Findes der fattigdom i Danmark?

Jeg har svaret ja. Har arbejdet frivilligt i ungdomsklub i et såkaldt 'slumkvarter/socialt belastet kvarter', hvor mange børn og unge lever under, i mine øjne, kummerlige forhold.

Det kan godt være familien får udbetalt en kontanthjælp, som burde række til mad og tøj osv, men mange af disse familier har sociale problemer såsom alkohol, depressioner, og muligheden for at tænke kreativt for at få pengene til at strække er bare ikke tilstede.

Jeg er flere gange vendt hjem med ondt i hjertet, når jeg har set børn ned til 5 år rende rundt i bare ben og gummestøvler om vinteren, møgbeskidte over det hele og ledt efter mad ved skraldespandene...

Ved godt at dette ikke kun er fattigdom ift penge, men vil alligevel kalde det fattigdom, da det er under en levestandard, der er et levende væsen værdigt.

Mi skriver:

Nu må jeg se om jeg kan få mig formuleret rigtig og ikke stødende:

Jeg hører ind i mellem om at der er fattigdom i Danmark. Det er jeg som sådan ikke fuldstændig uenig i. Men jeg mener ikke at det er en reel fattigdom, for folk kan jo få mad, tøj og husly. Men det er vel et spørgsmål om definitionen på fattigdom.

Hvis man fx får kontanthjælp, hvad er satsen så, altså hvor meget får man. Jeg mener nemlig ikke at det er så meget, men så har man jo til gengæld også friplads i institutionen, ofte også boligstøtte og måske også forhøjet børnepenge i nogle tilfælde.

Hvad med jer. Hvordan oplever i fattigdom i Danmark? Hvis nogle af jer er på kontanthjælp, hvordan oplever i så det. Og hvis i vil dele det, hvad er jeres rådighedsbeløb så. Rådighedsbeløb er selvfølgelig en relativ størrelse, for man kan jo i princippet godt have et lille rådighedsbeløb, men en stor indkomst. Hvis man har dyr telefon, internet, forsikring, bil og lign, så er der jo ikke så meget tilbage.

Her lever vi for min mands løn, ca 20.000kr udbetalt. Men vi bor i hus og har bil, så der er mange udgifter. Vi holder alt hvad vi kan på et absolut minimum, og så går det faktisk fint. Vi er to voksne og tre børn. Tilbage til mad, husholdning, gaver, tøj, uforudsete udgifter og lign er 7500kr om måneden.

Nå, men hvordan oplever i fattigdom i Danmark, og findes det overhovedet?

JA, DER ER FATTIGE I DANMARK

Jeg tror man skal have prøvet det eller set det nær på, for at se i øjnene at der findes fattige i Danmark. Jeg har selv været enlig mor og samtidig under uddannelse. Med 2 små børn på 0 og 4 år og et rådighedsbeløb på 2.200,- kr. om måneden tilbage for 16 år siden. Jeg fik boligsikring og friplads samt ekstra børnepenge. Jeg havde ingen gæld og kun udgifter til husleje, varme, vand, el, transport, indboforsikring, bøger, mad, TV-licens, vasketøj, drikke, tøj og sko! Det var en nødvendighed, at købe børnetøj i Røde Kors butikken eller i rodekasser altid. Jeg arvede selv tøj af et par veninder, min søster og min mor. Samt min mor sponsorerede sko og støvler til børnene. Vi havde ikke råd til simple ting, som andre regner for en selvfølge, som sodavand, slik, bioture, udflugter med tog/bus, zooture, fritidsaktiviteter, byture, computer, nyt tøj. Heldigvis var det KUN 4 år jeg levede på denne måde, da jeg så mødte min dejlige mand og så var vi to om udgifterne.

Som folkeskolelærer har jeg mødt en del fattige børn - de bor allevegne. Den synlige del for mig som lærer har været fx. at de bruger det samme par sko i skolen og til gymnastik, får nogen gange ikke madpakke med, har ikke computer eller spillekonsoller. Desuden er forældrene ofte også socialt isolerede og har ikke overskud til at hjælpe deres børn med lektier, invitere andre børn hjem med mere. Forældrene kan være arbejdsløse, lavtlønnede eller enlige. Andre grunde kan fx. være misbrug.

Jeg kan da huske, at min ældste datter startede i skolen og det forventedes at man skulle have kage med en gang imellem, eller dele ud ved fødselsdage. Jeg havde da svært ved at finde de 50 kr. ekstra det kostede. At tage til fødselsdage i familie eller hos veninder var pinligt, for jeg havde ikke råd til noget særligt i gave. For at klare jul og fødselsdage i familien, cykelreperationer og opsparing til uforudsete udgifter måtte jeg de sidste par år spare 300 kr. op om måneden - det var mere end jeg brugte på mig selv og mine egne unger om måneden og jeg gjorde det kun, for at kunne blive accepteret socialt og ikke set ned på.

