Anonym skriver:
Hej! Jeg skriver som ano da jeg ikke vil genkendes af nogen.
Min kæreste og jeg har været sammen i 5½ år. Det hele gik meget hurtigt i starten hvor jeg flyttede ind til ham efter ½ år. Vi var meget forelskede og glade for hinanden.
De sidste par år vil jeg tro er bare gået ned af bakke. Vi skændes rigtig tit over småting. Men han har også givet udtryk for at han mangler kærlighed, mangler at føle sig elsket og værdsat. Jeg ved godt at jeg er meget dårlig til at vise følelser og måske tager ham for givet. Han har givet udtryk for hvordan han har det SÅ mange gange og hver gang siger jeg ja, jeg skal nok forbedre mig, men alligevel kan jeg ikke tage mig sammen og gøre noget for at vores forhold holder. Han har mistet tilliden og troen til mig og det kan jeg faktisk godt forstå. Han mangler også at jeg overrasker ham engang imellem og gør ham glad.
Jeg ved ikke hvorfor jeg tager det her forhold for givet for jeg elsker ham virkelig over alt på jorden og vil ikke miste ham!! Hvis jeg fortsætter sådan her så vil jeg komme til at miste ham.....det ved jeg for ingen menneske kan holde til at leve sammen med en som ikke giver/viser kærlighed. Han siger at jeg ikke vil indse vores problem og er blind over for det. Og han har sikkert ret. Jeg vil ikke høre sandheden for jeg har det med at blive alt for nemt såret.
Selvfølgelig har vi også vores gode perioder hvor vi griner og har det rigtig godt sammen. Men det er efterhånden for få gange.
Måske jeg er bange for at blive såret hvis jeg viser mine følelser. Men hvorfor?? Kan ikke forstå hvorfor jeg har det sådan. Måske fordi jeg har 2 ekskærester som har droppet mig og hvor jeg blev rigtig ked af det. Min kæreste siger at hvis bare jeg ville vise ham kærlighed og give ham omsorg så ville han humør stige markant til det bedre end hvad det er nu. Han siger at det faktisk er min skyld med min manglende kærtegn til ham at han ret tit er i dårligt humør. Det påvirker ham alt for meget i en negativ retning.
Jeg mindes heller ikke at mine forældre har sagt "jeg elsker dig" til mig da jeg var barn og der var heller ikke så meget kærlighed fra mine forældre. Jo altså vi kyssede hinanden godnat og farvel og jeg synes faktisk jeg havde en god barndom. Men der var aldrig "jeg elsker dig min skat". Kan det måske have noget at gøre??
Vi venter desuden barn her til september og det gør det ikke ligefrem bedre med parforholdet når der kommer en lille ny. Jeg vil bare gerne have det her til at fungere og være en lille lykkelig kernefamilie.
Puha...det blev langt og rodet det her, men håber inderligt at der er nogen derude der kan hjælpe og komme med egne erfaringer! Please hjælp for jeg vil virkelig ikke miste ham!! 
Det lyder som om du har brug for en psykolog. Jeg synes ikke at I skal starte med parterapi, da du har nogle grundlæggende problemer du skal have løst først. Evt. kan det være en rigtig god idé at hive din kæreste med til din psykolog når du har fået gang i et forløb - så han kan høre fra en anden person hvad det er du går og kæmper med.
Du bliver altså nødt til at skide på det med pengene. Nej, det er ikke billigt (mener at en psykolog gennem sygesikringen koster omkring 400 i timen), men det handler om at prioritere dit liv og dit parforhold. Så må I spise havregrød. Jeg ville ikke "bare" tage en psykolog gennem kommunen, da det er vigtigt at du får en god psykolog, som er specialiseret i lige præcis dét du har brug for. Spørg venner og bekendte om de kan anbefale nogen, led evt. på nettet, og snak med din læge om det. Det er dog ikke sikkert at du kan få en henvisning af din læge, da der tit skal ret grelle tilfælde af f.eks depression til. Men måske han er gavmild ;-)
En anden meget vigtig faktor i alt det her, er din kæreste. Det nytter ikke noget at han har mistet modet og hele tiden påpeger at DU er problemet. Jeg forstår godt hvorfor han gør det - for at beskytte sig selv, fordi hans selvtillid er helt i bund. Men det skaber bare en ond cirkel, hvor ingen af jer tør komme ud af skallen. Selvfølgelig har du ikke lyst til at prøve at være kærlig hvis du ved at hans reaktion er et skuldertræk - specielt ikke hvis dit problem netop er at du er bange for at blive afvist! I er fælles om det her, og han må også yde en indsats ved at møde dig på halvvejen og have en positiv indstilling når du forsøger. Det er vigtigt at du ikke føler at du kæmper alene, men at I er i samme båd. Han har også et ansvar for at bryde den onde cirkel.
Hvis du kommer til ham og siger at du har besluttet dig for at gå til en psykolog for virkelig at gøre en indsats for dig selv og jeres parforhold, så tror jeg at han vil se det som et håndgribeligt bevis på at du mener det seriøst.
