Anonym skriver:
Hej! Jeg skriver som ano da jeg ikke vil genkendes af nogen.
Min kæreste og jeg har været sammen i 5½ år. Det hele gik meget hurtigt i starten hvor jeg flyttede ind til ham efter ½ år. Vi var meget forelskede og glade for hinanden.
De sidste par år vil jeg tro er bare gået ned af bakke. Vi skændes rigtig tit over småting. Men han har også givet udtryk for at han mangler kærlighed, mangler at føle sig elsket og værdsat. Jeg ved godt at jeg er meget dårlig til at vise følelser og måske tager ham for givet. Han har givet udtryk for hvordan han har det SÅ mange gange og hver gang siger jeg ja, jeg skal nok forbedre mig, men alligevel kan jeg ikke tage mig sammen og gøre noget for at vores forhold holder. Han har mistet tilliden og troen til mig og det kan jeg faktisk godt forstå. Han mangler også at jeg overrasker ham engang imellem og gør ham glad.
Jeg ved ikke hvorfor jeg tager det her forhold for givet for jeg elsker ham virkelig over alt på jorden og vil ikke miste ham!! Hvis jeg fortsætter sådan her så vil jeg komme til at miste ham.....det ved jeg for ingen menneske kan holde til at leve sammen med en som ikke giver/viser kærlighed. Han siger at jeg ikke vil indse vores problem og er blind over for det. Og han har sikkert ret. Jeg vil ikke høre sandheden for jeg har det med at blive alt for nemt såret.
Selvfølgelig har vi også vores gode perioder hvor vi griner og har det rigtig godt sammen. Men det er efterhånden for få gange.
Måske jeg er bange for at blive såret hvis jeg viser mine følelser. Men hvorfor?? Kan ikke forstå hvorfor jeg har det sådan. Måske fordi jeg har 2 ekskærester som har droppet mig og hvor jeg blev rigtig ked af det. Min kæreste siger at hvis bare jeg ville vise ham kærlighed og give ham omsorg så ville han humør stige markant til det bedre end hvad det er nu. Han siger at det faktisk er min skyld med min manglende kærtegn til ham at han ret tit er i dårligt humør. Det påvirker ham alt for meget i en negativ retning.
Jeg mindes heller ikke at mine forældre har sagt "jeg elsker dig" til mig da jeg var barn og der var heller ikke så meget kærlighed fra mine forældre. Jo altså vi kyssede hinanden godnat og farvel og jeg synes faktisk jeg havde en god barndom. Men der var aldrig "jeg elsker dig min skat". Kan det måske have noget at gøre??
Vi venter desuden barn her til september og det gør det ikke ligefrem bedre med parforholdet når der kommer en lille ny. Jeg vil bare gerne have det her til at fungere og være en lille lykkelig kernefamilie.
Puha...det blev langt og rodet det her, men håber inderligt at der er nogen derude der kan hjælpe og komme med egne erfaringer! Please hjælp for jeg vil virkelig ikke miste ham!! 
Jeg bliver nød til at fortælle dig at det er nu den skal reddes, hvis du vil have en chance for et lykkeligt liv med ham. Jeg har selv stået i hans situation og det sørgelige er at de sidste par gange man giver den anden mulighed for at ændre sig, der er man psykisk på vej væk, og forholdet bliver svært at redde.
men nok om det negative. Løsningsforslag:
Jeg vil foreslå du køber dig Joan Ørtings bog: Hvad vil du ha? Fortæller din kæreste at du har købt den og vil bruge den til at lære hvorfor du gør som du gør og hvordan du kan forbedre det. fortæl ham at det ikke er noget der sker fra idag til i morgen, men at du vil love at han kan se fremskridt hele tiden og at det her forhold er det du vil!
Tag en aften om ugen og brug den som kæreste aften, hvor i skiftevis bestemmer hvad der skal ske på denne dag.
Men først og fremmest bestem dig for om du vil tage kampen op for jeres forholds skyld, vil du det, så går du all in. og du vil klare de udfordringer der kommer, hvor der er vilje er der vej. 
Pøj pøj med det.
