smider sig på gulvet

min datter på 1 1/2 år smider sig tit på gulvet når hun ikke får hendes vilje, eller bliver sur.

gør jeres børn også det, og hvad gør i?

sætter hende ind på værelset og fortæller man sådan opfører man sig ikke, men synes ikke det hjælper. 

Jeps.. tror det er de færreste børn i den alder der IKKE smider sig på gulvet

Her prøver jeg at sætte ord på hans følelser, fx " jeg kan godt forstå du synes det er træls du ikke må få en banan nu, men vi skal have aftensmad om 5 min."

Ofte skriger han bare videre, men ellers ignorerer jeg ham, og indimellem prøver at aflede ham, fx sige "kan du ikke lige gå hen og kigge ud af vinduet, jeg så en fugl ligefør" osv. osv.

Nogle gange hjælper det, andre gange går der lidt tid før han får raset ud, og så venter jeg bare på det

MinNoah skriver:

Jeps.. tror det er de færreste børn i den alder der IKKE smider sig på gulvet

Her prøver jeg at sætte ord på hans følelser, fx " jeg kan godt forstå du synes det er træls du ikke må få en banan nu, men vi skal have aftensmad om 5 min."

Ofte skriger han bare videre, men ellers ignorerer jeg ham, og indimellem prøver at aflede ham, fx sige "kan du ikke lige gå hen og kigge ud af vinduet, jeg så en fugl ligefør" osv. osv.

Nogle gange hjælper det, andre gange går der lidt tid før han får raset ud, og så venter jeg bare på det

tak for svar

kan slet ikke aflede hende, når hun først er oppe i det røde felt. synes bare det virker så uopdragent, og pinligt når det sker ude.

Anonym skriver:

min datter på 1 1/2 år smider sig tit på gulvet når hun ikke får hendes vilje, eller bliver sur.

gør jeres børn også det, og hvad gør i?

sætter hende ind på værelset og fortæller man sådan opfører man sig ikke, men synes ikke det hjælper. 

Det er en hel normal fase de skal igennem, og det tager x antal tid indtil de er igennem den.
Men jo mere konsekvent man er, jo hurtigere er den overstået.

Hos os er ungerne kommet til timeout i et andet lokale eller i gangen.
Har vi været i byen og de har taget sig sådan en raptus, så har jeg samlet ungen op, stoppet hende/ham under armen..lynhurtigt handlet færdigt og så ellers hjem i en fart.


Kærligst
Sussie

nej det har Noah ikke rigtigt benyttet sig af

men han kan bare tude helt vildt højt og være skide sur.. og så kan jeg godt sige "jamen Noah hvis du ikke gider stoppe med det der nu, så kan du gå ned på dit værelse og te dig.. jeg gider ikke høre på det"

Anonym skriver:

min datter på 1 1/2 år smider sig tit på gulvet når hun ikke får hendes vilje, eller bliver sur.

gør jeres børn også det, og hvad gør i?

sætter hende ind på værelset og fortæller man sådan opfører man sig ikke, men synes ikke det hjælper. 

Sådan har alle mine børn reageret. Det skyldes kort og godt at de bliver frustrerede fordi de har ting de gerne vil, men de har endnu ikke et udviklet sprog så de kan forklare omverden hvad de mener.

Forestil dig hvor frustreret du ville blive hvis du ikke kunne tale med andre mennesker og du derfor aldrig kunne give udtryk for dine behov eller dine følelser - eksempelvis når du føler dig uretfærdigt behandlet.

Jeg synes du skal stoppe med at straffe din datter for at blive frustreret (ved at sætte hende ind på værelset), og i stedet arbejde på at anerkende hendes følelser og hjælpe hende til at signalere og formulere de ting hun har brug for. Det kan man sagtens gøre uden dermed at lade hende få hendes vilje.

åhhh jamen det lyder jo helt som herhjemme. Vores datter er næsten 19 md og kaster sig også bare når hun ikke får sin vilje, vi prøver med al magt ikke at grine af hende for det ser lidt komisk ud..

Men har valgt at tale med hende om at være sur, det kan jo være STORE følelser i en ikke så stor krop. For tæller hende at jeg kan godt forstå hun er sur men at..... og forklarer hende så hvorfor jeg har sagt nej til et eller andet.

vi satser på det er en fase og det går over :-)

Det tror jeg også er en helt almindelig opførsel for børn. De har svært ved at sætte ord på det de føler og derfor blir deres udtryk meget fysiske, feks ved at smide sig eller slå/sparke osv.

En mulighed er, som en også skriver, at sætte ord på hvad det er barnet føler. Du ser sur ud og jeg kan godt se du blir ked af det. Brug ikke ordet nej og sig ikke sådan er det bare, men omformuler det helst, så begrænser du ikke barnet, men sætter ord på i stedet for.

At bruge værelset som en straf for noget negativt er for mig en rigtig dårlig ide. Værelset skal være fyldt med hygge og et rart og trygt sted at være. Desuden bruger jeg aldrig hvis ikke du opfører dig ordentligt så kommer du i seng truslen. Er der ellers noget at sige til barnet ikke vil i seng når det er et negativt sted (bare skrevet generelt )

Hav en stol, en bænk eller en pude et sted hvor barnet har mulighed for en time out. Det skal ikke være ret lang tid det skal sidde der, men måske bare 1 eller 2 min. Sig: du er sur og gal, det må du også gerne være, men så må du sidde her til det er ovre. Hvis barnet rejser sig må du sætte et der igen til det forstår hvad det handler om. Og husk at fortælle barnet hvad det gjorde rigtig i stedet for forkert, hellere forkusere på det positive end det negative

SussieThyssen skriver:

Det er en hel normal fase de skal igennem, og det tager x antal tid indtil de er igennem den.
Men jo mere konsekvent man er, jo hurtigere er den overstået.

Hos os er ungerne kommet til timeout i et andet lokale eller i gangen.
Har vi været i byen og de har taget sig sådan en raptus, så har jeg samlet ungen op, stoppet hende/ham under armen..lynhurtigt handlet færdigt og så ellers hjem i en fart.


Kærligst
Sussie

synes også jeg er meget konsekvent. hun kommer ind på værelset og samler hende også bare op når vi er ude og lader som ingenting.

men det virker virkelig ikke!

Thalia skriver:

Sådan har alle mine børn reageret. Det skyldes kort og godt at de bliver frustrerede fordi de har ting de gerne vil, men de har endnu ikke et udviklet sprog så de kan forklare omverden hvad de mener.

Forestil dig hvor frustreret du ville blive hvis du ikke kunne tale med andre mennesker og du derfor aldrig kunne give udtryk for dine behov eller dine følelser - eksempelvis når du føler dig uretfærdigt behandlet.

Jeg synes du skal stoppe med at straffe din datter for at blive frustreret (ved at sætte hende ind på værelset), og i stedet arbejde på at anerkende hendes følelser og hjælpe hende til at signalere og formulere de ting hun har brug for. Det kan man sagtens gøre uden dermed at lade hende få hendes vilje.

det nytter jo ikke når man ikke kan komme igennem til hendes.

desuden går jeg ind for at der er konsekvenser, når man handler forkert.