Episoder du aldrig glemmer - hvad står klarest?

25. december for tre år siden. Tidlig morgen, lillepigen er 10 dage gammel og sover, og har sovet næsten hele dagen før, og har sovet hele natten uden at vågne overhovedet efter at have skreget den halve nat hver nat ellers i sit korte liv. Og jeg får ikke kontakt med hende. Jeg ved, at hun må have mad, men jeg klarer ikke at få noget i hende. Forsøger at pumpe ud til hende og give hende med teske i munden, men hun falder i søvn før hun når at synke det.... Jeg ved ikke mine arme råd. Jeg forsøger at vække manden. Han siger bare "næh, hun vågner sikkert, når hun er sulten", og vender sig over og sover videre. Og jeg sidder der på sengekanten og ser på hende i sin lille seng. Jeg fornemmer at noget er helt galt, men hun sover jo så sødt, og min mand mener jo ikke at der er noget galt overhovedet, så hvad i al verden skal jeg gøre på en første juledags morgen? Den angst og ensomhedsfølelse og vægten af hele ansvaret hos mig alene var grusom. Jeg ringede til fødeafdelingen og spurgte, hvad jeg skulle gøre, og de mente ikke, der var noget galt, men vi kunne jo komme ind og få hende vejet, hvis vi ville. Jeg sparkede en uvillig mand ud af sengen og sagde, at nu kører vi! Og godt var det. De sagde bagefter, at hvis vi var kommet særlig meget senere var det ikke sikkert, det havde gået godt, men det gik heldigvis godt til sidst og vi har i dag en fantastisk glad og aktiv pige på 3 1/2 år. - Men mindet om den morgen tror jeg hænger med mig for altid!

Ligesom de fleste andre står fødslen af mine børn meget klart i min hukommelse, og det samme gælder mit bryllup.

Derudover er det mine forældres dødsfald der har gjort stort indtryk på mig, og aller tydeligst står den morgen min ældste søn døde.

Tobias blev 7½ år gammel og døde af kræft i september 2007. Min mand og jeg var begge hos ham da det skete, og det samme var to sygeplejesker, men jeg følte mig uendeligt alene i selve situationen. Jeg ænsede ikke de andre, men jeg kan stadig genkalde mig alle lydene, lugtene og følelsen af at han blev rolig i mine arme mens jeg lå og puttede med ham i hospitalssengen.

Det er endnu ikke rigtigt lykkedes mig at sove om natten uden at jeg pludseligt gennemlever den morgen igen, og jeg brød fuldstændig sammen da jeg i 2009 måtte indlægges med min yngste søn. Han er født en smule for tidligt og vi var derfor nødt til at blive på neonatal og barselsgangen nogle dage efter fødslen. Det sygehusophold triggerede SÅ mange minder i mig at jeg ikke kunne sove af frygt for at min baby så ville dø fra mig, og efter 4 dage måtte de sende mig hjem på orlov fordi jeg ikke lavede andet end at hulke og hikse.

Luuna13 skriver:

Hold da op. Det må bare ikke være sjovt.

 

nej, det er ikke sjovt. Er det stadig ikk efter 12 år. Nok derfor mit sind indimellem er sort.

Jeg husker selvfølgelig min datters fødsel meget klart, men den oplevelse som er blevet hos mig og har været livsændrende var den dag 3. september 1997 da jeg fik et opkald om at min bedste ven Rene var kørt galt dagen inden og var død, jeg huske alt hvad der blev sagt i den samtale, da jeg snakkede med min kæreste efterfølgende, mine forældre, min veninde og at jeg sad oppe på mit værelse og så på uret der bare gik, først lidt forundret over at det stadig gik når jeg følte at livet var gået i stå, derefter med vreden over at tiden ikke var gået i stå, jeg kastede uret væk så det gik i stykker. Han ændrede mit liv mens han levede og jeg vil altid være ham taknemmelig. så kys Rene og tak for den korte tid vi havde sammen. 

