Så kom det frygtede spørgsmål.

mrs X skriver:

Du siger bare at de er væk eller ikke er der. Hvis der bliver spurgt hvorfor så siger du at det er de bare ikke at sådan er det. Til Emil siger du at det er fordi far og ko ikke var så søde overfor dig og når han bliver ældre vil du fortælle mere om det. Det vigtigste er at Emil på ingen måde det har noget med ham at gøre

Men det er jo ikke rigtigt.
De har jo ikke gjort mig noget personligt, og det er ikke derfor vi ikke ses. Det er fordi faderen og faderens familie ikke ønsker at have noget med Emil at gøre - Men den sætninger byder man ikke lige et barn jo.

Sees skriver:

Men det er jo ikke rigtigt.
De har jo ikke gjort mig noget personligt, og det er ikke derfor vi ikke ses. Det er fordi faderen og faderens familie ikke ønsker at have noget med Emil at gøre - Men den sætninger byder man ikke lige et barn jo.

Det kaldes en hvid løgn og Emil må først opleve den skyld før han kan abstrahere fra det og det vil sige min.14år...

MKBP skriver:

Har ikke pt de guldkorn ts skal sige til sin søn, men synes bestemt det er uhensigtsmæssigt at sige, at far og hans familie ikke har været søde overfor mor.

Bare min kommentar.

Det må du gerne. men det er et argument som et barn kan forstå. Man kan altid bygge videre på det og give flere og flere oplysninger. Men det vigtige er ikke at give Emil skyldfølelse pga at nogle voksne fravalgte ham og hans mor pga noget han intet kan gøre ved!

Sees skriver:

Hej de damer.

Ja, så kom spørgsmålet, som jeg har frygtet allermest.
En af pigerne fra Emils dagpleje blev hentet af sin farmor forleden dag, og da jeg så kommer og henter Emil er først spørgsmål der kommer fra knægten "Hvor er Mil's farmor?"

HVAD SVARER MAN?

Emil har ikke kontakt til hverken hans far eller faderens familie .. Jeg er virkelig på bar bund :\
Han skal i børnehave om et år, og der ved jeg jo godt at det bliver værre - Hvad skal jeg dog sige til drengen?
"Din far, farfar og farmor, gider ikke snakke med dig" - Det kan man jo ikke.
Åhh, håber nogen af jer vil komme med et råd eller to

Mette, som er træt af at hun lige har smadret sine hørebøffer!

jeg siger til min datter på 3 at hendes far bare ikke er her,,, hun snakker meget om ham og stiller således spørgsmål... mor alle har da en far ik? eller mor hvorfor kommer min far ikke og henter mig?? og jeg elsker min far!! det er virkelig sætninger der gør ondt i mit hjerte. men jeg har forsikret hende om at hun altså har en far, selvfølgelig har hun det, men han er bare ikke sammen her med os, han bor et andet sted.

hun er nu selv begyndt at sige at far han er et fjols fordi han ik er her! og ja... jeg kan kun give hende ret, og siger så at hun altid vil have mig og at jeg altid vil elske hende  så kysser og krammer vi.

Hej de damer.

Ja, så kom spørgsmålet, som jeg har frygtet allermest.
En af pigerne fra Emils dagpleje blev hentet af sin farmor forleden dag, og da jeg så kommer og henter Emil er først spørgsmål der kommer fra knægten "Hvor er Mil's farmor?"

HVAD SVARER MAN?

Emil har ikke kontakt til hverken hans far eller faderens familie .. Jeg er virkelig på bar bund :\
Han skal i børnehave om et år, og der ved jeg jo godt at det bliver værre - Hvad skal jeg dog sige til drengen?
"Din far, farfar og farmor, gider ikke snakke med dig" - Det kan man jo ikke.
Åhh, håber nogen af jer vil komme med et råd eller to

Mette, som er træt af at hun lige har smadret sine hørebøffer!

Altså jeg siger at hun bor langt væk (men det gør hun så også), ellers siger jeg at hun sikkert er på arbejde eller lignende, men det ville også være det samme svar hvis der var en der spurgte til hendes mormor og morfar, de bor jo i Esbjerg, og derfor henter de jo heller ikke hende - jeg syntes godt man kan bruge et overfladisk svar her i starten (og det burde være nok at hun er på arbejde eller lign. - mere udybelse behøver børn ikke i starten)

Må heller lige tilføje at jeg når hun spørger til sin farfar siger at farfar ikke er her mere - da han er død, jeg vil hellere fortælle sandheden i "børnegrad" end jeg vil sige at han bor langt væk fx.

mrs X skriver:

Det må du gerne. men det er et argument som et barn kan forstå. Man kan altid bygge videre på det og give flere og flere oplysninger. Men det vigtige er ikke at give Emil skyldfølelse pga at nogle voksne fravalgte ham og hans mor pga noget han intet kan gøre ved!

