Endelig!

serinasmor skriver:

jeg ville holde ham opdateret med en sms når du har været ved jordmoder og til scanning osv ...

senere når barnet er født kan kan jo "dømmes" til at være far til barnet ... mener det går gennem statsforvaltningen ... men det kan du garanteret spørge jm om ...

hvem ved ... det kan være han vender og tager sin del af ansvaret når den tid kommer .. hvis ikke kommer han under alle omstændigheder til at betale børnepenge til dig ...

 

din baby skal nok få et fantastisk liv du har jo din families støtte

det er nemlig det der forvirre mig han tager gerne med til skanninger, vil dog ikke vide noget om mine besøg hos jordmor og sådan noget .. Han er heller ikke intra. i at møde op ved fødslen . men det bare hans tab efter min mening . 

ja vi tager en blodprøve fra navnestrengen når den bette kommer til verdenen, så bliver han dømt, og hænger alligevel på den. såå. 

tvivler meget på at han skifter mening, han truer en del med at flytter til bangkok hvor han arbejder, og skifte nr. og sådan noget ... 

gravid20 skriver:

så tøser, så tog jeg mig sammen langt om længe.. har skrevet en del om min situation med mit barns far og jeg, det er nu helt slut, og jeg har fulgt jeres råd, og flytter tilbage til min familie og mine venner hjemme i jylland,hvor jeg starter hjemme ved mine forældre og sparre op og hvor jeg får en 4 værelses til næsten ingen penge inden jeg føder, og starter på HF så jeg kan komme videre i drømmen om drømmejobbet  

- tudsind tak for jeres hjælp og støtte, det har betydet rigtig meget, ellers havde jeg blevet her, og stadig ventet på ham, så TAK fordi at i hjalp mig videre 

 

- nu er spørgsmålet så, hvad gør jeg nu ? har jo mest af alt lyst til bare at skifte nr. og slette ALT kontakt til ham, men kan jeg jo ikke når han er far til mit barn (selvom at han ikke vil skrive under på det) .

nogen gode råd til hvordan man kommer videre herfra? alt kontakt gør virkelig ondt når man tænker på hvad han har budt mig... men kan jeg tillade mig at vente til han kommer til mig, og stoppe med at kæmpe for at han vil have noget med vores barn at gøre ? eller er det for hurtigt at give op ? 

Du skal jo oplyse faderen ved fødslen eller lige efter, så er det jo op til ham hvad han gør, om han tager kontakt eller ej.

At det gør ondt lige nu, jamen det gør det og det bliver det ved med i et godt stykke tid, jeg har først fået en lille smule kontakt med min datters far, så på et voksen vi kan snakke sammen plan nu her, og hun er 2½ år.. og det har taget mig langt tid at nå dertil hvor det ikke gjorde ondt mere... men jeg har også valgt at flytte tilbage hertil (kbh) for at give ham en sidste chance på et par år til at tage sig sammen og tage del i hans datters liv, i vores verden er hendes far dog hendes far og det bliver ingen andre nogensinde, de kan blive papa eller en anden betegnelse, men hendes far - det er hans titel også selvom han ikke har opført sig derefter.. men det er jo selvfølgelig bare hvordan det er for mig, jeg tror dog heller ikke selvom jeg havde fundet en ny hurtigt at jeg havde haft det anerledes, for hvad hvis det ikke holdte, hvor mange fædre skulle hun så have.. 

en lang smøre, men grundlæggende, gør det du kan magte lige nu, så når du er kommet dig ovenpå fødslen og er ovenpå igen, så kan du hvis du kan holde til det tage kontakt til dit barns far for jeres barns skyld.

Må lige tilføje at Nikitas far og jeg har snakket om hvorvidt han var taget med til fødslen, skanninger hvis jeg havde direkte bedt ham om det, han sagde at det kan han selvfølgelig ikke sige nu, men at han måske var taget med, ihvert fald til skanninger (jeg fødte i esbjerg og han var i kbh) - og det gjorde ondt - fordi jeg så følte jeg ikke havde kæmpet nok for min datters skyld, vi talte bare ikke sammen på det tidspunkt, så om det er realistisk aner jeg ikke, men jeg er så ked af han ikke var med til hendes fødsel.

