Episoder du aldrig glemmer - hvad står klarest?

Loppe skriver:

Jeg kom sådan til at tænke på i dag, at hvis jeg skulle vælge én episode i mit liv, som jeg aldrig vil glemme, hvilken det mon så ville være.

Selvfølgelig glemmer jeg aldrig mine fødsler, men de står dog ikke så stærkt i eringdringen længere, som de har gjort.

Én episode jeg dog til evig tid vil huske, og som vil stå meget stærkt, er min datters fald fra en trappe...

Hun var ca. 4 år, vi var til konfirmation. Hun var netop gået op af en meget lang og stejl trappe, jeg gik efter hende for at se hvad hun lavede. Jeg blev grebet af noget for enden af trappen, og min datter valgte selv at gå ned (hvilket hun i og for sig også sagtens kunne). Det næste jeg hører er en masse larm, og min datter der skriger desperat efter mig. Jeg løber hen til trappen, når på vejen at smide mine sko, og løber i al hast ned af trappen.

Min datter ligger for enden af trappen - helt stille og med ansigtet ned i det betongulv, som er for enden af trappen. Min moster når der hen før mig, og hun skynder sig at sige til folk, at de IKKE må tage hende op (hun er bange for at gøre skade på hende hvis hun er kommet alvorligt til skade). Jeg hverken hører eller ser, jeg flår hende bare op til mig imens jeg hyperventilere.

Heldigvis begynder hun at græde, og jeg ved at der er liv i hende. Min moster bliver nu helt desperat og siger at jeg skal skynde mig at sætte mig ned, for jeg er helt hvid i hovedet så hun er bange for at jeg besvimer. Jeg vil ikke høre - jeg løber ud til bilen imens jeg råber til min kæreste at vi skal på skadestuen (jeg er stadig på strømpesokker.... ).

På skadestuen får vi konstateret at der heldigvis intet er sket.... Dejligt, men hold da op en forskrækkelse.

Og forskrækkelsen fortsætter - næste dag aflevere jeg min datter i børnehave som vanligt, da jeg henter hende om eftermiddagen er hun hævet op i hele hovedet, og hun er blå omkring øjne, næse og mund. Jeg ringer til min læge som siger at det er slaget fra faldet ned af trappen. Jeg insistere dog på at han skal se hende, hvilket han også gør. Han kan hurtigt berolige mig, og fortæller at det er helt normalt når man har fået så kraftigt et slag som hun har.

I mange uger efter var hun helt blå og hævet i hele hovedet....

Det hele endte jo godt, og egentlig er jeg glad for at den episode jeg husker bedst, trods alt ikke var værre end det... 

Hvilken episode husker du bedst?

min mands andsigt , da jeg sagde ja... rørt, lykkelig og så smukt...

Loppe skriver:

Jeg kom sådan til at tænke på i dag, at hvis jeg skulle vælge én episode i mit liv, som jeg aldrig vil glemme, hvilken det mon så ville være.

Selvfølgelig glemmer jeg aldrig mine fødsler, men de står dog ikke så stærkt i eringdringen længere, som de har gjort.

Én episode jeg dog til evig tid vil huske, og som vil stå meget stærkt, er min datters fald fra en trappe...

Hun var ca. 4 år, vi var til konfirmation. Hun var netop gået op af en meget lang og stejl trappe, jeg gik efter hende for at se hvad hun lavede. Jeg blev grebet af noget for enden af trappen, og min datter valgte selv at gå ned (hvilket hun i og for sig også sagtens kunne). Det næste jeg hører er en masse larm, og min datter der skriger desperat efter mig. Jeg løber hen til trappen, når på vejen at smide mine sko, og løber i al hast ned af trappen.

Min datter ligger for enden af trappen - helt stille og med ansigtet ned i det betongulv, som er for enden af trappen. Min moster når der hen før mig, og hun skynder sig at sige til folk, at de IKKE må tage hende op (hun er bange for at gøre skade på hende hvis hun er kommet alvorligt til skade). Jeg hverken hører eller ser, jeg flår hende bare op til mig imens jeg hyperventilere.

