Generelt set synes jeg jeg er god til at tilgive. Jeg bærer aldrig nag over diskussioner med familie eller venner, ligesom uenigheder på eksempelvis debat foraer aldrig påvirker min opfattelse af folk ude i virkeligheden. Livet er ganske enkelt for kort til den slags.
Det eneste punkt hvor jeg har svært ved at tilgive både mig selv og andre, er når det gælder de svigt jeg mener min ældste søn oplevede før han døde.
Jeg har så frygteligt mange fortrydelser omkring hans liv, også selvom jeg godt ved at han sådan generelt set havde det godt og var omgivet af mennesker der elskede ham meget højt.
Eksempelvis skulle jeg ikke være blevet sammen med min ex så længe som jeg gjorde for jeg var ked og uoplagt det sidste år af det forhold og det skulle min søn ikke have været vidne til. Jeg skulle have været meget mindre striks end jeg var da han var helt lille, og meget mere anerkendende i min opdragelse - det tog mig flere år at lære at være den mor jeg gerne vil være for mine børn, og i mellemtiden var min ældste søn så en slags prøveklud.
På samme måde begik hans far masser af fejl. Ikke at han dermed var en dårlig far - slet ikke. Han var fantastisk når han endelig var der, desværre var han der bare ikke så meget, og det skete lidt for ofte at aftaler blev aflyst hvorefter jeg sad tilbage med et ulykkeligt barn som bare gerne ville se sin far.
Nu hvor min søn er væk er det vigtigt for mig i det mindste at anerkende at både jeg og andre kunne have gjort det bedre for ham. Jeg er nødt til at stå ved de fejl jeg begik fordi alt andet groft sagt vil være et hån imod hans minde.
Det jeg ikke kan tilgive er når folk forsøger at "glatte ud" og fremhæve at det jo generelt set var godt alt sammen, eller forsøge at pådutte mig at de svigt jeg så min søn opleve ikke eksisterer. -Det er ok at komme videre med sit liv, både for mig og for alle andre, men det er ikke ok at benægte de fejl man har begået, eller at undlade at tage ved lære af dem.
Anmeld
