Når man er "cutter"

Anonym skriver:

Sagen er, at hende og jeg ikke er vokset op sammen.
Men for et par måneder siden kom hun alene herhjem på besøg.
Vi har aldrig været alene sammen før! Og vi snakkede - Hun fortalte.
Og der var lidt barske informationer imellem, hvor fyre ikke har stoppet, da hun bad dem - så hun er ikke jomfru mere!!
Hun var ærlig omkring mange ting. Også det med at hun skærer sig.
Men jeg valgte at snakke med hende, og lade hende vide at jeg er der.
Men bagefter har jeg haft svært ved at finde ud af, hvad jeg har skullet stille op med min viden.

Jeg vil gerne være hende loyal, og ikke "stikke hende i ryggen" ved at fortælle hendes hemligheder til hendes forældre. Samtidig, så er jeg faktisk rimelig overbevist om, at dette er ting, som de allerede godt ér klar over.
Jeg tror ikke der er nogen som reagerer nok på det - fordi ingen ved hvordan!

Jeg tror godt min lillesøster ved, at hun kan komme til mig, hvis det er.
Men er det fordi hun "råber på hjælp" og håber at JEG vil gøre noget?
Eller trængte hun bare til en fortrolig, som ville lytte til hende.

Jeg ved ikke helt, hvad min rolle i det her, er?!?

Det er også svært at sige, når man ser det udefra.. Men mit personlige gæt er at hun måske håber at du kan gøre noget for hende...

Ved du om hun selv ved hva der skal til for at hun får det bedre? Måske at hun skal væk hjemmefra, skifte skole eller noget tredje? Det kan du jo spørge hende om, og sige at du ikke vil blande hendes forældre ind i det hvis hun ikk vil have det.. Så kan i sammen se på hva der skal gøres for at der sker en ændring...

Hun har brug for noget psykologhjælp. Jeg er selv tidligere cutter, og har været stoppet i næsten 2 år nu. Det tog mig 5 års samtaler med en psykolog, en tur på et pigehjem og noget psykiatrihjælp, før jeg kom helt væk fra det.

Hun bliver nødt til at gå til bekendelse overfor sin læge - det er den eneste måde hun kan få videre hjælp til at komme problemet til livs.

- Du er velkommen til at skrive til mig, hvis du har brug for at høre mere.

Helt klart er det et råb om hjælp omkring ting tanker i hovede som ikke sikkert hun selv ved hvad der altid ligger bag...

både mig og mine søskende har været meget igennem og vi har endelig gjordt det alle sammen på en anden måde...

jeg begyndte at spise

min søster kastede op

og min 3 søster skære og spiser for meget..

det er ikke altid lige nemt hvordan livet er og selv de små ting kan sætte sig ind på ens sjæl og livet, det eneste og bedste ville være hun kom til en psykolog HVIS hun selv ønsker at få hjælp det kræver det jo også.....

men som sagt om man er det ene eller det andet er det altid et råb om hjælp og ting man ikke altid kan snakke med folk om desværre...

Men håber hendes mor og far eller du kan få den snak med hende at i skal en smut til lægen så de kan sende hende videre til en psykolog eller en psykiater (staves)

håber virkelig hun får den hjælp der skal til

Jeg overvejer utrolig meget at tage snakken med forældrene, og spørge dem direkte ad, hvad der er tænkt af planer for hende - At hun SKAL have hjælp! Og at de må gøre noget...

Anonym skriver:

Hun er 15 år.

Der ER kommet fokus på det fra kommunen. Desværre er det bare mit indtryk, at hendes forældre modarbejder det lidt .....måske fordi de føler det som at "miste hende", eller som en faliterklæring som forældre, elelr...Jeg ved det ikke?!

Ihvertfald har hun fortalt mig, at disse ting har været oppe til snak, men at der ikke rigtigt sker noget

Overvejer om jeg skal blande mig - Men jeg er jo heller ikke forældre.
Ved ikke hvor langt hen af vejen det er "min sag". Men jeg er bekymret for hende

Selvfølgelig MÅ du blande dig, nogen gange kan det være svært at stå i som forældre, og tros de bedste hensigter, så formår de alligevel ikke at tage hånd om problemet som det burde, fordi de simpelthen ikke ved hvordan.

