smider sig på gulvet

Thalia skriver:

Aiiii men helt ærlig, det er et lille barn på 1½ år du taler om... Hvordan i alverden kan du betragte skrigeri som noget uartigt?

Var hun så også slem da hun var baby?

Jeg blander mig lige Jeg ser det ikke som at være uartig  - men synes heller ikke man bare skal "please" børnene og iøvrigt kan det være ret svært at have tiden til at sætte sig ned ved siden af barnet hver gang det får et flip... Fx sker det ofte under madlavning, i "ulvetimen" herhjemme, og så får han altså lov at ligge og skrige selv.. Mens jeg laver maden færdig, jeg taler til ham, prøver at aflede ham osv. Men jeg må indrømme jeg ikke gider sætte mig ned ved siden af og vente på han kommer.... De gange jeg har gjort det "puster jeg til ilden" og han bliver mere sur.

Når han har ligget og raset ud lidt, så rejser han sig af sig selv og kommer hen, men sidde ved siden af og vente på han bliver færdig med sin frustration duer ikke/synes jeg ikke er nødvendigt.

Vi brugte også "time-out" i en lille periode, men virkede ikke, de har ikke alderen til det endnu... (knap 2 år er min dreng) men når jeg "ignorerer" ham stopper han efter noget tid... Synes heller ikke de skal have lov til at "Lege rundt med os forældre" og få os til at sætte sig ved siden af i samtlige af deres hysteriske anfald.

Er vi ude og Noah skaber sig sådan - ja så forsøger jeg nok lidt mere ihærdigt at aflede (hvis vi handler osv) hos mine forældre og andre steder, ja der får han lov at rase ud...

Thalia skriver:

Så hun skal straffes fordi du synes hun skriger højere end alle andre børn?

Jeg forstår ganske enkelt ikke det syn på børn.

jeg forstår heller ikke dit

Min dreng kan også skrige ekstremt højt (med vilje) i raseri, og der får han bestemt af vide at dét gider jeg IKKE høre på...

MinNoah skriver:

Min dreng kan også skrige ekstremt højt (med vilje) i raseri, og der får han bestemt af vide at dét gider jeg IKKE høre på...

det gør hun også, men hun er helt ligeglad, hun stopper når hun ikke giver mere. 

MinNoah skriver:

Jeg blander mig lige Jeg ser det ikke som at være uartig  - men synes heller ikke man bare skal "please" børnene og iøvrigt kan det være ret svært at have tiden til at sætte sig ned ved siden af barnet hver gang det får et flip... Fx sker det ofte under madlavning, i "ulvetimen" herhjemme, og så får han altså lov at ligge og skrige selv.. Mens jeg laver maden færdig, jeg taler til ham, prøver at aflede ham osv. Men jeg må indrømme jeg ikke gider sætte mig ned ved siden af og vente på han kommer.... De gange jeg har gjort det "puster jeg til ilden" og han bliver mere sur.

Når han har ligget og raset ud lidt, så rejser han sig af sig selv og kommer hen, men sidde ved siden af og vente på han bliver færdig med sin frustration duer ikke/synes jeg ikke er nødvendigt.

Vi brugte også "time-out" i en lille periode, men virkede ikke, de har ikke alderen til det endnu... (knap 2 år er min dreng) men når jeg "ignorerer" ham stopper han efter noget tid... Synes heller ikke de skal have lov til at "Lege rundt med os forældre" og få os til at sætte sig ved siden af i samtlige af deres hysteriske anfald.

Er vi ude og Noah skaber sig sådan - ja så forsøger jeg nok lidt mere ihærdigt at aflede (hvis vi handler osv) hos mine forældre og andre steder, ja der får han lov at rase ud...

Jeg synes faktisk heller ikke man skal please sine børn, men jeg synes helt ærlig at man som forælder skal anerkende sione børns følelser og hjælpe dem til at håndtere følelser så som frustration og skuffelse, frem for bare at straffe små børn hvis de ikke reagerer som man gerne vil have det.

