Når man er "cutter"

Jeg er anonym, da dette går lidt tæt på, og jeg ikke vil udlevere nogen på det åbne internet.

Og jeg ville gerne tillade at andre også kunne svare anonymt, da det jo er en meget personlig sag. Men det kræver desværre plus-medlemskab, og det har jeg ikke. Så jeg håber på, at der er alligevel sidder nogen derude, som har noget kendskab og viden, som de vil dele...

Jeg har en ung lillesøster, som har skåret i sig selv de sidste 2-3 år.
Hun har ar hele vejen op og ned af sine arme .....og nu også på sine ben.

Hun er en utrolig smuk, sød og rar pige. Men desværre har hun haft svært ved at sætte sine grænser i tide, hvilket har resulteret i, at de er blevet overskredet groft af andre, flere gange.

Hun er ærlig omkring det. Men problemet fortsætter alligevel, selvom det er "kommet frem i lyset", og jeg ved ikke hvad jeg kan/skal/bør gøre. Jeg er ikke så tæt på hende i det daglige...

Men er der nogen herinde, der kan hjælpe med at forklare mig, hvad det er der sker, hvad det er der gør det? Hvorfor? Og hvad kan jeg gøre??

Jeg håber nogle af Jer enten kender det fra Jer selv, og tør fortælle
Eller at der er andre pårørende herinde, som har kendskab til nogen, som også har haft dette problem med at skære i sig selv - hvad gjorde I for at gøre noget, og hjælpe?

Jeg er frustreret på min lillesøsters vegne. Jeg ved at hun har et psykisk problem, som stikker væsentligt dybere, end "bare dét at være stor teenager" - Hun har det svært indeni!

Anonym skriver:

Jeg er anonym, da dette går lidt tæt på, og jeg ikke vil udlevere nogen på det åbne internet.

Og jeg ville gerne tillade at andre også kunne svare anonymt, da det jo er en meget personlig sag. Men det kræver desværre plus-medlemskab, og det har jeg ikke. Så jeg håber på, at der er alligevel sidder nogen derude, som har noget kendskab og viden, som de vil dele...

Jeg har en ung lillesøster, som har skåret i sig selv de sidste 2-3 år.
Hun har ar hele vejen op og ned af sine arme .....og nu også på sine ben.

Hun er en utrolig smuk, sød og rar pige. Men desværre har hun haft svært ved at sætte sine grænser i tide, hvilket har resulteret i, at de er blevet overskredet groft af andre, flere gange.

Hun er ærlig omkring det. Men problemet fortsætter alligevel, selvom det er "kommet frem i lyset", og jeg ved ikke hvad jeg kan/skal/bør gøre. Jeg er ikke så tæt på hende i det daglige...

Men er der nogen herinde, der kan hjælpe med at forklare mig, hvad det er der sker, hvad det er der gør det? Hvorfor? Og hvad kan jeg gøre??

Jeg håber nogle af Jer enten kender det fra Jer selv, og tør fortælle
Eller at der er andre pårørende herinde, som har kendskab til nogen, som også har haft dette problem med at skære i sig selv - hvad gjorde I for at gøre noget, og hjælpe?

Jeg er frustreret på min lillesøsters vegne. Jeg ved at hun har et psykisk problem, som stikker væsentligt dybere, end "bare dét at være stor teenager" - Hun har det svært indeni!

For mig at se er det et råb om hjælp.. Men det vil man som regel ikk indrømme... Så lad hende vide at du er der for hende og at hun kan sige alt til dig... Uden at du bliver fordømmende.. Hvis du bare bliver ved at sørge for at sige til hende du er der, vil hun måske til sidst give efter ogsnakke med dig..

Taler her kun om personlig erfaring... Jeg stoppede med det da jeg endelig fik åbnet op og snakket om det.. Og det var svært at åbne!! Men der var en der blev ved at gøre det åbenlyst for mig at de ville høre på mit piveri...

Men man kan ikk tvinge hende til at få hjælp.. Det kan hun først få når hun er klar til at tage imod det.. Desværre...

 til dig.. Det er godt at du bekymrer dig om din søster!!