Heldigvis begynder hun at græde, og jeg ved at der er liv i hende. Min moster bliver nu helt desperat og siger at jeg skal skynde mig at sætte mig ned, for jeg er helt hvid i hovedet så hun er bange for at jeg besvimer. Jeg vil ikke høre - jeg løber ud til bilen imens jeg råber til min kæreste at vi skal på skadestuen (jeg er stadig på strømpesokker.... ).

På skadestuen får vi konstateret at der heldigvis intet er sket.... Dejligt, men hold da op en forskrækkelse.

Og forskrækkelsen fortsætter - næste dag aflevere jeg min datter i børnehave som vanligt, da jeg henter hende om eftermiddagen er hun hævet op i hele hovedet, og hun er blå omkring øjne, næse og mund. Jeg ringer til min læge som siger at det er slaget fra faldet ned af trappen. Jeg insistere dog på at han skal se hende, hvilket han også gør. Han kan hurtigt berolige mig, og fortæller at det er helt normalt når man har fået så kraftigt et slag som hun har.

I mange uger efter var hun helt blå og hævet i hele hovedet....

Det hele endte jo godt, og egentlig er jeg glad for at den episode jeg husker bedst, trods alt ikke var værre end det... 

Hvilken episode husker du bedst?

Der er rigtig mange minder der popper frem i hovedet.

Det aller første er om mig og min gamle hund.
Jeg var 13-14 år, og vi var til lydighedskonkurrence. Jeg fik brugt én kommando for meget...og den fratog os 1. pladsen, så vi måtte 'nøjes' med 2. pladsen.
Utrolig, at det stadig kan gå mig på den dag i dag.

Et andet minde er fra jeg var ca 15 år. En dag hvor jeg kom hjem fra håndbold, fortæller min mor mig at min far skal på minnesotakur.
Vidste ikk at han drak...selvom han havde gjort det hele mit liv.

Glemmer aldrig den dag min mor døde. Det er nok det jeg altid vil huske. :/

Den værste dag og episode, omhandler min mors død og min datters fødsel. Eller den står faktisk på i flere dage.. 

Min mor blev indlagt en uge forinden med leversvigt p.g.a. druk, hvilket var et stort chok for min bror og jeg, da hun længe havde været ædru (troed vi...hun gjorde åbenbart alt for at skjule det)

Om morgenen bliver jeg ringet op af min bror, som har fået en sms af vores onkel (som vi ikke har snakket med i 10 år). Han vil blot lige kondolere med vores mor... What?? Min mors kæreste har givet hele familien besked om dødsfaldet, men har glemt os...!! Og så få sådan en besked via sms.. Nå, men min bror får kontaktet sygehuset og besked er desværre rigtig...!!!

Jeg er mega højgravid og 2 dage efter får vi den skønneste lille prinsesse en lille uge for tidligt. Hun er helt perfekt.

2 dage herefter skal vi med flyveren til jylland for at deltage i min mors begravelse...

PYHH... sikke en uge. Den værste overhovedet man kan forstille sig og samtidig den bedste..

ej jeg bliver helt trist ved at læse nogle af jeres oplevelser ihh hvor barskt.. krammer herfra

jeg har hverken født eller blevet gift så indtil videre er min bedste episode da jeg blev student og hele perioden der fulgte med..eller da jeg blev konfirmeret haha (griner dog lidt over mine oplevelser i forhold til jeres)

den væreste oplevelse var da jeg fik min abort, syntes det var den væreste oplevelse selvom at det var frivilligt, kan huske min kæreste hulkede og græd hele morgenen inden at vi skulle på sygehuset, og græd og prøvede 5 min før aborten gik igang at overtale os til at bare glemme og droppe det hele. det hele var så akavet og en sygeplejerske måtte tryste ham og mig.. og med en tiggende og grædende kæreste fortsatte jeg aborten..noget værre rod jeg fortsat tænker på engang i mellem, især når ønsket om barn dukker op i hovedet.. jeg fortryder min beslutning og føler at jeg svigtede min kæreste derfor følger den mig.

Da jeg den 25. december troede jeg havde aborteret fordi jeg blødte og havde rigtig ondt i den ene side. Blev skannet akut og så i stedet 2 blinkende hjerter på skærmen. Det glemmer jeg aldrig!

uh der er en del.. 