Herhjemme har vi også ulvetime og madlavning og alt det andet praktiske, men det betyder altså ikke at vi ikke lige kan afsætte 2-3 minutter til vores børn når de har brug for det.

Jeg synes time out er en skrækkelig metode uanset alder, og kunne aldrig drømme om at praktisere den overfor mine egne børn, og derfor bliver jeg nok virkeligt paf når jeg hører om forældre der praktiserer den slags overfor børn som er så små at de slet ikke mentalt er i stand til at forstå konsekvenser af egne handlinger.

Jeg er ærligt og redeligt forundret over at man kan mene at et barn på 1½ år er uartigt når det udtrykker frustration - og det må man jo mene hvis man mener at barnet skal straffes?

Thalia skriver:

Jeg synes du skriver en masse rigtigt, lige indtil du nævner time out - hvorfor er det lige at man skal straffe et barn på 1½ år for noget som helst?

Jeg forstår hvad du mener, jeg har nok heller ikke udtrykt mig helt klart. Jeg mener bestemt ikke man skal straffe et barn på 1½ år, så langt er vi enige. Deraf også min mening om at man ikke sætter børn ind på værelset for at straffe dem. Men jeg synes man skal gøre det klart at der er en acceptabel opførsel og en ikke acceptabel opførsel, også for et barn på 1½. Desuden er det svært at forklare et hysterisk barn hvad det er man mener, så det med en time out er ment som et pusterum, hvor barnet også har mulighed for at komme sig lidt og falde lidt ned igen for så har man et meget bedre grundlag for at snakke om tingene bagefter. Det kan rent faktisk være en befrielse for et barn at have et bestemt sted hvor det kan slappe lidt af og blive sig selv igen. Det handler også meget om hvordan man som voksen tackler time outen, for så snart det blir en straf, så mister det helt sin virkning.

Gav det mening eller er du stadig uenig med mig

Angelspot skriver:

Jeg forstår hvad du mener, jeg har nok heller ikke udtrykt mig helt klart. Jeg mener bestemt ikke man skal straffe et barn på 1½ år, så langt er vi enige. Deraf også min mening om at man ikke sætter børn ind på værelset for at straffe dem. Men jeg synes man skal gøre det klart at der er en acceptabel opførsel og en ikke acceptabel opførsel, også for et barn på 1½. Desuden er det svært at forklare et hysterisk barn hvad det er man mener, så det med en time out er ment som et pusterum, hvor barnet også har mulighed for at komme sig lidt og falde lidt ned igen for så har man et meget bedre grundlag for at snakke om tingene bagefter. Det kan rent faktisk være en befrielse for et barn at have et bestemt sted hvor det kan slappe lidt af og blive sig selv igen. Det handler også meget om hvordan man som voksen tackler time outen, for så snart det blir en straf, så mister det helt sin virkning.

Gav det mening eller er du stadig uenig med mig

Jeg tror jeg kan følge dig lidt bedre nu. Jeg er fuldstændig med på at man kan betragte en time out som en måde at give både barn og den voksne ro til at samle sig. Der hvor jeg ikke kan følge dig, er at du skriver at man så skal sætte barnet på en stol eller en pude - og sende barnet tilbage dertil hvis det rejser sig før man giver lov til det.

Med det samme man bestemmer hvor og hvorlænge barnet skal holde time out, er det jo en straf af en art. Man forviser barnet til et bestemt sted, mens man selv kan gøre hvad man vil...

Jeg tror jeg ville have nemmere ved at se rimeligheden i det hvis man fx bare lod barnet være indtil det var kølet ned, opholdt sig i samme rum, men lod barnet falde til ro før man opsøger kontakten. Det ville jeg i hvert fald nemt kunne gøre med mine børn, men aldrig i livet om jeg ville tvinge dem til at sidde på en bestemt stol indtil jeg mente de var klar til at blive trøstet.