Resten af det år kan jeg ikke huske særligt meget af - det hele er en stor tåge

Puh , nogle triste historier mange har .. Får helt tårer i øjnene !

Det der står klarest for mig , er den dag der kom 2 streger på en test + da min kæreste fik vores datter i armene .. Hans ansigtsudtyk var bare guld værd

Loppe skriver:

Jeg kom sådan til at tænke på i dag, at hvis jeg skulle vælge én episode i mit liv, som jeg aldrig vil glemme, hvilken det mon så ville være.

Selvfølgelig glemmer jeg aldrig mine fødsler, men de står dog ikke så stærkt i eringdringen længere, som de har gjort.

Én episode jeg dog til evig tid vil huske, og som vil stå meget stærkt, er min datters fald fra en trappe...

Hun var ca. 4 år, vi var til konfirmation. Hun var netop gået op af en meget lang og stejl trappe, jeg gik efter hende for at se hvad hun lavede. Jeg blev grebet af noget for enden af trappen, og min datter valgte selv at gå ned (hvilket hun i og for sig også sagtens kunne). Det næste jeg hører er en masse larm, og min datter der skriger desperat efter mig. Jeg løber hen til trappen, når på vejen at smide mine sko, og løber i al hast ned af trappen.

Min datter ligger for enden af trappen - helt stille og med ansigtet ned i det betongulv, som er for enden af trappen. Min moster når der hen før mig, og hun skynder sig at sige til folk, at de IKKE må tage hende op (hun er bange for at gøre skade på hende hvis hun er kommet alvorligt til skade). Jeg hverken hører eller ser, jeg flår hende bare op til mig imens jeg hyperventilere.

Heldigvis begynder hun at græde, og jeg ved at der er liv i hende. Min moster bliver nu helt desperat og siger at jeg skal skynde mig at sætte mig ned, for jeg er helt hvid i hovedet så hun er bange for at jeg besvimer. Jeg vil ikke høre - jeg løber ud til bilen imens jeg råber til min kæreste at vi skal på skadestuen (jeg er stadig på strømpesokker.... ).

På skadestuen får vi konstateret at der heldigvis intet er sket.... Dejligt, men hold da op en forskrækkelse.

Og forskrækkelsen fortsætter - næste dag aflevere jeg min datter i børnehave som vanligt, da jeg henter hende om eftermiddagen er hun hævet op i hele hovedet, og hun er blå omkring øjne, næse og mund. Jeg ringer til min læge som siger at det er slaget fra faldet ned af trappen. Jeg insistere dog på at han skal se hende, hvilket han også gør. Han kan hurtigt berolige mig, og fortæller at det er helt normalt når man har fået så kraftigt et slag som hun har.

I mange uger efter var hun helt blå og hævet i hele hovedet....

Det hele endte jo godt, og egentlig er jeg glad for at den episode jeg husker bedst, trods alt ikke var værre end det... 

Hvilken episode husker du bedst?

en ting jeg aldrig glemmer, var dengang vi kørte galt.

En lastbil kørte ud foran os, selvom han havde ubetinget vigepligt, den glemte han så lige at holde for, og så kom vi i vores lille corsa, og så sagde det sgu bang. Og så har vi åbenbart været halvvejs inden under det bagerste på lastbilen, men er blevet skudt tilbage af sammenstøds kræften. min kammerat, som kørte, kom ikke til skade, men jeg slog nakken og ryggen begyndte at drille, men har ryg problemer i forvejen. Heldigvis kom dem der kørte bagved os, løbende hen til mig, og flåede døren op, fordi jeg var gået i chok. Desværre for min ryg og nakke, sagde jeg nej til at de skulle ringe efter en ambulance, for kunne intet mærke på daværende tidspunkt pga chokket - men det fortrød jeg 1½ time efter hvor smerterne kom løbende. for at vise jer hvor heldige vi var, så får i lige et billede af bilen efter sammenstødet, og så kan i så begynde at overveje Opel som den næste bil ;-)