SjeBets skriver:

 det er en lang træls kamp hvis faderen ikke gider, jeg har en datter på snart 11 og faderen og jeg gik fra hinanden da hun var 4 mdr.  og siden har jeg også følt et ansvar for at min datter skulle kende sin far, men han "orkede " ikke at være far, så jeg har tid bøjet mig baglæns for at følge ham i hans krav fordi jeg synes han skulle se sin datter, i dag kan jeg godt se at hva nytter det når manden bare ikke gider, som en anden skriver man kan ikke tvinge dem til at være far. Og jeg gider ikke presse på for mere samvær mere, så må han undvære sin skønne datter, det er bare desværre hende det går ud over med tiden.   

 

Det er ikke nemt. Hvorfor vil han ikke skrive under på han er faderen ? det var da en sær holding, med mindre han vitterlig er i tvivl

Jeg tror det er noget psykologisk at der er nogen/mange der har det sådan, virkeligheden kan udskydes indtil det er bevist.. det er i hvert fald min teori

N&J skriver:

Du skal jo oplyse faderen ved fødslen eller lige efter, så er det jo op til ham hvad han gør, om han tager kontakt eller ej.

At det gør ondt lige nu, jamen det gør det og det bliver det ved med i et godt stykke tid, jeg har først fået en lille smule kontakt med min datters far, så på et voksen vi kan snakke sammen plan nu her, og hun er 2½ år.. og det har taget mig langt tid at nå dertil hvor det ikke gjorde ondt mere... men jeg har også valgt at flytte tilbage hertil (kbh) for at give ham en sidste chance på et par år til at tage sig sammen og tage del i hans datters liv, i vores verden er hendes far dog hendes far og det bliver ingen andre nogensinde, de kan blive papa eller en anden betegnelse, men hendes far - det er hans titel også selvom han ikke har opført sig derefter.. men det er jo selvfølgelig bare hvordan det er for mig, jeg tror dog heller ikke selvom jeg havde fundet en ny hurtigt at jeg havde haft det anerledes, for hvad hvis det ikke holdte, hvor mange fædre skulle hun så have.. 

en lang smøre, men grundlæggende, gør det du kan magte lige nu, så når du er kommet dig ovenpå fødslen og er ovenpå igen, så kan du hvis du kan holde til det tage kontakt til dit barns far for jeres barns skyld.

Må lige tilføje at Nikitas far og jeg har snakket om hvorvidt han var taget med til fødslen, skanninger hvis jeg havde direkte bedt ham om det, han sagde at det kan han selvfølgelig ikke sige nu, men at han måske var taget med, ihvert fald til skanninger (jeg fødte i esbjerg og han var i kbh) - og det gjorde ondt - fordi jeg så følte jeg ikke havde kæmpet nok for min datters skyld, vi talte bare ikke sammen på det tidspunkt, så om det er realistisk aner jeg ikke, men jeg er så ked af han ikke var med til hendes fødsel.

Han tager også med til de mest nødvendige skanninger, NF og MD.. men fødslen, der skal jeg nok desværre ikke regne med ham selvom han i starten lovede at tage med uanset hvad. det er også lidt mit dilemma, han bor i kbh, og jeg skal føde i jylland. og føler ikke rigtig jeg kan tillade mig at give op så let  

men det selvf. svært hvis han ikke vil have noget med vores barn at gøre . vil heller ikke tvinge ham til det når han har så lidt styr på sit liv som han har nu . 

gravid20 skriver:

Han tager også med til de mest nødvendige skanninger, NF og MD.. men fødslen, der skal jeg nok desværre ikke regne med ham selvom han i starten lovede at tage med uanset hvad. det er også lidt mit dilemma, han bor i kbh, og jeg skal føde i jylland. og føler ikke rigtig jeg kan tillade mig at give op så let  

men det selvf. svært hvis han ikke vil have noget med vores barn at gøre . vil heller ikke tvinge ham til det når han har så lidt styr på sit liv som han har nu . 