 

Sådan har alle mine børn reageret. Det skyldes kort og godt at de bliver frustrerede fordi de har ting de gerne vil, men de har endnu ikke et udviklet sprog så de kan forklare omverden hvad de mener.

Forestil dig hvor frustreret du ville blive hvis du ikke kunne tale med andre mennesker og du derfor aldrig kunne give udtryk for dine behov eller dine følelser - eksempelvis når du føler dig uretfærdigt behandlet.

Jeg synes du skal stoppe med at straffe din datter for at blive frustreret (ved at sætte hende ind på værelset), og i stedet arbejde på at anerkende hendes følelser og hjælpe hende til at signalere og formulere de ting hun har brug for. Det kan man sagtens gøre uden dermed at lade hende få hendes vilje.

 Her er jeg meget enig.
Jeg syntes ikke man skal "straffes" for at være afmagtet og frustreret.
Selvom det kan virke voldsomt, når det kommer sådan til udtryk..
De har tvært imod brug for at nogen kan rumme de følelser, som de ikke selv kan - og få hjælp til at sætte ord på følelserne, og blive forstået!

Selvfølgelig skal der være grænser, hvis børn tér sig helt uregerligt.
Man man skal også skelne på hvad der er "skaberi" og trods,
og hvad der er reaktion på frustrationer og afmagt og "for store følelser"!

Thalia skriver:

Jeg tror jeg kan følge dig lidt bedre nu. Jeg er fuldstændig med på at man kan betragte en time out som en måde at give både barn og den voksne ro til at samle sig. Der hvor jeg ikke kan følge dig, er at du skriver at man så skal sætte barnet på en stol eller en pude - og sende barnet tilbage dertil hvis det rejser sig før man giver lov til det.

Med det samme man bestemmer hvor og hvorlænge barnet skal holde time out, er det jo en straf af en art. Man forviser barnet til et bestemt sted, mens man selv kan gøre hvad man vil...

Jeg tror jeg ville have nemmere ved at se rimeligheden i det hvis man fx bare lod barnet være indtil det var kølet ned, opholdt sig i samme rum, men lod barnet falde til ro før man opsøger kontakten. Det ville jeg i hvert fald nemt kunne gøre med mine børn, men aldrig i livet om jeg ville tvinge dem til at sidde på en bestemt stol indtil jeg mente de var klar til at blive trøstet.

Dejligt med en debat, det er sjovt at se forskelligt syn på samme ting

Min tanke omkring time outen, er at barn og voksen får mulighed for at samle sig. Når barnet ikke er ældre, ville jeg aldrig gå ind i et andet lokale, mens barnet skal sidde på sit sted. Jeg ville muligvis sidde i time outen sammen med det, de par minutter det varer. Jeg har ikke tænkt mig at gå på is jagt i fryseren for øjne af barnet imellemtiden.

Når jeg vil bruge time outen, er det fordi det med mit syn, har en rigtig vigtig funktion, både på det tidspunkt, men også i årene frem, for barnet. Hvis det er en straf i dine øjne, at barnet skal sidde et bestemt sted i en bestemt tid, så kan vi godt kalde det en straf. Dog mener jeg at der sagtens kan tilkomme barnet en konsekvens af dets handlinger, også når det er 1½ år. Der er så bare grænser for hvad det skal gå ud på Så i mine øjne, er time outen en konsekvens. Så hvis mit barn bliver hysterisk og ikke har nogen måde at komme ud af hysteriet på, så vil det for mig at se, hjælpe hvis jeg hjalp det til det. Og her er en mulighed i min verden, et time out sted.

Jeg vil så tilgengæld aldrig lade barnet være, til det var kølet ned, det er det samme som at ignorere det og ikke anerkende dets følelser. Altså med mine øjne set Men ligesom dig vil jeg opholde mig i samme rum som det, når barnet ikke er ældre.

evt sæt hende ind på sit værelse (væk fra selvskabet) og så siger du til hende at hun må komme ud når hun har raset ud

(du viser hende at du absolut ikke accepterer hendes dårlige opførsel