Når man er "cutter"

1000 tak for alle de svar jeg har fået.
Det betyder rigtig meget for mig, at læse alt hvad I skriver..

Men lige nu formår jeg ikke lige at svare Jer hver og én, enkeltvis.
Så det bliver bare lige et fælles svar til Jer alle sammen :

TAK FOR ALLE JERES GODE, NYTTIGE SVAR 

Anonym skriver:

Jeg er anonym, da dette går lidt tæt på, og jeg ikke vil udlevere nogen på det åbne internet.

Og jeg ville gerne tillade at andre også kunne svare anonymt, da det jo er en meget personlig sag. Men det kræver desværre plus-medlemskab, og det har jeg ikke. Så jeg håber på, at der er alligevel sidder nogen derude, som har noget kendskab og viden, som de vil dele...

Jeg har en ung lillesøster, som har skåret i sig selv de sidste 2-3 år.
Hun har ar hele vejen op og ned af sine arme .....og nu også på sine ben.

Hun er en utrolig smuk, sød og rar pige. Men desværre har hun haft svært ved at sætte sine grænser i tide, hvilket har resulteret i, at de er blevet overskredet groft af andre, flere gange.

Hun er ærlig omkring det. Men problemet fortsætter alligevel, selvom det er "kommet frem i lyset", og jeg ved ikke hvad jeg kan/skal/bør gøre. Jeg er ikke så tæt på hende i det daglige...

Men er der nogen herinde, der kan hjælpe med at forklare mig, hvad det er der sker, hvad det er der gør det? Hvorfor? Og hvad kan jeg gøre??

Jeg håber nogle af Jer enten kender det fra Jer selv, og tør fortælle
Eller at der er andre pårørende herinde, som har kendskab til nogen, som også har haft dette problem med at skære i sig selv - hvad gjorde I for at gøre noget, og hjælpe?

Jeg er frustreret på min lillesøsters vegne. Jeg ved at hun har et psykisk problem, som stikker væsentligt dybere, end "bare dét at være stor teenager" - Hun har det svært indeni!

hejsa jeg har selv været cutter, og gjorde det fordig at smerten går hurtigere væk uden på end inden i. og så længe det gør ondt fysisk "glemmer" man at det også gør ondt inden i.
- for mig hjalp det at snakke med min kæreste om det og vide at det var mellem ham og mig, og det at have en at kunne gå til og snakke om problemerne hjalp utrolig meget..

- hvis du viser hende tillid og har nogle tøseture med hende hvor i bare snakker om alt. start stille ud. så åbner hun måske lige som jeg op

Anonym skriver:

1000 tak for alle de svar jeg har fået.
Det betyder rigtig meget for mig, at læse alt hvad I skriver..

Men lige nu formår jeg ikke lige at svare Jer hver og én, enkeltvis.
Så det bliver bare lige et fælles svar til Jer alle sammen :

TAK FOR ALLE JERES GODE, NYTTIGE SVAR 

Nu er jeg selv gammel cutter... (har ikke gjort det i 2 år 15/6-2009 var sidste gang) ...

Jeg vil ikke skrive ud med en masse... men du er altid velkommen til at skrive...

En ting jeg gerne vil foreslå, som rigtig mange finder nyttigt.. da det at være cutter er ligesom at være alkoholiker.. det er svært at stoppe, så hun skal hen til den fase som hedder: "Jeg er cutter, men skærer ikke mere"...

En del cuttere på vej ud af deres "problem", kan bruge et køkken elastik på deres håndled.. når de har brug for at bekæmpe deres indre smerte, kan de trække elastikken ud så den ligesom svirper på huden og det gør lidt ondt.. det kan hjælpe.. Har kendt et par stykker som havde sådan et og som rent faktisk hjalp dem..

Hvad du skal gøre er svært, men jeg synes du skal spørge hende direkte hvad hun har behov for... F.eks. mig, jeg havde ikke behov for hjælp udefra.. men derimod behov for at få værktøjer til at komme igennem de ting jeg havde oplevet og til at styre min "indre sårbarhed"...

Jeg kunne skrive meget mere.. men du er altså velkommen til at skrive til mig hvis der er noget...

jeg syntes det er så forfærdeligt at man ikke kan finde ud af at få bearbejdet sine følelser og sin indre smerte på andre måder end at skære i sig selv..  

jeg håber at der kommer mere fokus på det område, har kendt en del der gjorde det da jeg gik på efterskole.. og det var altså bare ganske forfærdeligt...  

 til alle... og  

kan desværre ikke hjælpe TS da jeg ikke selv har været det, eller har "arbejdet" med det.. (arbejdet i den forstand at jeg har været med inde over en der cutter og hjulpet til)

Anonym skriver:

Jeg har tusinde tanker lige nu - føler at jeg har et ansvar i at hjælpe hende.