Mine unger anede ikke der fandtes færdigmad, pizzariaer eller ud at spise før de var 4 og 7 år gamle. Det var der jeg mødte min mand.

I dag er jeg arbejdsløs og gravid, men min mand arbejder og jeg føler mig absolut ikke fattig, for der har jeg været.

Så nu hvor I har rigeligt, så husk at respektere dem der ikke har så meget. Inviter deres unger med hjem at lege og giv jeres brugte tøj til Røde kors og den brugte computer til Blå Kors, som både tager ting og tøj.

Spørg evt. dine børns klasselærer om de vil give en brugt computer videre til et barn der trænger. Mange lektier skal jo i dag skrives ind på computer og der findes faktisk stadig husholdninger som ikke har en.

Man kan også vælge at give sin børnecheck videre til fx. mødrehjælpen, hvis man ikke har behov for de ekstra penge.

Jeg har pga min historie lært - ikke at prale, når jeg havde mere end andre og ikke være flov, når jeg ikke havde noget. Man kan sagtens prale af noget fantastisk man har oplevet eller købt og samtidig gøre det i passende omfang med hensyn til det selskab man er i.

Baby'este hilsner fra Helle

SjeBets skriver:

Jamen helt sikkert der er folk det har regnet systemt ud, jeg kender en pige der fik første barn da hun lige var blevet 19 mener jeg og har så siden fået 2 mere og i dag i en alder af 28 har ikke været i job overhovedet siden hun stod som hjælpe pige i 9 klasse på den lokale grill. Og hun har 9 klasse. 

Hun trives med at gå hjemme, og fair nok, men så burde det måske være lige som med dig og din mand, på mandens indkomst. 

Jeg trives ikke med at gå hjemme, jeg bliver skør. jeg vil så gerne ud og lave noget, også derfor jeg har så mange kurser, tager en hver chance jeg kan for at få lidt mere i min pose af erfaringer .. 

Der er også flere som har spurgt mig, hvorfor jeg ikke får dagpenge. Men det ville i mine øjne være helt forkert at få en social ydelsen, for jeg står jo ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Bliver helt ærligt noget forarget, når folk spørger.

Jeg vil heller ikke gå hjemme altid, for er faktisk rigtig glad for at arbejde. Men jeg tænker, at der kommer rigtig mange år, hvor jeg nok skal få lejlighed til at arbejde alt det den kan trække

N&J skriver:

Det er der helt sikker, husker at opgørelser viste at 85 % mener jeg det var af alle hjemløse har en psykiatrisk lidelse, mens over 95 % har et misbrug, men derfor får de stadig ikke pengene, hvis de ikke kan overholde de aftaler der foreligger, og det er jo sjældent de kan det, derfor lever de af hvad de kan få. 

De skulle virkelig have noget mere hjælp, til at fungere. Og der skulle sættes nogle realistiske krav til dem, i stedet for at man forventer at de er arbejdsdygtige.

Beka83 skriver:

Jeg har svaret ja. Har arbejdet frivilligt i ungdomsklub i et såkaldt 'slumkvarter/socialt belastet kvarter', hvor mange børn og unge lever under, i mine øjne, kummerlige forhold.

Det kan godt være familien får udbetalt en kontanthjælp, som burde række til mad og tøj osv, men mange af disse familier har sociale problemer såsom alkohol, depressioner, og muligheden for at tænke kreativt for at få pengene til at strække er bare ikke tilstede.

Jeg er flere gange vendt hjem med ondt i hjertet, når jeg har set børn ned til 5 år rende rundt i bare ben og gummestøvler om vinteren, møgbeskidte over det hele og ledt efter mad ved skraldespandene...

Ved godt at dette ikke kun er fattigdom ift penge, men vil alligevel kalde det fattigdom, da det er under en levestandard, der er et levende væsen værdigt.

I nogle tilfælde er det nok fattigdom. Men jeg tænker også, at der i høj grad er tale om, at forældrene ikke magter at tilgodese deres børns behov, om det så er pga sygdom, misbrug eller andet er jo egentlig underordnet for børnene. De børn skulle enten fjernes, eler også skulle familierne have så meget hjælp at de kunne fungere

BABYPIGEnr4 skriver:

JA, DER ER FATTIGE I DANMARK

Jeg tror man skal have prøvet det eller set det nær på, for at se i øjnene at der findes fattige i Danmark. Jeg har selv været enlig mor og samtidig under uddannelse. Med 2 små børn på 0 og 4 år og et rådighedsbeløb på 2.200,- kr. om måneden tilbage for 16 år siden. Jeg fik boligsikring og friplads samt ekstra børnepenge. Jeg havde ingen gæld og kun udgifter til husleje, varme, vand, el, transport, indboforsikring, bøger, mad, TV-licens, vasketøj, drikke, tøj og sko! Det var en nødvendighed, at købe børnetøj i Røde Kors butikken eller i rodekasser altid. Jeg arvede selv tøj af et par veninder, min søster og min mor. Samt min mor sponsorerede sko og støvler til børnene. Vi havde ikke råd til simple ting, som andre regner for en selvfølge, som sodavand, slik, bioture, udflugter med tog/bus, zooture, fritidsaktiviteter, byture, computer, nyt tøj. Heldigvis var det KUN 4 år jeg levede på denne måde, da jeg så mødte min dejlige mand og så var vi to om udgifterne.