Når en person cutter, handler det ofte om at de har nogle følelser som de skal ud med, når de så skærer, så udsender hjernen nogle dejlige stoffer, som giver en midlertidig følelse af lettelse/forløsning. Der kan være rigtig mange årsager til hvorfor man cutter, hvis man har borderline, så forekommer det hyppigere, ikke at jeg siger din søster har det. 

Idet cutting tros alt er forholdsvis nyt herhjemme, så ved man ikke meget om årsagerne dertil, men en af de teorier jeg stødte på da jeg lavede opgave om emnet (hvor alle puplikationer dengang var fra udlandet) var at det handlede om unge, der ikke havde lært at håndtere deres følelser, altså anerkendelse af følelser - at man som lille forstår at det er okey at man er ked af det, sur osv., at man ikke føler sig forkert fordi man føler noget bestemt. Jeg ved at centeret for selvmodsforskning som lå i odense var den første instant til at lave undersøgelse og anbefalinger ift. cutting herhjemme, nå fandt lige et link:

http://www.selvskade.dk/script/site/page.asp?artid=20&cat_id=17 (der er en folder med hvordan man skal forholde sig)

http://www.cityterapi.dk/terapi/sorg-og-krise/selvskadende-adfaerd.html (der står også lidt på dette link)

En af de ting vi fik at vide i et foredrag om emnet var at man ikke kunne fjerne lysten til at cutte med det samme (så hvis den unge cuttede mens man troede at de gjorde fremskridt med terapi eller lignende, så betyder det ikke at de er faldet i igen eller at det ikke virker, men bare at det har været og er så stor en del af deres liv at de ikke kan lade være ENDNU, det tager lang tid at stoppe med selvskadende adfærd, men det handler om at ændre tankerne i forbindelse med de følelser der udløser adfærden)

Jeg håber på det allerbedste for din søster, desværre findes der ikke en hurtig løsning, men hvis du bare er der for hende, og er villig til at lytte også til de ting som man måske ikke har lyst til at høre så er hun allerede et skridt på vejen, men jeg syntes du skal snakke med dine forældre, det kan i hvert fald ikke skade, giv dem adressen på hjemmesiden, så de kan læse lidt om det i ro og freden adfærd man udøver nå - det er ikke en farlig sygdom som sådan, men det er en lidelse/sygdom som gør at man ikke kan fungere optimalt i sit liv - det påvirker i alle livets aspekter og vil følge hende resten af livet på godt og ondt.

Jeg er hverken pårørende til en cutter eller kender det fra mig selv MEN jeg er psykiatrisk sygeplejerske og arbejder på en ungdomspsykiatrisk afdeling hvor jeg i min dagligdag møder unge med selvskadende adfærd som din søster.

At selvskade er en måde at mestre de ting som hun ikke længere kan rumme - en meget uhensigtsmæssig måde desværre. Din søster har brug for hjælp til at bearbejde de bagvedliggende problemer og til at finde nye strategier når livet bliver svært.

At din søster åbner op og fortæller om det er et stort skridt på vejen - og fortæller mig at hun har et ønske om at arbejde med det. Kunne det være en ide at kontakte egen læge med henblik på at få en henvisning til ambulant behandling på en ungdomspsykiatrisk afdeling eller evt en indlæggelse?

P.s... vil også lige henvise dig til pårørendeforum.dk - her kan du helt sikkert hente meget hjælp

Anonym skriver:

Sagen er, at hende og jeg ikke er vokset op sammen.
Men for et par måneder siden kom hun alene herhjem på besøg.
Vi har aldrig været alene sammen før! Og vi snakkede - Hun fortalte.
Og der var lidt barske informationer imellem, hvor fyre ikke har stoppet, da hun bad dem - så hun er ikke jomfru mere!!
Hun var ærlig omkring mange ting. Også det med at hun skærer sig.
Men jeg valgte at snakke med hende, og lade hende vide at jeg er der.
Men bagefter har jeg haft svært ved at finde ud af, hvad jeg har skullet stille op med min viden.

