Er det mig den er gal med?

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det.. min kæreste og jeg har været sammen i over 3 år,  og venter nu vores første barn sammen. Men jeg har forandret mig en del over det sidste år, hvor vi har prøvet at blive gravide: forandret mig på den måde at jeg ikke længere bare kan bide tænderne sammen, når jeg har følt at jeg er blevet behandlet som en sutteklud og bare sagt "jaja". Jeg bliver sur over det nu, svare igen og forsvare mig selv. Jeg er virkelig den mindst temperamentsfulde person der findes, så jeg synes jo ikke jeg er urimelig. Min kæreste derimod har meget temperament, og jeg føler egentlig lidt at han de sidste 3 år bare har hidset sig op hvis der var noget han ville have, for så vidste han at jeg bakkede ud. Nu er "problemet" at det gør jeg ikke længere.. jeg vil og KAN simpelthen ikke længere finde mig i at han skælder og smælder og bliver pigesur hvis jeg ser noget i fjernsynet som han vil se.. eller hvad det nu lige er han bliver sur over. Engang var min oplader til min computer gået istykker mens han var hjemme, hvilket jeg var ret ked af, da jeg skulle til at skrive en større opgave og ikke lige havde 1000 kr til en ny oplader. Jeg går derfor ind på toilettet for lige at have rå til at være ked af det og frustreret, men nu føler han at jeg giver ham skylden, og 1-2-3 så er der verdens største hul i toiletdøren. Her til aften fx. hvor vi lejer en film, og jeg finder en anden jeg gerne vil se end den han har fundet - han bliver sur, tramper rundt i butikken og siger at så vil han slet ikke leje en film - FINT vi lejer din film! På vej hjem siger han så: skulle vi have chips og dip", hvilket jeg siger nej til, for jeg har ikke lige lyst - og så er helvede altså løs, for hvad fanden bilder jeg mig ind at ødelægge hele vores hyggeaften, som han havde glædet sig til hele dagen . Det hele ender faktisk med at han bremser bilen hårdt op og siger at jeg skal skride ud af bilen, og så må jeg jo gå hjem. Brøler efter ham at jeg ikke fatter at jeg gider at have børn med ham, og det ved jeg jo godt var forkert at sige.. men det hele væltede bare op i mig lige der.. Synes i det er mig den er helt gal med, hvis i overhovedet kan finde hoved og hale på det her? 

 

Undskyld det blev så langt, trængte nok til at komme ud med det. 

Synes ærlig talt han lyder som en være egotripper der ikke kan klare ik at få sin vilje og skider på dine følelser

Anyways det er ikke sundt så synes i skal prøve at få talt ud om det hvis muligt, lyder som om han har et temperemetproblem og du skal måske blive bedre til at sige fra i tide

Sophie26 skriver:

Synes ærlig talt han lyder som en være egotripper der ikke kan klare ik at få sin vilje og skider på dine følelser

Anyways det er ikke sundt så synes i skal prøve at få talt ud om det hvis muligt, lyder som om han har et temperemetproblem og du skal måske blive bedre til at sige fra i tide

Der er vist ikke rigtig noget der hedder "at sige fra i tide" i mit tilfælde. 

Ja, jeg synes, det er helt galt, at du har fundet dig i ham så længe. Måske skulle du overveje, om han virkelig ER den mand, du gerne vil have børn sammen med, for hans opførsel vil næppe blive bedre af, at I får et barn.

Ej synes bestemt IKKE du er gal på den.. Han lyder sku da ikke særlig rar at være sammen med!!!  Barnlig, egoistisk og ikke som den partner man drømmer om at have ved sin side
Jeg ville aldrig kunne være sammen med en der var sådan.. Håber virkelig det ændre sig.. Har han altid være SÅ grov..??

