Er det den rette mand?

Min kæreste er mit livs kærlighed. Jeg havde aldrig troet at jeg ville opleve den følelse, jeg tænkte at det dér kærlighed bare var noget opreklameret fis, eller i hvert fald åbenbart ikke ment for mig. Men jeg tog fejl - og kunne aldrig drømme om at nøjes med mindre efter at jeg ved hvordan det kan føles. Jeg var i et forhold som dig inden jeg mødte ham. Det var da hyggeligt, vi havde det godt sammen o.s.v. Men det var ikke den store kærlighed, og jeg vidste det godt, selvom jeg måske prøvede at bilde mig selv noget andet ind. Det tog fire et halvt år før jeg fik taget mig sammen til at skride - og det er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget.

Nogle mennesker kan nøjes. Andre kan ikke. Så det må du jo gøre op med dig selv :-) Mit råd vil være: Lad for Guds skyld være med at købe hus med ham når du har det som du har det. For det vil gøre det endnu sværere at tage en svær beslutning hvis du på et tidspunkt er klar til at tage springet.

Halløj .. ville ikke bare læse uden at skrive lid til dig, jeg forstår dig da godt! det er sgu ikke nemt at finde ud af om det nu er det rette osv :/ altså jeg vil sige, hvis du kan se dig selv leve som du gær nu om 5 år så a så gør det, men hvis du virkelig ønsker noget andet, så syntes jeg at du enten skal tage en alvorlig snak med din mand og hører ham hvad han føler og hvad i evt kan gøre for at få gnisten tilbage måske ? ellers ville jeg virkelig gøre mig tanker om at være alene.
den følelse du beskriver er nok lidt sådan jeg havde det i mit tidligere forhold, og det ændrede sig bare aldrig for han var ikke den rette for mig, og lange samtaler om hvordan vi skulle finde gnisten hjalp bare ikke :/ men min kæreste som jeg er sammen med nu er bare den rette og det ved jeg inderst inde, tror aldrig at jeg stopper med at være forelsket i ham! nu aner jeg ikke hvordan du har haft det tidligere med ham og om du nogensinde har været virkelig forelsket i manden? måske i bare har glemt hinanden lidt .. disse ting ville jeg tage op til grundig overvejelse (:
Håber det bedste for dig

Anonym skriver:

Øhh ikke for at være flabet men har du ikke også et forlist forhold eller 2 bag dig?

havde jeg vidst det du havde, havde jeg aldrig fået børn med dem

før jeg skal noget igen skal jeg vide om jeg er sikker på alle de ting.

Anonym skriver:

Er i et mega dilemma!

Vi bor til leje pt. et sted vi har boet i 4 år, og orker snart ikke at bo her mere, hverken min kæreste eller jeg gør. Vi har en søn på 2 år sammen.

Nu er problemet så, skal vi flytte i hus (som vi køber) eller i leje bolig som også SKAL være et hus, orker ikke at bo i lejlighed mere...!

Men jeg er sådan i tvivl, fordi jeg synes vores forhold er usikkert. Jeg holder da af ham, og vi har en fin hverdag til at køre, men jeg mangler bare noget gnist, noget kærlighed.. Og så synes jeg han har nogle uheldige sider som virkelig kan irritere mig, som fx. hans computer som han sidder foran konstant..

Jeg kan virkelig ikke se mig selv foran alteret i kirken og sige ja til min kæreste, for føler jeg ville lyve hvis jeg sagde ja til at leve resten af livet med ham...

Arg... er sådan i vildrede! For han gø'r mig jo tryg, er min søns gode far, gør mig (til tider) glad, er til at stole på, vi giver hinanden frihed osv. Og jeg ønsker bestemt ikke min søn skal være delebarn!

Men lige nu lever jeg splittet.. overvejer huskøb med en mand jeg har været sammen med 6 år, og som jeg grundlæggende har det fint med, men er det nok bare at have det "Okay" ? Er I andre lykkelige, forelskede osv.?