Jeg overvejer meget, om jeg skal gå til forældrene eller hende først.
Og ja, fortælle at jeg er der, og tilbyde at tage med hende, osv.

Men måske jeg bør kende forældrenes syn på det hele også, inden jeg reagerer. Og så alle ved, at jeg har tænkt mig at handle på det, og gøre noget for hende, med hende - Så hun kan få den nødvendige hjælp til at tackle modgangen bedre end ved at skære i sig selv. Jeg ønsker at hun skal få det godt!

Men jeg syntes afgjort, at min rolle i det er lidt uklar og svær, da jeg som sagt ikke er vokset op sammen med hende, og ikke har været så tæt på det før nu..

Jeg har flere gode veninder der har cuttet, og er kommet ud af det.

M.h.t om du skal gå til forældrene eller hende først:

Du skal passe på at du ikke mister hendes tillid. Det at hun har åbnet så meget op for dig første gang I snakker privat sammen, viser helt tydeligt at hun har et stort behov for at der er én der hjælper hende. Hun rækker ud efter dig fordi hendes forældre ikke kan (eller vil) hjælpe hende. 

Hvis jeg var dig, ville jeg spørge hende om det er i orden med hende hvis du tager en snak med hendes forældre. Og hvis hun siger ja - så tag fat i forældrene. 

Jeg ville umiddelbart anbefale at starte med psykologhjælp inden hun kommer i kontakt med psykiatrien. Der er ingen grund til at proppe hende med piller hvis det kan undgås. Og som en anden også nævner - man kan både gå gennem skolen og gennem lægen for at få psykologhjælp.

Anonym skriver:

Jeg overvejer utrolig meget at tage snakken med forældrene, og spørge dem direkte ad, hvad der er tænkt af planer for hende - At hun SKAL have hjælp! Og at de må gøre noget...

Hvis du har overskuddet synes jeg det er bedre at snakke med hende. Ikke forældrene. Tror hun vil føle du går bagom ryggen på hende.

Hun har betroet sig til dig. Synes måske hvis du kan og har overskuddet til at være der for hende hele vejen igennem, tilbyde hende at tage med til læge, følge hende til psykologsamtaler osv.

Det ville da være fantastisk for hende at have en søster der kunne/ville gøre det, og hjælpe hende videre.

Anonym skriver:

Jeg er anonym, da dette går lidt tæt på, og jeg ikke vil udlevere nogen på det åbne internet.

Og jeg ville gerne tillade at andre også kunne svare anonymt, da det jo er en meget personlig sag. Men det kræver desværre plus-medlemskab, og det har jeg ikke. Så jeg håber på, at der er alligevel sidder nogen derude, som har noget kendskab og viden, som de vil dele...

Jeg har en ung lillesøster, som har skåret i sig selv de sidste 2-3 år.
Hun har ar hele vejen op og ned af sine arme .....og nu også på sine ben.

Hun er en utrolig smuk, sød og rar pige. Men desværre har hun haft svært ved at sætte sine grænser i tide, hvilket har resulteret i, at de er blevet overskredet groft af andre, flere gange.

Hun er ærlig omkring det. Men problemet fortsætter alligevel, selvom det er "kommet frem i lyset", og jeg ved ikke hvad jeg kan/skal/bør gøre. Jeg er ikke så tæt på hende i det daglige...

Men er der nogen herinde, der kan hjælpe med at forklare mig, hvad det er der sker, hvad det er der gør det? Hvorfor? Og hvad kan jeg gøre??

Jeg håber nogle af Jer enten kender det fra Jer selv, og tør fortælle
Eller at der er andre pårørende herinde, som har kendskab til nogen, som også har haft dette problem med at skære i sig selv - hvad gjorde I for at gøre noget, og hjælpe?

Jeg er frustreret på min lillesøsters vegne. Jeg ved at hun har et psykisk problem, som stikker væsentligt dybere, end "bare dét at være stor teenager" - Hun har det svært indeni!

Hvor er det dejligt, at du vil hjælpe din søster

Jeg er tidligere cutter, har ikke skåret i mig selv i MANGE år. Men når man er cutter, skærer man i sig selv fordi den smerte der kommer, er lettere og håndtere end den psykiske smerte. Det er en smerte man kan forholde sig til, en smerte man ved hvor kommer fra!