CamillaValby skriver:

Som du selv skriver er cutter noget psykisk, og det er de færeste der kan stoppe uden at få en form for behandling. De fleste kommer på en psykiatisk afdeling, om den så er åben eller lukket er forskelligt. Men før hun kan hjælpes skal hun til lægen og snakke om dette problem.

Hvor gammel er din søster? Hvis hun ikke er så gammel kan du indblande kommunen, som vil tage affære.

Hun er 15 år.

Der ER kommet fokus på det fra kommunen. Desværre er det bare mit indtryk, at hendes forældre modarbejder det lidt .....måske fordi de føler det som at "miste hende", eller som en faliterklæring som forældre, elelr...Jeg ved det ikke?!

Ihvertfald har hun fortalt mig, at disse ting har været oppe til snak, men at der ikke rigtigt sker noget

Overvejer om jeg skal blande mig - Men jeg er jo heller ikke forældre.
Ved ikke hvor langt hen af vejen det er "min sag". Men jeg er bekymret for hende

Anonym skriver:

Hun er 15 år.

Der ER kommet fokus på det fra kommunen. Desværre er det bare mit indtryk, at hendes forældre modarbejder det lidt .....måske fordi de føler det som at "miste hende", eller som en faliterklæring som forældre, elelr...Jeg ved det ikke?!

Ihvertfald har hun fortalt mig, at disse ting har været oppe til snak, men at der ikke rigtigt sker noget

Overvejer om jeg skal blande mig - Men jeg er jo heller ikke forældre.
Ved ikke hvor langt hen af vejen det er "min sag". Men jeg er bekymret for hende

.. Hvis jeg følte jeg skulle "blande" mig i noget for at hjælpe nogen andre med noget svært, ville jeg være fløjtende ligeglad med hvem der føler sig trådt på... Hvis ikke de vil hjælpe må du jo.. Og hvis de vil men ikke kan, så skal de bare være glade for at du gerne vil hjælpe også...

Anonym skriver:

Jeg er anonym, da dette går lidt tæt på, og jeg ikke vil udlevere nogen på det åbne internet.

Og jeg ville gerne tillade at andre også kunne svare anonymt, da det jo er en meget personlig sag. Men det kræver desværre plus-medlemskab, og det har jeg ikke. Så jeg håber på, at der er alligevel sidder nogen derude, som har noget kendskab og viden, som de vil dele...

Jeg har en ung lillesøster, som har skåret i sig selv de sidste 2-3 år.
Hun har ar hele vejen op og ned af sine arme .....og nu også på sine ben.

Hun er en utrolig smuk, sød og rar pige. Men desværre har hun haft svært ved at sætte sine grænser i tide, hvilket har resulteret i, at de er blevet overskredet groft af andre, flere gange.

Hun er ærlig omkring det. Men problemet fortsætter alligevel, selvom det er "kommet frem i lyset", og jeg ved ikke hvad jeg kan/skal/bør gøre. Jeg er ikke så tæt på hende i det daglige...

Men er der nogen herinde, der kan hjælpe med at forklare mig, hvad det er der sker, hvad det er der gør det? Hvorfor? Og hvad kan jeg gøre??

Jeg håber nogle af Jer enten kender det fra Jer selv, og tør fortælle
Eller at der er andre pårørende herinde, som har kendskab til nogen, som også har haft dette problem med at skære i sig selv - hvad gjorde I for at gøre noget, og hjælpe?

Jeg er frustreret på min lillesøsters vegne. Jeg ved at hun har et psykisk problem, som stikker væsentligt dybere, end "bare dét at være stor teenager" - Hun har det svært indeni!

Cutting er et råb om hjælp, som skal behandles med alvor.

 

For mig at se er det et råb om hjælp.. Men det vil man som regel ikk indrømme... Så lad hende vide at du er der for hende og at hun kan sige alt til dig... Uden at du bliver fordømmende.. Hvis du bare bliver ved at sørge for at sige til hende du er der, vil hun måske til sidst give efter ogsnakke med dig..

Taler her kun om personlig erfaring... Jeg stoppede med det da jeg endelig fik åbnet op og snakket om det.. Og det var svært at åbne!! Men der var en der blev ved at gøre det åbenlyst for mig at de ville høre på mit piveri...

Men man kan ikk tvinge hende til at få hjælp.. Det kan hun først få når hun er klar til at tage imod det.. Desværre...

 til dig.. Det er godt at du bekymrer dig om din søster!!