Jeg ved ikke om jeg er ved at rode mig ud i noget værre bæ ved at kigge på hus med ham.. Men føler mig også "røvrendt" ved at bo i lejet hus, eftersom huslejepengene jo bare bliver "smidt ud af vinduet" og min store drøm har jo altid været et hus!! Men er det den rette mand jeg køber det med??!!

Håber nogle har nogle råd eller noget Er så forvirret...

husk græsset er sjældent grønne på den anden side.. Mon ikke bare i er kommet til det stadie hvor i ved hvor i har hinanden og holder utrolig meget af hinanden, men spændingen og gnisten er væk- men den kan genfindes...

modesty skriver:

Min kæreste er mit livs kærlighed. Jeg havde aldrig troet at jeg ville opleve den følelse, jeg tænkte at det dér kærlighed bare var noget opreklameret fis, eller i hvert fald åbenbart ikke ment for mig. Men jeg tog fejl - og kunne aldrig drømme om at nøjes med mindre efter at jeg ved hvordan det kan føles. Jeg var i et forhold som dig inden jeg mødte ham. Det var da hyggeligt, vi havde det godt sammen o.s.v. Men det var ikke den store kærlighed, og jeg vidste det godt, selvom jeg måske prøvede at bilde mig selv noget andet ind. Det tog fire et halvt år før jeg fik taget mig sammen til at skride - og det er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget.

Nogle mennesker kan nøjes. Andre kan ikke. Så det må du jo gøre op med dig selv :-) Mit råd vil være: Lad for Guds skyld være med at købe hus med ham når du har det som du har det. For det vil gøre det endnu sværere at tage en svær beslutning hvis du på et tidspunkt er klar til at tage springet.

Det kunne have været mig, som havde skrevet præcis dette indlæg, for jeg havde det på nøjagtig samme måde. Her tog det mig bare 9 1/2 år (og to børn) at finde ud af at det ikke var det rigtige

Vi havde hele vejen igennem vores forhold rigtig mange skænderier, men var selvfølgelig også glade sammen og elskede hinanden, men måske kun på den måde, som man også elsker sine venner, netop fordi man kender dem så godt. Men vi var ikke lykkelige sammen Og til sidst sad jeg med netop samme tanker, som ts.. Hvis han friede til mig, ville jeg så sige ja? Ville jeg kunne nøjes med, at det bare skulle være sådan her resten af livet? Jeg valgte til sidst at flytte fra ham, fordi jeg ikke ville sidde om 10 år og tænke, om jeg kunne være blevet lykkeligere med en anden.

Og det er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget. Kort efter mødte jeg nemlig fyren, som jeg altid har drømt om, men ikke turde håbe på fandtes. Fyren som forkæler mig på alle måder, som værdsætter mig og forguder både mig og mine børn. For ham nærer jeg både kærlighed og dyb forelskelse og er ikke et sekund i tvivl om, at han har det på samme måde. Nu er jeg lykkeligere end jeg nogensinde havde håbet på at blive

Mit råd til ts, er at lytte godt efter inde i dig selv, for kun DU kan mærke, om det er det rigtige for dig. Er der bare en lille bitte chance for, at dig og din kæreste kan blive lykkelige sammen, er det klart værd at kæmpe for! Ellers skal du overveje om, du leve med at det "bare" skal være sådan her, eller vil du måske om 10-20 år fortryde, at du ikke tog chancen?? Jeg tror på, at man er sin egen skæbnes herre og nogle gange handler det om at tage chancer og valg.

Men en stor til dig, jeg VED at det er en meget svær situation at stå i...

june1987 skriver:

havde jeg vidst det du havde, havde jeg aldrig fået børn med dem

før jeg skal noget igen skal jeg vide om jeg er sikker på alle de ting.

Det kunne jo evt tænkes, at TS havde det anderledes med sin kæreste for 3 år siden hvor hun blev gravid. 