Jeg som cutter, havde utroligt ondt indeni - men jeg kunne ikke forklarer mig selv, hvorfor jeg havde ondt. Så jeg begyndte og skære i mig selv, ikke så omgivelsere kunne se jeg havde ondt, men så jeg selv kunne se det, jeg flygtede for den psykiske smerte og inviterede den fysiske smerte indenfor..

Din søster skal til en psykolog, så hun kan lærer og sætte ord på den psykiske smerte hun føler. Jeg havde gavn af kogneterapi som var sammen med andre ligesindede, men også af enesamtaler med en psykolog - og med din og familiens hjælp, skal hun nok komme ud af det! Forbered hende på, at der kan komme tilbagefald og at det ER okay! Så længe hun er obs på, hvorfor lige det tilbagefald kommer! Jeg havde en meget skidt periode for ca 6 mdr siden, og der kom ikke et tilbagefald, hvilket var første gang!

modesty skriver:

Jeg har flere gode veninder der har cuttet, og er kommet ud af det.

M.h.t om du skal gå til forældrene eller hende først:

Du skal passe på at du ikke mister hendes tillid. Det at hun har åbnet så meget op for dig første gang I snakker privat sammen, viser helt tydeligt at hun har et stort behov for at der er én der hjælper hende. Hun rækker ud efter dig fordi hendes forældre ikke kan (eller vil) hjælpe hende. 

Hvis jeg var dig, ville jeg spørge hende om det er i orden med hende hvis du tager en snak med hendes forældre. Og hvis hun siger ja - så tag fat i forældrene. 

Jeg ville umiddelbart anbefale at starte med psykologhjælp inden hun kommer i kontakt med psykiatrien. Der er ingen grund til at proppe hende med piller hvis det kan undgås. Og som en anden også nævner - man kan både gå gennem skolen og gennem lægen for at få psykologhjælp.

Jeg tror du har ret...!

Tutter skriver:

Hvor er det dejligt, at du vil hjælpe din søster

Jeg er tidligere cutter, har ikke skåret i mig selv i MANGE år. Men når man er cutter, skærer man i sig selv fordi den smerte der kommer, er lettere og håndtere end den psykiske smerte. Det er en smerte man kan forholde sig til, en smerte man ved hvor kommer fra!

Jeg som cutter, havde utroligt ondt indeni - men jeg kunne ikke forklarer mig selv, hvorfor jeg havde ondt. Så jeg begyndte og skære i mig selv, ikke så omgivelsere kunne se jeg havde ondt, men så jeg selv kunne se det, jeg flygtede for den psykiske smerte og inviterede den fysiske smerte indenfor..

Din søster skal til en psykolog, så hun kan lærer og sætte ord på den psykiske smerte hun føler. Jeg havde gavn af kogneterapi som var sammen med andre ligesindede, men også af enesamtaler med en psykolog - og med din og familiens hjælp, skal hun nok komme ud af det! Forbered hende på, at der kan komme tilbagefald og at det ER okay! Så længe hun er obs på, hvorfor lige det tilbagefald kommer! Jeg havde en meget skidt periode for ca 6 mdr siden, og der kom ikke et tilbagefald, hvilket var første gang!

Tak for din åbenthed. Dejligt at du nu kan gennemleve kriser UDEN at cutte   Det må da føles som et kæmpe fremskridt og en utrolig stor personlig sejr?!

Min søster blev smidt hjem fra efterskole, da de ikke længere ville/turde tage ansvaret for at have hende. Hun havde (igen) kommet til at skære for dybt, og måtte ind på sygehuset og syes sammen  .....Hun siger selv, at hun ikke på nogen måde gør det, fordi hun vil tage sit liv. Men det kan det jo ende med en dag - ved et uheld!!

Anonym skriver:

Tak for din åbenthed. Dejligt at du nu kan gennemleve kriser UDEN at cutte   Det må da føles som et kæmpe fremskridt og en utrolig stor personlig sejr?!

Min søster blev smidt hjem fra efterskole, da de ikke længere ville/turde tage ansvaret for at have hende. Hun havde (igen) kommet til at skære for dybt, og måtte ind på sygehuset og syes sammen  .....Hun siger selv, at hun ikke på nogen måde gør det, fordi hun vil tage sit liv. Men det kan det jo ende med en dag - ved et uheld!!

Velbekommen

Jeg tror heller ikke hun gør det, fordi hun vil tage sit liv, men fordi hun vil fjerne den smerte, som hun ikke selv kan placere. Man siger jo, at man ikke kan mærke smerte 2 steder, derfor skære man i sig selv. Den psykiske smerte forsvinder, så snart man laver det først cut.. Men når snittene stopper med og gøre ondt og svide, så kommer den psykiske smerte tilbage og man ender derfor i en ond cirkel med og cutte sig selv..