Det er nu heller ikke let for et barn at forholde sig til, at hans far og farmor osv. "ikke har været søde". Alle vil gerne have en sød far - og farmor - om ikke andet, så i tankerne, og det skal en to-årig have lov til at drømme om. At være barn af en "dum" far er hjerteskærende og problematisk at skulle forholde sig til, og så lille et barn har slet ikke sans for de nuancer, som der selvfølgelig er, når det handler om "gode" og "dumme" mennesker.

Jeg ville sige, at far og farmor bor langt væk og ikke kan komme på besøg. Senere må den forklaring selvfølgelig udbygges.

Mor og meget mere skriver:

Det er nu heller ikke let for et barn at forholde sig til, at hans far og farmor osv. "ikke har været søde". Alle vil gerne have en sød far - og farmor - om ikke andet, så i tankerne, og det skal en to-årig have lov til at drømme om. At være barn af en "dum" far er hjerteskærende og problematisk at skulle forholde sig til, og så lille et barn har slet ikke sans for de nuancer, som der selvfølgelig er, når det handler om "gode" og "dumme" mennesker.

Jeg ville sige, at far og farmor bor langt væk og ikke kan komme på besøg. Senere må den forklaring selvfølgelig udbygges.

Mja...Jeg er så af den holdning at man også skal passe meget på ikke at gå fra hvid løgn til en løgn. At sige at de først boede for langt væk og så at de ikke var søde også de ikke ville have noget med ham at gøre er for lang... Og jeg taler fra et fagligt standpunkt.

Børn er utroligt loyale. De kræver så lidt før de er uendeligt trofaste. Jeg mener man skal passe meget på at de ikke får en følelse af at de ikke kan stole på hvad primær forælder siger og gør.

Men vi bliver ikke enige. Men jeg håber at Mette får læst det hele igennem

Rosa skriver:

Jeg ville nok sige at Emil ikke har en Farmor, men han har (oprems alle dem han har i stedet) og om han kunne tænke sig at en af dem kom og hentede ham i næste uge?

Tak, den tror jeg at jeg kommer til at bruge når drengen begynder at spørge om farmor og morfar - der også har været dumme ved mor og far men som han ingen grund i verden har til at vide det mindste om.

Klodens mest komplicerede spørgsmål, fortæller jeg min lille guldklump at der ude i den store verden er folk der bare ikke vil dig det bedste?

carisod skriver:

Tak, den tror jeg at jeg kommer til at bruge når drengen begynder at spørge om farmor og morfar - der også har været dumme ved mor og far men som han ingen grund i verden har til at vide det mindste om.

Klodens mest komplicerede spørgsmål, fortæller jeg min lille guldklump at der ude i den store verden er folk der bare ikke vil dig det bedste?

Jeg synes at du skal vente mange år endnu med at begynde at snakke om folk som har "været dumme" ved jer. Hvorfor skal han ikke have lov at være lykkeligt uvidende om det?  

Det med at der er mennesker derude som er farlige, det synes jeg man skal vente med at forklare børn til de selv er gamle nok til at spørge. Ellers tror jeg at man putter tanker i hovedet på dem som de ikke er modne nok til at forstå selv - dvs. de vil begynde at gå og lede efter de "farlige mennesker" i deres verden - helt unødvendigt, for du er der jo stadig i denne alder til at passe på ham så han skal ikke selv "passe på de farlige/onde/dumme mennesker" før om nogle år endnu. 

mrs X skriver:

Mja...Jeg er så af den holdning at man også skal passe meget på ikke at gå fra hvid løgn til en løgn. At sige at de først boede for langt væk og så at de ikke var søde også de ikke ville have noget med ham at gøre er for lang... Og jeg taler fra et fagligt standpunkt.

Børn er utroligt loyale. De kræver så lidt før de er uendeligt trofaste. Jeg mener man skal passe meget på at de ikke får en følelse af at de ikke kan stole på hvad primær forælder siger og gør.

Men vi bliver ikke enige. Men jeg håber at Mette får læst det hele igennem

Jeg taler også fra et fagligt synspunkt - såvel som et personligt - og mener bestemt ikke, små børn har brug for at have det som en del af deres identitets- og verdensforståelse, at deres far/farmor er "dum" eller "ikke sød".  Og i særdeleshed ikke, når mor ikke engang selv opfatter det sådan.

Jeg ville være vred og uforstående, hvis jeg havde fået et så negativt billede foræret af min mor om min far - med alle de associationer, myter og fantasterier, det ville have ført med sig, sådan som det nu engang gør i et lille barns verden - for så siden at få at vide, at han ikke var et dårligt menneske. Naturligvis skal tingene forsimples for så lille et barn, men at gøre det til et spørgsmål om, at fars familie ikke er sød, er så uheldigt, som det kan være, som afsæt for barnets videre tanker og konklusioner. Desuden mener jeg, det er på grænsen til at være manipulation med barnet, ikke mindst set i forhold til den eventuelle mulighed, der er for senere kontakt mellem barnet og hans far.