Episoder du aldrig glemmer - hvad står klarest?

Jeg kom sådan til at tænke på i dag, at hvis jeg skulle vælge én episode i mit liv, som jeg aldrig vil glemme, hvilken det mon så ville være.

Selvfølgelig glemmer jeg aldrig mine fødsler, men de står dog ikke så stærkt i eringdringen længere, som de har gjort.

Én episode jeg dog til evig tid vil huske, og som vil stå meget stærkt, er min datters fald fra en trappe...

Hun var ca. 4 år, vi var til konfirmation. Hun var netop gået op af en meget lang og stejl trappe, jeg gik efter hende for at se hvad hun lavede. Jeg blev grebet af noget for enden af trappen, og min datter valgte selv at gå ned (hvilket hun i og for sig også sagtens kunne). Det næste jeg hører er en masse larm, og min datter der skriger desperat efter mig. Jeg løber hen til trappen, når på vejen at smide mine sko, og løber i al hast ned af trappen.

Min datter ligger for enden af trappen - helt stille og med ansigtet ned i det betongulv, som er for enden af trappen. Min moster når der hen før mig, og hun skynder sig at sige til folk, at de IKKE må tage hende op (hun er bange for at gøre skade på hende hvis hun er kommet alvorligt til skade). Jeg hverken hører eller ser, jeg flår hende bare op til mig imens jeg hyperventilere.

Heldigvis begynder hun at græde, og jeg ved at der er liv i hende. Min moster bliver nu helt desperat og siger at jeg skal skynde mig at sætte mig ned, for jeg er helt hvid i hovedet så hun er bange for at jeg besvimer. Jeg vil ikke høre - jeg løber ud til bilen imens jeg råber til min kæreste at vi skal på skadestuen (jeg er stadig på strømpesokker.... ).

På skadestuen får vi konstateret at der heldigvis intet er sket.... Dejligt, men hold da op en forskrækkelse.

Og forskrækkelsen fortsætter - næste dag aflevere jeg min datter i børnehave som vanligt, da jeg henter hende om eftermiddagen er hun hævet op i hele hovedet, og hun er blå omkring øjne, næse og mund. Jeg ringer til min læge som siger at det er slaget fra faldet ned af trappen. Jeg insistere dog på at han skal se hende, hvilket han også gør. Han kan hurtigt berolige mig, og fortæller at det er helt normalt når man har fået så kraftigt et slag som hun har.

I mange uger efter var hun helt blå og hævet i hele hovedet....

Det hele endte jo godt, og egentlig er jeg glad for at den episode jeg husker bedst, trods alt ikke var værre end det... 

Hvilken episode husker du bedst?

Loppe skriver:

Jeg kom sådan til at tænke på i dag, at hvis jeg skulle vælge én episode i mit liv, som jeg aldrig vil glemme, hvilken det mon så ville være.

Selvfølgelig glemmer jeg aldrig mine fødsler, men de står dog ikke så stærkt i eringdringen længere, som de har gjort.

Én episode jeg dog til evig tid vil huske, og som vil stå meget stærkt, er min datters fald fra en trappe...

Hun var ca. 4 år, vi var til konfirmation. Hun var netop gået op af en meget lang og stejl trappe, jeg gik efter hende for at se hvad hun lavede. Jeg blev grebet af noget for enden af trappen, og min datter valgte selv at gå ned (hvilket hun i og for sig også sagtens kunne). Det næste jeg hører er en masse larm, og min datter der skriger desperat efter mig. Jeg løber hen til trappen, når på vejen at smide mine sko, og løber i al hast ned af trappen.

Min datter ligger for enden af trappen - helt stille og med ansigtet ned i det betongulv, som er for enden af trappen. Min moster når der hen før mig, og hun skynder sig at sige til folk, at de IKKE må tage hende op (hun er bange for at gøre skade på hende hvis hun er kommet alvorligt til skade). Jeg hverken hører eller ser, jeg flår hende bare op til mig imens jeg hyperventilere.