Hvis det var så let at vide hvad man ville føle ud i fremtiden, ville verden nok se en del anderledes ud end den rent faktisk gør.

det kommer jo helt an på om du kan nøjes med at have det sådan her resten af livet ??? Det ville jeg ikke kunne.
Jeg har været sammen med min mand i 10 år og har 2 børn, en på snart 9 mdr og en på 2 år og 9 måneder og vi er forelsket stadig, og dybt lykkeligt og har det stadig skide sjovt sammen. Vi elsker hinandens selskab og vi får kriller i maven ved berøring osv. Det er fantastisk. Jeg ville ikk settle for less.

Tusind tak for alle jeres svar piger

Jeg kan virkelig bruge dem til noget! Lige pt vil jeg ikke tage nogle drastiske beslutninger, vi er inde i en hård periode, hvor min kæreste har knoklet med eksamen til sit studie, som han er færdig med 1. oktober - og gud hvor vi begge glæder os til det! For han er så stresset og irritabel og har ikke tid til andet end den skide eksamen Men selvfølgelig skal den laves!

Vi har snakket med banken, og kan under alle omstændigheder først låne pengene til et evt. hus om 6 mdr, (hvor jeg er uddannet). Så pt. skal der ikke tages nogle beslutninger.

Og ja py hvor er det hårdt ikke at vide om det er den rette man lever sammen med... For lykkelig vil jeg ikke sige jeg er, forelsket - nej heller ikke... Men jeg er (for det meste) tilfreds i  mit forhold. Som jeg tidligere skrev giver vi hinanden en masse positivt også. Men spørgsmålet er så om jeg kan " nøjes" ... Men nu har vi også en søn at tænke på, og synes personligt at mange giver "for let op", for det er virkelig en hård pris at betale for et barn at blive delebarn.... og vil jeg virkelig ikke byde ham i en alder af 2 år...

Jeg tror jeg har besluttet at give ham en wellness weekend sammen med mig som uddannelses-gave.... og så håber jeg vi kan få lidt romantik tilbage og det hele ikke bare køre i hverdags-leverpostej- dagligdagen.....

Tusind tak for svar! Hører gerne fra flere

RGN skriver:

Det kunne jo evt tænkes, at TS havde det anderledes med sin kæreste for 3 år siden hvor hun blev gravid. 

Hvis det var så let at vide hvad man ville føle ud i fremtiden, ville verden nok se en del anderledes ud end den rent faktisk gør.

Præcis Man ved aldrig hvad fremtiden bringer....

Og selvfølgelig havde jeg det ikke sådan da jeg blev gravid, havde du det måske sådan med de to tidligere mænd du har børn med, June?

Jeg kan ikke sige om han er manden for dig eller ej..
Jeg har været sammen med min kæreste i 3 år og vi er langt fra forelskede.. engang imellem kan jeg få følelsen.. men vi elsker hinanden på et andet plan, respektere hinanden, har hus, datter, bil og alt sammen.. Men alt er jo ikke gnister og fyrværkeri..  Det er et fælleskab og vi er hinadens bedste venner og ville ikke leve uden ham.. han gør mig som du skriver tryg osv.. men jeg kan 100% sige at jeg ville sige ja til ham i kirken og kunne se mig selv i øjnene bagefter.. Jeg synes bestemt ikke du skal gifte dig hvis du ikke føler det er rigtig det du står og lover.. er jo også vildt synd for ham!

Mht huskøb så er min mening at du for guds skyld skal lade være!!! Jeg har 3 som står mig virkelig nært som er ved at sælge og pga tiderne (selvom det er kanon lækre steder) så har tingene stået til salg i henholdsvis 1,5, 3 og 3,5 år  Tænk at skulle hænge på det hvis du så pludselig finder ud af det alligevel ikke lige var det..
Jeg synes det er en KÆMPE ting at købe hus sammen.. For hvis i går fra hinanden så gider i jo nok ikke bo under samme tag i måske 3 år indtil det er solgt  Så er det 3 huslejer i vil komme til at have og har de færreste mennesker vel råd til.. Plus det psykologiske i at skulle gå og passe og holde et hus indtil køberne kommer.. Kan absolut ikke anbefales..
Jeg synes du skal være fuldstændig sikker når du tager så stor en beslutning!!
Mange gange held og lykke