Jeg vil sige det vigtigste man skal med en barn der har det svært er at klare de svære situationer kærligt. Dvs. at man kan sagtens sige nej med et smil eller ej det synes jeg ikke. Ordet nej er generelt et man skal holde sig fra. Fordi det er et murord. Når nejet er sagt så er der ingen veje at gå videre fra. Hvis du siger "Det synes jeg ikke du skal gøre/sige men du kan måske finde dine dukker/klodser/tog og lege med!" Så giver du samtidig med nejet en vej ud af konflikten.
Dernæst er det meget vigtigt at barnet aldrig føler det som en straf. Så hvis det igen igen skal til at modtage et nej så er det nok der man som forælder må overveje at ændre på situationen så de nej-situationer ikke hele tiden opstår. Om det er at gå på legeplads, i haven, i køkkenet eller andet er lige gyldigt sålænge man formår at ændre scenarie nok til at det ikke længere føles som en konfliktzone.
Og det med at børnene presser en. Det gør de jo ikke. Børn er børn lige som de skal være. Men det er jo de voksne som ind imellem har mindre overskud. Der må man se frem og forudse at nu kan det blive for meget og handle fornuftig derefter. 
Anmeld