Heldigvis begynder hun at græde, og jeg ved at der er liv i hende. Min moster bliver nu helt desperat og siger at jeg skal skynde mig at sætte mig ned, for jeg er helt hvid i hovedet så hun er bange for at jeg besvimer. Jeg vil ikke høre - jeg løber ud til bilen imens jeg råber til min kæreste at vi skal på skadestuen (jeg er stadig på strømpesokker.... ).

På skadestuen får vi konstateret at der heldigvis intet er sket.... Dejligt, men hold da op en forskrækkelse.

Og forskrækkelsen fortsætter - næste dag aflevere jeg min datter i børnehave som vanligt, da jeg henter hende om eftermiddagen er hun hævet op i hele hovedet, og hun er blå omkring øjne, næse og mund. Jeg ringer til min læge som siger at det er slaget fra faldet ned af trappen. Jeg insistere dog på at han skal se hende, hvilket han også gør. Han kan hurtigt berolige mig, og fortæller at det er helt normalt når man har fået så kraftigt et slag som hun har.

I mange uger efter var hun helt blå og hævet i hele hovedet....

Det hele endte jo godt, og egentlig er jeg glad for at den episode jeg husker bedst, trods alt ikke var værre end det... 

Hvilken episode husker du bedst?

Hmm..
Der er jo 100-vis af uforglemmelige episoder i mit liv, små som store.
Så jeg tror jeg har meget svært ved at håndplukke blot nogle enkelte.

Kærligst
Sussie

glemmer aldrig NF scanning, da der lå to bøller... og vi havde været overbeviste om en..  Husker det som det var igår...

Loppe skriver:

Jeg kom sådan til at tænke på i dag, at hvis jeg skulle vælge én episode i mit liv, som jeg aldrig vil glemme, hvilken det mon så ville være.

Selvfølgelig glemmer jeg aldrig mine fødsler, men de står dog ikke så stærkt i eringdringen længere, som de har gjort.

Én episode jeg dog til evig tid vil huske, og som vil stå meget stærkt, er min datters fald fra en trappe...

Hun var ca. 4 år, vi var til konfirmation. Hun var netop gået op af en meget lang og stejl trappe, jeg gik efter hende for at se hvad hun lavede. Jeg blev grebet af noget for enden af trappen, og min datter valgte selv at gå ned (hvilket hun i og for sig også sagtens kunne). Det næste jeg hører er en masse larm, og min datter der skriger desperat efter mig. Jeg løber hen til trappen, når på vejen at smide mine sko, og løber i al hast ned af trappen.

Min datter ligger for enden af trappen - helt stille og med ansigtet ned i det betongulv, som er for enden af trappen. Min moster når der hen før mig, og hun skynder sig at sige til folk, at de IKKE må tage hende op (hun er bange for at gøre skade på hende hvis hun er kommet alvorligt til skade). Jeg hverken hører eller ser, jeg flår hende bare op til mig imens jeg hyperventilere.

Heldigvis begynder hun at græde, og jeg ved at der er liv i hende. Min moster bliver nu helt desperat og siger at jeg skal skynde mig at sætte mig ned, for jeg er helt hvid i hovedet så hun er bange for at jeg besvimer. Jeg vil ikke høre - jeg løber ud til bilen imens jeg råber til min kæreste at vi skal på skadestuen (jeg er stadig på strømpesokker.... ).

På skadestuen får vi konstateret at der heldigvis intet er sket.... Dejligt, men hold da op en forskrækkelse.

Og forskrækkelsen fortsætter - næste dag aflevere jeg min datter i børnehave som vanligt, da jeg henter hende om eftermiddagen er hun hævet op i hele hovedet, og hun er blå omkring øjne, næse og mund. Jeg ringer til min læge som siger at det er slaget fra faldet ned af trappen. Jeg insistere dog på at han skal se hende, hvilket han også gør. Han kan hurtigt berolige mig, og fortæller at det er helt normalt når man har fået så kraftigt et slag som hun har.

