mariamiss6 skriver:
Det lyder fuldstændig som det jeg ALTID gjorde som barn...
Jeg lå vågen halve og hele nætter og regnede ud hvordan jeg skulle få alle folk og dyr og vigtige ting ud af huset (især hvis det var et uvant sted for mig) hvis der opstod brand inde i huset.
Jeg memoriserede hvor alle vinduer og døre var, og prøvede at huske brandbekæmpelsesregler for forskellige situationer (jeg har været mellem 8 og 15 år gammel)
Og når jeg havde tænkt mig igennem en situation, kom jeg altid i tanke om "hvad nu hvis branden opstår der eller der, eller jeg ikke kan åbne den eller den dør for ilden, eller jeg ikke kan vække folk ved at banke på ruder, eller hvis ingen tror på mig", og så måtte jeg starte forfra med at gennemtænke en ny situation....
Ofte stoppede det først når resten af huset vågnede, og jeg fik så ikke sovet....
Det er bare virkelig en ond cirkel, og jeg ved ikke hvad du kan gøre ved det.....
Men mit bedste råd er at finde ud af HVAD du er bange for, helt præcist, i fald sådan en situation rent faktisk skulle opstå....
For mit eget vedkommende tror jeg det handlede meget om ikke at blive hørt, og at jeg altid følte mig forpligtiget til at passe på alle andre, store som små. Og jeg følte ikke der var nogen der havde kontrol over tingene, så jeg var selv nødt til at have det... Og så tror jeg den største frygt bestod i at miste kontrollen, og overblikket....
Det med branden kender jeg alt til. Jeg udtænker også planer om hvordan vi så skal komme ud. Ligemeget hvor mange planer jeg udtænker så er der altid noget nyt når jeg går i seng. Der er intet om dagen overhovedet, men lige så snart det bliver mørkt kommer det hele.
Tror jeg er blevet bange for mørket. Da jeg var lille tænkte jeg altid på døden og hvad der ville ske efter det og derfor er det et emne der aldrig bliver taget op herhjemme for kan slet ikke holde ud at tænke på det