3rollinger skriver:
Er fuldkommen enig med Momto3.
Ved mit foerste barn taenkte vi ogsaa at det ville da vaere en fremragende idé at min mand tog 3 mdr til Irland mens jeg var i 6. 7. og 8. maaned.
Det var det bare slet ikke. Jeg var totalt jaloux og ked af det hele tiden. Nu bor jeg ogsaa selv i udlandet saa havde ikke engang familie jeg kunne gaa til.
Til gengaeld var han hjemme i to maaneder da baby blev foedt og var arbejdsloes, hvilket selvfoelgelig ogsaa var skoent, men ville nok hellere have haft det omvendt.
Saa jeg forstaar dig saa godt.
Og noget der isaer er frustrerende er ikke at kunne genkende sig selv og ens opfoersel. At man blvier en anden person men ikke kan goere noget ved det. Heldigvis vender alt tilbage til normalen paa et tidspunkt.
Knus
Hold da op, det lyder altså også helt vildt hårdt! Især når det har været i 3. trimester. For det er jo bare hårdt på en helt ny måde! Både fysisk, men også alle de tanker man går med, efterhånden som fødslen nærmer sig. Så kan godt forstå du ikke synes det var rart.
Og netop det med ikke at kunne kende sig selv, kan jeg nikke genkendende til. Især med jalousi. Ej hvor er det plat, nogle af de ting jeg føler mig utryg ved lige nu (læs evt. mit svar til mumto). Men det er jo en blanding af hormoner, savn og afmagt, tænker jeg..
Anmeld