Min mors selvmordforsøg hvor jeg fandt hende med blod over hele badeværelset da var jeg 2½ år. 

min mors død da jeg var 18

min mands selvmord da jeg var/er 24

Jeg glemmer aldrig da min tætteste veninde ringede og sagde, at hendes syge mor havde begået selvmord i køkkenet imens hun var hjemme.

Jeg glemmer heller aldrig da jeg kom hjem en dag og min søster sagde at vi flyttede ud i min mormors hus.

Jeg glemmer heller aldrig da blev taget af politiet for at kravle på Randers Regnskov.

Jeg glemmer heller aldrig da jeg fik en besked der lød: "Charlotte er ved at føde" midt i min time i skolen. Og jeg glemmer aldrig da jeg kom op på sygehuset og hvad der efterfølgende skete.

Jeg glemmer aldrig da jeg mødte min tidligere omgangskreds for første gang - og jeg glemmer aldrig alle de ting vi sammen har lavet. 

Jeg glemmer aldrig da min svoger "tog fat i" en af bøllerne fra min folkeskoleklasse, og sagde at han skulle holde sig fra mig.

Puha - der er mange ting.

Jeg glemmer aldrig min 2. Volbeatkoncert - jeg rystede over hele kroppen bagefter. 

Og jeg glemmer aldrig da min kæreste spurgte om vi skulle slå pjalterne sammen.

Loppe skriver:

Jeg kom sådan til at tænke på i dag, at hvis jeg skulle vælge én episode i mit liv, som jeg aldrig vil glemme, hvilken det mon så ville være.

Selvfølgelig glemmer jeg aldrig mine fødsler, men de står dog ikke så stærkt i eringdringen længere, som de har gjort.

Én episode jeg dog til evig tid vil huske, og som vil stå meget stærkt, er min datters fald fra en trappe...

Hun var ca. 4 år, vi var til konfirmation. Hun var netop gået op af en meget lang og stejl trappe, jeg gik efter hende for at se hvad hun lavede. Jeg blev grebet af noget for enden af trappen, og min datter valgte selv at gå ned (hvilket hun i og for sig også sagtens kunne). Det næste jeg hører er en masse larm, og min datter der skriger desperat efter mig. Jeg løber hen til trappen, når på vejen at smide mine sko, og løber i al hast ned af trappen.

Min datter ligger for enden af trappen - helt stille og med ansigtet ned i det betongulv, som er for enden af trappen. Min moster når der hen før mig, og hun skynder sig at sige til folk, at de IKKE må tage hende op (hun er bange for at gøre skade på hende hvis hun er kommet alvorligt til skade). Jeg hverken hører eller ser, jeg flår hende bare op til mig imens jeg hyperventilere.

Heldigvis begynder hun at græde, og jeg ved at der er liv i hende. Min moster bliver nu helt desperat og siger at jeg skal skynde mig at sætte mig ned, for jeg er helt hvid i hovedet så hun er bange for at jeg besvimer. Jeg vil ikke høre - jeg løber ud til bilen imens jeg råber til min kæreste at vi skal på skadestuen (jeg er stadig på strømpesokker.... ).

På skadestuen får vi konstateret at der heldigvis intet er sket.... Dejligt, men hold da op en forskrækkelse.

Og forskrækkelsen fortsætter - næste dag aflevere jeg min datter i børnehave som vanligt, da jeg henter hende om eftermiddagen er hun hævet op i hele hovedet, og hun er blå omkring øjne, næse og mund. Jeg ringer til min læge som siger at det er slaget fra faldet ned af trappen. Jeg insistere dog på at han skal se hende, hvilket han også gør. Han kan hurtigt berolige mig, og fortæller at det er helt normalt når man har fået så kraftigt et slag som hun har.

I mange uger efter var hun helt blå og hævet i hele hovedet....

Det hele endte jo godt, og egentlig er jeg glad for at den episode jeg husker bedst, trods alt ikke var værre end det... 

Hvilken episode husker du bedst?

Helt klart da jeg var 6 år mener jeg og min mor kørte galt, brækkede rykken og blev lam fra brystet og ned.

Hun var indlagt i over halv andet år, hvor hun var hjemme i weekenderne det sidste halve, huske som var det igår når hun blev hentet af ambulancen om søndagen