange vi har haft mulighed herfor.

Det eneste tidspunkt jeg ikke har min. 1 barn med mig er når jeg handler ind eller hvis jeg kan finde tid til lige at træne en time i det lokale træningscenter. (Det er åbenbart også et problem fordi jeg så træner i spisetiden)

Anonym skriver:

det har jeg gjort SÅ mange gange og så siger han at jeg selvfølgelig må tage ud osv, lige indtil der kommer en anledning så bliver han lidt mobset og tror straks at jeg ikke vil være sammen med ham mere osv. Derfor ender det med at jeg bliver hjemme fordi jeg ikke gider diskuterer, ellers tager han med de få gange vi har haft mulighed herfor.

Det eneste tidspunkt jeg ikke har min. 1 barn med mig er når jeg handler ind eller hvis jeg kan finde tid til lige at træne en time i det lokale træningscenter. (Det er åbenbart også et problem fordi jeg så træner i spisetiden)

Så må du sige fra alligevel - du kan jo fortælle ham, at hvis du ikke kommer lidt mere ud, ender det med, at han får 2 børn alene, hvis du udvikler depression eller deslige...

Zeus skriver:

Jeg ville ELSKE at have min med i byen, men det er fordi han aldrig gider  Vi har været i byen sammen én gang, i løbet af de sidste 4 år, og det varede 1 1/2 time

Hmm... Måske i skulle få kørt en barnepige ind så? Det bliver godt nok det dyrere, men måske det ville hjælpe lidt på kærestens trang til at smutte uden dig, og blev hjemme istedet?

Jeg vil ikke overlade mine børn til en "tilfældig" barnepige.. Er nok lidt sart, men ønsker kun at mine børn bliver passet af dem der absolut er os nærmest.

Han har nok ikke en decideret trang til at komme ud; jeg skal bare heller ikke gå ud i følge ham. Og så er der sådanne episoder som i dag hvor vi skal ud sammen og jeg ender med at tage hjem alene (det er sket få gange) Når vi er ude sammen, eller jeg tager ham med (selvom jeg faktisk ikke har lyst og jeg er den eneste med kæresten med) så holder jeg mig rigtig meget tilbage, er den kedelige (plejer at være med på den værste) og tager altid tidlig hjem. ØV