Anonym skriver:

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det.. min kæreste og jeg har været sammen i over 3 år,  og venter nu vores første barn sammen. Men jeg har forandret mig en del over det sidste år, hvor vi har prøvet at blive gravide: forandret mig på den måde at jeg ikke længere bare kan bide tænderne sammen, når jeg har følt at jeg er blevet behandlet som en sutteklud og bare sagt "jaja". Jeg bliver sur over det nu, svare igen og forsvare mig selv. Jeg er virkelig den mindst temperamentsfulde person der findes, så jeg synes jo ikke jeg er urimelig. Min kæreste derimod har meget temperament, og jeg føler egentlig lidt at han de sidste 3 år bare har hidset sig op hvis der var noget han ville have, for så vidste han at jeg bakkede ud. Nu er "problemet" at det gør jeg ikke længere.. jeg vil og KAN simpelthen ikke længere finde mig i at han skælder og smælder og bliver pigesur hvis jeg ser noget i fjernsynet som han vil se.. eller hvad det nu lige er han bliver sur over. Engang var min oplader til min computer gået istykker mens han var hjemme, hvilket jeg var ret ked af, da jeg skulle til at skrive en større opgave og ikke lige havde 1000 kr til en ny oplader. Jeg går derfor ind på toilettet for lige at have rå til at være ked af det og frustreret, men nu føler han at jeg giver ham skylden, og 1-2-3 så er der verdens største hul i toiletdøren. Her til aften fx. hvor vi lejer en film, og jeg finder en anden jeg gerne vil se end den han har fundet - han bliver sur, tramper rundt i butikken og siger at så vil han slet ikke leje en film - FINT vi lejer din film! På vej hjem siger han så: skulle vi have chips og dip", hvilket jeg siger nej til, for jeg har ikke lige lyst - og så er helvede altså løs, for hvad fanden bilder jeg mig ind at ødelægge hele vores hyggeaften, som han havde glædet sig til hele dagen . Det hele ender faktisk med at han bremser bilen hårdt op og siger at jeg skal skride ud af bilen, og så må jeg jo gå hjem. Brøler efter ham at jeg ikke fatter at jeg gider at have børn med ham, og det ved jeg jo godt var forkert at sige.. men det hele væltede bare op i mig lige der.. Synes i det er mig den er helt gal med, hvis i overhovedet kan finde hoved og hale på det her? 

 

Undskyld det blev så langt, trængte nok til at komme ud med det. 

Overvej lige dette her:

hvordan er det for et barn at vokse op med at far smadre en dør når han bliver "frustreret" eller hvad han mener han bliver? Er det sundt? Er det noget du vil byde dit barn? 

Jeg kan faktisk ikke sige om det altid har været så "slemt" eller hvad det nu er.. er bare begyndt at sige fra, og der har jeg jo følt at det var slemt. Elsker ham meget, og ved at han bliver en god far - med børn er han en helt anden. Det typiske er at så lades vi som ingenting når han har fået et af hans "udbrud", for nåde trøste den der bringer det på banen igen! 

Syntes du skal tænke over om det er besværet værd.. Når den bette kommer har du lige pludselig to børn i stedet for kun et. Han lyder som en lille forkælet 5 årige der ikke får hans vilje!!! Tag en snak om hvad han forventer af dig og hvad du forventer af ham. Kan jo også være han er forvirret over lige pludselig og få lidt modstand hvis han har vært vant til at få hans vilje.. Men nej du er ikke gal på den..

Anonym skriver:

Jeg kan faktisk ikke sige om det altid har været så "slemt" eller hvad det nu er.. er bare begyndt at sige fra, og der har jeg jo følt at det var slemt. Elsker ham meget, og ved at han bliver en god far - med børn er han en helt anden. Det typiske er at så lades vi som ingenting når han har fået et af hans "udbrud", for nåde trøste den der bringer det på banen igen! 

So sorry men hvad vil du med hele dettte indlæg når du alligevel bare tager ham i forsvar?

Hvis han smækkede dig og ikke døren ville du så også sige det snakker vi bare ikke om? 

Ja jeg provokere og sætter det hårdt op men det der du snakker om det holder IKKE i længden! Og det er direkte synd at bringe et barn ind i det medmindre han modtager noget hjælp for det!!! 

So sorry... 

Höör skriver:

So sorry men hvad vil du med hele dettte indlæg når du alligevel bare tager ham i forsvar?

Hvis han smækkede dig og ikke døren ville du så også sige det snakker vi bare ikke om? 

Ja jeg provokere og sætter det hårdt op men det der du snakker om det holder IKKE i længden! Og det er direkte synd at bringe et barn ind i det medmindre han modtager noget hjælp for det!!! 

So sorry... 

Ja, typisk mig at tage ham i forsvar. Han ville aldrig slå, det ved jeg.. Ville måske ingenting med indlægget, udover at lukke alt lortet ud, så der kunne blive plads til noget nyt..