Som folkeskolelærer har jeg mødt en del fattige børn - de bor allevegne. Den synlige del for mig som lærer har været fx. at de bruger det samme par sko i skolen og til gymnastik, får nogen gange ikke madpakke med, har ikke computer eller spillekonsoller. Desuden er forældrene ofte også socialt isolerede og har ikke overskud til at hjælpe deres børn med lektier, invitere andre børn hjem med mere. Forældrene kan være arbejdsløse, lavtlønnede eller enlige. Andre grunde kan fx. være misbrug.

Jeg kan da huske, at min ældste datter startede i skolen og det forventedes at man skulle have kage med en gang imellem, eller dele ud ved fødselsdage. Jeg havde da svært ved at finde de 50 kr. ekstra det kostede. At tage til fødselsdage i familie eller hos veninder var pinligt, for jeg havde ikke råd til noget særligt i gave. For at klare jul og fødselsdage i familien, cykelreperationer og opsparing til uforudsete udgifter måtte jeg de sidste par år spare 300 kr. op om måneden - det var mere end jeg brugte på mig selv og mine egne unger om måneden og jeg gjorde det kun, for at kunne blive accepteret socialt og ikke set ned på.

Mine unger anede ikke der fandtes færdigmad, pizzariaer eller ud at spise før de var 4 og 7 år gamle. Det var der jeg mødte min mand.

I dag er jeg arbejdsløs og gravid, men min mand arbejder og jeg føler mig absolut ikke fattig, for der har jeg været.

Så nu hvor I har rigeligt, så husk at respektere dem der ikke har så meget. Inviter deres unger med hjem at lege og giv jeres brugte tøj til Røde kors og den brugte computer til Blå Kors, som både tager ting og tøj.

Spørg evt. dine børns klasselærer om de vil give en brugt computer videre til et barn der trænger. Mange lektier skal jo i dag skrives ind på computer og der findes faktisk stadig husholdninger som ikke har en.

Man kan også vælge at give sin børnecheck videre til fx. mødrehjælpen, hvis man ikke har behov for de ekstra penge.

Jeg har pga min historie lært - ikke at prale, når jeg havde mere end andre og ikke være flov, når jeg ikke havde noget. Man kan sagtens prale af noget fantastisk man har oplevet eller købt og samtidig gøre det i passende omfang med hensyn til det selskab man er i.

Baby'este hilsner fra Helle

Vi har slet ikke for meget, men det er jo selvvalgt at vi ikke har så mange penge, og vi giver, men til afrika.

Helt sikkert findes der børn som ikke har de samme muligheder som andre har. Og det er da synd for disse børn, helt bestemt. Jeg er pædagog og møder dem også. Men ofte er det ikke at forældrene har det økonomisk hårdt der har været det værste for dem, men at forældrene ikke magter det ansvar det er at være forældre. Altså at prioritere deres børn, fremfor at de gerne vil have en ny telefon, hairextensions, cigaretter eller lign. I de tilfælde har jeg meget ondt af børnene, og overhovedet ikke ondt af forældrene.

Mi skriver:

Vi har slet ikke for meget, men det er jo selvvalgt at vi ikke har så mange penge, og vi giver, men til afrika.

Helt sikkert findes der børn som ikke har de samme muligheder som andre har. Og det er da synd for disse børn, helt bestemt. Jeg er pædagog og møder dem også. Men ofte er det ikke at forældrene har det økonomisk hårdt der har været det værste for dem, men at forældrene ikke magter det ansvar det er at være forældre. Altså at prioritere deres børn, fremfor at de gerne vil have en ny telefon, hairextensions, cigaretter eller lign. I de tilfælde har jeg meget ondt af børnene, og overhovedet ikke ondt af forældrene.

Jeg mener ikke du har mange penge og ja, jeg har også mest ondt af børnene. Børn vælger jo ikke selv deres hjem, men forældrene vælger deres livsstil i et vist omfang. Det er jo ikke alle forældre der formår at være mønsterbrydere.

Mit svar var også ment med henblik på det jeg ellers har læst herinde, under folks tilbagemeldinger, og selvfølgelig dig.

Baby'est hilsner fra Helle