kitty skriver:
Igår var det 25. august.. Præcis et år siden jeg startede med Synarela, nedregulerede og vi startede på ICSI behandlingen. Dengang var jeg modløs, forventningsfuld, fuld af håb, manglede håb, troede på det, tvivlede.. Jeg var i følelsesmæssigt kaos!
Medicinen var hård, både fysisk og psykisk, men vi klarede den.. Og heldigvis! Jeg blev gravid i 1. forsøg og testede positiv på vores 5 års dag.. En årsdag vi aldrig glemmer!
For 14 dage siden kørte vi til Brædstrup for at aflevere fødselspapirer på vore søn, sige tak for hjælpen og vise vores lille mirakel.
Det har været en speciel følelse at have papiret fra klinikken liggende. Der skal krydses af, om graviditeten er gået som den skal. Er den endt i abort, hvis ja - hvornår? Er barnet raskt? Er der noget galt - hvad? Hele tiden en påmindelse om, at vi ikke var i mål før vi stod med guldet i armene og at barnet var "frikendt" for sygdom.. Det er en evig usikkerhed at være gravid, det ved alle der har prøvet det. Men jeg vil tillade mig at komme med den påstand, at det måske er en lille millimeter mere sårbart for en behandlingskvinde, da kampen for mange har været lang, fyldt af medicin og tanken om at det aldrig nogen sinde ville lykkes. Det gjorde det for os!
Jeg har haft svært ved at udfylde det papir, og det tog mig de 5 første uger af det nye liv at gøre det.. At tage mig sammen, selvom han er rask og glad og alt er godt. For det mindede mig om kampen, modløsheden, tårene, det hårdt pressede forhold, medicinen, alle køreturene til scanninger, smerterne, timerne i venteværelset.. ALT!
Vi valgte at køre ud med papiret på klinikken.. For at lukke kapitlet. Det var kærestens forslag og ham der ønskede det.. Men det var guld værd for mig også, det har jeg indset efterfølgende! At køre turen derud igen, ikke fyldt med "hvad nu hvis", men som far, mor og søn. Det var fantastisk! Stemningen i venteværelset vil dog altid være den samme, specielle stemning, som jeg kun har oplevet netop dér. Den kan ikke beskrives, men jeg ved, I ved, hvad jeg mener!
Vi fik lukket kapitlet, sagt tak for hjælpen, vist vores mirakel frem og kan nu se fremad. Alligevel vil 25. august - den dag hvor behandlingen gik igang - altid få mig til at tænke tilbage, såsom andre "mærkedage" i vores korte behandlingsforløb. For kampen glemmer vi aldrig!
Den dag idag kan jeg stadig se på min søn, fælde en tåre og føle taknemligheden bruse ind over mig.. Det er den bedste følelse i verden!
Jeg håber I - seje, kæmpende kvinder i denne gruppe - vil få lov til at lukke jeres kapitel på samme vis en dag. Bladre den sidste side, tænke "miraklet skete også for os" og få den ro det giver invendigt endelig at være forældre! Det ønsker jeg for Jer!
Jeg vil lige starte med at sige, at jeres lille søn da bare er guddommelig dejlig!!
Jeg er glad for du vil dele dine tanker. Det er så dejligt at høre, at nogle har haft det lige som én selv - med en lykkelig slutning..! Jeg kan virkelig godt forstå, at I havde brug for at få lukket et kapitel, som har betydet rigtigt meget i jeres liv.
Jeg kan se du startede med medicinen d. 25. august sidste år. I går, d. 25. august 2011, startede jeg på næsespray også med henblik på ICSI... Jeg tager det som et lykke-tegn 