I mange uger efter var hun helt blå og hævet i hele hovedet....

Det hele endte jo godt, og egentlig er jeg glad for at den episode jeg husker bedst, trods alt ikke var værre end det... 

Hvilken episode husker du bedst?

Sikken en uhyggelig historie, jeg tror jeg var gået i panik her!! Godt hun ikke kom noget alvorligt til! Jeg har rigtig mange uforglemmelige oplevelser i mit liv, som Eks min søns fødsel og mit bryllup, men af andre oplevelser som har gjort stort indtryk på mig var feks da jeg befandt mig på dækket på en færge på vej til Grækenland midt om natten. Båden var fyldt med fattige albanske familier, som var blevet sendt retur til deres hjemland. Det var en rørende og speciel oplevelse.

Den episode der står aller klarest i mit liv er fra da jeg var 14 år gammel.

Min mor, stedfar, søster og jeg sidder og spiser aftensmad, telefonen ringer og jeg tager den som altid det er min halvbror som jeg stort set ikke har set eller hørt noget fra siden jeg var 7 år. nå men han spørger så om han må tale med min mor.

Da min mor ligger på ser hun helt forkert ud i hovedet og kigger så på mig og siger: TANJA; DIN FAR ER DØD!!!!!

glemmer aldrig det øjeblik eller den aften

jeg husker selvfølgelig mine 3 børne fødsler og vores bryllup... men ud over det har jeg en erindring som bliver ved med at poppe op hver gang min søn er syg... da han var ca 1 år gik han i feber krampe  han stoppede med at trække vejret og blev helt blå, jeg gik i panik og vi ringede selvfølgelig 112 og de kom inden for 5 min og han blev kørt i ambulancen til observation på børneafdelingen i holbæk, vi var hjemme hos mine forældre da det skete og jeg kan huske da jeg var lige ved at tage afsted med ambulancen spørger min lillebror mig om han er død fordi han ikke trak vejret og var helt blå.... heldigvis var der ikke andet galt end en feberkrampe han har heldigvis kun haft den den ene gang men det var altså ret ubehageligt  

Puha, det må være et minde om min elskede lille niece..

Da jeg var 16-17, var jeg au pair for min storebror, hans kone og to piger, som der er 19 måneders mellemrum på..

Den mindste var på det tidspunkt 11 måneder, og jeg var hjemme hos mig selv da hun blev syg. Det startede bare ud med opkast, feber osv, og havde foregået i mange dage, da jeg blev ringet op, om jeg kunne komme og hjælpe, for moren var blevet indlagt på psykiatrisk afdeling.

Så jeg blev hurtig hentet, hvor det stakkels barn som fra 7 månedersalderen plejede at hoppe i armene på mig, blot vender hovedet bort da hun ser mig. Kom så hen til dem, hvor der bare var kaos, og prøvede sammen med morens veninde at få noget i den mindste,(var så glad for at den store var i dagpleje, så hun ikke oplevede alt det kaos) - om aftenen tager de så til vagtlægen, men han siger at det ikke er noget specielt..

En hel nat går, hvor hun slet ikke får sovet, spist, men kaster op igen og igen. kan slet ikke beskrive hvor ondt det gjorde at skifte tøj på hende når hun havde brækket sig, hun var så bleg og hulkindet, med de største mørke rander under øjnene.

Tidligt om morgenen tager vi så ind til lægen, der heller ikke mener at det er noget seriøst, selvom vi siger til hende at det er overhovedet ikke til at komme i kontakt med hende. Men negativ kontakt er også kontakt.. undskyld mig, hvem vil ikke skrige hvis de fx bliver nevet!!! ´Mig og min storebror insisterer på at få hende indlagt.

Thank god!

I bilen på vej til hospitalet, oplever jeg den største angst nogensinde! Det føltes så skidt. Sad bare og kiggede på hendes lille ansigt og vidste bare at der snart skulle se noget!! som i nu! Var så bange for at miste hende...