Jeg vil gerne være hende loyal, og ikke "stikke hende i ryggen" ved at fortælle hendes hemligheder til hendes forældre. Samtidig, så er jeg faktisk rimelig overbevist om, at dette er ting, som de allerede godt ér klar over.
Jeg tror ikke der er nogen som reagerer nok på det - fordi ingen ved hvordan!

Jeg tror godt min lillesøster ved, at hun kan komme til mig, hvis det er.
Men er det fordi hun "råber på hjælp" og håber at JEG vil gøre noget?
Eller trængte hun bare til en fortrolig, som ville lytte til hende.

Jeg ved ikke helt, hvad min rolle i det her, er?!?

Sagen er, at hende og jeg ikke er vokset op sammen.
Men for et par måneder siden kom hun alene herhjem på besøg.
Vi har aldrig været alene sammen før! Og vi snakkede - Hun fortalte.
Og der var lidt barske informationer imellem, hvor fyre ikke har stoppet, da hun bad dem - så hun er ikke jomfru mere!!
Hun var ærlig omkring mange ting. Også det med at hun skærer sig.
Men jeg valgte at snakke med hende, og lade hende vide at jeg er der.
Men bagefter har jeg haft svært ved at finde ud af, hvad jeg har skullet stille op med min viden.

Jeg vil gerne være hende loyal, og ikke "stikke hende i ryggen" ved at fortælle hendes hemligheder til hendes forældre. Samtidig, så er jeg faktisk rimelig overbevist om, at dette er ting, som de allerede godt ér klar over.
Jeg tror ikke der er nogen som reagerer nok på det - fordi ingen ved hvordan!

Jeg tror godt min lillesøster ved, at hun kan komme til mig, hvis det er.
Men er det fordi hun "råber på hjælp" og håber at JEG vil gøre noget?
Eller trængte hun bare til en fortrolig, som ville lytte til hende.

Jeg ved ikke helt, hvad min rolle i det her, er?!?

Din rolle er at være hendes fortrolige - lytte som du gjorde også på de barske ting, men også at være den ansvarlige voksne, der tager det op med hendes forældre - altså du behøver jo ikke fortælle at hun ikke er jomfru mere osv - detaljerne for hvorfor hun skærer i sig selv, men om det faktum at hun kom til dig og betroede sig, sammen med hendes cutting, fortæl at du har fundet lidt til dem, så de kan læse om det og forsøg at få hendes forældre til at forstå at det er vigtigt hun får hjælp nu - hvis de ikke har reageret på det efter et lille stykke tid - en uge fx, så snak med din søster igen, og prøv og ring til psykiatrisk skadestue inden for at høre om de evt. vil tage imod hende (i åben konsultation) og hvordan du ellers skal forholde dig som pårørende, de har åbent altid og kan hjælpe, og så prøv og spørg hende om I ikke skal tage derind sammen og snakke med dem, og høre hvad de kan tilbyde.

Jeg har tusinde tanker lige nu - føler at jeg har et ansvar i at hjælpe hende.

Jeg overvejer meget, om jeg skal gå til forældrene eller hende først.
Og ja, fortælle at jeg er der, og tilbyde at tage med hende, osv.

Men måske jeg bør kende forældrenes syn på det hele også, inden jeg reagerer. Og så alle ved, at jeg har tænkt mig at handle på det, og gøre noget for hende, med hende - Så hun kan få den nødvendige hjælp til at tackle modgangen bedre end ved at skære i sig selv. Jeg ønsker at hun skal få det godt!

Men jeg syntes afgjort, at min rolle i det er lidt uklar og svær, da jeg som sagt ikke er vokset op sammen med hende, og ikke har været så tæt på det før nu..