Altså jeg tror i min datters fars tilfælde, det handlede om at han var bange - bange for hans fremtid, bange for ansvaret, bange for det liv vi havde skabt.. Jeg tror heller ikke han var kommet til fødslen, men i dag ville jeg ønske jeg havde givet ham muligheden, jeg blev ked af det alligevel så jeg tror ikke jeg var blevet mere ked af at han ikke var kommet fordi jeg havde bedt ham om det.. men jeg kan godt huske hvor svært det var at gå og være ked af det, fordi man jo for fanden bare ønskede at manden tog sig sammen.. jeg spiste en masse is og så sjove film, det hjalp lidt, men jeg græd stadig min. en gang om dagen, men jeg var også bare et hormonelt nervevrag under min graviditet.. 

gravid20 skriver:

Du har nok ret, føler bare lidt jeg giver op, og hver gang jeg har sagt at det må han selv finde ud af, er han kommet med en eller anden komentar om at jeg er en dårlig mor og burde kæmpe meget mere for at han ville være en del a barnets liv så syns det svært - 

Han er enormt manipulerende og spiller på din samvittighed.

Siden hvornår har du været hans mor, der skulle hjælpe ham med at træffe afgørelser?

Han er et voksent menneske og det burde ikke være nødvendigt, at skulle overbevise ham om, at han bør være far for sit barn.

Der er kun en der har et ansvar i forbindelse med faderrollen i jeres barns liv og det er ham, der har det ansvar.

Du skal ikke lade hans manipulerende ord påvirke dig og trænge ind.
For det eneste han er ude på er, at du skal få det dårligt med dig selv, fordi han er en forsmået mand.

N&J skriver:

Altså jeg tror i min datters fars tilfælde, det handlede om at han var bange - bange for hans fremtid, bange for ansvaret, bange for det liv vi havde skabt.. Jeg tror heller ikke han var kommet til fødslen, men i dag ville jeg ønske jeg havde givet ham muligheden, jeg blev ked af det alligevel så jeg tror ikke jeg var blevet mere ked af at han ikke var kommet fordi jeg havde bedt ham om det.. men jeg kan godt huske hvor svært det var at gå og være ked af det, fordi man jo for fanden bare ønskede at manden tog sig sammen.. jeg spiste en masse is og så sjove film, det hjalp lidt, men jeg græd stadig min. en gang om dagen, men jeg var også bare et hormonelt nervevrag under min graviditet.. 

hehe den med hormonerne kan jeg melde mig ind i også.. tuder over altting for tiden  

det lyder som om at din datters og mit barns far har en del tilfælles.. håber dog af hele mit hjerte at han vælger at tage imod tilbudet om at være med til fødslen .. da jeg gerne vil kunne sige til mit barn at han i det mindste var der da den kom til verdenen, hvis han vælger ikke at se barnet senere . 

gravid20 skriver:

hehe den med hormonerne kan jeg melde mig ind i også.. tuder over altting for tiden  

det lyder som om at din datters og mit barns far har en del tilfælles.. håber dog af hele mit hjerte at han vælger at tage imod tilbudet om at være med til fødslen .. da jeg gerne vil kunne sige til mit barn at han i det mindste var der da den kom til verdenen, hvis han vælger ikke at se barnet senere . 

Ja.. det lyder sådan..

Jeg havde præcis de samme tanker som dig omkring det med fødslen..

RGN skriver:

Han er enormt manipulerende og spiller på din samvittighed.

Siden hvornår har du været hans mor, der skulle hjælpe ham med at træffe afgørelser?

Han er et voksent menneske og det burde ikke være nødvendigt, at skulle overbevise ham om, at han bør være far for sit barn.

Der er kun en der har et ansvar i forbindelse med faderrollen i jeres barns liv og det er ham, der har det ansvar.

Du skal ikke lade hans manipulerende ord påvirke dig og trænge ind.
For det eneste han er ude på er, at du skal få det dårligt med dig selv, fordi han er en forsmået mand.

det ved jeg, men jeg hopper bare i hver gang, mine hormoner er ikke ligefrem en hjælp for tiden  

ved godt at han bare vil have mig til at føle mig utilstrækkelig som mor for barnet, da han stadig går og håber at jeg opgiver det . men det går mig jo stadig på hver gang han siger noget der kun er myntet på at såre mig . eller gør noget der er beregnet til det ... ved ikke hvorfor det bliver ved med at gøre ondt, men det gør det desværre . 

N&J skriver:

Ja.. det lyder sådan..

Jeg havde præcis de samme tanker som dig omkring det med fødslen..

tja, der e rvel ikke andet at gøre end at vente og se om han dukker op :/