Vi kommer derind, - først skulle der tages en blodprøve i fingeren på hende, har aldrig hørt en gråd fra hende der var så.. skræmmende? Lægen kommer og undersøger hende, og er dybt forarget, over hvorfor hun ikke er blevet henvist noget før.. Hun var jo virkelig dehydreret.

Så blev der lagt et drop og den store sten i mit hjerte, begynder lige så stille at falde ned.. glemmer aldrig at hun tog 1 kilo på et døgn.. Min storebror sov derinde med hende. Hun tog lige 12 timer i rap, og var SÅ dejlig da hun vågnede.

Aldrig har jeg oplevet noget lignende, - men det har har været med til at gøre os så tætte som vi er, hendes mor har mest fokus på den store, så lige siden dengang har det bare været mig og hende..Bare tanken om hende kan få mig til at græde..

Men det har ihvertfald sat et stort spor i mit unge liv

 

 

Jeg glemmer aldrig den opringning jeg fik om morgenen hvor min lillesøster var død.
Opringningen, ja hele dagen, står simpelthen så klart for mig og tror aldrig jeg glemmer det.

Den episode der står absolut klarest i mit liv er fra da jeg var 21 år.

Der finder jeg nemlig min mor, død i vores garage. Hun havde taget sit eget liv....

Jeg er flyttet hjemmefra, og bliver ringet op af min moster om formiddagen. Min mor er forsvundet, ingen kan finde hende. Jeg tager hjem i håb om, at hun er hjemme. Jeg finder min lillebror, som på daværende tidspunkt kun er 6 år, oppe på værelset.

Han ligger stadig i sin seng, og har hverken fået morgenmad eller tøj på. Jeg ved derfor med det samme, at noget er helt galt. Min far arbejder på daværende tidspunkt som rejsemontør på Sjælland, og var taget afsted mandag morgen (dette sker om onsdagen). Jeg begynder at ringe rundt til familie og venner, men ingen har set hende. Jeg går i panik og tænker slet ikke over at hjælpe min lillebror  som bare sidder oppe på værelset

Jeg sætter mig, og tænker "hvor er min mor". Hele huset er gennemsøgt flere gange, men pludselig slår det mig. Jeg har glemt at kigge i garagen..... og der ligger hun så, bag udstødningen, og er død.

Jeg vil ALDRIG ALDRIG glemme den dag. Det er nu 12 år siden, og det vil altid sidde i mig. Savnet til hende er kæmpe stort.......

Guldklumperne skriver:

Den episode der står absolut klarest i mit liv er fra da jeg var 21 år.

Der finder jeg nemlig min mor, død i vores garage. Hun havde taget sit eget liv....

Jeg er flyttet hjemmefra, og bliver ringet op af min moster om formiddagen. Min mor er forsvundet, ingen kan finde hende. Jeg tager hjem i håb om, at hun er hjemme. Jeg finder min lillebror, som på daværende tidspunkt kun er 6 år, oppe på værelset.

Han ligger stadig i sin seng, og har hverken fået morgenmad eller tøj på. Jeg ved derfor med det samme, at noget er helt galt. Min far arbejder på daværende tidspunkt som rejsemontør på Sjælland, og var taget afsted mandag morgen (dette sker om onsdagen). Jeg begynder at ringe rundt til familie og venner, men ingen har set hende. Jeg går i panik og tænker slet ikke over at hjælpe min lillebror  som bare sidder oppe på værelset

Jeg sætter mig, og tænker "hvor er min mor". Hele huset er gennemsøgt flere gange, men pludselig slår det mig. Jeg har glemt at kigge i garagen..... og der ligger hun så, bag udstødningen, og er død.

Jeg vil ALDRIG ALDRIG glemme den dag. Det er nu 12 år siden, og det vil altid sidde i mig. Savnet til hende er kæmpe stort.......

Hold da op. Det må bare ikke være sjovt.