Ann. skriver:
Det er din mening - og det er fair nok.
Jeg kunne nu sagtens have stimuleret hende på den rigtig måde hjemme selv, det er der flere familier med handicappede børn der gør, så stimulationen er ikke problemet her - men jeg kunne aldrig give hende det specielle bånd hun har med andre børn og jo, jeg synes godt at man kan sammenligne det på den måde. Børn knytter bånd til hinanden og mange er venner mange år ud i fremtiden, hjemmegående har kun mor og far, hvis ikke de kommer ud blandt andre børn.
Jeg har selv set et eksempel på hvordan det kan gå når børn har gået hjemme (min far var kæreste med en, hvis barn havde gået hjemme) og hun kunne slet ikke finde ud af det med at dele eller være i et fællesskab. Hun har så asocial og snakkede aldrig med andre end sin mor og far.
Og det mener jeg ikke er sundt - så hvis de skal gå hjemme, vil jeg da klar holde på at de skulle afsted til et eller andet med andre børn, minimum et par gange om ugen.
Men dit enestående tilfælde fortæller ikke noget som helst om børn som er hjemme,...det fortæller noget om den familie, men ikke noget du kan bruge som generalisering.
Og handicapområdet har og heldigvis for det, en helt anden normering og ikke mindst tilgang til disse mennesker end indenfor normalområdet....du kan og må ikke sammenligne mennesker med nedsatfunktionsevne og almindelige børn.
Og nej, det er desværre ikke min personlige mening. Den kan man ikke bruge som saglig argumentation.
Desværre er det ud fra mine oplevelser, mine viden og den virkelighed som børnehaver og andre institutioner indenfor normalområdet er en del af.
Skal jeg udtale mig personligt så kan jeg fortælle dig at jeg har et barn med vaskeligheder, et handicap om du ved dog ikke et kronisk, men dette kan normalområdet ikke magte, han kan ikke inkluderes og dette er dælme sørgeligt og vidner om hvor presset det område er.
Endvidere er det tankevækkende at langt størsteparten af hjemmebørn er børn af pædagoger pg psykologer.