Sagen er, at hende og jeg ikke er vokset op sammen.
Men for et par måneder siden kom hun alene herhjem på besøg.
Vi har aldrig været alene sammen før! Og vi snakkede - Hun fortalte.
Og der var lidt barske informationer imellem, hvor fyre ikke har stoppet, da hun bad dem - så hun er ikke jomfru mere!!
Hun var ærlig omkring mange ting. Også det med at hun skærer sig.
Men jeg valgte at snakke med hende, og lade hende vide at jeg er der.
Men bagefter har jeg haft svært ved at finde ud af, hvad jeg har skullet stille op med min viden.

Jeg vil gerne være hende loyal, og ikke "stikke hende i ryggen" ved at fortælle hendes hemligheder til hendes forældre. Samtidig, så er jeg faktisk rimelig overbevist om, at dette er ting, som de allerede godt ér klar over.
Jeg tror ikke der er nogen som reagerer nok på det - fordi ingen ved hvordan!

Jeg tror godt min lillesøster ved, at hun kan komme til mig, hvis det er.
Men er det fordi hun "råber på hjælp" og håber at JEG vil gøre noget?
Eller trængte hun bare til en fortrolig, som ville lytte til hende.

Jeg ved ikke helt, hvad min rolle i det her, er?!?

Anonym skriver:

Jeg er anonym, da dette går lidt tæt på, og jeg ikke vil udlevere nogen på det åbne internet.

Og jeg ville gerne tillade at andre også kunne svare anonymt, da det jo er en meget personlig sag. Men det kræver desværre plus-medlemskab, og det har jeg ikke. Så jeg håber på, at der er alligevel sidder nogen derude, som har noget kendskab og viden, som de vil dele...

Jeg har en ung lillesøster, som har skåret i sig selv de sidste 2-3 år.
Hun har ar hele vejen op og ned af sine arme .....og nu også på sine ben.

Hun er en utrolig smuk, sød og rar pige. Men desværre har hun haft svært ved at sætte sine grænser i tide, hvilket har resulteret i, at de er blevet overskredet groft af andre, flere gange.

Hun er ærlig omkring det. Men problemet fortsætter alligevel, selvom det er "kommet frem i lyset", og jeg ved ikke hvad jeg kan/skal/bør gøre. Jeg er ikke så tæt på hende i det daglige...

Men er der nogen herinde, der kan hjælpe med at forklare mig, hvad det er der sker, hvad det er der gør det? Hvorfor? Og hvad kan jeg gøre??

Jeg håber nogle af Jer enten kender det fra Jer selv, og tør fortælle
Eller at der er andre pårørende herinde, som har kendskab til nogen, som også har haft dette problem med at skære i sig selv - hvad gjorde I for at gøre noget, og hjælpe?

Jeg er frustreret på min lillesøsters vegne. Jeg ved at hun har et psykisk problem, som stikker væsentligt dybere, end "bare dét at være stor teenager" - Hun har det svært indeni!

du er velkommen til at skrive til mig i en privatbesked, er selv gammel cutter.

metteswn skriver:

du er velkommen til at skrive til mig i en privatbesked, er selv gammel cutter.

Tak

Jeg kunne godt have tænkt mig at svare anonymt i denne tråd, men selvom det ikke er muligt, vil jeg gerne svare alligevel, og dele min erfaring. 

Jeg har selv skåret i mig selv (og føj, hvor jeg hader mig selv for det, den dag idag!). Min mor fandt ud af det, selvom jeg gjorde alt for at skjule det. Hun græd, og det kunne jeg ikke bære. Jeg skulle i hvert fald ikke være den, der gjorde min mor ked af det. Så jeg stoppede. Dog vendte jeg tilbage til det efter et års tid pga. en masse skidt der skete i min familie. Det gik hurtigt over, og jeg fik det bedre. Det er 2 år siden jeg gjorde det sidst, og har ar over hele min venstre arm. Det er jeg rigtig træt af! Dog vil jeg sige, at selvom mange tror, at det, at skære i sig selv er for, at man vil begå selvmord, skal de tro om. For de fleste er det et opråb om, at man mangler hjælp!

Håber det hjalp lidt .