Så kom det frygtede spørgsmål.

Rosa skriver:

Jeg synes at du skal vente mange år endnu med at begynde at snakke om folk som har "været dumme" ved jer. Hvorfor skal han ikke have lov at være lykkeligt uvidende om det?  

Det med at der er mennesker derude som er farlige, det synes jeg man skal vente med at forklare børn til de selv er gamle nok til at spørge. Ellers tror jeg at man putter tanker i hovedet på dem som de ikke er modne nok til at forstå selv - dvs. de vil begynde at gå og lede efter de "farlige mennesker" i deres verden - helt unødvendigt, for du er der jo stadig i denne alder til at passe på ham så han skal ikke selv "passe på de farlige/onde/dumme mennesker" før om nogle år endnu. 

Enig - og oven i det kan barnet senere begynde at spekulere på, hvad "ikke sød" betyder - har de slået nogen? - er de "onde"? - osv. osv.

Man kan ikke tage det som en selvfølge, at børn løbende vil indvie mor i, hvad de gør sig af tanker og fantasier om en fraværende forælder - og dermed kan de bygge alverdens fantasier op, oftest i form af idealisering af "super-far", men, hvis stikordet er "dum"/"ikke sød", uforbeholdent negative skrækbilleder af et ondt menneske.

Rosa skriver:

Jeg synes at du skal vente mange år endnu med at begynde at snakke om folk som har "været dumme" ved jer. Hvorfor skal han ikke have lov at være lykkeligt uvidende om det?  

Det med at der er mennesker derude som er farlige, det synes jeg man skal vente med at forklare børn til de selv er gamle nok til at spørge. Ellers tror jeg at man putter tanker i hovedet på dem som de ikke er modne nok til at forstå selv - dvs. de vil begynde at gå og lede efter de "farlige mennesker" i deres verden - helt unødvendigt, for du er der jo stadig i denne alder til at passe på ham så han skal ikke selv "passe på de farlige/onde/dumme mennesker" før om nogle år endnu. 

Også det jeg mente, det var en god vej ud af spørgsmål om en familiestruktur han alligevel ikke har noget at gøre ved. Så er der bare det mindre for lille hovede at tænke på

Mor og meget mere skriver:

Jeg taler også fra et fagligt synspunkt - såvel som et personligt - og mener bestemt ikke, små børn har brug for at have det som en del af deres identitets- og verdensforståelse, at deres far/farmor er "dum" eller "ikke sød".  Og i særdeleshed ikke, når mor ikke engang selv opfatter det sådan.

Jeg ville være vred og uforstående, hvis jeg havde fået et så negativt billede foræret af min mor om min far - med alle de associationer, myter og fantasterier, det ville have ført med sig, sådan som det nu engang gør i et lille barns verden - for så siden at få at vide, at han ikke var et dårligt menneske. Naturligvis skal tingene forsimples for så lille et barn, men at gøre det til et spørgsmål om, at fars familie ikke er sød, er så uheldigt, som det kan være, som afsæt for barnets videre tanker og konklusioner. Desuden mener jeg, det er på grænsen til at være manipulation med barnet, ikke mindst set i forhold til den eventuelle mulighed, der er for senere kontakt mellem barnet og hans far.

 Fuldstændig enig - godt formuleret !

Ingen grund til at sætte far i et dårligt lys,- hvis han er et fjols, skal barnet nok senere i livet finde ud af det. Mor behøver jo ikke sige mere end, som så mange andre også har skrevet, at far bor et andet sted og det samme med farmor og farfar. Børn er jo så ligetil og får de et simpelt svar, ja, så accepterer de det.

//Mette